mandag den 14. december 2020

Girah 11 uger


I dag bliver Girah 11 uger gammel, og der er fuld gang i den. Hverdagssocialiseringen er meget vigtig for os, så det bruger vi meget tid på. Alt det, der var bøvlet med Django og Osseau, gider vi ikke ende i denne gang, så gæster, børn og fremmede hunde står højt på prioriteringslisten.

Girah elsker at få gæster - især når det er Dumle og Amanda.-) Dumle er knap så begejstret, men de vænner sig stille og roligt til hinanden, og Girah er ved at blive nogenlunde god til at respektere, at Dumle vil være i fred - det er jo også vigtig læring!!.

Det går rigtig fint med at sove i bur om natten, det bliver gerne til 6-7 timer, så det er ved at være tit, vi vågner om morgenen uden at have været ude - det er virkelig rart.

Knap så godt gik det med renligheden og kravlegården, som vi købte til at lade ham være alene hjemme i. Han besluttede nemlig, at den ene halvdel kunne bruges til toilet, så selv om han elskede at ligge og lege i den, har vi nu pakket den væk, så vi kan holde fast i, at toilettet altså er i haven - og nu går det nogenlunde med renligheden igen, det er langt fra hver dag, der sker uheld indenfor.

Girah havde nu også alligevel besluttet sig for, at det ikke er kravlegården, han skal opholde sig i, når han er alene!! Det fungerer nemlig ganske fint at lade ham være alene i bryggerset, der lægger han sig bare til at sove, så sådan er det blevet! I lørdags købte vi julegaver - jeg må blankt indrømme, at jeg forlod huset sidst og glemte at lukke døren fra bryggerset til resten af huset, så der havde han altså hele huset til sin rådighed i 2½ time.....jeg tror, at der forsvandt lidt af skabet i soveværelset, men der har Osseau alligevel været i gang, så det var billigt sluppet!!!

Vores helt store udfordring pt. = bilkørsel!! Nu er Girah nemlig begyndt at blive køresyg, og han har nu kastet op flere gange, også selv om vi kun kører ganske korte ture. Om det hænger sammen med at han hidser sig op, ved jeg ikke, men vi er nok nødt til at starte helt forfra igen, så han kan blive tryg i det.

Træningen hos Johanna går fint. Jeg passer meget på ikke at forcere noget, men det er en svær balance, da jeg nok går lidt i stå i stedet. Vi træner øvelser nogle gange hver dag i få minutter, og lige nu er vi landet i, at han rigtig gerne vil sidde og kigge på mig, når jeg synes, at han fx skal gå op på baljen eller lægge sit hoved i min hånd - det er vidst godt, at vi skal til træning i dag!!!!

tirsdag den 1. december 2020

Girah

Girah har nu boet her en uge.

Han er den sødeste, sjoveste hundehvalp, og det er så skønt med liv i huset igen. Han er - stort set - renlig, og vi er nu begyndt at have noget, der ligner en rytme. Han er en hvalp med stort gå-på-mod, han er ikke bange for noget - ind imellem ser han meget fornuftigt lige tingene an, men han går hurtigt frem igen. Al gang foregår i løb, så der er fuldt tempo på på gåturene, hvor hans hale kører konstant😊.

Vi har lidt issues omkring cykler og knallerter, der er lidt for spændende, men heldigvis er her mange af dem her omkring, så mon ikke han hurtigt vænner sig til dem. Det med at være alene hjemme går også rigtig skidt, det fungerer kun, når han har noget at spise, lige så snart han er færdig med det, han har fået, bliver han ret utilfreds - selv om jeg synes, at vi gør alt efter bogen, er han vist lidt for stor en selskabspapegøje...

Bilkørsel er heller ikke hans spidskompetence!! På skødet går det rigtig fint, og han falder hurtigt i søvn, men i buret bag i bilen brokker han sig voldsomt....suk, men mon ikke han vænner sig til det? Så vidt jeg husker, havde Osseau det lidt på samme måde, selv om jeg ikke mener, at mine trommehinder blafrede helt så meget dengang!!

Til gengæld er Girah rigtig god til at sove om natten - ned i buret, lynlås lukkes, og så sover vi, det er virkelig godt!

I går aftes var vi for første gang til træning hos Johanna. Det eneste lydighedsagtige, jeg har trænet med ham, er indkald med legetøjsbelønning. Jeg har kun lige betinget klikkeren, og på ingen måde trænet øvelser med ham, så det var lige lidt svært at komme i gang med at belønne med godbidder.

Vi arbejdede med spin, hagetarget og set up. Spin og set up skal nok komme ret hurtigt, det skal hagetarget såmænd nok også, når min motorik kommer i orden, men der er vist nogle af mine klikker-skills, der er forsvundet!!!

