søndag den 30. december 2012

Flot resultat


I går var Amanda og Osseau til rallyprøve i Tune. Prøven var arrangeret af Hundekompagniet, og Johanna var dommer.
Der var vist 10 deltagere i Championklassen, og syv deltagere fik 90 point eller derover!!! Det er altså en skrap klasse at deltage i.

Osseau gik fantastisk – det hjælper rigtig meget på deres samarbejde at gå til agility, så det var superskønt at se: flot kontakt ved de første to skilte, yes, armene i vejret – op og vende og mod springet igen, yes – han tog det ikkeJ, så var der håb for resten af banen. Amanda blev så forvirret over, at han ikke fik øje på springet, så hun var ved at glemme banen – det, tror jeg aldrig nogensinde, er sket før. Forvirringen kostede en ommer på bakkeøvelsen, men hun fik samlet sig sammen, og resten gik som det skulle.
93 point og 3. vinder – dejligtJ.

Billede taget af Hundekompagniet


 

tirsdag den 11. december 2012

Træningskrise - og dog


Det bliver til alt for lidt med LP-træningen for tiden!
Jeg har i flere år haft mere eller mindre ondt i mine fødder, jeg har været til læge ind i mellem, men der er egentlig aldrig blevet gjort noget ved det. I august gik jeg til læge igen – dårlige fødder harmonerer ikke specielt godt med et aktivt hundeliv, så jeg tænkte, at der nu måtte gøres noget. Det betød ventetid til en neurolog, som et par måneder efter fortalte mig, at jeg led af en ret alvorlig muskelsvindsagtig sygdom. Puha - ikke sjovt, men tre uger efter blev diagnosen afblæst igen…så nu ved jeg ikke lige, hvad jeg skal tro på. Jeg afventer nu flere speciallæger og er blevet enig med mig selv om, at det ikke gør ondt mere – mine fødder er dog ikke helt enige!!!! Der skal et godt helbred og stor tålmodighed til at være syg i Danmark – hold da op hvor er det ikke særlig tilfredsstillende!!!!

Alt det bøvl, arbejdsstress og det elendige vejr betyder, at jeg ikke rigtig får trænet Osseau udover Johanna-træningen. Det går til gengæld rigtig godt, når vi er der – han arbejder virkelig godt, og vi får styr på flere og flere klasse 3 øvelser. Heldigvis kan Amanda sagtens tage over ind i mellem: de er ved at blive superseje til agility, hvor de går på et klasse 3 hold. Det er skudt noget over deres niveau, men de hygger sig helt vildt med det og bliver virkelig dygtige begge toJ. Nu går vi så småt med planer om ”rigtige” konkurrencer til næste år.
Også rally bliver det lidt til – forleden deltog de i selvtræning i hallen, og det gik vist også okay. Der venter jo to prøver lige efter jul, så det er med at komme i god form inden da, så de kan få nogle gode resultater til konkurrencen om Årets Sheltie. Der er vist ingen tvivl om, at Anette Dalgaard og Gucci vinder, og også et par andre sheltier har gode resultater, men sendes ind, skal der da alligevel.

Med hensyn til Årets Sheltie i LP ser det iflg. mine regnestykker ud til, at Osseau og jeg ligger rigtig godt – det er tæt i toppen, men så vidt jeg kan se, ser det helt fornuftigt udJ.

 

tirsdag den 20. november 2012

Fantastisk hal, fantastisk hund


Sydkystens Hundeskole har nu lejet den mest fantastiske halJ.

Jeg nåede aldrig at blive den store fan af hallen på Risbyholm, så det er rigtig dejligt, at det nu er lykkedes at få en hal, vi kan træne i de kommende måneder. Det er en ”rigtig” hal, der på mange måder kan sammenlignes med agilityhallen i Ringsted – der er masser af plads, lunt og meget pæne og rene forhold, så det er bare rigtig lækkert! Jeg har fluks meldt mig til Connis kommende hold og glæder mig meget til både at undervise og træne selv i den halJ.

Jeg havde fornøjelsen af at træne dernede i søndags sammen med Paul. Osseau følte sig godt tilpas i hallen – han fik lov til at løbe rundt selv, mens vi ryddede lidt op og arbejdede derefter superflot. Jeg pressede ham ud i hjørnerne i fri ved fod – det er jo lidt provokerende for ham at gå direkte mod en væg, men også det klarede han rigtig fint. Derefter superflotte positioner under gang, jeg tror min nye forkommando er begyndt at fungere, fedt! Stillingsskiftene er også pæne, men jeg skal passe meget på, at jeg ikke kommer til at acceptere sjusk – det er altså lidt svært!!!

Indkald med stop er stadig svært, men det er en sjov øvelse at træne, så det hygger vi os lidt med, selv om det bliver lidt rodet – det bliver Johanna-fokusområde den kommende tid. Dirigeringen til targets fungerer, jeg har slet ikke trænet det siden Niina-kurset, men nu kommer apporten kom, og så må vi se, hvordan det går – i søndags gik det okay.
Spooky billede - men beviset skal jo på
Nok om det – Amanda klagede over, at jeg har forsømt at berette om, at Osseau nu tager METALAPPORTENJ. Det er da helt fantastisk!!!! Amanda var med hos Johanna sidste mandag og opfordrede mig til at prøve. Jeg svarede selvfølgelig, at det var en umulig opgave, med vupti havde han den i munden – og i søndags lavede han faktisk en perfekt springapportering med metalapporten!!!! Stjernehund!!!!

 

 

torsdag den 8. november 2012

Sundhedstjek og rally-rod

I dag har jeg holdt en fridag. Godt nok havde jeg tænkt, at den skulle bruges på at skrive elevplaner, men hold da op med overspringshandlinger, der kan dukke op i løbet af sådan en dag:-)))

Det blev blandt andet til en dejlig lang gåtur i Ringsted, da hundene skulle til det årlige tjek og vaccination hos dyrlægen. Meget grundigt må jeg sige - det tog 5 kvarter, fra vi kom, til vi gik igen.

Først Django hvor både lopper, tandkød, hofte og skulder bekymrer mig.
Lopperne - tja tålmodighed har aldrig været min stærke side...., men det var beskeden.
Tandkødet - ikke særlig slemt, men der er da bestemt basis for endnu en tandrensning.
Hofte og skulder - han tåler jo ikke det smertestillende ret godt, så der skal lægges en plan for ham. I første omgang skal han røntgenfotograferes for at få en status - det klares så samtidig med tandrensningen - derefter må vi så finde ud af, hvad vi gør ved ham. Depotmedicin, laserbehandling, cartrophen-behandling var nogle af de muligheder, hun nævnte, men nu må røngtenbillederne lige tages først.....

Osseau var hun meget tilfreds med, der var slet ikke noget at komme efter. Han har smukke tænder, god og stærk muskulatur og ligger fint vægtmæssigt, så det er bare super:-)))

Amanda og Osseau kommer ikke til rally i denne weekend. For længe siden prøvede jeg at melde til i Spanielklubben på søndag, men fik en fejlmelding¨og aldrig noget svar på min efterfølgende mail. Så meldte jeg dem til prøven lørdag og overførte penge, men fik ikke tilsendt kataloget, før Paul kunne oplyse forleden, at de ikke var med. Bøvl, men det er jo alligevel et lidt træls tidspunkt på dagen (kl. 16), så nu har jeg bare bedt om at få mine penge retur...

Nu bliver der jo alligevel endnu to prøver i år - de er nemlig tilmeldt både den 29. og 31.12. Perfekt aktivitet i en lang juleferie:-)))

tirsdag den 6. november 2012

Udfordringer


Johanna er altså god for at sætte lidt ekstra kulør på træningen og finde på sjove udfordringer:-)

I sidste uge havde hun medbragt sutter! De skulle primært bruges til startindlæring af apportøvelse,  men jeg skulle jo lige prøve, om det var noget for Osseau at tage noget i munden, som andre hunde havde haft fat i (apropos dirigeret apport, hvor der jo bruges fremmede apporter).
Det tog et par minutter, så sad Osseau fint med sutten, så ingen problemer dér:-)

Det var der så til gengæld i går aftes, hvor Johanna havde taget tændstikker med til næseprøven!!!
Det fattede han absolut ikke noget af - da jeg sagde "finde", ledte han alle vegne for at finde en almindelig næsepind, og da det ikke lykkedes, begravede han alle tændstikkerne i savsmulden i stedet.... Den øvelse droppede jeg, men har så i stedet fået til opgave at træne øvelsen med grydesvampe til i næste uge - det er tydeligt, at det ikke er en generaliseret kommando, men jo sikrere den er, jo bedre er det, så vi må tage udfordringen op.

Bortset fra det med tændstikkerne, var det super træning i går. Fri ved fod var flot, positioner under gang (som jeg ikke har trænet siden kurset med Niina, hvor det gik i kage...) var helt vildt sejt med en gang dæk og to gange sit:-)) Fremsendingen er lidt kokset for tiden, jeg prøver at kaste belønningen, mens Osseau løber fremad, og klikke kort før den rammer jorden, men puha det går skidt - min timing er håbløs!!!!

Jeg prøver at få lagt pres på Osseau, når jeg har mulighed for det. Det skal han til en vis grad kunne klare i LP 3. Forrige mandag gik Johanna rundt med sort plastiksæk over hovedet og flag i hånden, mens vi gik fri ved fod, det klarede han fint. I går slap han for det under fri ved fod, men til gengæld kom der max pres på ham i stillingsskiftet, og det gik bare rigtig godt:-))). Han var helt fokuseret på mig og lavede flotte skift hele vejen, selv om Johanna sad næsten lige foran ham!

