Det er som sådan ikke, fordi han ikke kan holde til det mere, men jeg synes bare, det generelt blev for besværligt. Jeg er ikke vild med træningsstedet i Hedehusene, der er en ret stejl trappe, som Django jo skal bæres op og ned ad, og det kan hverken mine fødder eller ryg holde til.
Samtidig synes jeg ikke rigtig, at vi kan komme videre - han kan både finde lavendel og eukalyptus, men jeg synes ikke, at han skal belastes med hverken høje søg, søg hvor han skal gå på underlag, han ikke bryder sig om eller andre kreative måder at søge på. Derfor blev det altså lidt for tamt og kedeligt at være til træning, og da jeg jo har valgt, at vi ikke skal træne mod konkurrencer, har jeg valgt, at vi stopper for denne gang.
Et par "snuse-billeder" fra sidste vinter:
Det er naturligvis træls i og med, at Django jo synes, at det er fantastisk, men mon ikke han synes, at det er nøjagtig lige så sjovt at søge guffer på græsset eller på gåture??
I mandags havde jeg ham med til en gang massage hos Lone Rahbek. Meget glædeligt var han ikke nær så spændt i sin krop, som jeg egentlig frygtede - det værste sted var i halemusklen, og det er jo ikke så mærkeligt, når man er så glad, som han er:-)
Han var øm over ryggen, men ikke mere end så mange andre hunde, som hun giver massage, og selv om han ikke syntes, at det var den mest fantastiske oplevelse, tog han det ganske pænt og accepterede massagen.
Han sov som en sten resten af dagen:-)))