fredag den 16. oktober 2020

Her er så stille nu - Osseau 25.05.2007-23.08.2020

På søndag er det 8 uger siden, vi sagde farvel til Osseau, efter han blev ramt af Vestibulært syndrom. Indlægget her har været længe undervejs for det har ikke været "bare lige" at få skrevet om denne skønne hund og hans sidste dage.

Vestibulært syndrom rammer tilsyneladende flere hunde, end men lige tror og langt de fleste overlever det da også, hvis man altså ikke afliver hunden, fordi man tror, at den har fået en hjerneblødning.

Det var også, hvad jeg troede, da Osseau blev dårlig fredag den 14. august. Der var 3 timer til vores dyrlæge åbnede, så vi kørte med det samme til Karlslunde, hvor dyrlægen hurtigt stillede diagnosen Vestibulært Syndrom, som jeg indtil da aldrig havde hørt om! Osseau hoved var meget skævt, men i løbet af et par døgn havde han det ok igen, spiste, drak og gik med på ture, og var omkring 75 procent på toppen igen, så vi var ganske fortrøstningsfulde - lige indtil han den følgende fredag blev dårlig igen:-(

Til egen dyrlæge, stor blodprøve der så rigtig flot ud, og jeg gik derfra efter et par timer med en henvisning til KU til kl 9.30 mandag formiddag. Dyrlægen og jeg var helt enige om, at det jo ikke hastede - Osseau havde det allerede på det tidspunkt godt igen....

Osseau havde fået kvalmestillende de første dage og fik nu en ny omgang, da Vestibulært syndrom faktisk svarer til en gang voldsom søsyge. Pillerne skulle virke et døgn, men om aftenen fik han et nyt voldsomt anfald der gentog sig lørdag morgen, og han blev dårligere og dårligere for hver gang. Jeg gav han store mængder kvalmestillende, og hver gang det virkede på ny, fik han det helt fint igen. Lørdag morgen var vi dog enige om, at det måtte være slut - det blev simpelthen for voldsomt. Jeg forsøgte at få fat i en mobil dyrlæge i byen, men hun svarede ikke på hverken opringning eller sms:-( Jeg var vildt skuffet - hun må naturligvis gerne holde fri, men så skal man ikke reklamere med, at man kommer døgnet rundt, og man kan da som minimum indtale besked på telefonsvarer eller svare på sms'er at det ikke er muligt at komme. Hende kontakter jeg aldrig igen....:-(

Osseau blev nogenlunde frisk igen, så måske var det sådan, det skulle være....Daniel og Evelina kom lørdag eftermiddag og fik sagt farvel til ham (selv om vi ikke på det tidspunkt vidste, at det var det, de gjorde). Lørdag aften fik vi afværget et nyt anfald med nye mængder kvalmestillende, men søndag morgen ramte et nyt og endnu voldsommere anfald, og så var der ikke mere at gøre - det var simpelthen ikke rimeligt, at han skulle lide mere.

Henrik hentede Amanda, og jeg bestilte en tid i Karlslunde. Da vi kom derned, var Osseau på benene igen og kunne selv gå. Dyrlægen var supersød og alt gik, som det skulle - og det var bare den helt rigtige beslutning, det var der slet, slet ikke nogen tvivl om, selv om det selvfølgelig var vanvittigt hårdt. 

Osseau havde formentlig en tumor i hjernen - udredningen på KU nåede vi aldrig, men egentlig har jeg heller ikke behov for at kende årsagen til anfaldene....

Jeg har altid sagt, at det ville være helt umuligt, at Osseau skulle blive gammel og affældig, at derfor er jeg meget taknemmlig for, at han faktisk var på toppen helt indtil det sidste.Weekenden før han blev syg var vi på Bornholm, hvor han blev Rally Senior Mester, totalt i sædvanlige bølle-stil

Paul skrev et rigtig smukt blogindlæg om ham her.

Tusind tak for det og for smukke blomster. Og tusind tak til Johanna for de smykker med hundenes pels, som hun lavede til mig og også tak for denne smukke lanterne:


Osseau er meget, meget savnet!