lørdag den 16. januar 2021

Girah 15,5 uge

 Tiden går virkelig hurtigt, Girah vokser og vokser og vejer i torsdags 7,1 kg - han er nu næsten halvanden gang tungere end den dag, vi hentede ham! Det er lidt vildt, jeg vil meget gerne have en stor sheltie, men han behøver altså ikke fortsætte i det tempo:-). Jeg kunne nemlig rigtig godt tænke mig at prøve at udstille ham, bare for at prøve det, men det kræver nok at jeg kan nå det, mens han stadig er hvalp, så han ikke bliver helt bortdømt pga sin størrelse.

Girah er en utrolig nem hvalp. Han er 99 % renlig, og han kan holde sig længe nu - også om dagen. Om natten sover han fra 22.00-05.30 uden problemer, han elsker at sove i sit bur! Apropos bur havde vi købt et lille stofbur til at starte med. Det blev for småt for ham, men ‘heldigvis’ gik lynlåsen i stykker, så vi fik det byttet - til et str. xl i stedet, så nu passer det perfekt til, at han kan ligge helt udstrakt😊.

Han er også ret vild med alle de udfordringer, vi kan finde på. Forskellige former for aktiviteter - tom flaske med guffer, aktivitetsspil mm., træning af diverse øvelser mm, han kaster sig over det med stort engagement. Det er så fedt at se!

Forleden var han et helt nyt sted, hvor vi trænede. Han kommer ind på området med stor power og er helt uimponeret - og klar til at træne. Vi har enkelte øvelser, der sidder helt i skabet og en hel del ‘halve’ = øvelser der enten er godt på vej eller lige påbegyndt! Og ja, vi træner stort set dagligt - men det er totalt leg. Fx. elsker han, at jeg kaster apporten, han samler op, løber mod mig og belønnes med legetøj - det er en stor fest, og vi nyder det begge. Han er en hund, der har brug for aktivitet - nu er vi der, hvor vi går ture to gange dagligt og møder som regel en af kvarterets søde hunde. Jeg er grundlæggende af den opfattelse, at hunde ikke behøver at hilse på alt og alle, men jeg gider ikke, at han ikke kan omgå dem, han vil møde dagligt/ugentligt på en ordentlig måde, så de får lov at hilse! Naturligvis efter aftale med ejerne, selv om ikke alle de voksne hunde er imponerede over en lille vild hvalp - men så nøjes vi med et kort øjeblik, og det går så fint.

Det er SÅ dejligt at have hundehvalp:-)








mandag den 4. januar 2021

Farvel 2020 og velkommen til 2021

Jeg er gået ind i 2021 med en ret ødelagt ryg, så jeg ligger brak lige nu og overvejer lige, om jeg kan være så omstillingsparat, at jeg kan undervise liggende fra i morgen eller om det vil koste nogle dages sygemelding....

2020 har været et år på godt og ondt, men måske i virkeligheden mest godt, når det kommer til stykket. Det er stadig afskeden med Osseau, der sidder dybest i mig, fordi det var så uventet og voldsomt, og naturligvis gør det også stadig ondt at tænke på Django. Det var et meget hårdt efterår, men modsat mange andre er jeg egentlig ret taknemmelig over forårets hjemmearbejdsperiode, da det jo gav os meget god tid med hundene, som jeg virkelig nød. Som nævnt før er vi uendeligt priviligerede, at vi har haft både Django og Osseau i så mange år - det er ikke mange forundt.

At have fået lille Girah er en fest. Han er virkelig nem og utrolig sød - det meste af tiden i hvert fald😂😂. Han klarede al virakken med jul og nytår i stiv arm, og han er af den overbevisning, at Amanda, Daniel og Evelina kommer for at besøge HAM.


Selv om en del rallyprøver blev aflyst i løbet af året, fik jeg alligevel dømt en hel del, og 7. november dømte jeg så min sidste prøve - med vemod, ja, men egentlig også med glæde over at jeg forhåbentlig inden så længe kan være med som deltager. Det vil da være fantastisk at se, om jeg overhovedet kan finde ud af det!

Et af de absolut mest positive højdepunkter i 2020 var fotosessionen med Paul, Amanda og Camilla i juli måned - det var en virkelig dejlig dag, der resulterede i skønne, mindeværdige billeder, hvor jeg så oven i købet har fået et tørklæde med et af dem. Det er jeg meget taknemmelig for.

Og 2021?. Tja, ingen ved, hvad det byder på. Rent arbejdsmæssigt fortsætter overskriften med at være “omstillingsparat”, privat bliver jeg farmor i løbet af en måneds tid - det er vildt stort og jeg glæder mig helt enormt!

Girah træner Foundation hos Johanna, og på lørdag starter vi hvalpehold hos Helle Palm - jeg forestiller mig, at de to hold kommer til at gå meget godt i spænd. Jeg gør egentlig ikke meget ud af at træne, men der er ingen tvivl om, at Girah elsker det, og lige pludselig er det gået op for mig, at han kan indtil flere øvelser på verbal kommando og mange andre er godt på vej. Og ja, det bliver til småøvelser flere gange dagligt, for hold da op den hundehvalp har brug for at bruge sin hjerne, så vi kan sagtens få dagene til at gå😂😂.




Jeg bad om hjælp til hans køresyge på Facebook forleden, og det væltede ind med gode råd. Nu har jeg lånt Thundershirt, magnethalsbånd og ingefærpiller + noget medicin (som jeg lige skal vende med dyrlæge, inden jeg foretager mig noget der), vippebræt og en speciel gynge. Hundeverdenen er da fantastisk👏👏👏