fredag den 22. februar 2013

Ugens blandede oplevelser

Det har på mange måder været lidt en øv-uge.
Mandag rejste Henrik på ferie i 2 uger. Jeg kan meget godt lide at være alene, men det er altså noget kedeligt i længden - og jeg hader især aftenturen med hundene, som Henrik ellers altid tager.

Vinterferieprojektet var at få ordnet bryggerset. Jeg gik først så småt i gang onsdag, da jeg jo slog min hånd i sidste uge - rigtig dumt gjort, da min fys så konstaterede i går, at der med stor sandsynlighed nok er et lille brud i den.... og nu gør det bare rigtigt ondt igen:-(
Nå Amanda har hjulpet lidt, og nu er alt tapetet endelig kommet af, så må resten tage den tid, det tager....

Efter Djangos tur hos dyrlægen forleden, fik jeg onsdag svar på blodprøverne. Noget var knap så godt - jeg kan ikke helt huske dyrlægens formulering, men i hvert fald viste "hjerteprofilen", at han ligger i et "observationsområde", så der skal nok en blodprøve til om nogle måneder, dog afventer jeg stadig endelig svar på den ekstra analyse af røntgenbilledet af hans hjerte, før jeg ved, om det kun er det, eller om han skal have scannet sit hjerte. Alle hans øvrige organer fungerer, som de skal, men der var også noget med hans røde og hvide blodlegemer, som viste, at han befinder sig i noget, der ligner kronisk stress - hvorfor vides ikke rigtigt....
Med HD har han helt sikkert ikke, og det er jo positivt - mystisk, men godt!
Nu er planen så kiropraktorbesøg og foderskift. Sidste del er på plads - efter mange varedeklarations-læsninger, spørgsmål, pristjek mv. besluttede jeg mig for Kingsmoor Pure med kylling, og det er allerede populært hos begge hundene:-)

I eftermiddags var jeg i hallen med Osseau og træne sammen med Paul og Max - superseje hunde vi har altså!!!!
For første gang prøvede vi en fuld dirigeret apport - fuld afstand med kegle osv., og det var helt superperfekt (altså lige bortset fra en skæv plads, men det er jo ikke vigtigt!). Det var ret fantastisk:-))). Det skulle Max selvfølgelig også prøve , og han gjorde det ligeså flot!

De øvrige øvelser Osseau og jeg lavede med Pauls dirigering var stillingsskift, springapport og positioner under gang - ganske pænt alt sammen. Derudover lavede vi vel 5-6 fremsendinger - han elsker feltet og har et rigtig flot udløb.
I morgen skal vi til træning hos Conni, jeg glæder mig til at se, om han klarer det lige så godt:-)

tirsdag den 19. februar 2013

Den store tur



Django har været hos dyrlægen i dag til den helt store omgang.

Vores tidligere dyrlæge, som lukkede, tog sig aldrig sammen til at sende hundenes journaler til mig, selv om jeg forsøgte både med mails, opringninger mv., så vores nye dyrlæge har aldrig set billederne af Djangos hofter. Det har vi talt om flere gange, ligesom jeg meget gerne ville vide, om der var nogen synlig årsag til hans ømme højre skulder/forben. Da det endnu en gang var tiltrængt med en omgang tandrensning, var det passende at slå det hele sammen - og når det nu alligevel var muligt blev han også kigget i maven for at se, om der var tegn på mavesår, som følge af det smertestillende medicin, som han jo har reageret kraftigt på.

Og nu er jeg så lidt forvirret og undrende over resultaterne:
Hans hofter var fine! Muligvis en B-hofte, men ikke værre end det - meget mærkeligt. Jeg har ikke meget forstand på røngtenbilleder, men der var altså tydelig forskel på dem, der blev taget for nogle år siden, og dem han fik taget i dag....
Der var intet at se på albuer eller skuldre, og ryggen så umiddelbart også ok ud.
Alt sammen rigtig dejligt, men alligevel meget mærkeligt - for hvad er det så, der påvirker ham????
Det bliver nok til nogle kiropraktorbesøg mv., så må vi se om der kan findes en løsning ad den vej.
Dyrlægen spurgte også til foder og anbefalede noget kornfrit, da glutenholdigt foder kan påvirke muskulaturen. Den køber jeg fuldstændig - jeg har det selv væsentligt bedre på glutenfri kost, så hvorfor ikke hundene:-). Nyt foder må findes!

Maven var også ok. Lidt mavekatar som forventet, men ikke antydningen af mavesår - det var dejligt at vide!

Men .....ved et af billederne opdagede dyrlægen noget "forkert" ved hjerte og lunger, så det blev til flere billeder heraf. Lungerne så fine nok ud fra andre vinkler, men måske er der "noget med" hans hjerte. Så fik han taget en blodprøve, der skulle kunne vise noget.....

Så, tja - noget godt og noget "nu-må-vi-se agtigt". Forhåbentlig får jeg besked allerede i morgen.

lørdag den 16. februar 2013

Årets Sheltie og uheldige mig

Forleden kom resultaterne for Årets Sheltie, og endelig lykkedes det:-)). Osseau vandt klasse 2, og som forventet blev han nr. 2 i Championklassen efter Gucci - meget tilfredsstillende resultater!

I flere klasser var der forbavsende få resultater indsendt - måske er trenden, at der kun sendes ind, hvis man vinder??? Det er jo superærgerligt, og jeg kan da godt forstå, at lydighedsudvalget er kede af den manglende interesse for konkurrencen (det er i hvert fald blevet udtrykt tidligere år, så det er nok ikke anderledes denne gang.....)

Min træning af Osseau bliver endnu en gang til for lidt. De sidste to gange har jeg måttet melde afbud til Johanna-træning p.g.a. tåbelige arbejdsskader. Først skvatter jeg og forvrider min ene fod på jagt rundt i byen efter en ny elev, der ikke "gad" være på skolen - den gik ud over den første mandag. Og i mandags lykkedes det mig så at falde i vores møg-glatte skolegård - til stor morskab for nogle af mine elever. De syntes dog ikke, det var helt så skægt, da jeg måtte en tur på skadestuen....ikke noget brækket håndled, men voldsomt forvredet - hvor er alting dog besværligt, når man ikke kan bruge højre hånd:-(

Hundeluftningen har familien måtte tage sig af, først her til morgen forsøgte jeg mig igen med en lille tur. Heldigvis er hundene meget tilpasningsdygtige og klarer sig fint med mindre aktivitet, end de er vant til.

Undervisningen i onsdags lykkedes kun med stor hjælp fra Paul - opsætning og nedtagning af rallyskilte var ikke helt nemt. Paul var dommer på holdet, der sluttede denne omgang med en prøve - hvor er de bare blevet gode allesammen:-)) Det er en stor fornøjelse at undervise sådanne kursister. Og tak for hjælpen, Paul!!!

Ny træningsrunde starter på onsdag. Her bliver masser af rallyudfordringer for både trænere og kursister, det glæder jeg mig meget til. Også LP-holdet bliver en spændende opgave. Det er mere end fyldt, og deltagerne er på meget forskellige niveauer - det er så fedt at undervise:-))))