1. skoledag hos Johanna

Herhjemme skal jeg have testet, hvilke godbidder Girah foretrækker - han er ikke nogen superspiser, men som Johanna siger, er det bare, fordi jeg endnu ikke ved, hvad der er hans foretrukne😊

Lektier til næste uge er ‘ro på tæppe’ og træning af belønningsskift ‘legetøj, godbid, legetøj’ + der skal trænes videre på de tre øvelser, så det er bare med at komme i gang!

Og hvorfor blev hans navn så Girah - tja, long story, der kommer her:

Henrik er jo ret glad for rødvin, især de kraftige af slagsen, og vi har tidligere været omkring, at Shiraz kunne være et godt hundenavn. Shiraz er iflg. Wikipedia:

"En blå drue, der ofte bruges til at skabe fyldige vine med god syre og masser af mørk frugt i smagen. Navnet Syrah bruges i det sydlige Frankrig, hvor druen stammer fra, mens Shiraz er navnet, der benyttes i Australien".

Jeg vil stadig helst have, at min hund hedder sit kaldenavn på stamtavlen også, så vi måtte tænke lidt, da det nu blev et "g-kuld", vi skulle finde navn til. Derfor blev det simpelthen en blanding af de to navne, da det så passede med, at g-lyden kan udtales sådan cirka som "Shi" - okay lidt sprognørdet er jeg nok, men der skal være styr på tingene:-)))

Jeg glæder mig til rigtig mange gode år med ham.

søndag den 15. november 2020

Slut med være rallydommer

Lørdag den 7. november dømte jeg min sidste officielle rallyprøve :-)

Corona og alle restriktionerne gjorde, hvad de kunne for at spænde ben for prøven, men med Pauls benhårde planlægning lykkedes det hele alligevel!

Selve prøven gik stille og roligt, og der var jo kun ganske få mennesker i hallen ad gangen. Paul havde arrangeret spisning efter prøven på La Rustica i Ringstedet - det er længe siden, jeg har været der, men det var faktisk overraskende god mad:-)

Vi var i alt 12 personer ved to borde, og Paul havde - naturligvis - også arrangeret alt muligt andet. Jeg fik en "rallybane" med forskellige poster, som jeg skulle gætte, hvad betød:


1. Tak og blomster fra DKK

2. En smuk roset med teksten "Deltagernes Favorit" :-)

3. Gave fra en hel flok rallyudøvere (penge til halsbånd og snor til vores kommende Lillevuf), samt en virkelig dejlig tale fra Liv, som var med på en telefon, da hun desværre ikke kunne deltage

4. Et gavekort på tilmelding til rallyprøve i Sydkystens Hundeskole

5. En flaske rødvin til Henrik (en Shiraz:-))

6. Billedet af Django og Osseau bliver trykt på et tørklæde til mig = gave fra Paul, som jeg glæder mig vildt til at modtage

7. Til sidst fik jeg overrakt Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2020. Paul læste begrundelsen højt og jeg er meget stolt og beæret over at modtage prisen

Det blev nogle virkelig hyggelige timer, og jeg nød dagen rigtig, rigtig meget:-)

Tusind tak for alle gaver og tak til jer, som var med til middagen!

Det er efterhånden nogle måneder siden, jeg traf beslutningen om at stoppe, og inden da har det været længe undervejs i mine tanker. Jeg har elsket at dømme og har haft mange dejlige oplevelser i forbindelse med prøverne, men helbredsmæssigt går det bare ikke længere. Jeg har jo ‘et elendigt helbred’, og nu er fødder og ryg altså der, hvor jeg ikke kan holde til at bruge så mange timer på at stå og dømme - det er mega surt, men sådan må det så være.

Det har været en fornøjelse at se så mange flotte præstationer i årenes løb og at se hundeførere udvikle sig og turde træffe gode beslutninger på deres hundes vegne. At jeg fik lov til at dømme DM i september var bestemt også en stor oplevelse.

Jeg ved, at det ikke er alle mine bedømmelser, der har været lige populære, men jeg kan ærligt sige, at jeg ALTID har gjort mit bedste for at være fair og dømme så godt som muligt - også selv om jeg aldrig har strøet om mig med 100 pointene:-)

Nu er der nye dommere på vej, og de skal nok komme til at gøre det rigtig godt.

Tak til alle jer, som jeg har fået lov til at dømme - vi ses derude!


fredag den 6. november 2020

Kære Django 11.07.2004 - 02.11.2020

16 år, 3 måneder og 22 dage.

