torsdag den 30. december 2010

Dejligt at komme ud - og at komme hjem med fine præmier:-))))

Ihh, hvor vi trængte til at lave noget hunderelateret her i ferien, hvor det er så som så med træningen.
Derfor var det jo helt perfekt, at jeg havde fået os meldt til rallyprøverne, der blev afholdt i Ll. Skensved i dag - Sydkystens Hundeskoles første officielle rallyprøver. Et super arrangement, hvor alt kørte på skinner.
Django og jeg skulle for anden gang prøve kræfter med ekspertklassen. Det gik rigtig godt, og vi endte med 84 point. Django var totalt hyper og syntes bestemt, at der var alt for langt mellem belønningerne....så han hoppede op og ned ad mig hver gang, vi passerede et skilt:-))))

Amanda og Osseau gik en super bane i øvet klasse til 98 point - nu mangler de kun en enkelt pind mere i den klasse!!! Som barnets far siger, så er det jo meget godt klaret i betragtning af, at hun aldrig træner med ham - hvad kunne det dog ikke blive til, hvis hun gjorde lidt for det:-))))))

Der var masser af flotte resultater i dag. Tillykke til de tre, der blev DKRLCH og bestemt også et stort tillykke til Charlotte og CJ, der er vendt stærkt tilbage til rallybanerne igen - 100 point i Ekspertklassen er altså ret blæret:-))))))))

Noget fik vi dog med hjem. Udover sponsorpræmierne (Godbidder fra Olivers og kort lavet af Berit Bilde) fik jeg også gevinster fra min deltagelse i hhv. Paul og Connis julequizzer = 3 x 2. præmier:-)))
Det blev til gavekort til My Dog (der straks blev omsat i deres stand i ridehallen til hundeguffer og -legetøj) samt en stor pose chokolade. MUMS!!!

tirsdag den 21. december 2010

Dygtiiiig Django:-))))

Se lige hvor Django er blevet god til at tage ting i munden.
Vi træner "Saml op" i stor stil for tiden. Øvelsen omfattede udover tingene på billederne også papir, plasticskåle og cykellygte, men det krævede lidt mere.
Det kneb med at multitaske, så jeg kunne ikke belønne og tage billeder samtidig :-)

1. valget var apporten:


Herefter plasticlåget:

Så tøjklemmen:

Plasticdimsen til at lukke poser:
(Uha, det er svært at holde fast)

Og toiletrullen:

tirsdag den 14. december 2010

Proces eller produkt?

Er målet det vigtigste, eller er det vejen dertil? Et spørgsmål der i disse tider (hvor folkeskolen igen, igen, igen er under kraftig beskydning) er en god pædagogisk diskussion værdig, men som bestemt også gælder for hundetræning:-))
For at komme med konklusionen først må man jo nok sig, at det hænger godt og grundigt sammen!

Jeg er ikke specielt vild med at gå til prøver.
Hver gang tænker jeg, som jeg gjorde, da jeg for tredje gang sad oppe i Det Gyldne Tårn i Tivoli: "hvordan kan det dog være, at jeg gør det igen". På den anden side kribler det også hver gang "alle andre" har været til prøve, og resultaterne kan følges på Facebook, så fortryder jeg, at jeg ikke meldte til.

Men ville jeg overhovedet få trænet mine hunde, hvis det ikke var fordi jeg havde et mål?
Det ved jeg ikke helt, men det er altså imponerende, så afhængig man kan blive af det. Jeg bliver i hvert fald et gladere menneske af, at Django pludselig kan lave en perfekt springapport, og at han nu er på vej mod også at kunne lave en dirigeret apport - så er vejen til klasse 3 ikke længere så lang. Glæden ved at have Osseaus fulde opmærksomhed i løbet af en hel times træning er nok heller ikke lige til at forklare for dem, der ikke har prøvet det....

Det betyder ikke så meget for mig, hvilken klasse vi konkurrerer i, men det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan se og glæde mig over, at tingene lykkes, og så er tempoet egentlig ligegyldigt!

mandag den 6. december 2010

Skodweekend

Så slem var den måske heller ikke, men det har altså ikke være en af de mest fornøjelige weekend'er, jeg har haft!
Lørdagen startede med, at vi blev mødt næsten lige uden for huset på morgengåturen af den hund i byen, jeg i forvejen frygter mest. Vi gik op ad vejen, den - en stor rottweilerhan - kom inde fra stien, stoppede op, da den så os og spurtede derefter over vejen og hen i mod os. Jeg kunne ikke se ejeren, men vidste, at han måtte være der, så jeg råbte til ham, at han skulle kalde på sin hund, men det gjorde han ikke! I stedet råbte han "hvad helvede" og løb over mod os, hvorefter han svattede midt på vejen :-)), det syntes hans hund åbenbart var så underligt, at den løb hen til ham. Han slog sig pænt meget, men jeg sagde til ham, at jeg synes, at han skulle tage fat i sin hund, så kunne han jamre sig bagefter. Derefter rejste han sig og sparkede den arme hund så eftertrykkeligt i brystkassen - "det gør du bare ikke" sagde jeg - det var jo ligesom ikke hundens skyld, at han ikke havde styr på den. Han svarede overhovedet ikke, vendte bare om og tog hunden med sig, hvorefter jeg råbte til ham, at jeg håbede, han så havde sin hund i snor fremover....
20 minutter senere mødte jeg et ældre ægtepar, som lige havde mødt ham - med hunden løs!

Puh, hvor jeg rystede. Osseau hader i forvejen den hund og tænder helt af på den. Django er ligeglad med rottweileren, men den har til gengæld lavet et voldsomt udfald på ham tidligere - ganske vist i snor. Men hold da op, hvor er det svært at reagere fornuftigt i sådan en situation, jeg ved sgu' ikke, hvad jeg havde gjort, hvis det var kommet til en decideret slåskamp - jeg tror bare, at jeg fik råbt så meget, at jeg fik rotten skræmt væk!!

Efter mange overvejelser ringede jeg til ejeren i går. Jeg kender dem perifert, da Amanda gik i klasse med deres søn et par år, og de bor ganske tæt på os. Jeg var forberedt på det værste, men han undskyldte meget, sagde, at han jo "plejede at have styr på hunden" (hvilket han også har) , og sagde, at jeg jo bestemt ikke skulle være utryg, når jeg lufter hunde, men jeg fik ham nu ikke til at love at have hunden i snor - men han "skulle nok være mere opmærksom". Ved ikke, om jeg kan bruge det til noget, men det var fint nok at få snakket med ham!

Nå, da jeg kom hjem igen var der efter noget tid blod over det meste af gulvet! Det viste sig, at Osseaus bagpoter er blevet så ødelagte af alt det vejsalt, at han havde slikket dem til blods i løbet af natten (vi har mørkebrune gulve, så det var først, da han lagde sig i gangen, at blodet blev synligt). Åh, hvor er det synd for ham. Han har fået vasket og ordnet poter og er blevet udstyret med både sokker og sko, men det er han nu ikke synderligt begejstret for....Nu må jeg bare holde godt øje  med, at der ikke kommer betændelse i, men dyrlægen sagde ok for den måde, jeg har behandlet det på indtil nu.

Søndagen gik med arbejde, rette stile og diktater og forberedelse til 9.a - som bare var nogle totale møgunger i dag, utaknemmelige skarn!!!!!

fredag den 26. november 2010

Vinter, sne, frost og kulde

Det her vintervejr er altså ikke lige mit yndlingsvejr, det tager alt for lang tid at få tøj på og af igen, når det er tid til gåture, og min krop har bare generelt bedst af varme!
Men ingen tvivl om, at især Django er vild med det - forleden, da der lå ca. 1/4 mm tøsne, mente han bestemt, at den bedste sneleg skulle i gang: sneen skal sparkes op i luften og han hopper rundt for at fange klumperne. Det var ikke lige så nemt, og det fungerer heller ikke helt med det pulver, der ligger nu - men hunden hygger sig :-) Osseau er knap så begejstret, men han synes da, at det er meget sjovt at spurte rundt i - det er bare superærgerligt, at jeg nu er begyndt at holde ham i snor hele tiden - belært af skud/fyrværkerierfaringen fra sidste år - bliver han først sluppet efter den 10.januar, det er vi begge ret trætte af allerede! Så han må nøjes med haven....

tirsdag den 23. november 2010

Træning når det lykkes :-))

Endelig, endelig er det lykkedes mig, at lave en helt perfekt apportøvelse med Django - og oven i købet både en klasse 2 og efterfølgende en klasse 3 springapport!
Vi har virkelig kæmpet med den øvelse altid. For et års tid siden kom vi så langt, at han i det mindste hentede apporten, når den blev kastet, men den blev holdt meget løst i munden og smidt så snart som overhovedet muligt. Jeg tror, jeg har læst det meste af det, der er skrevet om apporttræning, men jeg tror ikke noget af det er skrevet til sheltier med meget ringe apportlyst.... og dog, det er en kombination af flere gode ideer fra trænere, venners venner og tips fra artikler, der har været med til at få løst knuden.

Klasse 2 kom vi igennem med alt fra 0-9 point, nullerne fordi han blev så glad for at hente apporten, at det kostede nogle knaldapporter - det kommer nok et stykke tid endnu, hvor det er afleveringen, der er i fokus.

Allerførst tog jeg for et par måneder siden beslutningen om, at Django SKULLE lære øvelsen perfekt - det er et alt for stort handicap at prøve en klasse 3 uden en ordentlig apportering, det giver jo lidt sig selv... og så blev jeg enig med mig selv om, at det måtte tage den tid, det ville ta' - og det er vel egentlig kun en måneds tid:-)
Dernæst besluttede jeg mig for, at OST måtte være løsningen, absolut en af favoritgufferne, nem at skaffe og holdbar i køleskabet selv om øvelsen flere gange måtte afbrydes uden den store succes. Jeg begyndte at tage et stykke ost i hånden, vise Django det og holde det tilbage, og det kostede godt nok nogen frustration og megen gøen, men pludselig var den der - han samlede apporten op fra jorden tæt på mig og beholdt den i munden = stor belønning.
Så bad jeg ham sætte sig ned med apporten, lige meget hvor, nogle gange satte han sig foran, nogle gange på plads. Jeg stillede mig hver gang ved siden af ham og afsluttede øvelsen med "slip", når apporten blev holdt roligt. Ret hurtigt kom han i plads hver gang - og jeg lod ham sidde længere tid med apporten før afslutning, mens jeg roste.
I går tog jeg så chancen: hel apportøvelse klasse 2 og det fungerede!!!! Så kunne jeg ikke dy mig, men måtte også lige prøve springapporten - og det virkede også. Jeg ved da godt, at det ikke er ensbetydende med, at det vil lykkes hver gang - det sidder bestemt ikke på rygraden endnu, men nu er der i hvert fald et fundament at bygge videre på.

Vi skal nok også lige af med osten :-))
Hundetænkning: "What's in it for me" er, hvad præcis Django - han samler ikke noget op, før osten er i min hånd - det tjekker han lige først :-))))

onsdag den 17. november 2010

Det var det jeg hørte - del 2

Ja, for der var jo meget, meget mere på kurset end kun det, der direkte var målrettet Osseau og mig, og selv om man skulle tro, at det var mange timer at være tilskuere i blæst og kulde, fløj tiden bare afsted, og der var rigtig meget at lære ved at se på de andre kursister og deres hunde.

