tirsdag den 28. august 2012

Dejlig træning

Det blev en rigtig god gang træning hos Johanna:-)
Dagen i går var ellers ikke den bedste, og jeg var tæt på at melde afbud, men jeg kom heldigvis afsted. Jeg forstår ikke, at jeg ALDRIG får det lært: Django er ikke god til kødben (!!!!), og det fik de jo søndag. Resultatet blev adskillige gange opkast fra ca. kl. 23.30 søndag aften og fra kl. 4 dårlig mave, der krævede hjælp til døråbning flere gange.....det blev ikke til meget søvn. Han fortsatte med at være dårlig det meste af dagen i går, og jeg kom hjem efter arbejde til en gang gulvvask, men nu er det heldigvis overstået.

Nå, til træning kom jeg, og Osseau kunne godt huske de nyindlærte øvelser. Glimrende stå-dæk med ny kommando, den skal finpudses og generaliseres, så det skal vi arbejde på. Flotte dirigerede udløb til targets lavede han også, og så var jeg glad:-) Han er også ved at blive god til at aflevere næsepinden, han holder den lidt "cigar-agtigt", så det må jeg se at få styr på.

Johanna havde lavet en bane med forskellige øvelser, der ikke blev gennemført helt efter planen. Ståen i positioner u/gang var noget skrammel og ligeså fremsending på lang afstand, men det er detaljer, som det skal nok komme hurtigt, så det bekymrer mig ikke. Springet og næse-søget + de andre positioner var flot. så jeg var ok tilfreds. Og fællesøvelserne - sitten er super, i dækken (som i går var uden den lange line) er han ikke tryg. Han halser en del, bliver godt nok liggende, men han bryder sig bestemt ikke om det....

Og så var dagens gode nyhed, at Lotte iflg. sin hjemmeside nu har solgt den sidste blå hvalp!!! Det var lige præcis den, Henrik havde forelsket sig i, der var tilbage, da resten var fordelt, så vi har diskuteret det lidt, men igen - vi skal ikke have hvalp på nuværende tidspunkt:-))))

søndag den 26. august 2012

En tur i svømmeren

I formiddag kørte Django og jeg en tur til "Mandsholm Hundemotion" ved St. Merløse, hvor Django skulle prøve at svømme i svømmebassin.
Django kan rigtig godt lide vand, men han var noget skeptisk fra starten, da han fik svømmevest på - det var godt nok noget mærkeligt noget.
Da han først kom i vandet gik det rigtig fint. Jeg er jo blevet anbefalet flere steder fra at lade ham svømme for at træne musklerne omkring den dårlige hofte, men jeg har ikke fået taget mig sammen før nu. Han bruger heldigvis alle fire ben fint, når han svømmer, og hvis han ikke får mærkbart ondt af det, skal vi naturligvis fortsætte. Jeg kan godt mærke på ham, at han ikke bliver aktiveret så meget som han burde nu, så jeg skal have taget mig sammen til at træne nogle tricks med ham osv., så han ikke bliver glemt helt.

Hjemme igen gik jeg en lang tur med Osseau og derefter var der lækre kødben i haven, mens Henrik havde fornøjelsen af støvsugning og gulvvask i hele huset:-)

Nu er begge hunde godt trætte og der er dømt søndags-afslapning!

Træning, hmm det bliver ikke til meget! Jeg har slet ikke trænet siden mandag - har simpelthen ikke haft overskuddet, men jeg håber at der snart kommer styr på "udfordringerne" (=problemerne) på jobbet, så jeg kan få lidt mere luft i hverdagen. Nu må vi se om Osseau kan huske noget som helst i morgen til træning....

fredag den 24. august 2012

Dyrlægebesøg

Osseau har lige været en tur hos dyrlægen.
Han har gennem længere tid haft en cyste-agtig "gevækst" (kaldte dyrlægen den) tæt på den ene brystvorte, som jeg selvfølgelig har holdt øje med, men i og med at den ikke generede ham, gjorde ondt, var hård osv. tænkte jeg, at vi kunne få kigget på det ved lejlighed.
I går aftes opdagede jeg så, at der var kommet en brunlig helt rund ring omkring den, og det var jeg ikke helt tryg ved, så jeg ringede til dyrlægen i morges og fik en tid.