Så langt blev Djangos liv, og så kan man jo ikke tillade sig at ønske mere. Det ændrer dog ikke på, at det er virkelig svært at undvære ham. Nu er her for alvor stilhed i huset, her er ingen gøen, ingen hund til at samle op, hvad der bliver tabt på køkkengulvet, ingen pels at nulre hænderne rundt i osv, osv - det er virkelig, virkelig trist:-((

Tre dage efter vi mistede Osseau, fik Django konstateret en tumor i blæren. Jeg fik mistanken, da han ændrede tisse-mønster og for eksempel tissede på gulvet hjemme hos mine svigerforældre. Det gik fint en måneds tid, hvorefter han blev sløj henover en weekend. Dyrlæge igen, som fandt en tumor i galdeblæren, og så vidste vi jo godt, at det var ved at være slut. Ved hjælp af noget kvalmestillende medicin og et par pencillinkure klarede han det nogle uger mere, men i mandags blev det tid til at sige farvel.

Amanda og jeg kørte til dyrlægen, hvor alt gik planmæssigt. Dyrlæge Rikke, som fulgte ham de sidste par måneder, smed hvad hun havde i hænderne og tog sig af os, så det var rigtig dejligt. Vi fik stille og roligt sagt farvel, og selv om det var hårdt, var det meget nemmere, end da vi mistede Osseau. Denne gang var vi helt anderledes forberedt, og det var det eneste rimelige at gøre for Django.

Det er meget mærkeligt at vågne om morgenen nu uden hunde, der skal fodres og luftes, så jeg er mødt rigtig tidligt på job i denne uge!!! I skrivende stund er jeg helt alene hjemme - det tror jeg ikke, at jeg har prøvet, siden vi fik børn, hvilket er over 30 år siden, det er lidt vildt!

Da jeg gjorde klar til Facebook-opslaget om Django i mandags, sagde Henrik, at det var lige meget - "der er jo ikke nogen, der kender ham alligevel".....jeg vil bare sige, at det er virkelig skønt med flere hundrede kram og kommentarer:-)

Django er årsagen til, at jeg blev så involveret i hundeverdenen og sikken betydning, det har haft for mit liv......han har været mange ting igennem, været ret syg flere gange osv., men han har helt sikkert haft et rigtig godt og værdigt liv!!!

Jeg har utrolig mange skønne billeder af den smukke hund - her er en af mine favoritter fra de mange skønne billeder Camilla (hundefoto.nu) tog i sommer:

Et typisk Django-billede:
Flyvende ører og grinemund:-))

  

fredag den 16. oktober 2020

Her er så stille nu - Osseau 25.05.2007-23.08.2020

På søndag er det 8 uger siden, vi sagde farvel til Osseau, efter han blev ramt af Vestibulært syndrom. Indlægget her har været længe undervejs for det har ikke været "bare lige" at få skrevet om denne skønne hund og hans sidste dage.

Vestibulært syndrom rammer tilsyneladende flere hunde, end men lige tror og langt de fleste overlever det da også, hvis man altså ikke afliver hunden, fordi man tror, at den har fået en hjerneblødning.

Det var også, hvad jeg troede, da Osseau blev dårlig fredag den 14. august. Der var 3 timer til vores dyrlæge åbnede, så vi kørte med det samme til Karlslunde, hvor dyrlægen hurtigt stillede diagnosen Vestibulært Syndrom, som jeg indtil da aldrig havde hørt om! Osseau hoved var meget skævt, men i løbet af et par døgn havde han det ok igen, spiste, drak og gik med på ture, og var omkring 75 procent på toppen igen, så vi var ganske fortrøstningsfulde - lige indtil han den følgende fredag blev dårlig igen:-(

Til egen dyrlæge, stor blodprøve der så rigtig flot ud, og jeg gik derfra efter et par timer med en henvisning til KU til kl 9.30 mandag formiddag. Dyrlægen og jeg var helt enige om, at det jo ikke hastede - Osseau havde det allerede på det tidspunkt godt igen....

Osseau havde fået kvalmestillende de første dage og fik nu en ny omgang, da Vestibulært syndrom faktisk svarer til en gang voldsom søsyge. Pillerne skulle virke et døgn, men om aftenen fik han et nyt voldsomt anfald der gentog sig lørdag morgen, og han blev dårligere og dårligere for hver gang. Jeg gav han store mængder kvalmestillende, og hver gang det virkede på ny, fik han det helt fint igen. Lørdag morgen var vi dog enige om, at det måtte være slut - det blev simpelthen for voldsomt. Jeg forsøgte at få fat i en mobil dyrlæge i byen, men hun svarede ikke på hverken opringning eller sms:-( Jeg var vildt skuffet - hun må naturligvis gerne holde fri, men så skal man ikke reklamere med, at man kommer døgnet rundt, og man kan da som minimum indtale besked på telefonsvarer eller svare på sms'er at det ikke er muligt at komme. Hende kontakter jeg aldrig igen....:-(

Osseau blev nogenlunde frisk igen, så måske var det sådan, det skulle være....Daniel og Evelina kom lørdag eftermiddag og fik sagt farvel til ham (selv om vi ikke på det tidspunkt vidste, at det var det, de gjorde). Lørdag aften fik vi afværget et nyt anfald med nye mængder kvalmestillende, men søndag morgen ramte et nyt og endnu voldsommere anfald, og så var der ikke mere at gøre - det var simpelthen ikke rimeligt, at han skulle lide mere.

