lørdag den 14. juli 2012

Django 8 år

Billede fra Djangos debut i  LP 3 28/4-12
"Camilla Johannesen Foto"
I onsdags fyldte vores skønne Django 8 år, så lettere forsinket må han lige have et tillykke her på bloggen. Hundenes fødselsdage er nu ikke noget, vi fejrer her i huset, jeg er nemlig ret sikker på, at hundene er fuldstændig ligeglade:-).

I denne tid, hvor rigtig mange hundevenner får hvalpe, kan man godt blive lidt skruk, men egentlig har jeg det lidt som med ungerne - det er så nemt at have store børn, og der er altså noget fantastisk ved at have hunde, der efterhånden har lidt alder og dermed en god portion fornuft med sig. Jeg synes, der sker noget med hundene for hvert år, de bliver ældre, og for Djangos vedkommende er han de sidste par år bare blevet så meget nemmere på alle områder. Hvor han engang var bange for nærmest alt, er det eneste, der nu kan slå ham lidt ud, hvis han føler sig "forfulgt" af drenge/unge mænd på cykel (et levn fra han var meget lille, hvor nogle drenge synes, det var vældig morsomt at gøre det.....)

Bortset fra de få gange det kan ske, er han fuldstændig sikker på sig selv, han har et eminent hundesprog, elsker hvalpe og er rimelig kølig i forhold til alle hunde, vi møder - her er der bare fokus på mig = gi' mig en guf, mor:-). Det betyder så også, at han er nem at have løs på gåturene - en klar fordel med den snusehund, som gerne står længe på samme plet.

Træningsmæssigt bliver han ikke nemmere....så jeg overvejer stadig hans fremtidige "karriere". Foreløbig hygger vi os herhjemme med forskellige tricks. Django, som ikke tog nogen som helst form for apport, næseprøve mm. i munden, før han var 5 år, samler nu alt op, så han fungerer som oprydningshund herhjemme - især gør han en stor indsats for at samle strømper op på Amandas værelse!! Smart nok samler han alt op, hvad jeg taber (og det er meget!). Her til morgen er det foreløbig blevet til en hårelastik og en mascara, og han har hentet et stykke papir i printeren, efter jeg printede det ud:-) - total servicehund!

"Lille hjælper" - sommer 2011, hvor jeg satte hus i stand




Ingen kommentarer:

Send en kommentar