Reaktionen var: "Hm, det ser mystisk ud". Dyrlægen tjekkede de andre brystvorter uden at blive klogere og hentede så en anden dyrlæge, der synes, at det var et vældig interessant tilfælde en fredag eftermiddag, men hun nåede heller ikke frem til nogen diagnose. De endte med at tage et billede, som de ville sende til "Danmarks klogeste hud-mand" - jeg har glemt hans navn - for at høre om han måske ved noget.. Heldigvis mente de ikke, at det var relevant med biopsi mv., da det jo på ingen måde virker generende for ham eller på anden måde virker mistænkeligt.

Det lettede noget. Der er masser af ting i mit job, der bekymrer mig voldsomt p.t., så jeg har ikke lige brug for en syg hund oven i det hele. Skoleåret er startet rimelig hårdt ud for mit vedkommende, men heldigvis har jeg nogle fantastisk kollegaer, der både hjælper og lytter....

Måske skulle jeg gå over til kun at undervise voksne - det handler da om undervisning og ikke alt det andet der følger med lærerjobbet i folkeskolen!!!

tirsdag den 21. august 2012

Osseau


I lørdags kørte jeg til Sorø for at hente Osseaus nye flotte halsbånd - sådan et måtte vi eje. Jeg benyttede lejligheden til at køre ned til Akademiet og gå en tur ved Sorø sø med hundene, det var virkelig dejligt. Django skulle selvfølgelig en tur i vandet og have dyppet maven. Osseau, kylling som han er, stod på kanten og tudede over, at Django var i vandet, og at han ikke selv turde gå derud - men han var fuldstændig umulig at lokke!!

Træningen med ham går rigtig godt. Mandag i sidste fik jeg nogle opgaver af Johanna ("det kan I lige på mandag"), og phew hvor har vi trænet i den forløbne uge. Dirigering til targets er næsten på plads, og i går til træningen blev han så dirigeret til apport for første gang - og det var rigtig pænt, lidt tøvende opsamling men det var jo ikke i fokus.
Med stillingsskiftet stå-dæk var opgaven at ændre signalet, da det er en anden bevægelse end øvrige dæk-øvelser. Amanda foreslog "Mar" som kommando. Det mente hun, at hun havde hørt de deltagende finner i eliteklassen i Ølstykke bruge, og det ligger faktisk ret godt i munden. (Jeg er nu ikke helt sikker på at hun har ret - Google oversæt siger i hvert fald, at "Mar" på finsk betyder november, men det er jo heldigvis ligegyldigt:-)) Nu laver Osseau i hvert fald et ret flot skifte på den kommando.

Han var ellers ikke helt tilfreds med at lave lydighed i går aftes. Amanda er nemlig begyndt til agility med ham hos Johanna - på samme træningsplads! Han logrede helt vildt, da jeg tog ham ud af bilen, og det tog godt nok lige lidt tid (og fiskefrikadeller) at få ham overbevist om, at han ikke skulle løbe - han arbejdede rigtig godt hele timen, men der er ikke nogen tvivl om at han klart foretrækker agility. Jeg synes faktisk også, at han er ret god, det er vist mest handleren, der mangler noget:-).

lørdag den 18. august 2012

Hvad skal vi dog med en hvalp....

....når vi har Django.
På en eller anden mystisk måde ligger der sandaler overalt i huset for tiden.


I gangen - der bliver passet godt på den

I soveværelset


På vej på badeværelset - det må han da ikke, vel mor?

Og i stuen...suk
Django er - om muligt - blevet endnu mere fræk og pjattet efter de to gange massage, han har fået. Det er da godt nok lidt træls at være på vej ud af døren og være nødt til at ændre "sko-plan", men lidt charmerende er det nu alligevel. Jeg satser på, at han stopper til vinter, og at han ikke begynder at slæbe rundt på vores støvler også:-)

søndag den 12. august 2012

LP i Ølstykke dag 2

Højt at flyve osv....følelsen efter prøven i dag er noget mere øv end i går.