Henrik hentede Amanda, og jeg bestilte en tid i Karlslunde. Da vi kom derned, var Osseau på benene igen og kunne selv gå. Dyrlægen var supersød og alt gik, som det skulle - og det var bare den helt rigtige beslutning, det var der slet, slet ikke nogen tvivl om, selv om det selvfølgelig var vanvittigt hårdt. 

Osseau havde formentlig en tumor i hjernen - udredningen på KU nåede vi aldrig, men egentlig har jeg heller ikke behov for at kende årsagen til anfaldene....

Jeg har altid sagt, at det ville være helt umuligt, at Osseau skulle blive gammel og affældig, at derfor er jeg meget taknemmlig for, at han faktisk var på toppen helt indtil det sidste.Weekenden før han blev syg var vi på Bornholm, hvor han blev Rally Senior Mester, totalt i sædvanlige bølle-stil

Paul skrev et rigtig smukt blogindlæg om ham her.

Tusind tak for det og for smukke blomster. Og tusind tak til Johanna for de smykker med hundenes pels, som hun lavede til mig og også tak for denne smukke lanterne:


Osseau er meget, meget savnet!



onsdag den 29. juli 2020

Ferie, foto og masser af rally

Ferien er nu så småt ved at være overstået, og det har været en aktiv en af slagsen, hvor vi har nået både familiebesøg i Jylland, slotsophold på Fyn og en uge i sommerhus i Gilleleje. Kulturelle har vi også været med besøg på både Moesgaard Museum og på Kronborg. Vi var en tur forbi Faaborg Kirke for at se udstillingen af Jim Lyngvilds kontroversielle fotokunst - det var virkelig en spændende oplevelse! Der er ikke noget at sige til, at han deler vandene. Han har taget citater fra Biblen og lavet fotos ud fra dem - de indeholder fx. mobiltelefoner, lesbiske par, piercede brystvorter mv., så det er nok ikke så underligt, at menigsrådet har stemt for, at de skal fjernes 1. september.... jeg tænker nu, at jeg bliver nødt til at strikke noget undervisning sammen om dem til min 7. klasse:-)

Tilbage til hundelivet:
Paul tog initiativet til, at vi endnu en gang arrangerede en fotosession med Camilla (hundefoto.nu), så det blev en tidlig morgen ved Comwell i Køge. Det var nogle sjove og hyggelige timer, der blev brugt der, og Camilla fik taget nogle virkelig fantastiske billeder:-)
De sværeste modeller var helt klart den yngste og den ældste hund - Otto har endnu ikke helt styr på sin bliv-kommando, og Django har helt og aldeles glemt, hvad BLIV betyder:-))))
Max, Dumle og Osseau var til sammenligning totalt nemme at have med at gøre!!

Et par af de smukke billeder:
Flotte farver og et stritøre

Ups, Django kom lige til at flytte sig væk fra "fællessitten"

Så smuk!


Der bliver virkelig pres på rallyprøverne i den kommende tid. Osseau skal til seks rallyprøver alene i august måned, og jeg skal dømme nogle af klasserne til fire - der skal indhentes noget efter forårets aflysninger.
Den 12. juli var Osseau til to prøver på Bornholm. Det blev "close, but no cigar" 2x 94 point = ingen certer, men dog to anden pladser og dermed 2 x 12 point til Årets Hund, så den vej rundt er det fint nok - certerne skal nok komme.

Fællesbillede - de hunde, der var sværest at styre, måtte op på armen:-)

lørdag den 11. juli 2020

Django 16 år


For 16 år siden blev denne lille hvalp født, og heldigvis var det lige os, der fik lov at købe ham😊.
At det blev en sheltie, og at det blev en Blue Merle skyldes mange tilfældigheder, men hold nu op hvor har han betydet - og gør stadig - meget for os.
Der har været mange udfordringer undervejs, og det er på mange måder meget givende, men også ret hårdt at have en gammel hund. Der er mange dage, hvor jeg bekymrer mig om hans helbred - også selv om det altså er helt fint, og bortset fra den seneste tarmbetændelse, har været det i flere år.