Leg med hunden er så vigtig og er guld værd at have som belønning! Det rammer jo lidt, for jeg er slet ikke god nok til at lege med mine hunde - slet ikke med Django. Det bliver jeg nødt til at blive bedre til i stedet for bare at stopfodre hundene med guffer hele tiden....

I prøvesituationen skal der fokuseres på det, der går godt!!! Pral gerne med det :-)) og glem det, der er gået mindre godt - i hvert fald indtil hunden er i buret igen...for selvfølgelig skal der arbejdes med det. Så nu skal vi til at blære os højlydt, hver gang vi går fra banen :-))))

Noget jeg var glad for at høre, var, at det ikke er forbudt at sige nej, når det er sådan, man har det. Selvfølgelig ikke et hårdt og surt NEJ, men som et "ærgerligt, ærgerligt". Det kan jeg nemlig ganske spontant ikke lade være med, så det er helt rart ikke at skulle have dårlig samvittighed over det. Der ser ikke noget ved, at hunden fejler, men man skal selvfølgelig sørge for at hjælpe hunden, så en fejl ikke gentages.

Og så skal man aldrig træne problemøvelser! Hvis føreren synes, det er et problem, bliver det til et problem - måske er det derfor, apportøvelsen er så svær...?

Jeg synes, at det var fedt, at Helle gjorde meget ud af at sige til os, at det er vigtigt, at vi mærker efter, om vi kan bruge det, hun siger - lige nu overvejer jeg det omkring apporten med Osseau....
Jeg synes nemlig, at jeg har prøvet det med legen - been there, done that - men det er jo efterhånden nogle år siden, og både Osseau og jeg er et helt andet sted nu. Jeg ved bare, at jeg er nødt til at tro på det, før jeg for alvor går i gang - og jeg skal have vendt min tankegang, så jeg ikke er forhåndsindstillet på, at det ikke fungerer. Jeg er nødt til at være 120% engageret i at få det til at du, ellers er det ligemeget med at prøve... Jeg må have lagt en plan.........

tirsdag den 16. november 2010

Det var det, jeg hørte....

Som det jo allerede er blevet sagt af mange - inklusive mig selv - så var weekendens kursus med Helle Damkjær en fantastisk oplevelse!!
Nu er alle informationerne så fordøjet lidt, noget kan vi bruge umiddelbart, noget lagrer sig (forhåbentligt en stor del af det), til vi en dag får brug for det, og noget går i glemmebogen.
Jeg havde valgt kun at tage Osseau med, da jeg vidste, at to af tæverne var i løbetid, så jeg synes ikke, der var nogen grund til at diskutere med Django om, hvad han skulle fokusere på hele weekenden. Det er sjældent, det er Osseau, der kommer med alene, så det var rigtig fint, selv om han til sidst var temmelig ked af at være i bilen.
Vi fik 4 x koncentreret tid hver med Helle.
Første gang var obligatorisk fri ved fod, anden gang valgte jeg feltet, tredje gang apport og 4. gang 2-skridts øvelser + stillingsskift stå-sid.
Og hvad fik jeg så med mig vedr. de øvelser?:
  • Vores fri ved fod er mere end 90 % perfekt. Den sidste del kommer med, når jeg holder op med at være så fokuseret på omgivelserne - så holder Osseau nemlig også op!!!! Ta' den :-))) Jeg ved det jo godt - det har været meget værre, og jeg kan jo kun sige, at jeg arbejder på sagen...
  • Feltet fungerer ikke rigtigt, da Osseau er begyndt at styre efter forkanten af feltet. Helles kommentar var, at jeg skal fokusere på placeringen  i feltet - accepter et område på 1 kvadratmeter, for Osseaus vedkommende i midten af feltet. Afstanden skal være kort, men det skal efter nogle gange prøves med længere afstand.
  • Apporten.... Vores "leg" med den synes Helle ikke rigtig om! Apporten skal i fokus som MIT legetøj. Jeg skal synes, den er interessant, drille Osseau med den ved at vende mig væk fra ham og gøre den svær for ham at fange - og så skal jeg IKKE gribe efter den, det fik Helle til at kaste sig i gulvet flere gange :-)))) Han skal roses vildt, når han har den i munden, smider han den, er det igen mit legetøj!
  • 2-skridtsøvelser. Osseau er begyndt at hoppe ind i forventningen om belønningen. Løsningen - ja, prøv med 6-8 eller 10 skridt til hhv. højre, venstre og baglæns. Hvorfor har jeg egentlig aldrig tænkt det selv - det virker bare så simpelt....
  • Stillingsskiftet stå-sid skal kunne laves tæt på uden at hunden går frem til hånden. Den tager vi lige forfra!
Camilla tog dette billede af Osseau lørdag:

søndag den 7. november 2010

Døgnet burde have nogle flere timer....

Det går simpelthen alt for stærkt!!! Med elevplaner, samtaler, alle mulige møder osv. tager jobbet altså alt for lang tid pt, og det går vældig meget ud over hundene... Heldigvis har Henrik været hjemme ugens første tre dage p.g.a. et skadet knæ som følge af et cykelstyrt i søndags, så det hjalp da noget på samvittigheden, at de i det mindste havde selskab, selv om det ikke kunne blive til ret lange lufteture sammen med ham.

Træning har der ikke været meget af. Vi var hos Charlotte i mandags, hvor begge hunde klarede sig godt - selv om jeg måtte have Django i snor det meste af tiden, da der var løbsk tæve på holdet! Det er han nu blevet væsentlig bedre til at klare, så han holder faktisk fokus på mig det meste af tiden. Jeg tror nu alligevel, at jeg bytter rundt på hundene i morgen - Osseau er altså nemmere at have med at gøre. Selv om han da også synes, at duften er interessant, forsvinder han ikke bare pludseligt fra mig :-)
Og så fik vi også trænet lidt selv i går. Osseau med feltet og apporten, og Django med apport, sid under gang og stillingsskiftet stå/sit - det var super!

Jeg hørte BS - som jeg synes er en vældig klog mand - sige "et mål uden en plan er bare en drøm" til de "basser", han på TV2 prøver at gøre klar til militæret - jeg ved godt, det er sagt mange gange, men da Charlotte også sagde forleden, at jeg er nødt til at lægge en plan for den forbistrede apportøvelse, må jeg jo hellere se at komme i gang, nu er jeg nemlig færdig med bare at drømme om, at den skal komme til at lykkes!
Problemet er bare, at jeg er vældig god til at lægge planer - og rigtig dårlig til at overholde dem!!!!!

Nu skal vi heldigvis på kursus med Helle Damkjær i næste weekend. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og jeg håber, at hun kan hjælpe mig et godt stykke videre, især med apportøvelsen, men naturligvis også med alle de andre ting, som hun jo nok får øje på.....

Django er en træningsnarkoman - dette ansigt er det, jeg oftest ser på en ganske almindelig gåtur. Fantastisk lineføring:

fredag den 22. oktober 2010

Hvad så nu?

Måske er det lige vel tidligt at gøre status på 2010, men det gør jeg altså alligevel.
LP-prøverne er slut, og årets mål blev nået - Django fik sin 1. præmie i LP2 og blev herudover både rally begynder- og øvet mester. Osseau - som der egentlig ikke blev lagt nogen målsætning for - fik noget prøveerfaring i LP1 og blev rallybegyndermester, så det må siges at være et glimrende resultat for begge hundene:-)))
Sidste år gjorde jeg den erfaring, at jeg måtte koncentrere mig om en hund ad gangen. Nu er Amanda og jeg blevet enige om, at det hedder enten LP-prøver eller rallyprøver, det er lidt for stressende at skulle op i begge dele samme dag. Det med kun at tilmelde en hund går altså heller ikke, så skal vi bruge alt for mange weekender - og det går altså ud over mit job, da jeg ikke får planlagt min undervisning ordentligt :-(

I 2011 er det indtil videre planen, at Django skal prøve Brugsprøven for collier og sheltier, der er en blanding af LP2 og LP3, det burde være inden for rækkevidde. Der er to muligheder - ved Collieklubbens forårs- og efterårsprøver, så det glæder jeg mig til. Ellers skal han fortsætte med LP2, måske er en DM-deltagelse mulig? Pointene er ganske vist høje, men mon ikke han kan blive lidt mere stabil i de forskellige øvelser, så det kan lade sig gøre? Jeg ved ikke, om han nogen sinde bliver klar til LP 3, men nu må vi se.
Forhåbentlig får vi også nogle pinde i ekspertklassen i rally, men det er lidt sekundært lige nu.

Osseau skal blive klar til LP2. Han er så dygtig! Vildt længe om at lære øvelserne, men når han kan dem, er det superflot. Han påvirkes ind imellem stadig af omgivelserne, men når han er på, er han virkelig på, så jeg håber, det er muligt at få den titel med ham også.
Amanda og Osseau skal naturligvis også til flere rallyprøver, det varer nok ikke længe, før de overhaler Django og mig!!

Der dukkede lige en rallyprøve mere op i år - selvfølgelig skal vi deltage den 29. december, hvor Sydkystens Hundeskole lige fik arrangeret en prøve!

søndag den 17. oktober 2010

Den sidste af årets prøver

Vores afslutning på LP-prøverne i 2010 blev en prøve med blandede følelser, der trods alt endte med en meget tilfredsstillende resultat.
Som det kan ses på denne video af fællesdækken, havde Django en særdeles ubehagelig oplevelse, da collien ved siden af rejste sig og gøede af en klasse 3 hund i naboringen. Det påvirkede efterfølgende Django helt enormt, og han gik årets dårligste fri ved fod, hvor han havde travlt med at scanne omgivelserne for "væmmelige hunde". Først ved apporten, som han dårligt turde løbe ud efter, gik det op for mig, hvad der var galt, men Hans Ove roste mig da heldigvis for at være god til at støtte min hund og hjælpe ham til at være opmærksom på mig. Fra vores absolutte favoritøvelse - stå-sid - kørte det heldigvis noget bedre, og resten af prøven var til ug, og jeg var meget tilfreds med, at det trods alt lykkedes os at få en god oplevelse. Prøven, der kan ses her, endte med 193,5 point - altså lidt bedre end vores sidste 1. præmie, og det er jo i sig selv en succes!
Hold da op, hvor er vi nået langt i løbet af i år, det kan godt være, at fremskridtene sker langsomt i andres øjne, men jeg synes nu, det er fantastisk så langt Django er nået :-)))

Tak Paul for videoen og for at lade Amanda prøve kræfter med Lille Bjørn i rallyringen!!

mandag den 11. oktober 2010

En travl uge

Tiden går altså bare vildt hurtigt, og nu er det heldigvis snart efterårsferie :-)

Endnu en LP 2 i går endte med en 2. præmie. Mit fokus var slet ikke på min egen prøve, men i stedet på Amanda og Osseaus rallyprøve - det var så vigtigt, at det lykkedes for hende denne gang! Det gjorde det heldigvis, 91 point fik de!
Django lavede mange flotte ting: specielt er jeg meget glad for 9 i fri ved fod. Han hang lidt i vendingerne, men 2-skridtsøvelserne var super, det har vi virkelig trænet, og Marianne roste ham efterfølgende meget. Igen var der ingen larm i dækken, og han valgte den rigtige næsepind (omend lidt for hurtigt), så alt i alt var det helt fint.
Jeg vil dog gerne have en god afslutning på året, så nu har jeg lovet mig selv at være mere opsat på lørdag. Der er det kun Django og mig, der skal til prøve, så der koncentrerer vi os!!!

