mandag den 23. juli 2018

Osseau til landskamp i Sverige

I lørdags tog Amanda, Dumle og Osseau til Sverige. Dumle synes ikke helt om det - i Sverige går han i Begynderklasse og har jo snor på, så han gik vist mest en snusetur banen rundt, det får man ikke mange point for. Han mangler vist ellers kun en pind for at blive svensk begyndermester, men det blev så ikke denne gang. På championbanen var det lidt svært, så det blev til IB.

Osseau var til gengæld megasej! Amanda var glad og skrev således på Facebook:

Osseau er jo gået hen og blevet døv inden for det sidste års tid, og vi har kæmpet rigtigt meget for, at få samarbejdet til at fungere igen på trods af døvhed. Men nu er vi ved at have fundet melodien igen, og i dag blev han 2. Vinder i Fortsättningsklass med 90 point og 1. Vinder i Championklassen med 89 point til landskampen i Sverige i dag! 💙🌟 han er min stjernehund 🌟💙

Det var dejligt, at det gik så godt for dem. Amanda har været tæt på at opgive rally med Osseau, og det bestemmer hun naturligvis helt selv, hvornår skal ske - men det bliver så nok ikke lige nu:-)


Vinderhunden:-)

Nogen ser op til nogen:-))))

onsdag den 18. juli 2018

"I have an old dog": Django - 14 år+1 uge

I morges læste jeg dette indlæg af Denise Fenzi, og hvor kunne jeg genkende meget!

Django fyldte jo 14 år den 11. juli, et blogindlæg på dagen blev det ikke til, men det må så komme her.
Som Denise Fenzi skriver, er der bestemt mange privilegier ved at være en gammel hund  - det gælder også her på matriklen: f.eks. behøver man ikke længere sidde pænt og vente på et værsgo, før man går i gang med maden - når man ikke kan høre alligevel, er det åbenbart ligegyldigt. Det er på en eller anden måde også blevet tilladt at hjælpe med opvasken (= at stå med hovedet nede i opvaskeren, når der bliver sat ting ned i den - jeg hader det!!!)
Det med at forstå et nej er slet ikke nemt - heller ikke når det handler om, at slikke på vores hænder, fødder, ben osv..... megatræls!

Det er ren svindel og humbug:-)) I hvert fald har Django som døv lært alt, hvad han kan i Nose Work, og det er ret meget! Merete har flere gange sagt: "du er da nødt til at gå til prøve med ham", og det tror jeg såmænd også sagtens, at han ville kunne klare, men det er jo nemt at sige, når jeg jo har lovet ham, at det ikke kommer til at ske!

Jeg er dog kommet til at melde ham til en rallyprøve. Ganske vist kun for sjov og kun i begynderklassen, så han er i snor - vi vil nemlig gerne være med til at støtte HTM landsholdet.
Jeg er spændt på, hvordan han reagerer, vi må lige øve os lidt, men det skal nok gå.

Når man har en hund i så høj en alder, er det bare med at nyde hver eneste dag, og det gør vi i høj grad. Django kommer med madskålen, når han er sulten, med mine sandaler når han vil luftes osv. og han er en livlig deltager i alt, hvad der foregår her i huset. P.t. er han virkelig frisk, og det er super dejligt:-)

Et par billeder fra i dag:



søndag den 1. juli 2018

HTM konkurrence 30. juni

I går arrangerede Sydkystens Hundeskole deres første HTM konkurrence. Jeg var der kun om formiddagen, da jeg valgte at køre, da der havde været præmieoverrækkelse for HTM-klasserne. 

Jeg synes, at det var en rigtig dejlig måde at bryde præmieoverrækkelserne op på - med ca. 100 starter er der altså rigtig lang tid fra første til sidste start, så det var dejligt at kunne køre med god samvittighed.

Dagen startede med Færdighedsprøver, og Mathilde og Boogie skulle op i 2'eren. Det er ikke så længe siden, at det blev besluttet at udskifte rallyprøven i Lyngby med Færdighedsprøven, så der er blevet trænet intensivt de seneste uger. Mathilde var mere presset, end hun normalt er til rallyprøver og det koblet med, at Boogie ikke er voldsomt glad for at være indendørs, gjorde, at han var ret stresset. 
Mathilde klarede det dog i rigtig fin stil og endte med et gennemsnit på 4,1 - flot bestået:-)))
Nu må de til at træne mod 3'eren!

HTM 3 var første klasse herefter, Paul og Max var først - dem skulle jeg jo se, og Osseau og jeg var nr. 3. 
Jeg har arbejdet på flere forskellige ting her på det sidste, og for første gang har jeg virkelig følelsen af, at netop det vi arbejder på er ved at lykkes. 
Først og fremmest har jeg knoklet med indgangen i ringen - den var ikke perfekt, men meget bedre end længe, så vi er på rette vej. 

De første passager er der ikke endnu, men det skal nok komme, så det er jeg rimelig rolig med - der sker stadig ændringer her for at finde ud af, hvad der fungerer bedst.
Jeg har mere overblik over mine armbevægelser - ja, de skal være meget skarpere, men nu er de ved at være der. Alle temposkiftene sad lige i skabet, så fedt!!! Det var rigtig vigtigt for mig, da det virkelig er med til at understrege musikken, og det har været hårdt arbejde at træne, da min fod stadig er ret elendig, så det koster hver gang, jeg træner løb.....

Jeg er mega godt tilfreds med Osseaus fokus og vores præstation som helhed. Jeg synes ikke helt, at pointene afspejlede indsatsen, men det er jeg jo slet ikke herre over, og det er ikke så vigtigt endda, da jeg jo udmærket ved, at vi endnu er nået fra et bestået program.

I Pauls øjne bestod jeg med et niveau på ca 97 % af, hvad vi kan nu - og det er det, der betyder noget:-)))

Emmy har taget disse tre billeder - tusind tak! - prøv lige at se en meget opmærksom Osseau!





Dommerne var Camilla, Jette P og Mia:

Udførelse:
5,8 - Lidt vigende/manglende præcision undervejs. Det var svært at se, hvor han skulle være i startpos. Ellers er det pænt arbejde

5,3 - Nogle misforståelser ind i mellem. Lidt upræcis

4,7

Sværhedsgrad:
5,5 - Savner en mere jævn fordeling mellem højre/venstre side

6,2

5,5 - Jeg kunne godt tænke mig at se lidt flere positioner

Fortolkning:

6,8 - Fin brug af musikken

7,5 - FANTASTISK musik! Rigtig fint

5,4

Sikkerhed og velfærd: 3 fra alle dommere

Tak til Charlotte Lia for film:-)