Django er hunden med 9 liv, han har klaret en del på de mange år, og pengene til hans sygeforsikring har vi fået flere gange igen. Som 7-8 årig fik han konstateret HD, det viste sig så et par år senere, at det har han overhovedet ikke....han har haft et par hjerneblødninger, som han er kommet sig over, men han har et jernhelbred og er ikke sådan at slå ud!

Alle de blodprøver som han fik taget for et par måneder siden viste meget fine værdier og han får masser af ros af dyrlægerne - det eneste, der er at komme efter er hans dårlige tænder (Som han har mistet nogle stykker af) og nogle enkelte fedtknuder.

Hans pels er ret håbløs! Fordi han er kastreret vokser den eksplosivt og han har vildt meget underuld. forleden fik han en gang vask og klipning hos Lone Rahbek og det pyntede gevaldigt, så nu klarer vi den lidt igen.

Vi går lange ture og han er med på de 10-12.000 skridt vi når de fleste dage. Den første korte morgentur går langsomt, men det er også ok, at kroppen lige skal i gang - ellers er der fint fart på, bortset fra når det regner altså, der kan han ikke helt se formålet med en gåtur:-)

Tillykke med fødselsdagen smukke, friske Django🇩🇰🇩🇰🇩🇰



tirsdag den 16. juni 2020

Rallyprøver med stor succes

Præmie- og rosethøsten - og to glade hunde (eller måske har de det bare varmt:-))

I søndags strømmede "alle" til Løserup, hvor det endelig var muligt for Kreds 2 at holde rallyprøver efter Corona-pausen.
Amanda nåede at sige, "hvor er det bare hyggeligt" mindst 10 gange, inden vi fik pakket bilen ud, og hun var helt sikkert ikke den eneste, der havde det sådan:-)

Det var dobbeltprøve med DM kvalifikation. Amanda og Dumle skulle på formiddag og Osseau om eftermiddagen og hu hej, hvor det gik.
Dumle startede hos Annette med at gå til 91 point og få "Dommerens favorit" for den store udvikling, de viste. Derefter gik han til 88 hos Paul - to flotte beståede prøver på samme dag, det er ikke tit det sker for Dumle !!! Placeringer var der ikke nogen af, det er helt umuligt i Championklassen, hvor deltagerne er superseje og rask væk får 100, 99 og 98 point på de første mange pladser, men skidt med det - det er ikke så vigtigt:-)

Kl 13 var det Osseaus tur. Det var varmt, og Amanda var ved at brænde sammen, så hun fik en gang "vand-spray" af Charlotte - det hjalp noget på koncentrationen. Banen gik de til 71 point - to x 13, så kommer man hurtigt der nedad, men det blev alligevel til en 3. plads ud af 5 seniorer.
Det var så opvarmningen (Amandas ord) - på Pauls bane gik de til vilde 97 point, samme point som nevø Jay, som gik i hurtigere tid, så det blev til 2. vinder. Osseau fik dermed 2. pind til Senior Mester titlen og 1. cert mod championatet.
Ja, det er lidt indviklet, men da de fik første pind før de nye regler trådte i kraft den 1.2.20, kan de stadig opnå Mester-titlen.

For den præstation fik de også "Dommerens favorit" af Paul, så det må siges at være en succesfuld dag!

Pia Varkils foto fra Facebook

fredag den 15. maj 2020

Corona-tanker

Lige nu er der tegn til, at min almindelige hverdag skal til at vende tilbage - så godt som i hvert fald!

Jeg har nu været hjemme i 9 uger, hvor jeg har fjernundervist 6.a, og efter de yngste klasser startede i skole for 5 uger siden, har jeg også haft fornøjelsen af 7.a i engelsk. Det har været ganske udfordrende, men mennesker er jo tilpasingsdygtige, og både eleverne og jeg har fundet en fast rytme, hvor tingene kører....

Vi glæder os naturligvis til at komme i gang igen - endnu en gang under anderledes, udfordrende forhold, som jeg lige nu ikke aner, hvordan bliver. Jeg har det mega træls med ikke at vide, hvad der sker på mandag, men de kommunale forhold (og magtkampe ???) tager tid - og det går såmænd nok alt sammen alligevel.

Jeg har på sin vis haft det fint med at være hjemme - især i de perioder, hvor Django var syg har det været rigtig godt hele tiden at have tjek på ham. Det ville have været skrækkeligt at tage fra ham om morgenen de dage, hvor det var værst....

Fjernundervisning er ikke kun dårligt, der er faktisk også nogle fordele, som vi kan tage med os. Jeg er bragende stolt af min 6. klasse, hvor flere elever virkelig er vokset i perioden, for alvor lært at tage ansvar osv. Men jeg må jo ikke engang dele kage ud til dem på mandag, selv om de bestemt har fortjent det....