Jeg fik dagens program i hånden, da jeg gik hjem i går. Her kunne jeg se, at fællesdækken skulle foregå ved siden af en hund, som i går havde meget travlt med at nedstirre Osseau, hver gang den fik chancen. Hm, beslutningen blev, at jeg ville tage Osseau med mig, hvis der var det mindste før start - mon man kan blive disket for det, hvis dommeren hører kommandoen...???
Nå, det fandt jeg ikke ud af, for det blev ikke nødvendigt. Vi rykkede lidt tættere på Ginger i stedet, og der var ikke nogle problemer overhovedet - alle hundene holdt deres dæk. Det var rigtig dejligt:-)

Vi var 2.-sidst i dag. Det er bestemt ikke min favorit, jeg vil helst på fra starten, mens energien fra en god dæk-øvelse er der. Der var næsten for stille i dag, og Osseau så mange "farlige" ting under opvarmningen med det resultat, at jeg blev småirriteret på ham. Vi fik en lidt rodet start på fri ved fod, forkommandoen glemte jeg, og da der så efter ca. 5 meter kom et par fremmede gående et stykke var ringen, var det slut. Osseau frøs fast og kunne ikke på nogen måde lokkes videre....0 i fri ved fod, det er godt nok trist...men fuldstændig min egen skyld!

Spring var fint, apporten noget hø - der skulle han så løbe ud mod de farlige mennesker fra før, og det ville han naturligvis ikke. Resten af øvelserne var ok uden at være prangende - jeg er meget glad for at han tog feltet, hvor han endnu en gang skulle løbe ud mod fremmede i et telt, ingen problemer der.

Men det er da træls at gå fra banen med en dårlig oplevelse - så er man bare 8 år igen og har lavet fejl i en matematikopgave:-) Tåbelig følelse når man nu rent faktisk både er voksen og "kunden i butikken".

Nå, men jeg har da prøvet det før, så løsningen: Jeg har meldt os til prøve i hhv. Collieklubben den 22/9 og i Ølstykke den 7/10. De sidste to prøver i LP 2, nu skal træningen målrettes mod LP 3.



lørdag den 11. august 2012

LP i Ølstykke dag 1

Prøven i dag var faktisk en rigtig god oplevelse - i hvert fald er det det gode, der fylder mest nu her bagefter.
Vi fik mange 10-taller, især er jeg meget, meget stolt af vores første LP2-fri ved fod 10-tal:-))), Osseau har aldrig før lavet fuldstændig perfekte pladspositioner i alle 2-skridtsøvelserne, men det gjorde han i dag - jubii, juhu for det.

10 i dæk, og 10 i spring, men så røg vi ned på jorden igen med en elendig apportøvelse til et 5-tal. Øv, øv, men han skulle løbe lige mod klasse 3 ringen = ukendt border collie, så han stoppede halvvejs og måtte virkelig overtales...
Nå, 10 i positioner under gang, 10 i feltet, men så kiksede resten. Stillingsskiftet krævede virkelig mange ekstra kommandoer, i indkaldet løb han ind på højre side, så vi måtte lave en "tulipan" (måske skal jeg overveje at træne det indkald, højrehandling giver ikke mange point i LP...), og ved udlægning af næseprøverne havde han meget mere fokus på hunden i naboringen, så det krævede også lidt overtalelse at løbe ud til pindene.

Han var tydeligt træt og meget varm under de sidste øvelser, og varmen havde sat sig på ørerne....
I alt 190 point blev det til, ikke noget vi kan bruge i en større sammenhæng, men mon ikke det går bedre i morgen!

fredag den 10. august 2012

Endnu en omgang KST

I går var begge hunde igen hos Charlotte Holten til behandling.
Django reagerede meget positivt på den første behandling - jeg lægger ikke rigtig mærke til, når en adfærd forsvinder gradvist, men når han så igen begynder at vende sig på ryggen i sin kurv og at stå på bagbenene og blive kløet på maven mm. kommer jeg jo i tanke om, at det faktisk er noget, der ikke er sket længe. Uha, hvor har han haft ondt - og hvor har han bare været god til at skjule det!
Django er klart mest belastet i højre skulder, så nu må vi også begynde at løfte ham ud af bilen - det er meget tydeligt, at han lægger al sin vægt på den skulder for at aflaste sin bagpart i venstre side. Charlotte kunne heldigvis tage meget mere fat i går og dermed komme lidt mere i bund - HD'en vil han jo altid ha' , men kan de værste smerter holdes nede med jævnlig behandling, er det bestemt pengene værd.....