Dejlige hund:-)))

mandag den 29. oktober 2012

100% positiv problemløsning

Så har jeg igen været på kursus i weekenden.
Denne gang var det med to nordmænd Arne Aarrestad og Siri Linnerud (http://www.100positive.no/), og kurset, der blev holdt hos Charlotte Lyngholm på Tuse Næs var arrangeret af Lotte og Jeanette, der har "Din hvalp".
Det var et supergodt kursus, og det var dejligt at få bekræftet at meget af det, jeg gør i hverdagen med Osseau, er fuldstændig rigtigt. Der var nogle få demohunde med også - ikke at der var ret meget praksis, men det var nu fint nok, for tingene sker altså ikke så hurtigt, som det gør i Victoria Stilwells programmer! - så jeg synes de mange videoklip, der var, gav noget mere end den praktiske træning.

Vi kom igennem rigtig meget forskelligt. Hovedoverskrifterne var blandt andet:

Årsager og symptomer
Aggression mellem hunde
Hunde som har problemer med mennesker
Angst
Stress
 
Meget af det har jeg jo selv inde på livet i hverdagen,  men i forhold til en del af det vi så på videoerne, er mine problemer relativt små og helt sikkert til at arbejde med - og jeg slugte stort set alt, hvad der blev sagt råt!
 
Arne og Siri var meget engagerede og inspirerende undervisere, med de var ikke altid lige nemme at forstå - især Arne stillede nogle gange spørgsmål, som ingen svarede på, fordi vi simpelthen ikke kunne forstå ham:-).
 
Jeg er ellers vældig stolt af først at klare to dage med en svensk underviser (Niina Svartberg) og kort tid efter to dage på norsk. Vi arbejder med svensk for tiden i 8. klasse, men de køber altså ikke helt min argumentation for at lære de nordiske sprog - de mener overhovedet ikke, at de har brug for hundekurser i fremtiden:-))).
 
Dejlig måde at tilbringe weekenden på - ny inspiration er altid godt.
 

tirsdag den 23. oktober 2012

Husdyr!!!

Måske skulle man bare droppe at holde ferie...??
Efterårsferien startede dyrt ud, da Henrik blev blitzet på Næstvedvejen - måske er han så heldig, at billedet blev dårligt, men det er jo den risiko, man løber, når man jævnligt kører for hurtigt. Jeg er bare glad for, at det ikke var mig, der var chauffør....
Vi var jo et par dage i Jylland hos min far, der for anden gang i år havde fået lungebetændelse. Derfor gik den eneste sight-seeingstur, vi nåede en tur til Grenå Sygehus (for at få taget røntgenbillede) og hjem igen - det regnede næsten konstant, så strøgturen i Århus blev endnu en gang udsat.

Og så kom vi hjem - og kunne konstatere, at Django har fået lopper!!!!!!!
Smittekilden er nok lokaliseret, men det er kun en mistanke, og de kan jo i princippet kommer alle vegne fra. Det er totalt klamt og egentlig også lidt mystisk, da han jo har fået Frontline jævnligt. Mystisk er det også, at Osseau tilsyneladende slet ikke har nogen. Hvis jeg var loppe, ville jeg nu også foretrække Djangos lækre underuld - men stakkels Django synes bestemt ikke, at det er rart at blive redt flere gange om dagen, og slet ikke når det foregår med en lusekam!

Nu er de begge udstyret med et loppehalsbånd. Dyrlægen har undersøgt markedet grundigt for at finde noget, der ikke indeholder indholdsstofferne fra Frontline og Bayvantic, som Osseau jo ikke kan tåle, og det ser ud til at gå fint med det. Jeg synes bestemt ikke, at det er fedt, at de skal rende rundt med sådan et, men noget skal der jo gøres. Huset er grundigt rengjort, alt er vasket, og heldigvis har vi ikke gulvtæpper overhovedet, det gør det forhåbentlig lidt lettere at slippe af med de klamme kræ.

Af samme årsag kom Osseau ikke med til træning med Paul i hallen i søndags. Jeg skulle alligevel ind til Daniel, så det var jo på vejen, og det var nogle rigtig hyggelige timer i selskab med Paul, Lille Bjørn og Max. (Det var altid noget, for Daniels gardiner, som jeg skulle lægge op, blev både tudehamrende grimme, korte og skæve - så nu bliver jeg nødt til at forære ham nogle nye...så gik der lige nogle timer med spildt arbejde dér:-( Jeg er et kvaj til håndarbejde.....better luck next time!)

Det er også blevet til lidt træning - Osseau er så dygtig, og jeg bliver så glad af at træne ham:-)))
Johanna gav mig en opgave i sidste uge: "bliv god til at kaste godbidder, så de rammer, hvor du vil have det". Jeg kan ikke huske, hvilken afstand hun sagde, at jeg skulle ud på, men det er vist også lige meget...... Django og jeg leger en supersjov leg (synes han i hvert fald) gående ud på, at jeg kaster en godbid, han henter den og sætter sig i plads, og en ny bliver kastet. "Hvor svært kan det være", lyser det næsten ud af ham:-))
Men det er svært - jeg kan ramme skålene på ca. en meters afstand, så der skal godt nok trænes, hvis jeg skal ud på 10-15 meter.....

fredag den 19. oktober 2012

Dagens gode gerning:-)


Vi har været nogle dage på besøg hos min far på Djursland. Han bor i lejebolig i et område med 4 blokke i 3 etager, så der er vel omkring 50 lejemål.
I formiddag kunne vi ud af vinduet pludselig se en hund, der gik rundt på parkeringspladsen - ingen mennesker i nærheden! Hm - en amstaff, oven i købet en intakt hanhund, men den kunne jo ikke rende rundt der, så uden at tænke særlig meget gik jeg ud og kaldte på den. Kvælerhalsbånd, men intet skilt??
Nå, jeg troede, jeg vidste at Svend (som kommer fra samme lille by, som min far) havde en amstaff, men havde ingen idé om, hvor Svend boede ud over, at det var højere oppe i samme blok som min far. Jeg gik op ad en trappe - hunden fulgte fint med, han var heldigvis rigtig sød - og ringede på et par døre, men ingen hjemme. Hunden fortsatte videre op, så jeg tænkte, at den var på vej dem. Den fandt da også Svends dør, men nej, det var ikke hans hund - han passede bare sin søns ind i mellem. Han havde ikke noget, jeg kunne bruge som hundesnor, så jeg spurgte pænt, om han ikke kunne tage hunden ind, mens jeg fandt ejeren.

Så mente nogen, at der vist var en kamphund i B-blokken, ned at ringe på, men de eneste, der var hjemme, manglede ikke nogen hund. De mente dog, at der var en hos en pige i C-blokken. Mig derover - og samtidig åbnede pigen døren, men hun vidste ikke, at han var smuttet.....ud af soveværelsesdøren, som han havde fået puffet op.

Uha - hun var ikke stolt af situationen, men hun fik sit barn på armen, og så gik vi sammen op og hentede hunden. Jeg undlod at moralisere om politi, mundkurv og hundeskilt, for hun var i den grad rystet.... og lidt god samvittighed har jeg da: heldigvis kom hverken amstaff'en eller andre dyr og mennesker tilskade:-)). Jeg tvivler stærkt på, at det sker for hende igen!!!

tirsdag den 16. oktober 2012

Niina Svartberg kursus og rallyprøve

Totalt u-nørdet at jeg endnu ikke har skrevet blog om et kursus, der foregik i sidste uge!
Det er bestemt IKKE, fordi kurset ikke er værd at skrive om, for det var præcist så godt, som jeg havde forventet, men tiden er gået med andre ting.

Jeg var også på kursus med Niina sidste år og sprang straks til, da jeg igen fik muligheden. Det er altid utroligt givende at lære nyt og se nye muligheder, og igen i år fik jeg mange nye ideer, som jeg har brugt de seneste dage på at tænke over - det er jo ikke alt, der helt passer med min træning og min hund, så der nogle ender, der skal mødes i min hjerne, før jeg for alvor kan bruge det:-))

Jeg gik tidligere fra kurset fredag med seriøst ondt i ryggen og med en følelse af, at Osseau nu kun kan apportøvelsen, og at alt andet er faldet fra hinanden....der er i hvert fald nok at arbejde med.
Vi kom omkring næsten alle LP 3 øvelser undtagen stillingsskiftet, som fungerer godt - så det havde jeg ikke lyst til at få pillet fra hinanden:-)

Ekstern belønning i fællesdækken - tja, den skulle der lige tygges på, men det virker tilsyneladende godt på Osseau. I går aftes til træningen hos Johanna lå han trygt i flere minutter med guffer bag ved sig:-)
Fri ved fod og positioner under gang kræver tydelige og forskellige forkommandoer - det har jeg endnu ikke på plads, så det bliver noget rod og han hænger meget! Fri ved fod gik dog superfint i går aftes, hvor han blev presset meget af Johanna, der gik lige i hælene på ham.


Foto: Michael Varding-Hasse

Indkald med stå var vores første øvelse, som jeg fik gennemgået helt fra bunden. Igen var forslaget en ekstern belønning - "hvorfor skulle hunden ønske at stoppe, når belønningen befinder sig i min lomme", det giver god mening og ser ud til at virke!
Dirigeret apport fungerer slet ikke - den skal tænkes om....

Næseprøve - vi har søget helt på plads, så han skal kaldes ind med pinden i munden. Faktisk helst ved at han bliver holdt, så han ikke vænner sig til en kommando, men det er helt umuligt for ham at tage noget i munden af "fremmede" mennesker (i dette tilfælde Paul!!!!)


Foto: Michael Varding-Hasse
"NIX - jeg åbner ikke munden"

Nå ja og så fremsendingen. Det er nu ris til egen ..., at jeg har accepteret, at han har stillet sig lige på den anden side af båndet - det er svært at dække ham af, når han står så tæt på båndet, så han skal længere tilbage. Endnu en øvelse der skal nytænkes....

Foto: Camilla Johannesen
Så alt i alt - der er rigtig, rigtig meget at arbejde med, før vi er klar til LP 3 den 28. april!!!!!