Hundene har været totalt forvænte i denne periode. De (altså ikke Django i hans sygeperioder) har gået 4-5 ture om dagen, flere af dem ret lange, og Osseau har virkelig nydt det. Jo mere, jo bedre synes han! Han er sådan indrettet, at jo mere motion han får, jo mere vil han have, og eftersom tålmodighed aldrig har været hans stærke side, har vi ikke været i tvivl, når han synes, at han vil ud:-)) Forkælede hund altså!!!

Han har også været til Hoopers nogle gange med Amanda. Det skulle have været kommet til Danmark for nogle år siden, hvis han skulle have haft en chance, men han elsker det - og træning er jo altid godt. Amanda mener dog, at det er noget svært at dirigere ham rundt på afstand, når han ikke kan høre, men det tænker jeg løser sig efterhånden. Og ellers går det nok endda.

At alle rallyprøver er aflyst er faktisk - egoistisk set - ret træls! Jo, jo de kommer tilbage, men Osseau har jo altså en udløbsdato med hensyn til deltagelse i prøver. Nu er han kvalificeret til DM pga Corona-regelændringer, men hvad nu hvis der ikke bliver et DM?? - Det skal der!!! Det er jo nok det sidste år, hvor det er muligt at være med. Årets Hund ser også fornuftigt ud, men det kræver et resultat mere, før den er sikker....

Og ja, jeg ved da godt, at hunden er ligeglad, men jeg synes bare, det vil være træls, hvis den flotte rallykarriere, han har haft, ikke afsluttes med manér - det fortjener Amanda altså også:-)

Fra DM 2014
Et godt billede, der viser deres flotte samarbejde :-)


fredag den 8. maj 2020

Tilbagefald

I tirsdags blev Django pludselig syg igen:-(

Det var præcis 14 dage efter første gang, og den seneste uge havde han været helt tilbage til normalen med lange gåture mm.
Der havde intet været i løbet af dagen, men da aftensmaden blev serveret kl 17.30, ville han ikke spise, han fik igen tynd mave og var meget trist. Efter en time ringede jeg til Karlslunde og talte med en dyrlæge som gave den almindelige smøre "et døgn uden mad betyder ikke noget" osv. Det ved jeg jo godt alt sammen, og mens vi talte, lagde Django sig ned og sov, og jeg sagde, at vi lige ville se det an. Jeg lagde telefonen, Django rejste sig op, stod og vaklede lidt, hvorefter han dinglende gik et par skridt. Vi tog hans temperatur, som var 39,5.

Så ringede jeg igen til Karlslunde og sagde, at vi ville komme med det samme!!

Laang ventetid derned, men fair nok, da hunden, der kom samtidig med os, var i virkelig skidt tilstand. Det var en meget, meget sød dyrlæge, der undersøgte Django. Hun konstaterede med det samme, at han ikke var dehydreret - det var sådan set det vigtigste på det tidspunkt, men hans temperatur var steget til 39,8 :-(. Hun lyttede til hele historien fra sidst, tilbød indlæggelse, som vi takkede nej til og gav derefter kvalmestillende og antibiotika samt et par recepter på samme.
Hun gjorde en del ud af, at det er bekymrende, at betændelsen vender så hurtigt tilbage og fortalte, at der sagtens kan være småbitte cancerting i tarmen, som ikke kan ses på scanning - simpelthen fordi den er ved at gå til af alderdom....

Jeg er første gang, vi har været i Karlslunde - faktisk første gang Django har haft brug for en vagtdyrlæge, og jeg følte mig virkelig lyttet til, så det var en god oplevelse. Samtidig var dyrlægen meget imponeret over hans fysik og hans pels i forhold til hans alder, og det er jo altid dejligt, at hunden får ros:-))

Hjemme igen spiste han lidt tun og sov efterfølgende hele natten - det gjorde vi så ikke, jeg var nok vågen 3-4 timer!!

Onsdag var han stort set frisk igen, stadig ikke den store madlyst, men feberen var heldigvis væk. Han er stadig lidt mat i sokkerne, men får jo også penicillin, så det er vel ikke så mærkeligt endda.
Nu må vi se, hvordan det går, når denne omgang behandling er slut.

Down memory lane:-)



søndag den 26. april 2020

Django har været syg

Dette indlæg burde egentlig som så mange andres handle om disse underlige Corona-tider. Det indlæg er egentlig også skrevet, men blev aldrig udgivet, og det må så blive en anden dag.