Træningen hos Charlotte om mandagen bliver heldigvis rykket frem efter ferien, så jeg nu kan være hjemme ved 21-tiden i stedet efter kl. 22, det blev altså lige sent nok. Om tirsdagen er der nu startet 2 timers træning hos Paul, det er heldigvis også blevet indendørs - det er så fedt, at jeg slipper for at træne i halve meter sne til vinter :-) Vi træner på et lille hold med kendte mennesker/hunde, så det er rigtig dejligt og afslappet.

I tirsdags var vi hos dyrlægen for at få klaret vaccinationer mv. Begge hunde var helt i orden, og hun var meget tilfreds med dem. Det er jeg så ikke helt nu - de har nemlig begge dårlig mave igen, igen, så træningen her til aften måtte aflyses :-(, det er bare helt slut med Nettos frikadeller nu!!!

søndag den 3. oktober 2010

Yes, we did it :-))

Så lykkedes det at få den LP 2-titel i hus - i 5. (officielle) forsøg!
Det har faktisk været en lidt mærkelig dag. I morges var jeg træt ovenpå fødselsdagsgæster for Daniel i går, og jeg syntes ikke rigtig, at jeg var opsat på at tage afsted. Samtidig var jeg også ret nervøs - meget mærkelig blanding! Jeg havde sagt til Amanda, at hvis vi kiksede helt, så måtte hun jo redde familiens ære med Osseau i rally.....

Fællesdækken gik bare perfekt! Django peb lidt, men for første gang i år lykkedes det at få 10 i den øvelse, og derfra tog jeg det egentlig meget roligt. 2-skridtsøvelserne var noget skod, Django havde mere travlt med at kigge efter Amanda og Osseau, men resten gik ok. Django knaldapporterede, men det havde jeg næsten også forventet - vi fik dog point i øvelsen, så det var fint. Han lavede et super stillingsskift og sluttede af med det flotteste søg og valgte den rigtige pind - så fantastisk!!!
Resultaterne er lagt ind på hjemmesiden. I alt 190,5 point og 4. vinder, det var en dejlig oplevelse.

Det gik slet ikke for Amanda og Osseau i dag :-(. Amanda var vildt nervøs, det var debut i øvet klasse og dermed første gang uden line. Læg dertil en træls dommer, der ikke var specielt samarbejdsvillig med hensyn til en aftalt ændring af rækkefølgen, så de kunne undgå at skulle op samtidig med Django og mig på banen ved siden af - og resultatet blev Osseau, der forlod banen ved skilt nr. 3! Amanda prøvede at komme banen igennem, men der var ingen kontakt, så hun opgav efter yderligere et par skilte - meget, meget ked af det!
Øv for det, men hun prøver igen med Trine som dommer på søndag, det kan kun blive bedre.

lørdag den 2. oktober 2010

Hvis bare viljen er nok

- så skal vi nok få den 1. præmie i LP 2 i morgen :-))
På samme måde: hvis en dårlig generalprøve betyder en god prøve, så får vi også 1. præmien.....

Uha, hvor er der mange ting, der kikser, selv om jeg synes, at vi har trænet og trænet i de sidste par måneder, hvor vi ikke har været til LP-prøver. Jeg har altså ikke de store forventninger lige nu og må vist hellere sætte nogle andre succeskriterier.
Det vigtigste er: minimering af de skæve pladser i 2-skridtsøvelserne, så vi får mere end 8, og at Django vælger den rigtige næsepind - de to ting, som jeg har kæmpet mest med i den senere tid. Jeg har det lidt sådan, at hvis fællesdækken giver point, går resten ok, men desværre tvivler jeg noget på det....

Jeg er derimod ikke i tvivl om at uanset, hvordan det går, vil Django have en fest, og det er jo fedt i sig selv!!!

onsdag den 22. september 2010

Det dyrlægebesøg gik ikke som planlagt!

I går var det endelig blevet tid til det årlige eftersyn hos dyrlægen. Det var af flere forskellige grunde blevet udskudt nogle gange, men i går lykkedes det at komme af sted. Hundene har på skift haft dårlig mave de sidste par uger - siden i torsdags har de været ok, men jeg ville alligevel vende det med dyrlægen, og ud kom jeg 35 minutter senere ca 1100 kr fattigere....og så var hundene ikke en gang blevet vaccineret!!!

Django havde faktisk feber, det lille pus - det er altså utroligt, at hunde kan have det dårligt uden, at man kan mærke det på dem overhovedet, han har opført sig nøjagtigt lige så fjollet, som han plejer. Dyrlægen mente, at de begge havde en infektion, og på skift smittede hinanden, så penicillinkur til dem begge for en sikkerheds skyld. Oveni det havde Osseau fået øjenbetændelse, jeg så godt i løbet af ,at han var lidt rød i det ene øje, men tænkte ikke over det. I går var det blevet værre, der var lidt puds i det, og det var også begyndt lidt i det andet - så også medicin til at klare det!

Eftersynet og vaccinen vender vi tilbage til sidst i næste uge, hvor maver og øjne så kan blive tjekket igen - dyrlægen var nemlig også inde på, at maveproblemerne kunne skyldes orm, så der skal lige holdes øje med dem. Vi nåede dog at få tjekket vægten: Django vejer præcis 10 kg - helt perfekt til ham, Osseau har tabt sig lidt til 15,3 kg, men det er ok.

Jeg beklager meget, hvis vi har fået smittet nogle hhv. søndag eller mandag - jeg vidste altså ikke, at de var syge....

søndag den 19. september 2010

En god dag i Albertslund

Her midt mellem digtanalyser, romanlæsning og retning af danske stile skal der også lige være tid til at skrive lidt om dagens oplevelser.

Vi har været til rally i Albertslund. Jeg fik heldigvis læst PM'et ordentligt i går, hvor det jo tydeligt fremgik, at rækkefølgen var bagvendt med indskrivning af Champion og Ekspertklasse kl. 8.30, herefter øvede og begyndere til sidst. Egentlig var det lidt ligemeget, da vi jo skulle deltage i både begynder- og ekspertklasse, men alligevel godt for "min mentale forberedelse".

Django skulle debutere i ekspertklassen. Mit succeskriterie var 80 point - ikke noget, der kan bruges til noget, da man jo skal have over 95 point 3 gange for at blive champion - men da bakkeøvelsen stadig er ny for os, og jeg aldrig har gået en ekspertbane, hvor jeg har lavet øvelsen, havde jeg ikke de store forventninger.
Resultatet blev 70 point. Vi missede bakkeøvelsen, og Django var meget påvirket i begyndelsen af, at dommeren gik så tæt bagved os, så han var ved at flygte ud til Amanda. Men der var rigtig mange gode elementer: 2/3 af banen gik han fint, han ignorerede fristelserne i 8-tallet, han lavede en rigtig pæn "sid foran 1-2-3 skridt baglæns" og ikke mindst: han klarede ærespladsen til UG - vores sværeste med dæk ved siden af fører, så alt i alt er jeg fint tilfreds med prøven.

Så blev det Amanda og Osseaus tur, og de gjorde det bare så flot. Vi var begge lidt bekymrede for, om han ville lade sig påvirke af dommeren, men det var meget, meget lidt. Han lavede alle øvelserne supergodt, og jeg kom til at kigge efter, hvor meget Johanna noterede - hun brugte slet ikke kuglepennen, efter jeg begyndte at kigge!! Tværtimod gik hun og smilede stort bag Amanda. 97 point, 2. vinder og Rallybegyndermester - det var rigtig dejligt :-))))

De skal op i øvet klasse både den 3/10 i Fensmark og den 10/10 i Ølstykke (hvor Django og jeg skal op i LP2), så bliver det spændende, om Osseau reagerer på ikke at have snor på - øvelserne kan de i hvert fald sagtens!!!!

tirsdag den 7. september 2010

Så er de friske igen - og en måske lidt for spændt bue!

Det har været en hård omgang dårlig mave denne gang - især for Osseau. Det sker jo ind i mellem, at der skal "renses ud" efter en træningsomgang, hvor der måske er blevet frådset for meget med gufferne, men det var nu ikke bare det, da Osseau startede natten mellem tirsdag og onsdag i sidste uge - han var ude 3 gange.... da jeg kom hjem onsdag (tidligt) havde han været dårlig, torsdag blev jeg hjemme (hvorfor er der ikke noget, der hedder "Hundens første sygedag"???), fredag troede jeg han var frisk, men nej....
Midt i kaffe og knækbrød med en veninde startede Django så fredag og fortsatte i weekenden, men nu tror jeg, der er styr på det.

Jeg maler jo altid "en vis herre på væggen", når hundene fejler noget, men de har begge både spist, drukket og været glade, så vi klarede den uden besøg hos dyrlægen. Jeg var godt nok ved at være noget betænkelig, da Osseau ikke rigtig fik det bedre, men det gik.
Træningen hos Charlotte i går aftes måtte vi springe over - de havde ikke lige brug for en times guffer...., men vi har lige fået trænet nogle enkelte ting her i eftermiddag, og Osseau skal også til agility i aften.

Jeg havde heldigvis ikke meldt til Landsonkurrencen, da vi skulle have gæster lørdag, og jeg samtidig er noget presset på jobbet. Samtidig bliver det ret hektisk - måske for meget? - den kommende tid, hvor alle weekender er booket:
11/9 med 25 års studenterjubilæum i Jylland - så er den weekend gået, 19/9 rally i Albertslund, 25/9 rallychampionkursus med Conni, 3/10 LP og rally i Fensmark, og så melder jeg jo nok også til LP hhv den 10/10 og 16/10 - den LP 2 skal altså lykkes....

Ambitøst -tja, men det er jo med hunde, så det kan jo ikke stresse!!!

lørdag den 28. august 2010

Superdejlig dag på Gisselfeld

Vi var - selvfølgelig - med til at repræsentere Nørdklubben ved Country Days på Gisselfeld, hvor vi skulle demonstrere LP. Jeg skulle egentlig have haft Osseau med for at vise LP 1 øvelser, men Amanda fik mulighed for at deltage i både agility og rally med ham i agiltyklubben, så Django kom med i stedet og måtte jo så indtage pladsen i LP 1.

Dagen bød på i alt 4 opvisninger, hvor vi skulle være med ved de 2 sidste, men da Camillas Nova ret hurtigt blev træt, hoppede vi med kl. 12.30 også og viste LP 2. Det har bare været en super dag - fantastisk vejr, hyggeligt selskab, desværre ikke så mange tilskuere, men en dejlig, dejlig hund, der bare er SÅ meget "på", når han skal være det!