Søndag var vi i Årslev til rallyprøve. Pyha, et åbent sted at holde prøve - lige ud til en ret befærdet vej, jeg er glad for, at Osseau ikke render nogen steder....
Alt startede som det plejer: super opvarmning, og blokering da de gik ind over ringbåndet:-((
Han kom dog med, men efter første skilt løb han ud til mig. Aftalen mellem Amanda og mig er jo, at banen skal gåes alligevel, og så skrev dommeren videre??? De gik en superflot bane, men blev trukket meget (13 eller 16 point??) for det stunt, så de endte på 75 point - et resultat der ikke kan bruges til noget som helst!

Men nu har vi da prøvet at være i Årslev også - så det gør vi såmænd nok igen til foråret:-)

mandag den 8. oktober 2012

Søndag i Ølstykke

Det var en dag med blandede oplevelser i går i Ølstykke.
Man kunne blive helt stresset fra morgenstunden, hvor Susanne og Bastian var nr. 1 i Eliteklassen, Paul skulle i fællesøvelser med Lille Bjørn, og Championklassen på rallybanen ville jeg jo også gerne følge med i, så jeg stod nærmest og roterede om mig selv for at holde øje med det hele:-)
Susanne og Bastian havde en superflot debut i eliten - det er altså ikke bare lige at stille op i den klasse...totalt godt gået!

Efter et par timer var det tid til LP 2, og måske har vi virkelig et "Ølstykke-traume". I hvert fald var Osseau topklar udenfor ringen, og så snart vi trådte ind over ringbåndet, var han helt væk! I fællesdækken havde han det rigtig skidt, der måtte tre kommandoer til at få ham ned at ligge, og ørene lå bare helt tilbage hele tiden, så det var lidt synd for ham....
Vi var nr 1 pga afbud og en løbsk tæve, men det var nu okay - det syntes Osseau så bare ikke. Den værste fri ved fod ever - og hvad skal man med fjender, når man har venner (Susanne Bach!!!!), der begynder at pakke telt sammen lige ved siden af ringen midt i det hele???? Nå, det gik alligevel ad h... til, så det var nu ligegyldigt.
1. præmien fik vi kun på rutinen, det var virkelig en skod-prøve med flere ekstrakommandoer, et indkald hvor hunden bare løb forbi mig og stillede sig ved ringsiden(???), og en totalt sjusket aflevering af næseprøven.... 3. vinder ud af de 16 tilmeldte blev vi - men ikke fordi vi var gode!!!

På positivlisten står dog apporten til 9½ og et superflot stillingsskift.

Nu er vi i hvert fald helt, helt færdige med LP 2, så nu står den på målrettet LP 3 træning hele vinteren, det bliver godt:-))

Det var en meget blæsende dag, hvilket nok også var med til at forstyrre en del af hundene, og på et tidspunkt fik vi oven i købet et flyvende telt i hovedet. Meget ubehageligt - Amanda og jeg blev heldigvis kun ramt af teltdugen, men Jette med Maggie, som vi stod og talte med blev ramt hårdt på ryggen, og stakkels Maggie blev møghamrende bange - det var meget, meget synd for dem. Og jo, jeg ved da godt, at folk ikke slipper et telt løs med vilje, men måske havde det været almindelig høflighed at spørge, om vi var ok.....

lørdag den 6. oktober 2012

Foredrag mm.

Mandag aften startede en ny omgang træning hos Johanna, der i de kommende perioder foregår i en mindre ridehal. Jeg var nødt til at passe godt på Osseaus mave, så han måtte klare sig med en begrænset mængde tørfoder, og vi gik derfor ret tidligt hjem. Vi arbejdede mest med fri ved fod, hvor Johanna skulle presse ham så meget som muligt - det med at have en dommer til at gå lige bag ham til prøver, forhindrer ham i at gå optimalt, så det er vi nødt til at gøre noget ved!

Onsdag aften havde jeg meldt mig til et af Hund og Trænings foredrag. Jeg har efterhånden været til en del af dem og har fået ganske meget med hjem. Denne gang handlede det om "Hvalpens første fire måneder" (jo, jeg er i gang med at forberede mig på noget, der måske først sker om flere år...).
Måske har jeg læst for meget, for jeg synes faktisk ikke, at der var ret meget nyt. Det handlede ganske meget om de første to måneder, og - sikkert på grund af tidspres - blev der gået meget let hen over den sidste del, det var meget ærgerligt. Selvfølgelig gav alt den snak om de første 8 uger noget viden om, hvad man skal se efter, når der skal vælges opdrætter, men mon ikke der var andre end mig, der gerne ville have hørt mere om det at få hvalpen hjem....

På vej til foredraget i Holte kørte jeg forbi SHS's nye hal i Havdrup. Min hjælp til klargøringen var nemlig at tilbyde assistence fra Amandas kæreste Michael:-), så han lagde tæpper på sammen med en kammerat, og jeg skulle jo lige se, hvor vi skal undervise og træne de kommende måneder - i en dejlig stor og rar hal, der er meget bedre end den, vi havde sidste vinter:-))))

I morgen er det vores absolut sidste LP 2 prøve i Ølstykke. Denne gang er Palle Bergsø dommer, det bliver godt!

mandag den 1. oktober 2012

Der er fart på

Tirsdag eftermiddag var vi for fjerde gang hos Charlotte Holten, hvor hundene fik hver en omgang kranio-sakralterapi. Jeg havde ellers næsten droppet det med Osseau, fordi det havde nogen virkning, men jeg synes alligevel at der skete noget efter tredje behandling og ville give det en chance mere.
Og sørme, om der ikke var hul igennem:-)) Denne gang løsnede han op og opførte sig "normalt". Nu har han også været der nogle gange, men Charlotte havde aldrig mødt en hund, der havde brug for så mange behandlinger, før virkningen kunne ses. Osseau reagerede fuldstændig ,som Django gør hver gang: han gav sig, når det gjorde ondt, var anspændt, men slappede så tydeligt af, og det blik, han sendte Charlotte, mens han blev behandlet, var til at smelte over - helt tilbedende:-)))

Django havde det til gengæld skidt. Han har åbenbart slået sin højre side på et tidspunkt, hvor jeg ikke har set det (måske er han løbet ind i en gren eller noget lignende...) Han var i hvert fald fuldstændig spændt op i hele højre side, og det gjorde virkelig ondt at blive masseret. Charlotte undrede sig meget over, at han på ingen måde har ladet sig mærke med, at han havde ondt, men han er altså en sej hund!!

Onsdag var sidste omgang undervisning i Osted i hhv. rally og LP. Det var vådt og derfor noget afbudsramt!!!!! - men ganske hyggeligt alligevel. Vi sluttede med konkurrencer, og alle de dygtige kursister fik præmier - det er altså superfedt at se, hvor meget førerne udvikler sig i løbet af 1½ måned:-))) Jeg glæder mig til at skulle i gang igen i hallen i Havdrup sidst i denne måned.

Torsdag aften var jeg også hjemmefra, og fredag stod der æresport-fabrikation på programmet, da mine svigerforældre havde guldbryllup i lørdags. Amanda syntes dog, at jeg skulle med hende og Osseau til agility, da det var første gang på Johannas hold i agilityhallen her i Ringsted, og det ville jeg også meget hellere.
Hold da op - en lækker hal!!!! Johanna har altså vældig store ambitioner med Amanda og Osseau, de træner nu på et klasse 3 hold. Det er totalt hårdt arbejde for Amanda, Johannas baner er jo bestemt ikke hverken kedelige eller nemme, så jeg skal love for, at hun har fået sin sag for:-))) Jeg synes, at Osseau er supersej, han gør jo bare, som han får besked på, så nu må vi altså have sendt dem ud til nogle rigtige konkurrencer til foråret!

Lørdag stod den på guldbryllup, og søndag var det så tid til sidste omgang træning på Connis luksushold. Prøvelignende situation, for vores vedkommende en blanding af LP 2/ LP 3, og Osseau var supersej, han arbejder bare så godt for mig - især når der er fiskefrikadeller i min lomme:-)).
Det har været en dejlig runde træning - tak for det, Conni!

I aften skal vi til træning hos Johanna - jeg glæder mig til at se, hvad hun har fundet på i dag:-))


tirsdag den 25. september 2012

Super træning og ingen træning

Jeg lånte lige billedet fra Majbrits blog (med håb om tilgivelse:-))

Søndag stod den på træning hos Connie på "luksus-holdet". Osseau var pænt træt efter prøven lørdag, men det var virkelig en god omgang træning, hvor det blev tydeligt, at vi i nogle øvelser er ganske tæt på LP 3-udførelse, det gælder især positioner under gang og fremsendingen, som meget hurtigt vil komme på plads:-))). Fri ved fod og næseprøven bliver også "nem" at få styr på, i hvert fald vil de udfordringer, vi vil få, være præcis de samme, som vi har på nuværende tidspunkt...

Der er ingen tvivl om, at den største arbejdsopgave kommer til at ligge på indkald med stop - jeg skal virkelig have tænkt den øvelse godt og grundigt igennem, så jeg kan få målrettet træningen.... Ups, jeg glemte lige dækken - at jeg går 4 minutter i skjul er ikke lige Osseaus yndlingsøvelse (ikke at han har prøvet det altså, lige nu er vi kun på 10-15 sekunder), det er altså en øvelse, som han meget hurtigt bliver usikker i!