Forleden nat blev Django nemlig voldsomt syg! Ved 3-tiden om natten kastede han voldsomt op - det sker jo ind imellem, godt nok lød det voldsommere, end jeg før har hørt det, men jeg tog det ikke så alvorligt endda, så jeg sov videre.....det gjorde hverken Django eller Henrik, Django stod nærmest op resten af natten og havde det tydeligt dårligt!
Det blev kun værre henad morgenen, hvor han også havde vildt tynd mave, efter et par gange var det nærmest kun vand, der kom ud af ham. Ved 7-tiden tog jeg ham op til mig og han klaskede helt sammen og lå bare og lå hos mig - det gør han ellers aldrig mere end to minutter ad gangen. Vi frygtede, at han måske havde spist noget af det nyligt spredte gødning, men det var bare en teori.

Jeg kunne slet ikke holde ud at se ham sådan og ringede til dyrlægen præcis kl. 8. Hun kender både mig og Django godt og sagde bare: han skal indlægges, kom med ham!!
Jeg græd og græd og græd og var sikker på, at jeg afleverede en hund, jeg ikke ville se i live mere, men samtidig er jeg helt sikker på, at dyrlægerne nok skal sige til, når det er tid...
Han fik væske, der blev taget blodprøver med fine værdier, bortset fra udslag på tallet for bugspytkirtlen. Bugspytkirtelbetændelse er en lortesygdom, men dyrlægen beroligede mig, da hun ringede og fortalte, at hun efter 20 år som dyrlæge aldrig havde mistet en hund til den sygdom.

Vi hentede Django kl 17, da de ikke døgnindlægger på Ringsted Dyreklinik med forventning om, at aflevere ham igen onsdag og det gjorde jeg efter en nogenlunde rolig nat, hvor han var ude et par gange. Her blev han scannet i hele maven med obs for en eventuel tumor - heldigvis ikke noget der udover kraftig inflammation både omkring bugspytkirtlen og tarmene. Han havde også ret høj feber og fik et skud penicillin. Vi hentede ham igen kl. 17, og jeg syntes, at han var ret sløj, og havde svært ved at holde balancen. Appetit var der stadig ikke meget af, men han havde spist lidt dåsemad hos dyrlægen.

Natten gik fint, torsdag ringede jeg igen til dyrlægen som aftalt, og hun ville gerne have en ny blodprøve, som viste et lavt kaliumtal, samtidig med at der stadig var feber = nyt skud penicillin af en anden type. Hun mente dog, at vi kunne fodre os ud af det, men appetit var stadig ikke det, han havde mest af. Vi fik noget dåsemad med hjem, men nixen bixen om han ville have det - tun og ristet brød gled ned, men ellers ikke noget.
Endnu en opringning fredag hvor dyrlægen ikke var helt tilfreds med hans manglende appetit. Ny recept på appetitstimulerende (udover det kvalmestilllende og penicillin, som vi fik torsdag) og stille og roligt er det blevet bedre og bedre:-)

Sidst på fredagen begyndte han at gø igen - et sikkert tegn på bedring! Hans balance er blevet bedre og bedre og er nu næsten helt normal, han spiser de sædvanlige mængder mad, gåturene er korte og langsomme, men vi bygger gradvist på.

Det er klart, at han er lidt længere tid om at komme sig oven på sådan en omgang, end en yngre hund ville have været, men alt er godt igen og vi er glade!

Så summa summarum - Django holder ved endnu. Og ja, man kan altid diskutere, om man skal behandle på så gammel en hund, men som nævnt har jeg fuld tillid til min dyrlæge, som sagde, at "han jo bare var syg", og at det nok skulle blive godt igen - og det gjorde det:-)))
Et gammelt billede:-)


mandag den 24. februar 2020

Taknemmelighed

Jeg elsker, elsker, elsker mine gamle hunde, og jeg er fyldt af taknemmelighed hver eneste morgen, når jeg vågner og ser, at de stadig er her.

Det skal jeg så lige huske på, når Django:

  • Puster mig i ansigtet kl. 05.50 søndag morgen
  • Gør som en vanvittig, når vi kommer hjem, når det er tid til gåtur og i alle mulige andre situationer
  • Går helt vildt langsomt på morgenturen


Og når Osseau:

  • Tuder flere gange om dagen, fordi han vil bestemme, hvornår vi skal gå tur
  • Går ind foran mig på gåturen for at tigge guffer
  • Bliver i haven i halve timer, når det er meningen at han bare hurtigt skal tisse før sengetid


Og så videre, og så videre.....

Som årene går udvikler de flere og flere særheder de skønne hunde. Lige nu står Django ved siden af mig og sukker dybt den ene gang efter den anden, da han mener, at det snart er spisetid:-)
Han er også begyndt på at være ret egenrådig på gåture, hvor han fx. har en klar holdning til hvilken side af vejen, vi skal gå på - der skal man lige have styr på trafikken og flexlinen, så det ikke går galt! Vi skal lige være en tanke foran ham, og det er ikke altid nemt, han er stadig ligeså kvik, som han altid har været.
Fysisk har han det fantastisk. Han er let til bens, han hopper op og tigger guffer, og han er stadig ret hurtig.

