torsdag den 10. oktober 2013

Stakkels Osseau:-(

Oven på en katastrofal prøve i Ølstykke i søndags, hvor det endte med, at jeg temmelig hysterisk trak mig midt i apporteringen, har det vist sig, at Osseau formentlig er syg!

Han er den seneste måneds tid gradvist blevet anderledes - det har været meget ukonkret, men som om han havde svært ved at overskue træningen, har fundet på masser af overspringshandlinger og været svær at motivere for flere øvelser. Jeg har jo fundet på lige så mange undskyldninger: hans bedste hundeveninde i kvarteret har lige været i løbetid, andre hunde mennesker alt for tæt på osv., men det har nok slet ikke noget med det at gøre....

I løbet af søndagen begyndte han at drikke rigtig meget. Det fortsatte, da vi kom hjem og natten til mandag begyndte han også at hoste, samtidig med at han var ude og drikke 4-5 gange - meget, meget usædvanligt, så alle mine alarmklokker ringede om lungebetændelse, lungeorm mv.

Mandag morgen kontakt til dyrlægen, som bad mig komme hurtigt, så evt. blodprøver kunne give svar tirsdag. Mandag eftermiddag var både drikkeriet og hosten holdt op igen, og jeg var tilsyneladende 1500 kr. fattigere uden grund, så jeg var helt klar på, at dyrlægen ville ringe tirsdag og sige, at alt var normalt - men det var det ikke.

Det har vist sig, at Osseau har så meget fedt i blodet, som ingen har set før! Et tal, der max skal være 5 og normalt er ca. 2 hos hunde var over 50, så det kunne slet ikke lade sig gøre at få hverken levertal, nyre- eller sukkerresultater ud af prøven. Dyrlægen bad så om et resultat på stofskiftet, men heller ikke det var muligt. Med møje og besvær fik jeg taget en urinprøve, som var helt fin, så i første omgang er sukkersyge i hvert fald ikke på listen over mulige sygdomme mere.....

Nu er han sat på ekstrem fedtfattig kost i en uge, derefter skal han faste i 24 timer og så have taget en ny blodprøve - han har det jo ok (eller som han nu har haft det den seneste måned), så det er ikke akut længere.
Jeg synes, det giver god mening med en stofskiftesygdom og håber da også, at det "bare" er det - så er det kun medicinering, der skal til, og det er jo til at have med at gøre.
LP-træningen er lagt på hylden, men jeg håber, at han kan finde energi til at træne øvelserne til klikkeruddannelsen - foreløbig er der dømt ferie de næste 10 dage, så må vi se, hvad der sker.....

onsdag den 2. oktober 2013

En spøjs prøve

I lørdags var vi jo til prøve i Lyngby, hvor DSS holdt Landskonkurrence og havde 40 års jubilæum.
Der var mange deltagere i klasse 3, men heldigvis var vi i første gruppe og blev lidt mod forventning den første på banen - det gik aldrig helt op for mig hvorfor???

Nå, men som overskriften siger, blev det en noget blandet oplevelse....vores performance var bestemt ikke prangende. Det, der gik godt, gik rigtig godt - og så var det lige 4 nuller:-(
Fuld point i begge fællesøvelser - især dækken var fantastisk, der var en MEGET gøende border collie oppe i klasse 1 lige ved siden af, så er det bare ikke fair, at hundene skal ligge stille med førerne i skjul.....og jeg blev meget overrasket over, at Osseau bare lå der, da vi kom frem - seje hund!

Fri ved fod var fantastisk, Osseau var bare så meget på og med fuldt fokus hele vejen - et par skæve pladser og et svæv i en vending gav et 8-tal, men selve følget var helt klart til en 10'er:-))))
Stillingsskiftet var også super, med et par ekstra kommandoer (som nok skyldtes min utålmodig) blev det også til 8 - og så var det lige nullerne kom på banen, han flyttede sig ikke fra keglen i dirigeret apport og tyvstartede i springet! I indkaldet stoppede han ikke, og han ville endnu en gang ikke løbe ud til næsepindene:-((
Men positioner under gang gav 8 (mistede dækken) og feltet 9,5.

Som i 2009 blev Osseau tildelt Mona Lunds Mindepokal - en opmuntring til dagens absolut dårligste sheltie, altså en noget tvivlsom ære:-) Måske skal vi ikke deltage i DSS Landkonkurrencen mere.....

Nå men siden lørdag er vores træning gået fantastisk, nu er det årets sidste prøve i Ølstykke på søndag, det må gå, som det går - jeg ved, han kan alle øvelserne, men det er altså svært at få det til at gå op i en højere enhed til en prøve!

Efter søndag er det slut på LP, indtil min klikkerinstruktøruddannelse er slut til januar. Vi trænger til en pause, og der er en masse øvelser, der skal trænes en del på for at bestå den praktiske eksamen - det er noget sjovere, end at blive ved med at træne de samme øvelser igen og igen, så her kommer mit fokus til at ligge.

Nu har SHS igen fået en hal til at undervise i hele vinteren. Den ser super ud, der er slået masser af hold op, og det er jo en fornøjelse at konstatere, at mit LP-hold hurtigt blev fyldt. Også rallyholdene med opstart sidst i oktober, som jeg har sammen med Paul er næsten udsolgt. Pt. er der kun 2 pladser tilbage på rallyholdet for begyndere og øvede.