I går skulle vi så have været til træning hos Johanna, men Osseau fik - igen, igen, igen - virkelig dårlig mave:-((
Der var tendenser allerede søndag, så vi trænede kun med kogt kylling og den færdig-købte skånekost, men det var altså ikke nok til at undgå endnu en seriøs omgang. Natten til i går var jeg døråbner, hunde-vasker mm. fem (!!!) gange, så det blev til tæt på ingen nattesøvn. Jeg var rigtig tæt på at melde mig syg (endnu en gang godt at min chef ikke kender til denne blog:-)), men Amanda fik ordre på at blive hjemme, til jeg kom hjem - ikke populært, men nødvendigt, så jeg fik slæbt mig afsted og overlevede dagen, men desværre blev det nødvendigt med afbud til Johanna-træning, øv, øv!
Skånekost og masser af Zoolac har hurtig effekt, og der har været ro på i nat, så nu ser vi lige tiden an - han har nok lidt infektion, der ikke er forsvundet helt, efter vi havde samme tur for to uger siden, men i og med at han er sulten, fræk og leger en del, regner jeg med, at vi klarer det uden dyrlægebesøg.

lørdag den 22. september 2012

Bedste resultat

201,5 point var hvad det gav i dag til prøven i Collieklubben i Køge - vores bedste resultat i officiel prøve:-))
Jeg er ved at være lidt træt af LP 2, da vi efterhånden har været i den klasse temmelig længe, men nu er der lys forude - for første gang lavede Osseau nemlig en perfekt aflevering af apporten til en prøve, og det er jo den øvelse jeg har villet have styr på, inden vi prøver kræfter med LP 3.

Prøven startede med en 10-tals dækøvelse, og vi var så nr. 2 i den gruppe. Fri ved fod startede flot ud, men Osseau blev usikker undervejs og stoppede op midt i det hele. Jeg fik ham dog videre, og det blev til et 7-tal. Jeg var rigtig tæt på at blive irriteret, men tog mig sammen!!! Efter 10 i springet var det tid til apporten, og med den i hus til en 9'er, var det egentlig næsten ligemeget med resten:-))

Bortset fra apporten var der bestemt også andre lyspunkter:
Et næsten knivskarpt stillingsskift (han satte sig lidt for tidligt op til sidst) med en supersej stå-dæk + en fremsending, hvor han blev forstyrret af et udrykningskøretøj (han er virkelig bange for den lyd!!!). Han stoppede i udløbet, men fortsatte selv - kun en ekstra indkaldskommando måtte der til, fordi jeg aldrig kan huske, om jeg kalder "plads" eller "Osseau".....

Jeg er SÅ glad for, at jeg har lært at fokusere på de ting, der lykkes, og jeg gik ud af banen i totalt godt humør, det var en rigtig, rigtig god oplevelse - og som altid dejligt at have Marianne som dommer:-)))


søndag den 16. september 2012

95 point:-))))

Det med at tage til rallyprøver med Amanda og Osseau har altid været en blandet fornøjelse. Nogle gange går det fantastisk, og andre gange går det bare ikke...., men heldigvis var i dag en af de dage, hvor det gik fantastisk:-)))
Vi var til rallyprøve i Herfølge arrangeret af Sydkystens Hundeskole med Frank Kuhfeld som dommer. Championklassen var den første, Amanda var nr. 6 i klassen, så der var god tid til opvarmningen, der som sædvanlig var super. På vej til start begyndte Osseau på det, han plejer: at kigge ud på mig, at kigge på dommeren og andre potentielt farlige elementer, men Amanda var helt kølig og tog den tid, der skulle til, før hun passerede startskiltet - med det resultat, at der var perfekt kontakt hele vejen. Han havde nogle små udfald undervejs, men ikke noget vildt - og jo bedre det gik jo mere rystede mine ben:-)). Bedste resultat til dato og nr. 5 ud af 11 deltagere.

Endnu en gang kan vi konstatere, at det hjælper at træne!!! Det giver virkelig noget på kontakt-kontoen, at de er begyndt til agility igen.

Således opmuntret af dagens gode prøve har jeg nu meldt Osseau til rallyprøve i Årslev den 14. oktober. Der er ikke mange kredsprøver, hvor det er muligt at kvalificere sig til DM - og slet ikke når Amanda har fået fobi mod at gå op i Ølstykke!
Vi må også hellere få meldt til i Spanielklubben, så hun måske kan få 5 tællende prøver til Årets Rallychampion og lidt bedre resultater til Årets Sheltie i Sheltieklubben, hvor der er hård konkurrence fra Margit og Gipsy - nu tror vi på det igen:-)))

tirsdag den 11. september 2012

De hunde, de hunde....

De sidste par uger har godt nok været lidt trælse med dårlige maver og lidt for meget dyrlægekontakt!
Først var det jo Osseaus mærkelige "gevækst", vi var til dyrlæge med (har i øvrigt lige fået svar fra hudeksperten, at det med stor sandsynlighed er ufarligt, og at vi bare skal holde øje med det).

Så blev det til at Django begyndte at kaste op i nogle dage/nætter, indtil jeg holdt op med at give ham medicinen - han er nu på mavesår-piller og en ny slags smertestillende.
Osseau har on-and-off siden sidste tirsdag haft tynd mave med masser af gulvvask til følge - heldigvis var Daniel hjemme nogle dage i sidste uge, da det var værst. Det fik Django så i weekenden, da Osseau var ok, hvorefter han begyndte igen i går.....Så valgte jeg den nemme løsning og kørte til dyrlægen efter skånekost istedet for at lave det selv - Django hader ris, så det er lidt bøvlet med hjemmelavet skånekost til ham!

Nu virker maverne allerede næsten ok igen, men nu har jeg lige opdaget, at Django har noget voldsomt udslæt på kuglerne!!!! Det ser ud som om det har blødt lidt, så nu er der igen bestilt tid hos dyrlægen. Meget mystisk - det har vi aldrig prøvet før....

Nå ja, og så gav jeg hundene Frontline i weekenden! De havde jo begge reaktion på Bayvantic, da de fik det i starten af sommeren, men vi har ikke set en eneste flåt de seneste måneder!!! Frontline troede jeg var ok, men Osseau blev faktisk ret dårlig - han sad bare helt stille hos mig i mere end en halv time, mens jeg holdt om ham. Det er meget usædvanligt, da han bestemt ikke er en kramme-hund, massage mv. elsker han, men det betyder som regel leg og ballade, når jeg sætter mig på gulvet - men det lille pus var altså tydeligt generet af behandlingen:-((( Jeg må have snakket med dyrlægen om, hvad vi gør, når det bliver flåt-sæson igen....

Osseaus dårlige mave betød afbud til Johanna-træning i aftes. Ærgerligt, ærgerligt - især fordi jeg ikke får trænet i hverdagen p.t. I lørdags var vi på luksus-hold hos Conni, og han var bare en stjerne - faktisk tror jeg, vi begge har godt af ikke at træne så meget i en periode. Vi fik rigtig meget ros for især fri ved fod og stillingsskiftet stå-sit og flere gode råd om de andre øvelser, vi var igennem.
Conni er altså en super instruktør:-)))

tirsdag den 4. september 2012

Livet er hvad man gør det til:-)

Overskriften er et citat fra en af Kim Fupz Aakeson, som vi læser i øjeblikket i 8. klasse. Kim Fupz er en genial forfatter, og jeg elsker at undervise i hans forfatterskab og oplever, at hans tekster fanger eleverne helt vildt.
Det citat tænkte jeg på efter sidste - endnu en gang ret triste - blog, at jeg hellere må tage til mig.
En gang i mellem kunne jeg ønske, at jeg blot kunne koncentrere mig om undervisningen og ikke alle mere eller mindre alvorlige problemer, så nu har jeg besluttet at se det hele lidt mere "ovenfra", selv om der er nok at bekymre sig om.

- Mine elevers og deres forældres problemer er ikke mine, og jeg skal ikke involvere mig mere end nødvendigt og så lade fagpersoner klare resten!
- Jeg må hellere prøve at vænne mig til min nye chef, selv om jeg ikke er helt tryg ved ham - nu har jeg været så privilegeret i de 8 år, jeg har været ansat, så mon ikke jeg kan overleve det et stykke tid, indtil han begynder at høre efter, hvad jeg siger:-))
- Mine bekymringer for hundene må dyrlægen klare. Osseau fejler jo nok ikke noget, så jeg lader være med at "male fanden på væggen" og ser, hvad tiden bringer.
- Mine egne helbredsproblemer overlever jeg nok! Ingen grund til panik, selv om mit bækken skred i sommer, og jeg har vildt ondt i mine fødder, betyder det jo ikke, at jeg bliver totalt handicappet ligesom for 15-20 år siden. Det må vi tage, som det kommer.....

Jeg har masser af ting i hverdagen at glæde mig over!
Selvfølgelig er der min søde mand og vores skønne unger, der klarer sig godt (jeg skal bare lige vænne mig til, at Amanda også skal træffe sine egne beslutninger efterhånden - også selv om jeg ikke altid synes, de er lige fornuftige...:-)).
Derudover selvfølgelig hundene: Django der altså er i et fantastisk humør og finder på så mange skøre ting, og Osseau der er fantastisk at arbejde med - han var bare SÅ god i går aftes!!!
Kollegaer, veninder og selvfølgelig undervisningen i SHS. Jeg synes, det er helt vildt sjovt at undervise og dejligt at se, når kursisterne bliver dygtigere og dygtigere.

Og sådan kan jeg jo blive ved - det er bare vigtigt at huske de små ting i hverdagen, det er dem, der giver overskud, og ja Kim Fupz: Livet er, hvad man gør det til:-))))

søndag den 2. september 2012

Store Hestedag og bekymringer

I går var jeg hjælper ved Sydkystens Hundeskoles rally-demo ved Store Hestedag i Roskilde. Det var ikke nogen speciel fantastisk placering, vi havde, men på trods af det, kedede vi os bestemt ikke. Folk kom drypvis forbi og måske var det den lidt afsides placering, der gav mange lyst til at prøve, og vi havde flere gange tid til at give folk en meget grundig indføring i sporten.
Det var mest hundefolk, der kom forbi, idet specialklubberne var tæt på os, og mange af dem ville gerne prøve banerne. Der var også udstilling af collier i nærheden, og Amanda fik den meget interessante information, at rally slet ikke er noget collier kan finde ud af:-)))).
Det tror jeg nu nok, jeg kender nogle stykker, der kan modbevise - måske den dame skulle tage et kig på et par rallyprøver!!!!
Vi fik også reklameret rigtig meget for SHS's nye hal, hvor der bliver mulighed for masser af træning vinteren igennem.

Amanda og jeg var sammen det meste af tiden, hun er taget afsted igen i dag, hvor hun får hjælp af andre SHS-folk - jeg bliver hjemme og får styr på alt det arbejde, jeg ellers ikke når....

Udover alle mine bekymringer på mit job bruger jeg også en del energi på at bekymre mig om hundene. Django har kastet op det meste af ugen - 1-2 gange i døgnet (helst om natten), så jeg er nu holdt op med at give ham Previcox'en, da det garanteret er det, der irriterer hans mave...:-(, og nu er det ganske rigtigt stoppet igen. Jeg bliver nødt til at få en snak med dyrlægen om det, da jeg bestemt ikke synes, at han skal gå uden smertestillende....

I torsdags var begge hunde igen til kranio-sakral terapi. Det hjælper fantastisk på Django, det gør meget ondt, især omkring hans overbelastede højre skulder, men det er tydeligt, at det gavner ham, så det skal han bestemt fortsætte med.
Det er mere tvivlsomt med Osseau, som Charlotte slet ikke er tilfreds med. Det er meget mærkeligt, for han nyder i den grad behandlingen, men det hjælper bare ikke! Han får slet ikke den samme afspænding i muskulaturen, som Django gør, mens han bliver behandlet, og de lidt blødere muskler, det giver, varer kun ved et par dage, så er han lige så spændt igen. Jeg tror ikke, det nytter at behandle ham mere, så nu tager jeg også en snak med dyrlægen om ham. Måske er det et forsøg værd at give ham smertestillende en uges tid for at se, om det giver nogen forandring - hvis det gør, må vi jo så finde ud af, hvor han har ondt. Jeg overvejer også at tage ham en tur til Charlotte Frigast for at se om hun kan finde noget på ham....men det kan jo også være, at han bare er sådan?????

tirsdag den 28. august 2012

Dejlig træning

Det blev en rigtig god gang træning hos Johanna:-)
Dagen i går var ellers ikke den bedste, og jeg var tæt på at melde afbud, men jeg kom heldigvis afsted. Jeg forstår ikke, at jeg ALDRIG får det lært: Django er ikke god til kødben (!!!!), og det fik de jo søndag. Resultatet blev adskillige gange opkast fra ca. kl. 23.30 søndag aften og fra kl. 4 dårlig mave, der krævede hjælp til døråbning flere gange.....det blev ikke til meget søvn. Han fortsatte med at være dårlig det meste af dagen i går, og jeg kom hjem efter arbejde til en gang gulvvask, men nu er det heldigvis overstået.

Nå, til træning kom jeg, og Osseau kunne godt huske de nyindlærte øvelser. Glimrende stå-dæk med ny kommando, den skal finpudses og generaliseres, så det skal vi arbejde på. Flotte dirigerede udløb til targets lavede han også, og så var jeg glad:-) Han er også ved at blive god til at aflevere næsepinden, han holder den lidt "cigar-agtigt", så det må jeg se at få styr på.

Johanna havde lavet en bane med forskellige øvelser, der ikke blev gennemført helt efter planen. Ståen i positioner u/gang var noget skrammel og ligeså fremsending på lang afstand, men det er detaljer, som det skal nok komme hurtigt, så det bekymrer mig ikke. Springet og næse-søget + de andre positioner var flot. så jeg var ok tilfreds. Og fællesøvelserne - sitten er super, i dækken (som i går var uden den lange line) er han ikke tryg. Han halser en del, bliver godt nok liggende, men han bryder sig bestemt ikke om det....

Og så var dagens gode nyhed, at Lotte iflg. sin hjemmeside nu har solgt den sidste blå hvalp!!! Det var lige præcis den, Henrik havde forelsket sig i, der var tilbage, da resten var fordelt, så vi har diskuteret det lidt, men igen - vi skal ikke have hvalp på nuværende tidspunkt:-))))

søndag den 26. august 2012

En tur i svømmeren

I formiddag kørte Django og jeg en tur til "Mandsholm Hundemotion" ved St. Merløse, hvor Django skulle prøve at svømme i svømmebassin.
Django kan rigtig godt lide vand, men han var noget skeptisk fra starten, da han fik svømmevest på - det var godt nok noget mærkeligt noget.
Da han først kom i vandet gik det rigtig fint. Jeg er jo blevet anbefalet flere steder fra at lade ham svømme for at træne musklerne omkring den dårlige hofte, men jeg har ikke fået taget mig sammen før nu. Han bruger heldigvis alle fire ben fint, når han svømmer, og hvis han ikke får mærkbart ondt af det, skal vi naturligvis fortsætte. Jeg kan godt mærke på ham, at han ikke bliver aktiveret så meget som han burde nu, så jeg skal have taget mig sammen til at træne nogle tricks med ham osv., så han ikke bliver glemt helt.

Hjemme igen gik jeg en lang tur med Osseau og derefter var der lækre kødben i haven, mens Henrik havde fornøjelsen af støvsugning og gulvvask i hele huset:-)

Nu er begge hunde godt trætte og der er dømt søndags-afslapning!

Træning, hmm det bliver ikke til meget! Jeg har slet ikke trænet siden mandag - har simpelthen ikke haft overskuddet, men jeg håber at der snart kommer styr på "udfordringerne" (=problemerne) på jobbet, så jeg kan få lidt mere luft i hverdagen. Nu må vi se om Osseau kan huske noget som helst i morgen til træning....

fredag den 24. august 2012

Dyrlægebesøg

Osseau har lige været en tur hos dyrlægen.
Han har gennem længere tid haft en cyste-agtig "gevækst" (kaldte dyrlægen den) tæt på den ene brystvorte, som jeg selvfølgelig har holdt øje med, men i og med at den ikke generede ham, gjorde ondt, var hård osv. tænkte jeg, at vi kunne få kigget på det ved lejlighed.
I går aftes opdagede jeg så, at der var kommet en brunlig helt rund ring omkring den, og det var jeg ikke helt tryg ved, så jeg ringede til dyrlægen i morges og fik en tid.

Reaktionen var: "Hm, det ser mystisk ud". Dyrlægen tjekkede de andre brystvorter uden at blive klogere og hentede så en anden dyrlæge, der synes, at det var et vældig interessant tilfælde en fredag eftermiddag, men hun nåede heller ikke frem til nogen diagnose. De endte med at tage et billede, som de ville sende til "Danmarks klogeste hud-mand" - jeg har glemt hans navn - for at høre om han måske ved noget.. Heldigvis mente de ikke, at det var relevant med biopsi mv., da det jo på ingen måde virker generende for ham eller på anden måde virker mistænkeligt.

Det lettede noget. Der er masser af ting i mit job, der bekymrer mig voldsomt p.t., så jeg har ikke lige brug for en syg hund oven i det hele. Skoleåret er startet rimelig hårdt ud for mit vedkommende, men heldigvis har jeg nogle fantastisk kollegaer, der både hjælper og lytter....

Måske skulle jeg gå over til kun at undervise voksne - det handler da om undervisning og ikke alt det andet der følger med lærerjobbet i folkeskolen!!!

tirsdag den 21. august 2012

Osseau


I lørdags kørte jeg til Sorø for at hente Osseaus nye flotte halsbånd - sådan et måtte vi eje. Jeg benyttede lejligheden til at køre ned til Akademiet og gå en tur ved Sorø sø med hundene, det var virkelig dejligt. Django skulle selvfølgelig en tur i vandet og have dyppet maven. Osseau, kylling som han er, stod på kanten og tudede over, at Django var i vandet, og at han ikke selv turde gå derud - men han var fuldstændig umulig at lokke!!

Træningen med ham går rigtig godt. Mandag i sidste fik jeg nogle opgaver af Johanna ("det kan I lige på mandag"), og phew hvor har vi trænet i den forløbne uge. Dirigering til targets er næsten på plads, og i går til træningen blev han så dirigeret til apport for første gang - og det var rigtig pænt, lidt tøvende opsamling men det var jo ikke i fokus.
Med stillingsskiftet stå-dæk var opgaven at ændre signalet, da det er en anden bevægelse end øvrige dæk-øvelser. Amanda foreslog "Mar" som kommando. Det mente hun, at hun havde hørt de deltagende finner i eliteklassen i Ølstykke bruge, og det ligger faktisk ret godt i munden. (Jeg er nu ikke helt sikker på at hun har ret - Google oversæt siger i hvert fald, at "Mar" på finsk betyder november, men det er jo heldigvis ligegyldigt:-)) Nu laver Osseau i hvert fald et ret flot skifte på den kommando.

Han var ellers ikke helt tilfreds med at lave lydighed i går aftes. Amanda er nemlig begyndt til agility med ham hos Johanna - på samme træningsplads! Han logrede helt vildt, da jeg tog ham ud af bilen, og det tog godt nok lige lidt tid (og fiskefrikadeller) at få ham overbevist om, at han ikke skulle løbe - han arbejdede rigtig godt hele timen, men der er ikke nogen tvivl om at han klart foretrækker agility. Jeg synes faktisk også, at han er ret god, det er vist mest handleren, der mangler noget:-).

lørdag den 18. august 2012

Hvad skal vi dog med en hvalp....

....når vi har Django.
På en eller anden mystisk måde ligger der sandaler overalt i huset for tiden.


I gangen - der bliver passet godt på den

I soveværelset


På vej på badeværelset - det må han da ikke, vel mor?

Og i stuen...suk
Django er - om muligt - blevet endnu mere fræk og pjattet efter de to gange massage, han har fået. Det er da godt nok lidt træls at være på vej ud af døren og være nødt til at ændre "sko-plan", men lidt charmerende er det nu alligevel. Jeg satser på, at han stopper til vinter, og at han ikke begynder at slæbe rundt på vores støvler også:-)

søndag den 12. august 2012

LP i Ølstykke dag 2

Højt at flyve osv....følelsen efter prøven i dag er noget mere øv end i går.

Jeg fik dagens program i hånden, da jeg gik hjem i går. Her kunne jeg se, at fællesdækken skulle foregå ved siden af en hund, som i går havde meget travlt med at nedstirre Osseau, hver gang den fik chancen. Hm, beslutningen blev, at jeg ville tage Osseau med mig, hvis der var det mindste før start - mon man kan blive disket for det, hvis dommeren hører kommandoen...???
Nå, det fandt jeg ikke ud af, for det blev ikke nødvendigt. Vi rykkede lidt tættere på Ginger i stedet, og der var ikke nogle problemer overhovedet - alle hundene holdt deres dæk. Det var rigtig dejligt:-)

Vi var 2.-sidst i dag. Det er bestemt ikke min favorit, jeg vil helst på fra starten, mens energien fra en god dæk-øvelse er der. Der var næsten for stille i dag, og Osseau så mange "farlige" ting under opvarmningen med det resultat, at jeg blev småirriteret på ham. Vi fik en lidt rodet start på fri ved fod, forkommandoen glemte jeg, og da der så efter ca. 5 meter kom et par fremmede gående et stykke var ringen, var det slut. Osseau frøs fast og kunne ikke på nogen måde lokkes videre....0 i fri ved fod, det er godt nok trist...men fuldstændig min egen skyld!

Spring var fint, apporten noget hø - der skulle han så løbe ud mod de farlige mennesker fra før, og det ville han naturligvis ikke. Resten af øvelserne var ok uden at være prangende - jeg er meget glad for at han tog feltet, hvor han endnu en gang skulle løbe ud mod fremmede i et telt, ingen problemer der.

Men det er da træls at gå fra banen med en dårlig oplevelse - så er man bare 8 år igen og har lavet fejl i en matematikopgave:-) Tåbelig følelse når man nu rent faktisk både er voksen og "kunden i butikken".

Nå, men jeg har da prøvet det før, så løsningen: Jeg har meldt os til prøve i hhv. Collieklubben den 22/9 og i Ølstykke den 7/10. De sidste to prøver i LP 2, nu skal træningen målrettes mod LP 3.



lørdag den 11. august 2012

LP i Ølstykke dag 1

Prøven i dag var faktisk en rigtig god oplevelse - i hvert fald er det det gode, der fylder mest nu her bagefter.
Vi fik mange 10-taller, især er jeg meget, meget stolt af vores første LP2-fri ved fod 10-tal:-))), Osseau har aldrig før lavet fuldstændig perfekte pladspositioner i alle 2-skridtsøvelserne, men det gjorde han i dag - jubii, juhu for det.

10 i dæk, og 10 i spring, men så røg vi ned på jorden igen med en elendig apportøvelse til et 5-tal. Øv, øv, men han skulle løbe lige mod klasse 3 ringen = ukendt border collie, så han stoppede halvvejs og måtte virkelig overtales...
Nå, 10 i positioner under gang, 10 i feltet, men så kiksede resten. Stillingsskiftet krævede virkelig mange ekstra kommandoer, i indkaldet løb han ind på højre side, så vi måtte lave en "tulipan" (måske skal jeg overveje at træne det indkald, højrehandling giver ikke mange point i LP...), og ved udlægning af næseprøverne havde han meget mere fokus på hunden i naboringen, så det krævede også lidt overtalelse at løbe ud til pindene.

Han var tydeligt træt og meget varm under de sidste øvelser, og varmen havde sat sig på ørerne....
I alt 190 point blev det til, ikke noget vi kan bruge i en større sammenhæng, men mon ikke det går bedre i morgen!

fredag den 10. august 2012

Endnu en omgang KST

I går var begge hunde igen hos Charlotte Holten til behandling.
Django reagerede meget positivt på den første behandling - jeg lægger ikke rigtig mærke til, når en adfærd forsvinder gradvist, men når han så igen begynder at vende sig på ryggen i sin kurv og at stå på bagbenene og blive kløet på maven mm. kommer jeg jo i tanke om, at det faktisk er noget, der ikke er sket længe. Uha, hvor har han haft ondt - og hvor har han bare været god til at skjule det!
Django er klart mest belastet i højre skulder, så nu må vi også begynde at løfte ham ud af bilen - det er meget tydeligt, at han lægger al sin vægt på den skulder for at aflaste sin bagpart i venstre side. Charlotte kunne heldigvis tage meget mere fat i går og dermed komme lidt mere i bund - HD'en vil han jo altid ha' , men kan de værste smerter holdes nede med jævnlig behandling, er det bestemt pengene værd.....

Osseau er lidt mere kompliceret. Han har ikke nogle specifikke problemområder, men er bare helt opspændt i sin overlinje - fra nakken og hele vejen ned ad ryggen. Behandlingen i sidste uge gjorde at han var rimelig afslappet et par dage, men han spænder rigtig meget op i sin krop. Charlotte er "ikke helt tilfreds med ham", da hun har svært ved at finde ud af, hvorfor han har det sådan. Han skal derfor prøve noget "Bach's Blomstermedicin" - det skulle gerne kunne give ham større selvtillid og mindske hans mistænksomhed overfor omgivelserne.....Det kan man så tro på eller lade være - jeg havde en meget alternativ periode for nogle år siden, så jeg er åben for hvad som helst:-)

Osseau elsker behandlingen! Han har altid været glad for at blive masseret herhjemme, men derfra og så til at se ham ligge helt stille på skødet af Charlotte, der er altså langt. Efter massagen var han helt salig og havde slet ikke lyst til at hoppe ned af sofaen igen. Han skal bestemt også have flere behandlinger!

onsdag den 8. august 2012

Delte meninger

Jeg har efterhånden gennem nogen tid trænet hos Johanna og har nu været så heldig at få en plads på et hold i Ringsted.
Heldig fordi:
det er på et hold med kun 4 deltagere
det kun er 5-6 km hjemmefra
der er ridehus, som kan bruges i tilfælde af dårligt vejr

Det er da ren luksus, og første træning i mandags nød jeg virkelig meget.

Osseau er så ikke helt enig - han er ikke helt så imponeret af Johanna, som jeg er:-)
Vi skal jo til prøve i Ølstykke i den kommende weekend, så jeg havde fokus på hele øvelser, bl. a. selvfølgelig apporten, som skulle gennemføres "prøve-agtigt". Og Osseau var strid: han løb først på anden kommando, løb ud og stod og overvejede med en skulen til Johanna, om han skulle samle apporten op, samlede op og løb tilbage med apporten, som han smed bag mig - hm.....
Iflg. Johanna alt det pjat fordi han har luret, at "der er noget med hende". Han ved, at kriterierne bliver øget, og gufferne ikke falder helt så nemt, når Johanna er i nærheden, og han lavede naturligvis øvelsen helt perfekt, da Johanna gik videre til næste kursist!!!!

Tja, sådan er det nok også at have en klog hund:-)))

mandag den 6. august 2012

Åbent "Hunde"hus

I lørdags havde vores opdrættere Lotte og Kurt fra Elverlamshuset inviteret til Åbent hus for alle hvalpekøbere. Det blev et kæmpe arrangement med i nærheden af 80 tobenede og 40 firbenede deltagere, og der var tilrettelagt et omfattende program med trickskonkurrence, rally, lydighed, agility mm.
Django skulle optræde med "atju"-øvelsen, at hente en kleenex fra en boks - det havde jeg så ikke lige trænet et par uger, så det lille fjols satte selvfølgelig sin egen dagsorden og kom med hele kassen til mig...:-)
Osseau skulle danse på bagbenene, opvarmningen var flot, men det var svært på træterassen, så der var kun trøstepræmier til os begge. Tinas søn optrådte med Jay med en flot serie og vandt meget velfortjent børnekonkurrencen.:-), Tina og Jay hentede også en del andre præmier, men vi så ikke lige i hvad - de er også bare superseje!

Vi skulle også nusse hvalpe:-) Lotte har p.t. 2 kuld på hhv. 3 og 4 uger og stadig 3 blå hanner til salg, så dem måtte vi jo se. Henrik er meget tændt på endnu en hvalp, men det skal ikke være nu! Det er bestemt en interessant kombination, men man skal jo ikke anskaffe sig en hvalp, bare fordi hvalpen lige er der - den perfekte hvalp kommer jo altid, måske skal der ventes på den, men så er det jo sådan, der er! Først og fremmest skal det være på et tidspunkt, hvor vi har mulighed for ferie - og det har vi altså ikke i september...og der er rigtig mange ting, der skal overvejes og diskuteres, før jeg skal have min næste hvalp!

Der var desværre ingen deltagelse af kuldsøskende til vores hunde, men der var Uno Lassie, som har samme forældre som Osseau fra et lidt senere kuld. Jeg tog et billede og ligheden er tydelig - både i størrelse og temperament er de meget ens:



Til at begynde med var det lidt svært for Osseau, men efter en pause i bilen gik det meget bedre og han fandt en lille legekammerat i Molly på 5½ måned:


Django syntes, at det var fantastisk at hilse på de mange andre hunde - se lige de lange mundvige:



Tak for en rigtig hyggelig dag til Lotte og Kurt, det bliver forhåbentlig gentaget.


tirsdag den 31. juli 2012

Kranio-sakral terapi

Hundene og jeg har tilbragt formiddagen hos Charlotte Holten, der er kranio-sakral terapeut for hunde og heste. Jeg havde jo Django hos hende i februar, men meget typisk mig fik jeg aldrig bestilt en ny tid...
Nu har jeg imidlertid været noget bekymret for Django her den seneste tid. Det blev især forstærket i sidste uge, hvor jeg igen begyndte at give ham smertestillende efter 1½ måneds pause - han begyndte at lege mere, sakkede ikke længere bagud på gåturene mv. Samtidig var jeg helt klar over, at Osseau havde en del spændinger i nakke og ryg, så derfor bestilte jeg tid til dem begge.