Og nu er han altså 15 år og 7 måneder - jeg er vild med det:-)

Osseau er ved at være lidt tung i bagparten, når han skal rejse sig. Han har for nylig været til tjek hos Maja Guldborg, hvor han blev rettet hist og pist, men generelt er han helt fit for fight. Han er bare det sødeste nussehovede (altså når vi ikke lige møder "hade-hundene" i byen) og stadig mega fræk.
Han er snart tæt på de 13 år, og han er ikke længere superglad, når Amanda kommer og henter ham til rallytræning. Han vil rigtig gerne træne, så jeg tror mest, at det er fordi han skal vente i bilen, mens Dumle trænes, at han helst vil blive hjemme, men det er jo svært at vide....
Det er også tydeligt, at han bliver mere træt! Han sover væsentlig mere end Django, men han er også en del mere døv end ham, og det er naturligvis også en medvirkende årsag til, at han sover tungt.

Det er så skønt, at vi stadig har dem begge. Vi er helt klar på, at der hurtigt kan ske noget i den alder, men det må vi tage, som det kommer. Jeg glæder mig da til, jeg på et tidspunkt får en ny hvalp, men jeg synes, det er så vigtigt, at vi sætter pris på de gamle hunde med alle deres charmerende unoder, mens vi har dem!

Forleden dag fik jeg taget en masse billeder af hundene i vores nærliggende skov. Jeg fik den "gode" ide, at nogle af billeder kunne tages med hundene oppe på et borde-bænke sæt. Fremragende ide - lige til Django trådte ud over kanten og slog en saltomortale ned på den heldigvis bløde jord. Phew, et chok jeg fik, men han har ca. 9 liv den hund, og der skete heldigvis ikke noget med ham....

Et af de gode billeder, der blev taget af Osseau:

mandag den 6. januar 2020

Omkring årsskiftet 2019/2020

Jeg er jo lige nødt til at gøre en status på hundelivet herhjemme her ved årskiftet:

Django er efter sin tandoperation blevet som en 2-årig igen! Han hopper rundt, han gør lige så meget som han gjorde dengang (jeg havde helt glemt, hvor slemt det var....) og han er frisk og klar til alle de rigtig lange og mange gåture, vi har gået i juleferien. Det er virkelig en fornøjelse at se ham have det så fantastisk, og vi nyder hver dag, vi har med ham:-)

Og Osseau:
Tja, den 15. december var han og jeg til et julearrangement i Dog Dancing, som Lonni og Mia havde arrangeret - Lucky Dip X-mas Edition, hvor man skulle trække et musikstykke, lige før man skulle ind i ringen. Jeg trak et nummer af Michael Buble, jeg kan ikke huske hvilket, men det var et ret langsomt nummer. Osseau lavede en super præstation - man måtte heldigvis belønne undervejs - min var ikke helt så prangende, så fortolkningen gav ikke mange point. Vi endte på en flot 3. plads, det var meget fint.
Nu er det så endegyldigt slut med HTM for os, det er meget vemodigt....men sådan må det være....

Meget flot roset - Osseaus absolut sidste HTM roset 

Nytårsaftensdag var vi til SHS’s traditionelle nytårsprøve i Herringløse, hvor jeg var sekretær, og Amanda skulle til prøver først og derefter overtage sekretærdelen fra Charlotte.
Dumle gik fint, Amanda gik - vildt nok - fejl bane, det er ikke sket ret tit i hendes rallykarriere:-), men den anden prøve bestod de!
Osseau var lidt en bølle på Pauls bane, fik han 90 point?? Det er lige forsvundet, men på Connis bane gik han absolut fantastisk!!! Det var totalt fejlfrit indtil sidste skilt, hvor han ikke drejede, så det kostede en ommer. Det blev til 97 point, en 3. plads og ikke mindst: den første pind i Seniorklassen - Jubii, juhu:-))))

Lørdag var Amanda og jeg dommere til en dobbelt rallyprøve i Agilityhallen. Årets første - og der er vist en eller to i kalenderen hver måned hele året, så der skal absolut ikke fyldes mere på!
Det var en virkelig hyggelig og god dag, der sluttede med besøg af rigtig gode venner om aftenen - så bliver det ikke meget bedre:-)

Nytårsaften herhjemme var fredeligere end i rigtig mange år, hvor Osseau ellers ofte har været ret bange. Døvheden er virkelig tydelig nu, så i år så det således ud: