lørdag den 29. september 2018

Osseau HTM 3 i Ringsted - Træls, men så heller ikke værre!





Videoen giver svaret på titlen på dagens blog. Som man kan se, er der rigtig meget, der går galt undervejs - og så er det jo, at man skal fokusere på det, der gik godt i stedet:

Min plan var, at indgang og start skulle lykkes, og det gjorde det, så det bør jeg jo være tilfreds med - eller hvad???

Jeg er bestemt tilfreds med både indgang og start, og jeg synes faktisk også, at mange er positionerne er pænere på videoen, end jeg følte det i ringen, men jeg kan jo ikke være tilfreds med, at Osseau ligner en, der hellere ville være et helt andet sted (fx. i nærheden af dommerbordene med guf på....)

Jeg tænker - og måske er det mere ærligt over for mig selv at skrive det - at jeg har større ambitioner, end jeg vil stå ved. Det gik jo virkelig godt i Mørkøv, og mere vil nok bare have mere.

Jeg vil virkelig gerne bestå HTM 3 - så er det sagt!!!!!

Jeg ved stadig ikke helt, om vi har et program, som vi kan bestå med, hvis det bliver udført ordentligt, men jeg synes efterhånden, at jeg har brug for at få nogle dommerkommentarer om det, så vi kan komme videre, og det får vi altså ikke, når vi laver sådan noget skrammel og bliver disket:-((

Jeg føler, at vi har et godt program - jeg elsker at træne det, og jeg synes, at Osseau er fantastisk og nyder træningen, men det vil da være rart med lidt point også, så jeg har noget at måle på.....

Ja, jeg var for anspændt, og det blev ikke bedre af, at Osseau var totalt speedy og nok også lidt understimuleret. Jeg kæmpede hårdt for at holde hans fokus, og da musikken så koksede, gik det helt galt i mit hoved, og derfra blev det kun værre..... Jeg aner ikke, hvad der skete, men musikken sprang pludselig tilbage og blev meget lavere. Jeg har tjekket den nu, og usb'en fejler altså ikke noget, men jeg må hellere lave en ny til næste gang.

For ja, naturligvis bliver der en næste gang - alt andet vil ligne mig dårligt!

Tak for hjælpen til alle jer, der lyttede:-)








lørdag den 15. september 2018

Det årlige tjek og lidt træning

Torsdag var vi en tur hos dyrlægen til det årlige tjek og vaccination, og det gik rigtig, rigtig fint - der var stor ros over hele linjen til begge hunde:-)
Det "sædvanlige" med tænderne, Djangos blev renset for mindre end et halvt år siden, men de er allerede godt fyldt med tandsten igen.....det gør vi altså ikke noget ved lige nu!

Jeg har været lidt opmærksom på Osseau den seneste tid, da han i periode har haft lidt hoste. Han blev lyttet grundigt på hjerte og lunger, men der var intet som helst, så det blev til, at jeg - igen, igen - samler ind til ormetjek. Det er ikke ret længe siden, han blev tjekket sidst, men som dyrlægen sagde, så kan de jo blive smittet samme dag, som prøverne er afleveret - man kan jo aldrig vide sig sikker, så hellere tjekke en gang for meget!

Hun fortalte nemlig også, at de ikke ser mange med hjerte-/lungeorm i vores område, men dem, de ser, bliver virkelig syge af det!!!!

Endvidere tjekkede hun Osseaus testikler og konstaterede, at den ene er noget større end den anden - 0,5 cm helt præcist! Det er aldrig blevet bemærket før og kan derfor være tegn på testikelkræft, men det har vi jo været igennem før med Django, så det tager jeg meget roligt..... vi skal holde øje med det den næste måneds tid, så må vi se, om det udvikler sig.... det kan også være helt tilfældigt.....

Med hensyn til træning har Osseau fået lov til at slappe af oven på sidste weekends prøver. I går kørte jeg til hallen i Viby efter arbejde for at træne. Det blev - helt som planlagt - uden hund, da jeg kan mærke, at jeg har brug for fokus på mig selv, mine bevægelser og retninger rundt i ringen. Det er SÅ meget nemmere at koncentrere sig om uden hund:-))

Og det var super træning i 30 minutter, så var jeg træt!!
Jeg gennemførte hele programmet mange gange og var meget stolt af, at jeg stort set hver gang landede præcis det samme sted både efter første løbesekvens og i afslutningen. Nu føler jeg, at jeg har ret godt styr på det, og dermed kan jeg jo støtte Osseau meget bedre, end jeg har kunnet hidtil:-))

Grafiko.dk



mandag den 10. september 2018

Hund i Fokus



I den forgangne weekend har der været Hund i Fokus i Mørkøv.
Lørdag var Amanda afsted med både Dumle og Osseau og kom hjem med to IB'ber. Det var dog heldigvis nogle gode nogen af slagsen, hvor Dumle lavede flotte øvelser især i det, der er rigtig svært for ham, og fordi Osseau var totalt på, men fræk som en slagterhund, så han nåede at twiste og lave ballade mange gange undervejs på banen. Amanda har arbejdet rigtig meget med at holde hans fokus, og det ser nu ud til, at det er lykkedes for hende:-)

I går var jeg også med, da Osseau udover rally også skulle op i HTM 3. Dumle fik igen en IB på rallybanen, men også her var Amanda godt tilfreds. Osseau var en totalt stjerne til rally, Amanda var vildt kontrolleret, og de endte på en 3. plads med 94 point - mere end godkendt:-)))

Således opvarmet blev det tid til HTM. Jeg synes, det er svært at beregne opvarmningstid i forvejen, og da han nu havde arbejdet med både opvarmning og gået rallybanen, var jeg meget varsom med min opvarmning for ikke at trætte ham for meget.

Jeg magter ikke rigtig udendørskonkurrencer - der er ofte alt for meget hurlumhej, vind og ikke mindst ujævnt underlag, som ikke er godt for mine fødder, men her var det faktisk ret perfekt, og hverken Osseau eller jeg var specielt påvirket af det.

Hvordan det så gik, kan ses på videoen, som Amanda optog. Osseau satte ikke mange fødder forkert - bortset altså lige fra de 8-10 stykker, da han løb ud af ringen.... jeg lavede en del fejl, men nogle af dem opdages kun, hvis man kender det "rigtige" program!!!
Og ja, naturligvis var det træls, at han skred, men den må jeg tage på min kappe - jeg kunne jo bare have drejet lidt, men jeg havde overhovedet ikke tænkt tanken, at han ville løbe sin vej.
Jeg er simpelthen så glad og godt tilfreds med vores præstation, vi er rigtig godt på vej i vores program, og vi havde en fest i ringen.

Når sådan noget sker i HTM, bliver man disket og får ingen dommerkommentarer, men Sonja fik da skrevet noget i retning af "ØV, ØV, ØV - nu gik det lige så godt" - og ja, det gjorde det, og det er det, der fylder mest for mig:-)