Formiddagen brugte han ganske vist mest med næsen i retning af - og helst henne ved - Maddie og Kellie, som han elsker højt, men lige så snart han fik den blå line (vores specielle trænings-/konkurrencesnor) på, var han klar til at arbejde, og det gjorde han rigtig fint. Vi har vist et problem omkring stillingsskiftet, hvor jeg har arbejdet hårdt med en flot foldedæk i dæk/stå, så nu er han dels blevet temmelig "robot-agtig" ved det skifte, og så kan han åbenbart heller ikke forstå "sit"-kommandoen længere, når han ligger ned...? Ellers lavede han bare alle øvelser pænt, og han havde slet ikke nogen problemer med at lave LP 1 øvelser - så det må jo være tegn på, at han ikke rigtig tager øvelser for givet, men afventer "hvad det nu er, mor vil have".

De to efterfølgende opvisninger var hhv. kl. 14.30 og 16.30, så vi var lidt rundt og kigge - blandt andet på agility, da der var officiel konkurrence heri. Det var ret sejt at se de meget dygtige deltagere - hold da op hvor er de hurtige!

Django er jo ikke den, der ligger sig ned og slapper af, når vi er afsted - selv i pauserne tilbyder han alverdens ting og sager. Det var for varmt til, at jeg kunne lade ham være i bilen, så han var nødt til at blive hos mig, men det gjorde absolut ingen forskel, også kl. 16.30 var han helt tændt og klar - det er helt fantastisk, at han kan holde fokus på den måde :-))

lørdag den 21. august 2010

Ny titel

Så fik Django endnu en titel og kan tilføje "RØM" til sit CV!
Border Collie Klubben holder klubmesterskaber + officielle rallyprøver i Sorø i denne weekend, og hvorfor dog lade en chance gå fra sig, når man for en gangs skyld kunne nøjes med 15 minutters kørsel til en prøve :-) Django elsker at være alene med mig til prøver, og han opførte sig da også helt eksemplarisk både på og udenfor banen (når man altså liiige ser bort fra hans jamren, da jeg gik bane....).

Et slutresultat på 93 point og 4. vinder var super - det med at gå helt fejfrie baner er ikke vores stærke side, men det allermeste af det, der kom med på videoen, ser faktisk ret godt ud.
Tak til Annie og Paul for den!



Paul forsøgte at tage et billede af den stolte fører + hund, men Django var ret ligeglad....

fredag den 13. august 2010

Så ramte hverdagen igen!


Ganske vist var jeg også på arbejde det meste af sidste uge, men fra i mandags kom der jo også elever på skolen :-), så nu sker der noget andet!

Min nye 1. klasse er fantastisk, de er søde og dygtige, men også meget små, men det skal nok blive et dejligt skoleår med dem. At have 9. klasse for første gang gør mig noget presset, men heldigvis har jeg søde kolleger, der assisterer mig - så det går forhåbentlig alligevel....

På hundetræningsområdet har jeg helt god samvittighed (ganske vist pjækkede jeg for træningen i går p.g.a. regnvejret, men til gengæld fik jeg rettet staveprøver). Jeg har været flittig hele sommeren og har fået mere struktur på hjemmetræningen. Med Django har jeg den seneste tid trænet en del rally - træningen på Hasselgaard med Annie og Catja har virkelig givet noget!

I lørdags var Amanda og Osseau på kursus hos Conni i Begynderrally - de var måske nok lidt for gode til et begynderkursus, men da Amanda var noget "festivalramt" p.g.a. Ringsted festivalen, var det fint nok, at hun ikke blev presset for meget. Conni var også supergod til at lade dem være "demoer" på flere af øvelserne - og Amanda syntes, det var dejligt at være en af de bedste! Jeg havde medbragt en del arbejde + Django, da jeg gerne ville have, at han skulle være på Hasselgaard uden presset fra Zazu efter den dårlige oplevelse med ham, og det var rigtig godt for ham.

Django skulle udføre den øvelse, der hed "læg dig ned og slap af, mens mor arbejder" - det var han bestemt ikke særlig god til, så vi fik også trænet noget ind i mellem.

Amanda og Osseau er også startet på agility igen - denne gang på øvet hold, hvilket ser ud til at gå fint. På mandag starter også træningen hos Charlotte, så linjen er lagt for efteråret med træning mandag, tirsdag og torsdag!

tirsdag den 3. august 2010

Fokus på fremsending

Nu begynder det at ligne noget!
Osseau skal blive klar til LP2 til foråret (man har jo et standpunkt.....), så nu prøver jeg igen.

Han er altså ikke specielt hurtig til at lære nyt - ordet "erfaringsresistent" passer godt på ham (ret sjovt ord, som jeg lige har lært....) - men når han kan tingene, ser det som oftest ret godt ud. Jeg vil derfor fokusere 100 % på en øvelse ad gangen, og lige nu er det altså fremsendingen, der trænes.

Og det går faktisk ganske godt - han har naturligvis prøvet øvelsen flere gange, men jeg har sjældent været tilfreds, men nu ser det ud til, at han har fattet, hvad det handler om. Det er meget motiverende at få et stort stykke ost kastet ind i munden, når man står, hvor man skal. Placeringen er altså ved at være der, han skal have noget mere tempo på og et mere direkte udløb (han vender sig gerne på vej derud), men det skal nok komme.

Djangos fremsending er eksemplarisk. Med ham har jeg trænet afstand - han hamrer nu ud i feltet fra både 40 og 50 meter, så nu skal jeg have styr på, hvordan jeg kommer videre med den øvelse. Han kan også sagtens dækkes af i feltet, men det vil jeg helst ikke gøre for meget i, da vi jo altså lige skal have den LP2 på plads! Jeg havde lovet mig selv, at sommeren skulle bruges på at træne apportøvelsen, men jeg er altså helt lost, hvad det angår....

Nok om det - og ikke for at blive ved med at diskutere løbetidstæver, men jeg har lige hørt fra pålidelig kilde, at DKK arbejder på, at der til LP-prøverne skal udpeges bestemte steder, hvor tæverne skal opholde sig, så de er til mindst mulig gene :-)))

søndag den 1. august 2010

Noget om at blogge

Jeg er en flittig læser af diverse (hundeblogs) rundt om på nettet, og da jeg jo er dansklærer, var jeg lige nødt til at sætte mig ind i, hvordan man egentlig definerer genren "blog" eller "weblog".

Det mest interessante om genren på Wikipedia er begrebet "nanopublicering" =
"Ved at optræde som sin egen redaktør. korrekturlæser,l ayouter osv. gør blogskribenten vejen fra indskud/tanke til offentliggjort tekst kortere" og "..... her fremhæves ofte styrker og svagheder ved det forhold, at de sagsforhold, der publiceres om, er set fra en snæver, personlig vinkel og desuden ofte stært knyttet til det aktuelle øjeblik".

Det er netop den måde, jeg selv skriver på: bare tankerne ud af hovedet - uden at overveje formuleringer osv. Når jeg har skrevet, bliver det læst igennem, jeg smider en håndfuld kommaer i det og trykker "udgiv" - og så betyder det egentlig ikke så meget for mig om det bliver læst eller ej!

Og så står der nogle kritikpunkter af blogs f.eks. denne:
"De fleste blogs er dagbogsskriverier, der fylder Internettet med ligegyldige skriblerier"

Og til forsvar f.eks:
"Kritik bliver synlig, hvadenten den er berettiget eller ej, så bliver det muligt for den angrebne at forsvare sig, når kritikken bliver gjort synlig gennem blogs"

Jeg synes bestemt ikke, at de blogs jeg læser, er ligegyldige, og kritik er bestemt også ok for mig. Ingen blogs nævnt, ingen glemt, men at følge med i andres hundeliv er altså ret interessant - og det uanset om jeg kender forfatterne eller ej!

fredag den 30. juli 2010

Osseau er endelig ved at blive voksen :-)) - og lidt mere om Django

Efter Osseau fyldte 3 i maj måned, har der virkelig været en ændring at se i hans daglige adfærd, og i nat kom der så en meget tydeligt eksempel på, at han er ved at blive voksen og fornuftig!

I hans første 1½-2 år havde han perioder, hvor han vågnede om natten og skulle ud - en dårlig vane, der var ret irriterende og svær at slippe af med. Det er dog helt væk nu, men han er stadig helt klar til aktivitet, hvis han vågner om natten. Django har nemlig dårlig mave og peb i nat kl. 2.15, så jeg måtte op og lukke ham ud. Osseau spurtede med ud til døren, røg ud af den, konstaterede at det regnede temmelig meget - hvorefter han kiggede overrasket på mig og luntede ind i sin kurv igen :-)).

Django fik klaret, hvad han skulle. Foreløbig har han været i bad 3 gange, det er hårdt både at have ondt i maven og så skulle pines med at blive skyllet bagi! Han fejler ellers ikke noget, så mon ikke han bare fik alt for mange kiks og Frolic forleden aften på Hasselgaard....

I øvrigt virker det ikke som om, han har taget skade af episoden, så jeg satser på, at jeg slipper med skrækken, så vi ikke igen får en hund, der nærmest er bange for sin egen skygge.

torsdag den 29. juli 2010

Øv - det havde vi så ikke lige brug for!

Zazu er ikke lige min yndlingshund i øjeblikket!

Til dem, der ikke ved det, er Zazu en Rhodesian Ridgeback - en temmelig stor hanhund - som vi træner sammen med hos Charlotte Lyngholm. Catja og Zazu er også medlemmer af Nørdklubben både i LP og Rally og i den anledning mødtes vi i går aftes med Annie/Tira og Lisa/Louie til rallytræning på Hasselgård.
Da vi blev trætte af at gå hhv. en øvet og en ekspertbane og havde fået vist nogle af champion-øvelser af Lisa, blev vi enige om at lave nogle spring/tunnel/spring kombinationer, hvilket hundene syntes var supersjovt.

Desværre syntes Zazu på et tidspunkt, at det var så sjovt, at han løb fra Catja, imens Django var igang med banen. Det betød, at Django blev modtaget af en meget legesyg Zazu, da han kom ud af tunnelen med det resultat, at han blev SÅ bange!!! Zazu er en dejlig hund, der desværre er alt for voldsom for Django, og Django har ikke på noget tidspunkt været tryg ved ham, da han tidligere har lavet et lignende nummer hos Charlotte....så det var simpelthen bare det, der ikke måtte ske - det var en meget voldsom oplevelse for ham.

Heldigvis kom Django meget hurtigt hen til mig, og jeg brugte noget tid på at få ham til at løbe gennem tunnelen fra begge sider - han gjorde det, og fik selvfølgelig kæmpe belønning for det, men det var tydeligt, at han var bange for det. Derefter gik jeg ud på græsset, så han kunne få lov at komme væk, men for første gang reagerede han med angst for hundene i hundegården, han blev meget bange, da Tira blev lukket ud til os, og han reagerede på de andres armbevægelser mv. - kort sagt: alle hans gamle traumer, som jeg har arbejdet så meget med, kom frem igen....

Vi satte os derefter alle ved bordet udenfor og snakkede en halv times tid og han faldt lidt til ro, selv om Zazu sad på den anden side. Catja, som var meget ked af det skete, prøvede ihærdigt at fortælle Django, at Zazu bare var legesyg, men hun blev bestemt ikke troet.

