lørdag den 1. januar 2022

Nytår 2021

De seneste par måneder er gået med arbejde - både på jobbet og herhjemme, da Henrik sprængte achillessenen den 30. oktober. Så finder man for alvor ud af, hvor meget han alligevel plejer at lave herhjemme!!
Da jeg samtidig er i gang med en vejlederuddannelse, synes jeg, at tiden har været pænt presset, og den sidste del af 2021 er strøget afsted!

Det har også krævet lidt hjælp fra Amanda, hun har heldigvis taget Girah med på luftetur ind i mellem - og har taget dette smukke billede:




Fast hundetræning på hold har der ikke været rigtig overskud til siden træningen i Hvalsø sluttede i november, men jeg er faktisk ret god til at træne herhjemme næsten dagligt, og den seneste tid har Paul og jeg trænet en del sammen i forbindelse med, at vi begge er tilmeldt et online Fri ved fod kursus hos Anja - det er bare lettere at filme hinanden og have mere plads til det i en hal mv., og så er det jo bare rigtig hyggeligt at træne nogenlunde fast med Paul igen.



På næste mandag starter vi på rallyhold hos Conni i hallen i Dianalund. Vi må have lidt mere stabil træning ind, hvis mine rallyambitioner skal blive til noget, for lige nu er der ikke meget, der fungerer - i hvert fald ikke vores lineføring….muligvis fordi det stort set ikke er trænet….suk!

Højdepunkter i 2021:
Først og fremmest blev jeg farmor i januar til den skønneste lille pige, Elisabeth, det overskygger jo nærmest alt💕💕
Og så har det jo bare været en stor glæde at se Girah udvikle sig i løbet af året. Han er så sød og har et skønt temperament - han er rolig, når han skal være det (altså, næsten i hvert fald), vild og med fuld fart på, og meget fokuseret, når jeg beder ham om det, når vi træner. Otto og ham kan komme ind i agilityhallen, spurte nogle hurtige runder efter hinanden rundt i hallen og derefter gå i gang med træningen uden problemer - det er virkelig skønt 👏👏
Girah var stort set upåvirket af al larmen i går aftes. Han har skældt lidt ud dagene op til, når bragene har været meget høje, men i går var han helt ok. Jeg havde købt et kødben som han fik kl. 23.30, det slikkede han lidt på, hvorefter han gik hen til sin pude og lagde sig og sov😊. 
Girah har opnået flere titler i løbet af året - de tre første tricksprøver i Do More Winther Your Dog + RBM og herudover har han bestået Færdighedsprøve 1, det synes jeg er meget godt gået af en ung hund, som bestemt ikke bliver presset til noget som helst👏👏

Rigtig godt nytår.