torsdag den 19. januar 2017

Osseau er supersej:-)

Osseau er helt topfrisk igen efter sin skade. I mandags var han til tjek hos Maja Guldborg, som var okay tilfreds med ham. Jeg har været rigtig, rigtig dårlig til at få lavet øvelser med ham, men som jeg sagde til hende, har jeg valgt ikke at have dårlig samvittighed over det!
Jeg skal naturligvis i gang med det igen - det er altså dumt ikke at gøre det!!!!

I søndags var vi til rallyprøve i Herringløse - Kreds 1 var arrangør, men prøven talte ikke til DM. Det var derfor med skuffelse, at vi så kataloget, da der kun var tre tilmeldte - og dermed ikke noget supercert i spil..... Amanda og Erling indledte en livlig korrespondance, der resulterede i, at Paul lavede om på sine søndagsplaner og tilmeldte Max og Megan til prøven.

Og sørme om Amanda og Osseau gik hen og vandt klassen:-)))) Det blev dog 'desværre' kun til 90 point, men de gik faktisk rigtig flot:-)

Dagen før - altså i lørdags - trænede Paul og jeg i Agilityhallen. Det var fantastisk træning: Osseau er superskarp, jeg er ved at få styr på at få trænet mit freestyle-nummer ordentligt, og jeg kan se masser af potentiale i vores htm-program, det kan altså blive virkelig fedt!

Amanda har fået den ide at begynde at træne LP med Osseau igen. Jeg ved ikke lige hvorfor, men hun synes, det er sjovt, og der er jo masser af ting at arbejde med, så det skal hun såmænd være velkommen til - om de nogensinde kommer til prøver, aner jeg ikke, men hun snakker da lidt om det.... Han har været afsted både i går og i dag. Det er rigtig fint, for Henrik er influenzaramt, og jeg er arbejds- og opgaveramt, så det er super, at han kan få brændt noget energi af til træning, når vi herhjemme er så kedelige!!!

Foto taget 28.12.16 af Grafiko.dk

fredag den 6. januar 2017

Godt nytår og update på Osseau

Som rigtig mange af mine indlæg fra 2016 er også dette lidt forsinket - men godt nytår alligevel!

Nå, men Osseau kom jo til skade i sidste uge, og jeg kan da heldigvis sige, at det går rigtig godt, og at der ikke er mere halteri tilbage. Vi er nu begyndt at gå lidt længere ture igen, og det klarer han uden problemer.
Det var lidt bøvlet med nytårsaften - hundene havde været i haven til godbidssøg mv. da jeg kom hjem ca. kl. 15 efter rallyprøverne, men det gør dem jo slet ikke rigtig trætte. Skyderiet var jo nærmest i gang, da jeg kom hjem, så vi nåede kun en meget kort gåtur, inden vi lukkede os inde for nedrullede gardiner. Normalt ville jeg jo kaste guffer ud over gulvet ved de rigtig høje brag, men det kunne jeg jo heller ikke af hensyn til Osseaus dårlige pote, så det var håndfodring det meste af tiden, det blev til en del i løbet af aftenen!

"Heldigvis" kan Django jo ikke høre mere, så mange af bragene reagerede han ikke på - så det var kun de rigtig store, der startede deres gøen. Temmelig træls, men heldigvis er Osseau ikke helt så bange mere som han var, da han var yngre, så vi kom da igennem. Kl. 12 startede det helt vilde "show" - hold nu op, der blev brændt nogle penge af i Benløse og omegn, og det fortsatte lææænge.....:-(( Det endte med, at vi gik i seng, og hundene måtte vente til næste morgen med at komme ud - der er altså mange timer fra kl. 15 til kl. 8 næste morgen....men de skulle ikke nyde noget af at komme ud i den ballade, der var!

1/1 var heller ikke nogen fornøjelse for Osseau, der var tilsyneladende mange, der ikke havde skudt alt af om aftenen, så der var også gang i den i flere timer - æv også!!!

Nå, men det er overstået og nu glæder vi os bare over at hans skade ikke var værre. Træningen venter vi med til om en uges tid - træne så småt kan han nok godt, men det med at springe ind og ud af bilen skal han altså ikke.