Da vi kom hjem, gav jeg Django noget af det Zylkene, som ikke virkede på Osseau til nytår - det var mit bedste bud på noget, der måske kunne dæmpe stressen hos ham, og det ser faktisk ud som om, det virker :-). Han fik altså også en alt for stor dosis, men det gik først op for mig bagefter, da jeg fik tjekket det på nettet. Nu har jeg lige prøvet dyrlægen for at høre om, de synes, jeg skal fortsætte med det, men de har selfølgelig ferie, så nu gør jeg bare, som jeg synes. Morgenturen er i hvert fald forløbet fredeligt - den eneste hund, vi mødte, var en border terrier tæve, som de elsker højt, så det var jo fint.

Men ingen tvivl - det skal fortsat være muligt at træne sammen med Catja og Zazu, så vi mødes igen på Hasselgård i næste uge!

mandag den 26. juli 2010

Hatten med dårlige undskyldninger!

Vi har dem jo alle sammen: hver vores store udfordringer når vi skal til prøver, hvad enten der er tale om LP, agility, rally eller andet.
Listen kan blive lang:
  • Vejret for koldt, for varmt, regnvejr
  • Løbetidstæver, der påvirker hanhunde
  • Tæver der er påvirket af deres egen løbetid
  • Hunden kan ikke lide dommeren
  • Heste eller andre hunde der passerer på en nærliggende sti
  • Andre hunde for tæt på ringen
  • Hunderacen er svær at træne
  • En anden hund stirrer og gør dermed min hund utryg i fællesdækken

- og jeg kan blive ved i en uendelighed, så jeg stopper her.

Det korte af det lange er jo netop, at alle disse udfordringer = undskyldninger og evt. mangel på træning af dem. De kan jo ikke rangordnes, så nogle er mere gældende end andre - vi vælger jo selv at gå til prøve - og det er i virkeligheden også fuldstændig ligegyldigt.

Det største problem er nemlig - som jeg jo har lært på flere kurser - hvordan vi selv reagerer på de udfordringer, vi møder. Jeg har droppet at gå fra Osseau i en fællesdæk, fordi hunden ved siden af virkede truende på ham - det var mit eget valg, men ikke desto mindre sk... irriterende. Og i prøvesituationen reagerer jeg meget på, at Django påvirkes så meget af tæver i løbetid, fordi jeg - som Amanda ganske rigtigt fortæller mig - lader det gå ud over både ham og mig selv, og dermed ødelægger prøven!

Jeg bliver supernervøs til prøverne (også mere end jeg normalt indrømmer) og har derfor ikke overskud til at arbejde det ekstra, der er nødvendigt for at holde Djangos fokus på mig, men det bliver jeg nødt til at lære at forholde mig til i stedet for at blive hysterisk!! For han er blevet væsentligt bedre, end han har været, træningen har hjulpet, og jeg ved jo godt, hvordan jeg skal få hans fokus - så se dog på det positive og arbejd videre .....!!! (Det var så lige en bemærkning til mig selv :-))

Omvendt skal jeg så nok heller ikke undskylde over for de hundeførere, der har fået deres hunde "skræmt væk" i fællesdæk, hvor Django har gøet vildt - det har jeg nu gjort alligevel, og så kan de jo lægge den undskyldning i deres hat :-).

søndag den 25. juli 2010

Superhunde - altså næsten i hvert fald!

Jeg vidste godt, at programmet til Sheltiedagen i går ville blive lidt presset for os, men det havde jeg jo selv valgt i og med, at jeg havde meldt os til i 4 prøver.

Vi fik byttet lidt om på rækkefølgen, så Amanda kunne komme op i rally med Osseau først - en nødvendighed for at hun kan holde kontakten med ham hele vejen. Hun klarede det superflot, kæmpede hårdt med ham, men fik flotte 90 point, og så havde jeg ellers en hund, der var klar til at være fokuseret på mig i LP1. Han styrede det hele, vi fik masser af 10-taller, endte med 173 point og vandt klassen - dejligt at slutte vores deltagelse i Lp1 med et flot resultat, nu skal der kæmpes for at blive klar til LP2 til næste år!!

Og så var det Djangos tur. Osseau var sidst i klasse 1, så tiden var knap før fællesdæk i klasse 2. Django blev hevet ud af bilen og var selvfølgelig totalt hyper, han er bare så glad for at lave noget (desværre lidt for glad i går). Han var bestemt ikke tilfreds med at skulle dække med det samme, så han legede lidt "gummibold": dæk-sit, dæk-sit før starten, som derfor blev lidt kaotisk, og han gøede det første minuts tid. Positivt var det dog, at han holdt op og blev rolig til sidst! 7,5 for den øvelse....

Så var der banegennemgang for øvede i rally. Det hjalp bestemt ikke på hans stressniveau, at jeg gik bane, så det blev meget rodet, og jeg var meget i tvivl om, vi ville bestå - han hoppede op og ned af mig temmelig mange gange, men der var også flotte momenter. 81 point gav det roderi...

Tilbage til Lp'en, hvor jeg igen havde byttet, så vi skulle sidst op.
Jeg havde hevet undskyldningen for et dårligt resultat op af hatten hjemmefra, i det Nanna havde skrevet på Facebook, at Alfa, som skulle op i LP3, var højløbsk..... og desværre lige før vi skulle på, ankom de, og Alfa befandt sig ca. 10 meter fra ringen. Ikke helt fair, og jeg blev ærlig talt møgsur. Det resulterede i en elendig fri ved fod med masser af skæve pladser, men så gav Amanda mig en skideballe og bad mig om at tage mig sammen og fokusere på min hund :-).
Det virkede, så resten af prøven faktisk gik godt - også med en del 10'ere, lige til vi nåede næseprøven :-((. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at han hver gang tager den forkerte pind, men det har han altså gjort ved samtlige prøver i år. Jeg tror måske, han er træt og dermed bare napper en pind uden at tænke sig om, men jeg aner det jo strengt taget ikke....

Nå, men 176,5 point, det første blå bånd og masser af flot udførte øvelser, så vi knokler videre - det skal lykkes!!!!

Flere resultater ses på hjemmesiden.

søndag den 4. juli 2010

Total hundeuge

Den seneste uge har jeg været på "nedtrapning" rent arbejdsmæssigt, og i dag er de sidste bøger, papirer m.v. lagt væk, selv om jeg - selvfølgelig - ikke nåede alt det arbejde, jeg havde planlagt, men det render jo ingen steder i løbet af sommeren, så nu skal der holdes ferie.
Jeg fik rettet lidt op på min dårlige samvittighed i forhold til hundene: træning med begge i mandags + træning med Django både tirsdag og torsdag, Nørdprøve i går lørdag med begge hunde og tur på Bakken med Sheltieklubben i dag med Django kombineret med nogle lange gå- og badeture giver nogle trætte hunde!
Til Nørdprøven havde jeg besluttet at koncentrere mig om rallyen. Jeg satsede lidt (det er jo det, Nørdprøverne er til) og havde meldt Django til i Expertklassen og Osseau i øvet klasse. Herudover skulle Django deltage i samtlige fællesøvelser for at træne selve prøvesituationen, som åbenbart er den, der udløser hans gøen i fællesdækken.
Jeg tror, vi fik 69 point i Expertklassen med en dommerkommentar om, at jeg kvajede mig grundigt undervejs.....tja, jeg har ikke styr på reglerne :-(
Billedet herunder viser tydeligt, hvordan man IKKE skal gøre ved skiltet "Fristende 8-tal".
Foto: Annie Larsen
Osseau debut i Øvet klasse gik skidt. Amanda var med, så vi havde aftalt, at hun skulle gå med ham - jeg tror, de nåede til skilt 5, så skred hunden og spiste de gode Frolic i skålene.... Jeg brokkede mig og syntes, at Amanda gjorde alt forkert, så hun blev noget sur (sarte teenager...), så jeg skulle liiiige prøve selv - og jeg nåede vist til skilt 11, før jeg måtte opgive :-(( Og vupti var Amanda glad igen, og vi var enige om, at det var hundens skyld alt sammen!!
Til gengæld var Django eksemplarisk i samtlige fællesøvelser! I klasse 3, som var den første, tog jeg ham væk efter 2.50, da han lå superflot. Klasse 1 herefter var uden problemer og klasse 2, som foregik indendørs gik også fint. Ingen gøen overhovedet :-)))) Mon det skyldes mine nerver til de rigtige prøver??
Foto: Annie Larsen
I dag gik turen så til Bakken, hvor der var stor tilslutning til Sheltieklubbens arrangement. Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi gik rundt og hyggede os, og derefter spiste frokost i det grønne. Jeg havde valgt kun at tage Django med, da han er lidt nemmere i sådan nogle sammenhænge - og til at tage under armen, hvis han ikke opfører sig ordentligt. Det er lidt mere bøvlet med Osseaus 16 kilo!!
Der kommer flere billeder på min hjemmeside.

Masser af deltagere - der var rigtig mange hvalpe.


Hanne Hedegaard og smukke Zuri



Django skal selvfølgelig lige have styr på det hele!





søndag den 27. juni 2010

Hvor er jeg dog træt af at være syg

Hundene har det hårdt for tiden. Først var jeg afsted en uge på lejrskole med den ikke altid så nemme 8. klasse - vi havde dog en god uge uden nogen form for ballade, men der var en del af ungerne, der var syge i ugens løb.
Det blev jeg så også, da vi kom hjem! Søndag eftermiddag: ondt i halsen, hjemme mandag og ingen træning hos Charlotte :-((
Tirsdag og onsdag SKULLE jeg bare på arbejde, selv om jeg slet ikke var frisk. Tirsdag havde jeg inviteret min 3. klasse hjem på besøg - jeg afgiver dem nu og starter ny 1. klasse op efter ferien, så det kunne jo ikke bare udskydes. Onsdag skulle vi flytte lokale - rokeringen var timet og aftalt med de øvrige involverede lærere, så heller ikke det kunne udskydes. Der skete så bare det, at jeg tirsdag aften mistede min stemme helt, og så er det altså svært at være lærer....
Hjemme igen torsdag og afsted fredag, hvor jeg dog lige var en tur omkring lægen først, så jeg gik glip af afsked mv. med gode kolleger - øv igen!! Men jeg nåede dog at få sagt ordentligt farvel til "mine" søde børn i 3. klasse - dog stadig uden stemme :-((((((
Hos lægen fik jeg taget blodprøve for kyssesyge, da en af drengene fra 8. klasse, fik det konstateret efter lejrskolen (ikke at jeg kysser på mine elever altså ......), og jeg må desværre sige, at symptomerne passer - ellers synes jeg, det burde være gået over.

Nå, men alt det betyder jo, at hundene svigtes, hvad træning angår, og det er både de og jeg meget trætte af. Det er tydeligt, at det influerer på deres stressniveau, og det kan gåture med Henrik og Amanda altså ikke klare - øv igen!!
Deres aktivering består af godbidssøgning i haven, knokle med at få fyld ud af deres "Kong" og lignende, men det er slet ikke nok, når de er vant til at træne næsten hver dag - godt at der ikke venter prøver lige om hjørnet. På lørdag er der ganske vist generalprøve i Nørdklubben, men jeg har kun meldt til i rally + i så mange fællesdæk som muligt, så det klarer jeg jo nok.

mandag den 14. juni 2010

Hvor svært kan det være....