Osseau var selvfølgelig ikke tryg ved situationen og blev hos mig, men Django snusede rundt, mens vi indledte med en snak. Charlotte mente, at Django ikke så specielt medtaget ud, men da hun først kom i gang med behandlingen, måtte hun give mig ret i, at det faktisk var ret slemt. Han var helt vildt spændt omkring hofterne (især den venstre), op langs ryggen og ribbenene og i særlig grad ved højre skulder, som jeg har været lidt obs på et stykke tid:-( Han fik en ordentlig tur, det gjorde ret ondt undervejs, men han klarede det superfint.

Da det blev Osseaus tur fik han først et par dråber af Bachs Blomstermedicin for at slappe lidt af, og så fik han også en tiltrængt behandling. Han var - som jeg var klar over - meget spændt især i nakken, men han nød virkelig behandlingen og slappede helt vildt godt af undervejs. Han har altid været meget glad for at blive masseret, men der er selvfølgelig forskel, når det pludselig er en fremmed, der gør det - han var heldigvis helt tryg ved Charlotte hele tiden.

Begge hundene har dog brug for flere behandlinger, så vi skal derud igen allerede i næste uge, nu er jeg spændt på, om der kommer nogle mærkbare ændringer de næste par dage.

Men, men - nu må jeg erkende, at det er slut med Djangos lydighedskarriere. Han kan ikke holde til den mængde træning, det vil kræve at blive klar til en LP 3. Det har ikke været godt for ham, at vi er begyndt at træne mere igen, så nu må jeg droppe mine ambitioner og finde andre aktiveringsmuligheder til ham.

Lidt reklame for Charlotte - http://www.dyre-kst.dk/

søndag den 29. juli 2012

Dagens Nørdprøver

I dag var vi i Køge-Herfølge Jagtforening til prøver med Nørdklubben i både rally og LP. Det er et superfedt sted til sådan et arrangement med store lufte-områder, adgang til klubhus mv.
På den store bane var græsset dog noget langt, så vi besluttede at være bag klubhuset - det var kun med til at gøre dagen endnu mere hyggelig:-)

Vi startede med rallyprøverne, som jeg skulle dømme. Amanda og Osseau deltog i Championklassen og lavede en nydelig banegennemgang - dog med et par dyre fejløvelser.

Herefter var det tid til LP. Med kun en enkelt deltager i LP 1 blev det hurtigt Osseaus tur i LP 2, og det gik rigtig godt. Kun feltet var svært, og han var bestemt ikke den eneste, der stillede sig på den forkerte side af kantbåndet. Det gav kun 5 point, og vi endte på omkring 188 point - helt fint!
Apporten løb han fint ud til, tøvede lidt. hvorefter han samlede op, satte sig flot på plads og afleverede perfekt:-))))

Django skulle igen prøve LP 3. Fællesøvelserne var til ug. I dækken valgte jeg ikke at gå i skjul, det ville ikke være fair mod ham, når det slet ikke er trænet! Resten af programmet - bortset fra næseprøven, hvor han tog den forkerte (!!) - klarede han bestemt tilfredsstillende i betragtning af, hvor lidt han trænes. Indkald med stå valgte jeg fra, og apporten løb han ikke ud efter - vi har nemlig trænet "bliv stående ved kegle" ret meget:-))
Ellers er jeg meget, meget tilfreds med hans præstation, men jeg nok må erkende, at det ikke bliver til officielle LP 3'ere med ham....

Christina havde sørget for mad til os alle: kartoffelsalat, frikadeller, flutes og ikke mindst lækre jordbærtærte - tusind tak for det, det var superlækkert:-))))

Tak til alle nørder for en rigtig dejlig dag!

fredag den 27. juli 2012

Intet er umuligt

26. juli 2012 må være en dato, jeg kommer til at huske.
For første gang lykkedes det for Osseau at udføre en hel klasse 2 apportøvelse på udebane - ganske flot endda:-))). De seneste par uger er vi stille og roligt kommet tættere og tættere på, og i går aftes til Johanna-træning fungerede det flere gange - det er helt vildt.

Det kunne han sagtens i maj 2011 - utroligt, at det har taget så lang tid at komme det sidste stykke


Jeg har jo virkelig kæmpet med den øvelse og hele tiden haft tanken, at når det lykkedes med Django, ville det også komme til at ske med Osseau, og han er endda "kun" 5 år og 2 mdr:-)). Django var næsten 6½ før han fattede pointen.

Og hvad er der sket? Tja, nok allermest p.g.a. af fravær af belønning, hvis ikke mine kriterier blev helt opfyldt. Citat Johanna: "Han er en voksen hund, så han forstår godt, hvad det betyder, at han ikke får belønningen". Så verbal ros "godt forsøg", og så prøver vi igen, og det er helt tydeligt, at han forstå meningen med det.....jeg har belønnet alt for meget for noget, der kun "næsten var godt nok".

Der skal stadig trænes delelementer for at sikre, at de kommer til at sidde helt fast i hjernen på ham, det med at træne hele øvelsen for ofte kan meget hurtigt føre til forskellige unoder, f.eks tøvende opsamling, tygning, slippe apporten for tidligt - bare eksempler på noget af det, vi har kæmpet med!

Nu er det bare rigtig spændende, hvordan det kommer til at se ud i prøvesammenhæng - første test bliver jo allerede på søndag.

torsdag den 26. juli 2012

Det var sjovt:-)

Det var rigtig skægt at deltage i Sjov Sommer i Solrød i mandags. 17 børn var samlet - og vi var så heldige, at Dagbladet helt af sig selv mødte op med fotograf og journalist, så vi fik flot omtale dagen efter. Netartiklen kan ses her: http://www.sn.dk/Hund-og-barn-imellem/Solroed/artikel/213863 

Jeg stod for "Tricks og aktivering", hvor både børn og hunde blev udsat for forskellige opgaver og lærte nogle tricks, der virkelig fik sat hjernecellerne på arbejde. Især var en af drengenes morfar meget imponeret af den 1-årige aktive dansk-svenske gårdhund, der arbejdede meget koncentreret - det, havde han aldrig troet, var muligt:-))
I det hele taget var der mange unge hanhunde, men der var en imponerende ro i hele gruppen, og alle hundene formåede at slappe af i de tiltrængte pauser, hvor børnene var beskæftiget med hhv. fletning af træktove (puha - det var ikke lige min spidskompetence...) og quizzer.

Det var en rigtig dejlig dag, og alle gik meget trætte hjem.

Superskæg øvelse - der er leverguffer i klemmerne









Det var nu ikke særlig optimalt for min ryg at være i gang hele dagen, men jeg fik heldigvis en tid hos en dygtig behandler tirsdag formiddag (tak Dil for at anbefale en superdygtig osteopat:-)).
Min egen diagnose var rigtig - min venstre bækkenled var helt drejet, så jeg blev knækket og brækket 6-7 forskellige steder i kroppen lige fra fødder til nakken, og så har jeg det altid, som om jeg er kørt over af en damptromle et døgns tid efter, puha.....
Nu går det bedre, jeg måtte bede Paul om assistance til at sætte rallybane op i går aftes - tak for det! Jeg egner mig bare slet ikke til at være tvunget til at være inaktiv, så i dag skal jeg i gang med at male, ellers når jeg det jo ikke, inden det igen bliver regnvejr:-(

Osseau duer bestemt heller ikke til, at han ikke bliver trænet....han bliver frygtelig træls at gå med, og alt skal helst foregå med 100 km i timen, så i aften skal vi afsted til Johanna-træning, så kan han forhåbentlig blive lidt træt....gåture i mit tempo, søgning i haven mv. er bare slet ikke nok for ham!
På søndag skal vi til Nørdprøve. Her står den på både LP 2 og rally for Osseau og LP 3 med Django - sidstnævnte dog uden de store forventninger:-)

søndag den 22. juli 2012

Av min ryg

Jeg er lige nødt til at jamre mig i fuld offentlighed!

Jeg slæber rundt på eftervirkningerne af en 20 år gammel bækkenløsning, som jeg normalt ikke mærker meget til, selv om jeg stort set altid har lidt ondt et eller andet sted i kroppen på grund af mine meget hypermobile led. Det forhindrer mig dog ikke i at have en helt normal dagligdag med fuldtidsjob, træning af både mig selv og hundene m.v.

Men det der med ferie er altså ikke godt! Der har været tid til alt for mange gange Zumba og alt for meget hundetræning, til at det er godt for mit elendig skrog - det her med at bukke ned til venstre for at belønne i pladspositionen er ret skidt.... Det gik så galt fredag formiddag. I det jeg rejser mig efter morgenkaffen skrider mit venstre bækkenled og av, hvor gjorde det ondt - det er nok 10 år siden, det sidst er sket!!!
Jeg kunne næsten ikke støtte på venstre ben og måtte ned at ligge på gulvet i håb om, at det ville komme på plads igen. Det gjorde det nu ikke helt, men nok til at jeg kunne gå rundt igen (fordelen ved hypermobiliteten!!!), men da Henrik kom hjem kunne han sætte det nogenlunde på plads.
Det gør nu stadig ret ondt, alle muskler og ledbånd bliver jo også gevaldigt påvirkede af, at leddet skrider, så jeg skal nok have fat i min gode fys så hurtigt som muligt i morgen.

Nu har jeg tænkt mig at tage til Zumba i håb om at få løsnet op i musklerne - det kan selvfølgelig også risikere at gøre det meget værre, men det duer altså ikke, for i morgen skal jeg med Sydkystens Hundeskole aktivere 17 børn + hunde hele dagen. Det bliver helt vildt sjovt, og vejret bliver perfekt:-)).

onsdag den 18. juli 2012

"Det var li godt grow"

Hvor kan man altså undre sig en gang i mellem, og hvor skal der bare nogle gange så lidt til, før det, som vi tror vores hunde kan, bare ikke fungerer!!!
I mandags trænede jeg selv på naboskolen. Med Django hhv. sit-øvelse, fremsending og dirigeret apport + nogle tricks. Sitøvelsen kræver stadig en del belønning undervejs, men går ok, fremsendingen var med nogle ok udløb, men han satte sig i feltet (!!). Det fik vi rettet. Apporten var han fuldstændig skarp i, perfekt udgang til kegle, perfekt stå, og perfekt udløb, så jeg gik glad hjem.

Og hvad sker der så i går ved træningen med Paul og Christina? Tja, Django virker som om, han aldrig har mødt apportøvelsen før - man skulle tro, at han hverken har hørt om dirigering, ej heller lært at afvente kommando....., øv, øv, øv. Hvis man skal analysere på det, er det nok enkelt - det er en helt anden øvelse for ham, at en anden lægger apporterne ud, så hvem er lige den dumme af os:-((
En anden ting, som nok også har betydning, er, at Django bestemt ikke er på hjemmebane i Jersie. Det blev tydeligt i dækken, hvor han virkelig bliver langhalset, når jeg går i skjul - der skal jeg bare ikke forsvinde, og den reaktion havde jeg faktisk heller ikke forventet, men jeg kommer der selvfølgelig også noget oftere kun med Osseau!
Nå, men han lavede da en fuldstændig perfekt fremsending og flere andre fornuftige ting, jeg må bare endnu engang konstatere, at jeg kommer til at beslutte mig til, om han skal trænes op til prøve, eller om vi bare hyggetræner....

I øvrigt slog det også lige hans mave i stykker at blive belønnet med culottesteg. Faktisk skræmte han mig helt vildt i nat: han peb ved 3-tiden, så jeg lukkede hundene ud. Osseau kom forholdsvis hurtigt ind, men efter lidt tid derude, stod Django længe og snusede ved den samme plet og reagerede ikke, da jeg kaldte på ham, hvilket er MEGET usædvanligt for ham. Til sidst måtte jeg ud at hente ham, men da jeg kom hen til ham, lagde han sig ned og kiggede op på mig, så jeg troede et øjeblik, at han slet ikke kunne gå!!! Jeg bar ham ind, men heldigvis var der ikke spor i vejen, så hvorfor han reagerede sådan, aner jeg ikke - måske havde han bare ondt i maven....Nu har han i hvert fald tynd mave, men fejler i øvrigt ikke noget, men hold da op, hvor blev jeg lige bange, og der gik laaang tid, før jeg faldt i søvn igen.

Nå, tilbage til i går og Osseaus træning. Hans største udfordring var helt klart at træne uden at holde øje med Tempo hele tiden., men det kom jo ikke bag på mig. Jeg startede med at teste apportøvelsen med Christina som hjælper. Det gik ikke med en fuld øvelse, men med kortere udkast lykkedes det for første gang at få ham til at sætte sig lige i plads med apporten i munden et andet sted end på egen bane:-)) We're getting there - små step, men det kommer!
Fri ved fod er ved at blive flot igen, belønning med højre hånd virker.
Dækken er han fuldstændig rolig i, jeg dækkede ham af nogle meter fra Christina og Tempo, og han ikke så meget som så i deres retning og ørene var fremme hele tiden:-) Super duper træning med ham!

lørdag den 14. juli 2012

Django 8 år

Billede fra Djangos debut i  LP 3 28/4-12
"Camilla Johannesen Foto"
I onsdags fyldte vores skønne Django 8 år, så lettere forsinket må han lige have et tillykke her på bloggen. Hundenes fødselsdage er nu ikke noget, vi fejrer her i huset, jeg er nemlig ret sikker på, at hundene er fuldstændig ligeglade:-).

I denne tid, hvor rigtig mange hundevenner får hvalpe, kan man godt blive lidt skruk, men egentlig har jeg det lidt som med ungerne - det er så nemt at have store børn, og der er altså noget fantastisk ved at have hunde, der efterhånden har lidt alder og dermed en god portion fornuft med sig. Jeg synes, der sker noget med hundene for hvert år, de bliver ældre, og for Djangos vedkommende er han de sidste par år bare blevet så meget nemmere på alle områder. Hvor han engang var bange for nærmest alt, er det eneste, der nu kan slå ham lidt ud, hvis han føler sig "forfulgt" af drenge/unge mænd på cykel (et levn fra han var meget lille, hvor nogle drenge synes, det var vældig morsomt at gøre det.....)

Bortset fra de få gange det kan ske, er han fuldstændig sikker på sig selv, han har et eminent hundesprog, elsker hvalpe og er rimelig kølig i forhold til alle hunde, vi møder - her er der bare fokus på mig = gi' mig en guf, mor:-). Det betyder så også, at han er nem at have løs på gåturene - en klar fordel med den snusehund, som gerne står længe på samme plet.

Træningsmæssigt bliver han ikke nemmere....så jeg overvejer stadig hans fremtidige "karriere". Foreløbig hygger vi os herhjemme med forskellige tricks. Django, som ikke tog nogen som helst form for apport, næseprøve mm. i munden, før han var 5 år, samler nu alt op, så han fungerer som oprydningshund herhjemme - især gør han en stor indsats for at samle strømper op på Amandas værelse!! Smart nok samler han alt op, hvad jeg taber (og det er meget!). Her til morgen er det foreløbig blevet til en hårelastik og en mascara, og han har hentet et stykke papir i printeren, efter jeg printede det ud:-) - total servicehund!

"Lille hjælper" - sommer 2011, hvor jeg satte hus i stand




lørdag den 7. juli 2012

Seje drenge

Indrømmet - vi har ligget lidt på den lade side de seneste dage, kun lidt småtræning a la apport og fri ved fod er det blevet til med Osseau. I dag var det tid til endnu en gang Think-Plan-Do træning på Connis hold i Sydkystens Hundeskole, 2 timers træning på træningspladsen i Osted. Efter at have læst Connis blog i går var jeg godtnok lidt betænkelig - man ved ALDRIG, hvad den kone kan finde på:-))) - og jeg bilder mig jo ind, at Osseau er så vældig sart!

Conni var da også særdeles kreativ, men den største forstyrrelse for Osseau var altså border collie Spookie, ham blev der holdt nøje øje med! I fællesdækken tog han det dog ganske køligt, at Spookie gøede, og han arbejdede fint hele vejen igennem.

Osseau var, som det ses, fuldstændig ligeglad med det gule spøgelse
Foto: Annie Larsen

Sitten, som foregik med stort pres fra alle deltagerne, klarede han helt uden nogen reaktion - det havde jeg faktisk ikke troet! Fremsendingen med massive forstyrrelser var heller ikke noget problem - her var Pernille heldigvis sød og gik et stykke væk med Spookie....så alt i alt var han gennemført sej:-)))

Så blev det Djangos tur. Han bliver ikke trænet ret tit - til gengæld er han godt nok på! Her var vi på egen hånd: først fremsending på nogle-og-tyve-meter - kanonflot, derefter lidt fri ved fod og stillingsskift. "Konsultationen" hos Conni brugte jeg til en snak om positioner under gang, som volder mig nogle problemer med Django. Diagnosen var klar: pil øvelsen fra hinanden og fokusér især på at få en hurtig sit....

Foto: Annie Larsen
Afslutningsvis skulle der næseprøves i en sol. Fantastiske søg af alle hundene, bestemt også af Django, og træneren er tilfreds:-)

En dejlig træningsdag med masser af successer - det er altså en dejlig hobby at træne hunde!!!




En tiltrængt pause - og nej, Django tigger da ikke....
Foto: Annie Larsen




lørdag den 30. juni 2012

Studenterræs

De seneste par uger har i den grad været præget af at Amanda blev student i onsdags. Som andet-sidste fag skulle hun op i mundtlig engelsk - hendes absolut svageste fag, så det krævede lige en engageret mor-indsats at få læst op, struktureret og forberedt eksamen - og så gik det heldigvis fantastisk, og hun fik et 4-tal:-)))

I søndags skulle vi have været på Bakken med Sheltieklubben. Henrik meldte pas p.g.a. vejrudsigten, men jeg var parat til at tage afsted, indtil det gik op for mig, at det med at få både hus og have gjort klar til gæster fra tirsdag kom til at tage noget tid, så jeg kunne simpelthen ikke afse 5 timer til den udflugt. Superærgerligt - det plejer at være rigtig hyggeligt!

Alt ræset gav også nogle arbejdsmæssige problemer. For det første har jeg den sidste måned været klasselærer i to klasser p.g.a. af en kollegas barselsorlov. Der er nogle børn i 7. klasse, der fylder rigtig meget for mig p.t.. De kræver i den grad opmærksomhed, og jeg er rigtig træt af, at jeg ikke "kan holde øje med dem" de næste 6 uger. For det andet skulle jeg holde flyttedag med min 2.klasse - en ret umulig opgave, idet jeg jo har holdt 3 fridage i denne uge.....Flyttet er de, det nye klasseværelse er nu ret uorganiseret, men det må jeg altså se på til august. Aldrig har jeg på dette tidspunkt været så lidt forberedt på det kommende skoleår - nå, nu er det ferie:-)))

I går havde vi ikke mindre travlt. Sidste skoledag, farvel til min far, der har været på "miniferie", rallyprøve i Ølstykke og derefter dimission. Rallyprøven er ikke værd at skrive om, det er set før: perfekt opvarmning med fokuseret hund, som derefter slår helt fra inde på banen.....IB var resultatet igen, igen og ingen DM-kvalifikation til Amanda og Osseau......

Så var der uddeling af Asti fra studenten - undskyld til alle jer, der ikke fik noget, men vi måtte haste afsted til dimissionen, som vi nåede at komme til inden uddeling af eksamensbeviser - I må have det til gode til en anden gang. Der var også stress på, da vi var 10 minutter fra Ølstykke, kom der sms om, at anden gang af hovedretten var serveret...og så fik vi lige lidt travlt:-)))

Efter dimissionen kørte vi Amanda til fest (igen!!!) og derefter hjem, og nu skal der bare slappes af de kommende uger!!!!