Osseau er lidt mere kompliceret. Han har ikke nogle specifikke problemområder, men er bare helt opspændt i sin overlinje - fra nakken og hele vejen ned ad ryggen. Behandlingen i sidste uge gjorde at han var rimelig afslappet et par dage, men han spænder rigtig meget op i sin krop. Charlotte er "ikke helt tilfreds med ham", da hun har svært ved at finde ud af, hvorfor han har det sådan. Han skal derfor prøve noget "Bach's Blomstermedicin" - det skulle gerne kunne give ham større selvtillid og mindske hans mistænksomhed overfor omgivelserne.....Det kan man så tro på eller lade være - jeg havde en meget alternativ periode for nogle år siden, så jeg er åben for hvad som helst:-)

Osseau elsker behandlingen! Han har altid været glad for at blive masseret herhjemme, men derfra og så til at se ham ligge helt stille på skødet af Charlotte, der er altså langt. Efter massagen var han helt salig og havde slet ikke lyst til at hoppe ned af sofaen igen. Han skal bestemt også have flere behandlinger!

onsdag den 8. august 2012

Delte meninger

Jeg har efterhånden gennem nogen tid trænet hos Johanna og har nu været så heldig at få en plads på et hold i Ringsted.
Heldig fordi:
det er på et hold med kun 4 deltagere
det kun er 5-6 km hjemmefra
der er ridehus, som kan bruges i tilfælde af dårligt vejr

Det er da ren luksus, og første træning i mandags nød jeg virkelig meget.

Osseau er så ikke helt enig - han er ikke helt så imponeret af Johanna, som jeg er:-)
Vi skal jo til prøve i Ølstykke i den kommende weekend, så jeg havde fokus på hele øvelser, bl. a. selvfølgelig apporten, som skulle gennemføres "prøve-agtigt". Og Osseau var strid: han løb først på anden kommando, løb ud og stod og overvejede med en skulen til Johanna, om han skulle samle apporten op, samlede op og løb tilbage med apporten, som han smed bag mig - hm.....
Iflg. Johanna alt det pjat fordi han har luret, at "der er noget med hende". Han ved, at kriterierne bliver øget, og gufferne ikke falder helt så nemt, når Johanna er i nærheden, og han lavede naturligvis øvelsen helt perfekt, da Johanna gik videre til næste kursist!!!!

Tja, sådan er det nok også at have en klog hund:-)))

mandag den 6. august 2012

Åbent "Hunde"hus

I lørdags havde vores opdrættere Lotte og Kurt fra Elverlamshuset inviteret til Åbent hus for alle hvalpekøbere. Det blev et kæmpe arrangement med i nærheden af 80 tobenede og 40 firbenede deltagere, og der var tilrettelagt et omfattende program med trickskonkurrence, rally, lydighed, agility mm.
Django skulle optræde med "atju"-øvelsen, at hente en kleenex fra en boks - det havde jeg så ikke lige trænet et par uger, så det lille fjols satte selvfølgelig sin egen dagsorden og kom med hele kassen til mig...:-)
Osseau skulle danse på bagbenene, opvarmningen var flot, men det var svært på træterassen, så der var kun trøstepræmier til os begge. Tinas søn optrådte med Jay med en flot serie og vandt meget velfortjent børnekonkurrencen.:-), Tina og Jay hentede også en del andre præmier, men vi så ikke lige i hvad - de er også bare superseje!

Vi skulle også nusse hvalpe:-) Lotte har p.t. 2 kuld på hhv. 3 og 4 uger og stadig 3 blå hanner til salg, så dem måtte vi jo se. Henrik er meget tændt på endnu en hvalp, men det skal ikke være nu! Det er bestemt en interessant kombination, men man skal jo ikke anskaffe sig en hvalp, bare fordi hvalpen lige er der - den perfekte hvalp kommer jo altid, måske skal der ventes på den, men så er det jo sådan, der er! Først og fremmest skal det være på et tidspunkt, hvor vi har mulighed for ferie - og det har vi altså ikke i september...og der er rigtig mange ting, der skal overvejes og diskuteres, før jeg skal have min næste hvalp!

Der var desværre ingen deltagelse af kuldsøskende til vores hunde, men der var Uno Lassie, som har samme forældre som Osseau fra et lidt senere kuld. Jeg tog et billede og ligheden er tydelig - både i størrelse og temperament er de meget ens:



Til at begynde med var det lidt svært for Osseau, men efter en pause i bilen gik det meget bedre og han fandt en lille legekammerat i Molly på 5½ måned:


Django syntes, at det var fantastisk at hilse på de mange andre hunde - se lige de lange mundvige:



Tak for en rigtig hyggelig dag til Lotte og Kurt, det bliver forhåbentlig gentaget.