'at få den 1. præmie i Lp 2??

Åbenbart svært nok selv om alle øvelser er til ug i træningssituationen. Det er altså ikke det samme at være til prøve og holde koncentrationen hele vejen igennem.

Jeg havde ellers "planlagt", at den skulle være hjemme i lørdags til Collieklubbens prøver, men igen - en hund, der gør gennem hele fællesdækken og får løftet sig (selv om jeg nu syntes, at han blev liggende...???), knaldapportering, forkert næseprøve og - det mest mystiske: at han løb ud af banen i indkaldet og løb hen for at tisse (jeg har da aldrig oplevet noget lignende, men kunne ikke andet end at grine af det :-)), det kan altså kun give en 3. præmie.

Det var ellers en dejlig prøve med en totalt tændt Django, der var superglad for at være alene med mig, og det er tydeligt på videoen (tak til Paul), at han er meget opmærksom - næsten - hele vejen igennem, og jeg lærer jo noget hver gang.

Vi skulle også op i rally, for første gang i øvet klasse. Fællesdækken lå selvfølgelig lige midt i banegennemgangen, men ingen problemer der - jeg fik min helt egen banegennemgang, da jeg var klar. Meget fornemt, men det var en smule akavet, at gå alene rundt på banen uden hund foran alle tilskuerne :-))
Django var stadigvæk totalt på, og vi gik en superbane. Jeg var lige ved at kløjs i højre spiralen, men nåede lige at redde den....ups. Jeg gætter på, at de 2 point blev trukket her + da Django på et tidspunkt hoppede op ad mig, fordi jeg var lidt for animerende, for resten gik helt fantastisk.
98 point og 2. vinder - det var bestemt godkendt!!!!

Alt i alt: en dejlig dag med hyggeligt selskab!!

Se min hjemmeside med video og resultatet


Django med sine flotte præmier.

tirsdag den 8. juni 2010

Lidt om søndagens prøver i DKK Kreds 10

Osseau var fantastisk!! Han lavede (næsten) alle øvelser i Lp 1 til 9,5 eller 10, i næseprøven overgik han sig selv, og vi fik 7 - for første gang løftede han pinden og bar den ca. halvvejs hen til mig!!! Det var helt vildt.
Undervejs i programmet begyndte jeg at se adgangsbilletten til DM, dækken ventede tilsidst - en af hans mest stabile øvelser, så det kunne jo ikke være noget problem, troede jeg i hvert fald :-( for han rejste sig og fulgte mig med det samme.... og det var så det! Og jeg aner ikke hvorfor, men tror, at jeg måske ikke fik sagt ordentligt bliv til ham????

Den oplevelse har lige siddet i maven et par dagen, og forsvandt først til træningen i går aftes, for han er virkelig ved at blive dygtig - han har fattet, hvad feltet går ud på, han er ved at blive glad for apporten, og han laver den smukkeste dæk fra stå, så nu er kl. 2 måske inden for rækkevidde alligevel...

Tja - og Django i LP 2. Vi fokuserer på det, der fungerer: apport til 9 - intet mindre end fantastisk, det er virkelig min mest problematiske øvelse hos begge hunde, og jeg bruger vildt meget energi på at få knækket koden til den. Mange af de andre øvelser var også til absolut godkendt, men det værste øvelse lige nu gav et 5-tal, da han satte sig op efter 1 minut. Han gøede samtlige 2 minutter - og vi træner, træner og træner, med det er i selve situationen med hunde på række osv., der udløser den gøen, så her er også et stort problem, der skal løses.

Vi er på igen på lørdag i Collieklubben, hvor Django igen prøver LP 2 og for første gang skal op i øvede klasse i Rally - det bliver spændende, hvordan det går, jeg har samtaler på skolen hele ugen, så jeg har næsten ikke tid at træne, men det må jo gå, som det går....

søndag den 30. maj 2010

Den daglige dosis

Nu er det faktisk lykkedes mig de sidste par uger, hvor jeg ikke har været til træning på de sædvanlige hold, at træne med begge hunde hver dag. Ikke så længe ad gangen, men 15-20 minutter, så det er jeg meget tilfreds med.

Med Osseau handler det om apporten, som jeg nu har besluttet, at han bare SKAL lære. Jeg har via Camilla fået en opskrift fra Johanna, som jeg prøver at følge, og jeg har læst en artikel om en apporteringsuvillig hund i sidste nr. af Hund og Træning ca. 15 gange og bruger noget herfra også. Belønningen er våd hundemad fra supermarkedet, det er guf, og det resulterer ind i mellem i en meget frustreret hund, der ikke fatter, hvad han skal. Det får han for at løfte apporten og holde den i munden - lige nu holder jeg vejret og forventer, at han først slipper på mit "ja". Vi er lige nået en hurdle...
En anden del er at holde apporten ved siden af mig, det går rimeligt, men også her er det svært at få mere tid på. En 3. del (som ikke er fra Johanna) er kast med apporten og belønning med trækkeleg, når han kommer helt hen til mig - det er meget effektivt, og han er vildt glad for det. Det fungerer klart bedst i haven, når jeg kommer hjem, men det begynder også at lykkes andre steder.

Med Django har jeg fokus på dækøvelsen for at få ham til at holde op med at tude, hvilket han gør, når jeg går for langt væk. Det går så godt!!! Jeg dækker ham af de mærkeligste steder - går op på toppen af kælkebakken, går 40-50 meter væk og om bag fodboldmål eller træer. Han kan stadigvæk se mig, men jeg skal så langt væk, at han synes, at de 20 meter til prøven ikke er noget problem. Foreløbig kan jeg komme de 40-50 meter væk, stå stille i 20 sekunder, gå 10 meter til den ene side, stå 20 sekunder mere osv. Belønningen kommer kun ind i mellem, men når øvelsen er slut, vanker der kæmpebelønning. Jeg får gået mange 100 meter på sådan en træningstur!!!

Derudover træner vi selvfølgelig en del andre øvelser ind imellem, men det skifter fra dag til dag, som jeg nu synes.

Ingen tvivl om at den daglige dosis er virkelig vigtig, det er ikke så nemt at praktisere altid, men jeg gør, hvad jeg kan...

lørdag den 22. maj 2010

Feriehygge og larm i haven

Vi er så heldige at have ferie i dette dejlige vejr, der langt om længe er kommet. Vi benyttede lejligheden til at tage på et gourmetophold på Fakkelgaarden ved Kruså - det var superlækkert. Kulturelle var vi også, vi var en tur på Dybbøl Banke og studere lidt krigshistorie. Det er utroligt at bare en enkelt overnatning hjemmefra kan give fornemmelsen af at have holdt en meget lang ferie :-))
Og hundene - ja de opførte sig som om, vi havde været væk i mindst 14 dage. De klæbede til mig i flere timer, efter vi kom hjem og havde tydeligvis følt sig frygtelig forsømt, selv om Amanda hårdnakket påstod, at de ingen nød havde lidt.

I går fik haven en ordentlig omgang, og i går aftes var det jo for første gang vejr til at sidde ude og spise - selv om det med to sheltier ikke var specielt fredeligt! Vi bor lige ved siden af en skole og en idrætshal. Skolen fik nye pedeller sidste efterår (nogle meget aktive nogle af slagsen), og de fjernede det meste af de buske, små træer og krat, der ellers nærmest har lukket vores have. I går aftes var der så nogle gymnastikdrenge, der skulle på weekend, så der løb børn og kørte biler mv. i laaaang tid - og der var selvfølgelig også en del hundeluftere, med det resultat at hundene nærmest skiftedes til at starte med at gø - og når en sheltie gør, gør den anden også!!!

Det er ret sjovt (selv om det larmer forfærdeligt) at iagttage det spil, der foregår mellem hundene. Osseau gør af børnene, og starter Django ikke af sig selv, får han lige et skulderpuf, så han kan forstå, at han altså skal være med. Derimod står Osseau fredeligt og kigger på andre hunde, men opdager Django dem, starter han, og Osseau stemmer selvfølgelig i.

Hundene havde altså en meget hård og aktiv aften - og jeg tror nok, at vi er blevet enige om at sætte et lukket hegn om istedet for trådnettet, det vil naboerne nok også sætte pris på!

torsdag den 13. maj 2010

Rally er alligevel lidt sjovt!

Åh, hvor er vi trætte - lige hjemkommet fra et heldagskursus i rally for øvede er vi alle helt flade! Jeg var meget i tvivl om, hvilken hund jeg skulle tage med, så Conni foreslog, at jeg tog dem begge med, og det er jeg meget godt tilfreds med, at jeg gjorde (Django - den forkælede hund - tuder godtnok som en vanvittig, når han bliver efterladt i bilen, men det må jeg se at vænne mig til).

Kurset blev afholdt af Hund & Træning på Hasselgaard ved Skibby. Hasselgaard er et dejligt sted at træne, der er gode faciliteter både ude og hjemme. Da jeg tilmeldte mig kurset, syntes jeg, det var lidt vildt, at det skulle foregå indendørs - helt ærligt, skulle vi virkelig være inde en hel dag i maj måned? Men med dagens 10 grader, var det nu fint nok!


Jeg er egentlig ikke specielt vild med rally, men jeg har trænet lidt rally for nogle år siden, og Django er begyndermester, og jeg har hele tiden tænkt, at vi for afvekslingens skyld lige så godt kan gå videre i klasserne, så langt vi nu kan komme.

Efter i dag synes jeg egentlig, at det begynder at blive sjovere - der kommer lidt mere kød på skiltene, udfordringerne bliver større undervejs, og Conni var en super underviser. Det at få hunden forbi de fristende godbidder uden snor på og bakkeøvelsen er to af de øvelser, man ikke bare lige får foræret!

Det var især en fornøjelse at træne med Osseau - han var bare så glad og SÅ dygtig!!! så nu overvejer jeg lidt, om det mon er den vej vi skal gå rent konkurrencemæssigt, indtil han - måske engang - bliver klar til LP 2........

søndag den 9. maj 2010

Altså - den næseprøve!


Ja, ja da jeg vælger nu at grine af det, men selvfølgelig er jeg nødt til at finde en løsning: At Django kommer tilbage med en forkert næseprøvepind har jeg prøvet før, men i dag lykkedes det ham at bære alle tre forkerte pinde retur og lade den rigtige ligge....

Vi fik lov til at være med til Sheltieklubbens lydighedsafslutning hos Hanne Hedegaard i Albertslund i dag, og det har været en superhyggelig dag. Bortset fra den forbistrede søgeøvelse klarede Django sig helt tilfredsstillende, ikke helt så skarpt som jeg gerne vil have det, men nu kan jeg mærke, at jeg har fået mere rutine i programmet, så de sidste detaljer skal vi nok få på plads. Vi fik en 2. præmie med 171,5 point med 6 i apporteringen, 7,5 i fremsendingen (ikke godt nok !!!) og 0 i næseprøven, så det var helt ok.

Mht. Osseau var mit kriterie helt klart at være noget mere glad, og det var jeg! Amanda var godt nok ikke helt tilfreds med mig, men jeg synes videoen viser en dejlig opmærksom og meget glad hund. Masser af pjat og gode guffer undervejs havde helt klart en effekt: 165,5 point, det højeste nogensinde, og vi smed oven i købet helt unødvendige point på fx. tandvisningen og fællesdækken, så det er rigtig godt.

Nu er der nogle uger inden næste prøve i Vordingborg, så nu skal vi bare have det sidste i orden, så skal det nok blive godt!


tirsdag den 27. april 2010

Look at the bright side...

Jeg elsker altså at gå op til prøver - især når de er overstået, og man kan hygge sig resten af dagen :-)
Efter en meget hyggelig søndag i godt selskab sidder jeg dog tilbage med lidt blandede følelser. Djangos debut i LP 2 er jeg rimeligt tilfreds med - masser af 9,5, en apport der var klart det bedste, han kan og et fint udløb til felt. Dog ærger det mig helt vildt, at han nærmest "skriger sig igennem" 2 minutters fællesdæk. Han startede egentlig i vinter med at brokke sig lidt, men den sidste måned er det eskaleret helt vildt - og hvorfor har jeg dog ikke gjort noget ved det for længe siden, så den udfordring kunne have været overstået for længst....
Nå men han fik tudet så meget, at han lige fik løftet skuldrene, så det gav et 0. Med et nul i næseprøven, som ikke kom så meget bag på mig, gav det en 3. præmie med 159,5 point, hvilket svarede helt fint til min forhåndsforventing. Her er det så, at jeg ser det positive: at jeg ikke fik de 20 point i dækken - så havde vi været ½ point fra 1. præmie, det havde nok ærget mig grusomt....
Nå, dækken skal trænes - i går 2 minutter på 6 meter, så det kan da ikke tage så lang tid at komme på 20 meter (håber jeg).

Osseau fik en 2. præmie, og det er udelukkende mig egen skyld: en elendig lineføring til 7 - aner ikke hvad der skete, men sjusket var det og bestemt ikke mere værd. Det kombineret med et 6-tal i dækken (hvor han satte sig op, fordi JEG havde bedt Amanda gå væk med Django, så han kiggede efter dem hele tiden...), gav 147,5 point - øv, for resten var faktisk ret godt :-(
Hvad værre er: jeg har jo hele tiden sagt, at han ikke virker glad, men det er faktisk ikke sandt! På videoerne, Amanda optog, er det tydeligt, at det er mig...med Django er jeg glad, levende og meget begejstret - Osseau får bare et lille klap, og hvad sjovt er der lige ved det....
Det kommer jeg virkelig til at arbejde med!!!

Så konklusionen må være: Endnu en lærerig prøve, som gav meget røde kinder....

torsdag den 22. april 2010

Også en slags træning

Engang i december blev jeg enig med mig selv om, at Osseau og jeg trængte til at beskæftige os med noget helt andet end lydighedstræningen. Jeg meldte mig til en omgang "Tema-træning" hos Merethe Børgart - 2 foredrag og 7 x træning med hund med emner som spor, mental aktivering, sansestimulering mv. På grund af vintervejret blev opstarten udskudt et stykke tid og vi er i går blevet færdige med forløbet.

Det har været meget interessant. Merethe er - som man kan se på hendes hjemmeside - et alsidigt hundemenneske, og hun har en stor viden, som hun øste ud af. Jeg havde svært ved at betragte det som egentlig træning, men både Osseau og jeg har helt bestemt hygget os de onsdage, vi har været afsted. Han synes jo, det er rigtig dejligt at komme afsted med mig alene, og han har været så afslappet som aldrig før på en træningsplads.

Det kan man jo godt "psykolisere" lidt over.... for hvorfor mon? Har jeg været anderledes? Har medkursisterne?
De øvrige medkursister var "helt almindelige hundeejere" med diverse mere eller mindre problematiske hunde - en lille spaniel der var bange for alt (men bestemt ikke Osseau), en Islandsk fårehund der gøede som en vanvittig det meste af tiden, en sød Border Collie og en komplet hyper blandingshund var bare nogle af dem, vi lærte at kende, og Osseau kunne lide dem alle + alle de hvalpe, der kom på holdet efter os, dem hilste han med stor glæde på. Meget mærkeligt i forhold til, hvordan han nogle gange reagerer på fremmede hunde - bare jeg var noget bedre til hundesprog, så jeg kunne læse ham noget bedre, suk...


Summa, summarum: Forløbet har bestemt givet stof til eftertanke!

lørdag den 10. april 2010

Er vi prøveklar?

Nu er der kun 2 uger til prøven i Ølstykke, og jeg er ved at være ret spændt og opsat på Djangos og min debut i LP2.
Jeg har som sådan ikke nogen ambitioner, men håber selvfølgelig på et godt resultat, for jeg synes faktisk, at vi er godt på vej. Til træningen går det i hvert fald super:
  • Fællesdækken skal han bare kunne. I løbet af vinteren har han desværre tillagt sig en vane med at ligge og pive, og jeg er derfor begyndt at belønne ham ofte, hvilket jo godt kan blive et problem, men forleden lå han i 3½ minut med 4 belønninger undervejs, så mon ikke han kan klare 2 minutter?
  • Fri ved fod er jo tæt på at være super. Her skal jeg have trænet nogle længere forløb, men også fortsat have fokus på starten, så opmærksomheden er der fra begyndelsen af øvelsen - det skal nok gå. Achilleshælen her er 2-skridts øvelserne, da han bliver meget ivrig og derfor er tilbøjelig til at sætte sig skævt. Vi arbejder på det og ser da fremskridt, men trænes skal det!
  • Springet - tja, her er det igen den skæve plads i afslutningen, jeg er usikker på, ellers ser det meget godt ud...
  • Apportering er på nuværende tidspunkt den mest kiksede øvelse. I løbet af vinteren har han nægtet at tage apporten i munden og stiller sig bare op og gør ad den, men de seneste uger har der været store fremskridt. Han samler nu op, løber hele vejen tilbage, smider apporten ved siden af mig og sætter sig flot på plads, så øvelsen skal nok give point, men det er ikke godt nok. Jeg overvejer seriøst at få nogle enetimer med fokus på den øvelse, men det skal være med en person, der har erfaring med hunde uden stor apporteringslyst, så lige nu er jeg i tænkeboks og satser bare på, at det går til de kommende prøver.
  • Stå-sid er total ynglingsøvelse, der næsten altid fungerer. Jeg forsøger at afpasse tempoet, så jeg ikke kommer til at gå for hurtigt forbi ham i ståen, det handler mere om mig, end det gør med ham. Endvidere træner jeg skarpe stop uden jeg standser, men det er træning - til prøven vil jeg bruge min mulighed for stop.
  • Fremsending har vi virkelig trænet. Det har været en meget problematisk øvelse, hvor jeg har haft svært ved at bestemme mig for en metode, men efter at have fået en god forkommando, ser det ret godt ud. Jeg benytter alle muligheder for at få trænet mange forskellige steder, og nu prøver jeg at få ekstra afstand på - det skaber nogle problemer fordi jeg kan sende ham ud så langt fra, at jeg ikke kan kaste belønningen helt ud i feltet :-)
  • Stillingsskiftet synes jeg er svært at få til at fungere helt optimalt. Når et skifte fungerer, synes jeg et andet bliver sjusket, så det er vist "a never ending story", som jeg skal have noget fokus på....
  • Indkald - kan være superflot og er det for det meste. Jeg træner det helst ikke som fuld øvelse, da han ikke skal vænnes til, at indkaldet kommer efter 2 knæk hver gang, og det ser ud til at virke.
  • Næseprøven er totalt knald eller fald øvelsen. 1 ud af 4-5 gange glemmer han alt om søget og kommer med den første den bedste pind...., så det er vist bare at håbe på det bedste. Afleveringen er som apporten noget sjusk, men det lever jeg med (endnu).

Så svaret på overskriften må være et "ja". Jeg føler mig klar, men der er selvfølgelig stadig alle de ukendte faktorer. Djangos usikkerhed/mangel på koncentration, som kan komme til udtryk ved dommerens adfærd, tilskuernes placering, vind og vejr, potentielt løbske tæver, væmmelige hanhunde og mange andre ting - samt naturligvis mine reaktioner på det hele bliver afgørende for, hvordan det går.

mandag den 15. marts 2010

Der er nok at arbejde på

Jeg tog til generalprøve i Nørdklubben med nogle klare kriterier: For Djangos vedkommende handlede det om at gå en god fri ved fod og at få point i feltet, som vi først næsten lige har fået lidt styr på - derudover skulle vi bare se LP 2 lidt an. Med Osseau handlede det om at holde mine hænder i absolut ro, jeg har haft meget svært ved at slippe håndtegnene, men væk skal de.

Marianne Jensen var dommer, hvilket gjorde prøven endnu mere autentisk. Marianne er helt fantastisk, glad og positiv, og hun gav os alle gode råd med på vejen.

Først Djangos prøve:
Det gik godt, og jeg var overordnet meget tilfreds - i hvert fald indtil jeg fik set videoen på YouTube ( http://www.youtube.com/watch?v=x_4GUjyN-oI og
http://www.youtube.com/watch?v=FPAo_Y65z2E ) for min hund kan jo ikke finde en lige pladsposition, han sidder håbløst skævt næsten hver gang!!! Han gik rigtig flot i fri ved fod, men hoppede op, da jeg startede på at løbe og lavede 3 skæve pladser i 2-skridtsøvelserne - så tilbage til hvalpetræningen... Fri ved fod gav et 8-tal
Feltet gav 7 - han stillede sig mellem feltet og kantbåndet, men point fik vi!
9,5 i helhedsindtryk med kommentaren: "Velafbalanceret fører, der arbejder med en lidt svær hund. Flot førerarbejde." Tak Marianne!!!!
Prøven gav en 3. præmie med 149,5 point (0 i apportering og i næseprøve...)

Fra lørdagens generalprøve - vendingerne har jeg da fået styr på!


Da det blev Osseaus tur, var banen blevet så pladret, at han bestemt ikke havde lyst til at hverken sidde eller dække, så det krævede en del Frolic i opvarmningen, at få ham overbevist om nødvendigheden heraf. Han startede skarpt ud, med 10 i tandvisning, 10 i lineføring og 10 i stå, men så gik det lidt ned af bakke. Det kostede en del ekstrakommandoer at holde hænderne i ro (jeg kan se på videoen at det ikke lykkedes 100%...), men det er jo netop derfor generalprøverne er gode. Resultatet blev en 1. præmie med 153,5 point, nr. 2 i klassen - det er i øvrigt første gang, jeg ikke er sluttet sidst til en generalprøve :-))
Video ses her http://www.youtube.com/watch?v=i1iLNlEz9Go og http://www.youtube.com/watch?v=7Z4V2UKUOR8
Helhedsindtrykket blev 8,5 med kommentaren "Et dejligt samarbejde, desværre mister hunden selvtilliden nu og da. Godt førerarbejde, der støtter sin hund godt".

Drømmen om at komme til DM med ham har jeg stadig, men der skal altså ikke meget matematikkunnen til at regne ud, at det koster for meget at han ikke samler næsepinden op af sig selv - der ryger ca. 10 point, så der er ikke plads til megen slinger i resten af øvelserne....

Nu venter så en rallyprøve i Mørkøv på lørdag. Django får forhåbentlig den sidste begynderpind, så han kan blive mester. Amanda skal op med Osseau, men med hendes ringe træningsiver har jeg ikke mange forventninger.

mandag den 8. marts 2010

Jeg glæder mig

Jeg glæder mig som så mange andre til, at det bliver rigtigt forår! Jeg synes egentlig ikke, at det har generet mig synderligt, at det har været vinter så længe, men nu vil jeg da gerne have noget sol og varme!
Django fandt en solstribe på stuegulvet forleden, han synes vist også,, at det snart skal blive lidt varmere.Jeg glæder mig også over, at Django blev nr. 3 i konkurrencen om Årets Sheltie. Det blev fejret i lørdags og udover den flotte roset, fik vi en kæmpesæk med alle mulige lækkerier (til hundene altså) af vores "kennel-mor" Lotte, som er pavestolt over, at der står "Elverlamshuset" på Årets Sheltie nr. 2 og 3 i år!


Jeg glæder mig rigtigt meget over, at det går så godt med at træne begge hundene!
Django er fantastisk for tiden: fri ved fod og stå/sid under gang er totalt yndlingsøvelser, som kører godt. Feltet har han langt om længe forstået pointen i - frikadeller er kanon belønning, det er bare lidt hårdt for en sheltiemave, så ret mange gentagelser bliver det ikke til :-). Springet har vi også styr på, mens apporten bliver den næste store udfordring, vi skal kæmpe med....
Osseau er som altid lækker at træne med. Vi tager det stille og roligt med lydigheden, træner selvfølgelig også klasse 2 øvelser, men holder os i klasse 1 til prøverne - måske man skal vove at træne på en evt. kvalifikation til DM???
Jeg glæder mig også vildt meget til, vi skal i gang med prøverne, og det varer heldigvis ikke så længe:
På lørdag skal vi til generalprøve i Nørdklubben
Lørdag den 20/3 skal vi til Mørkøv til rallyprøve
Begge hunde er tilmeldt i Ølstykke den 25/4, i Vordingborg den 6/6 og i Næstved (tror jeg, det er) den 12/6, så foråret er planlagt, og det skal nok blive sjovt!!!!









søndag den 14. februar 2010

Træning og konkurrence

Nu er det ikke så fedt at blogge, når der ikke er noget godt at fortælle, så det rod, vi har trænet den seneste tid, er kun blevet skrevet i træningsdagbogen (som rent faktisk fungerer endnu!)

Den 5. februar var vi på Hasselgaard og træne med "Nørderne", Osseau var ok at træne med og Django rigtig træls. I søndags i Jersie var Django frygtelig interesseret i to dejlige tæver, hvor den ene da også gik i løbetid dagen efter - mangler I en til at vurdere om løbetiden er nær, så bare spørg, så tester Django!!!

Så bliver det som tidligere beskrevet: træning af kontakt og ikke meget andet, og det er altså noget surt!


Nok om det, nu til det positive:
Efter at have sat Osseau lidt på ""stand-by", er det gået op for mig, at han naturligvis skal have noget konkurrencetræning ved at gå op i LP1 nogle flere gange, og vupti kom vi med på et afbud i går i Sorø! Det var en god oplevelse, Palle Bergsø er rar at have som dommer - og jeg blev meget glad for at se videoen http://www.youtube.com/watch?v=kPioWexF0CM der jo viser en glad hund, der bedst af alt er meget fokuseret også mellem øvelserne. 150,5 point og 1. præmie, det var super, når vi rent faktisk slet ikke har trænet LP 1 øvelser siden engang i sommer.

Og træningen med Django i dag - jeg tror ikke, at han satte så meget som en pote forkert :-)) Han er blevet så god til feltet, styrter derud og står på kommando, det har været en skod-øvelse længe, så det er rigtig dejligt. Fællesdæk i 3 minutter uden at pive og gø, Fællessit i 2 minutter - helt perfekt! Stå-sid under gang er en favoritøvelse, som også går rigtig godt, og han lavede det flotteste søg blandt 15-18 næsepinde.

Så på hundeområdet går det bare rigtig godt lige nu!!!

tirsdag den 12. januar 2010

"Det er kun et spørgsmål om træning..."

at træne sammen med tæver i løbetid - eller er det...? Tja, for det meste er det jo tæveejere, der siger det, og jo - selvfølgelig kan/skal en hund lære at kontrollere sine drifter, men kønsdriften er vist lige præcis en af de sværeste (og så er vi tilbage til drengene i 8.a :-))

Selvfølgelig skal man komme til træning,, selv om hunden er i løbetid, det er ikke det, jeg mener - jeg vil bare gerne have lov at udtrykke, at det altså ikke er enkelt at være hanhundeejer i sådan en situation! Jeg bliver en smule frustreret over at betale for en træningstime, som jeg enten er nødt til at droppe (for ikke at slå min hund ihjel) eller allerhøjest opnår at få gennemført nogle helt basale kontaktøvelser...

I december måned kæmpede jeg mig igennem træningen med Django hos Charlotte Lyngholm - Maggie (Berner Sennen) var i løbetid. Det gik ok, men det var hårdt arbejde - og det rykker jo ikke meget på træningen!
I går var det så en dejlig border collie på holdet før os, der var højløbsk, og hun var LÆKKER! Django var helt tabt for omverdenen, gulvtæppet i hallen var bare for attraktivt og der var intet at gøre. Efter 2 minutter var jeg ved at opgive, så satte jeg posen med flæskesteg (hans absolutte yndlingsguffer) ned i næsen på ham - fik en smule kontakt, men så var det slut. Jeg prøvede at være med i en fællesdæk, men hans næse, kløer mv. var nærmest limet fast til gulvet....

Så røg han i bilen, og hvor er det dog dejligt, at jeg så kan tage den anden hanhund ud af bilen og gå ind til en dejlig omgang træning! Osseau er helt ligeglad med "damerne" - jeg havde ham stort set uden snor hele timen og der var bare fuld kontakt.

Django derimod - han kom i seng uden aftensmad!!!

søndag den 10. januar 2010

På sporet!


I går havde vi meldt os til et Sporkursus med Vibeke Gyldenkærne (og ja, jeg lånte lige et af hendes billeder). Det var en fantastisk dag med højt solskin og den hårde vind, der var lovet kom heldigvis først sidst på dagen. Som det ses, var Django vild med at gå spor og rigtig god til det også. Fuldstændig blank på området lærte jeg virkelig meget, som jeg kan bruge i hverdagen, når hundene skal aktiveres på en anden måde, end vi plejer.
Vi lagde spor ligeud, slangespor og slæbespor, og vi fik også vist, hvordan man laver et cirkelspor. Det var en stor fordel, at vi kunne gå sporene i helt uberørt sne, det gav os et meget tydeligt billede af, hvordan hunden arbejder.
Tusind tak til Vibeke, som lagde to af sporene for mig - det krævede både god motorik og balance, og det skal jeg vist lige træne på....

Men måske er det ikke hverdagsaktivitet for en sheltie, der normalt får x 30 gram tørfoder om dagen - forbruget af godbidder var stort: to udskårne hakkebøffer og resterne af en steg (der var vel 200 g) blev det til - og det på kun 4 spor!

Masser af flotte billeder fra dagen kan ses på:
http://gyldenkaernebc.blogspot.com/2010/01/sporkursus-hos-charlotte-lyngholm.html
http://www.colliebase.dk/page_1263065869312.html

Med en ryg, der kaldte på en tur i træningscenteret og en bil, der skulle til service, blev det desværre ikke til træning hos Paul i dag - man må jo prioritere....

lørdag den 2. januar 2010

2009/2010

Et hurtigt tilbageblik på 2009, som jo blev året, hvor jeg/vi for alvor kom i gang med konkurrencerne viser højdepunkterne:

1. juni - Djangos første 1. præmie i LP1
25. juli - Sheltiedagen, men Django som 1. vinder, og Osseau første LP-prøve og 1. præmie
29. august - Deltagelse i DM i LP1
Der er flere, men det er disse datoer, der sidder bedst fast :-))
Det har på hundeplanet været et herligt år, hvor jeg jo også er så heldig at være blevet medlem af den eksklusive "Nørd-klub" med alle de fordele og venskaber, det giver.

Og hvad venter der så i 2010:
Tja, først og fremmest har jeg besluttet, at jeg er nødt til at fokusere mest på én hund. Det har været svært for mig, der jo ikke er så erfaren, at træne to hunde på samme niveau og få det hele til at hænge sammen tidsmæssigt.

Det er jo ikke ensbetydende med, at Osseau skal tilsidesættes, men det vil betyde, at han ikke skal til LP-prøver, før Django har bestået LP2.
Jeg fortsætter med at træne begge hundene hos Charlotte Lyngholm, Django overtager Osseaus plads hos Paul i Sydkystens Hundeskole, og Osseau har jeg tilmeldt en helt anden form for træning. Jeg har brug for noget helt anderledes med ham, især for at forbedre vores kontakt som aldrig har været optimal, så nu skal vi gå på et hold hos Merethe Børgart (www.hundepoten.dk), hvor der hver gang arbejdes med et nyt tema, f.eks. spor, socialisering, forskellige former for aktivering, sansestimulering og alt muligt andet. Det glæder jeg mig meget til!!
Amanda skal selvfølgelig også fortsat løbe agility med Osseau, de skal deltage i konkurrencer, og jeg synes også, at han skal være Rally Begyndermester i løbet af 2010 - med mig som fører.

Django mangler også lige en enkelt for at blive RB, så det skal vi have, og så skal LP2 i hus i løbet af året!

fredag den 1. januar 2010

Godt nytår - og noget om angstdæmpende midler

Rigtig godt nytår til alle.
Vores nytårsaften forløb rimeligt stille og roligt. Dog var hundene - især Osseau - de første aftentimer godt oppe at køre og meget gøende, når der blev fyret af. Først da jeg ved 9-tiden fik tændt computeren og startet lyd CD'en med fyrværkeri, lagde de sig og sov :-), den lyd har de været vant til den sidste måneds tid, og derfra gik det ok. Klokken 12 sad jeg alene med dem i stuen, da de andre var udenfor - høj musik og fyrværkeri CD'en på fuld styrke, og begge var helt rolige! Osseau halsede og savlede slet ikke, som han gjorde sidste år.

Jeg har de seneste 3 uger givet Osseau Zylkene - et naturligt angstdæmpende middel, som jeg dog ikke synes har haft nogen virkning overhovedet. Det siges ellers at virke efter kun 1 time "og så er min hund slet ikke bange for noget mere..." - som der står på hjemmesiden, men jeg har ikke kunne se nogen forskel på ham. Jeg begyndte at give ham det tidligt for at se, om det ville have nogen effekt på familieræset i julen med babyer, mange mennesker osv, men han var helt, som han plejer at være.
Den sidste uges tid har vi haft en DAP-ting siddende i stikkontakten, men heller ikke det har haft nogen indflydelse - altså bortset fra at Amanda mener, at hun bliver meget mere træt, men det er vist bare teenage-sløvhed :-)) - hundene har ikke ændret adfærd.