torsdag den 29. december 2011

Det var så den jul

Så vi fik klaret julen, som trods alt viste sig at blive ganske hyggelig. Vi holdt jul hos min far - alle vi søskende, børnebørn mv, og faktisk lykkedes det at få lavet noget rimelig fornuftigt julemad trods vores ringe erfaring ud i det projekt.
Turen til og fra Jylland gik også i fin stil. Vi var med færgen fra Odden, da jeg ikke kunne klare tanken om kaos på motorvejen hhv. den 23. og 26. Der var da også en del mennesker med færgen, men Django indtog alligevel et sæde for sig selv ( på min jakke, så vi ikke efterlod masser af sheltiepels:-)) - han er så bange for at blive trådt på, så han karter rundt, hvis han skal være på gulvet, men han hyggede sig vældigt med at have det store overblik og duftene af fremmede hunde, haps dogs mv. nød han i høj grad. Osseau blev på hjemturen skødehund for første gang i sit liv! Samtlig 45 minutter sad han roligt på skødet af mig (17 kg - suk!), det er aldrig sket før! Men det var nu helt hyggeligt:-)

Det blev til mange dage uden træning, selv om jeg havde taget diverse remedier med i håb om at finde tid til det, men det lykkedes ikke, da min far ønskede at vi fik ryddet ud i min mors tøj, smykker osv. En hård tid, der jo tog en del tid!
Heldigvis havde jeg en aftale med Paul om træning tirsdag formiddag - super hyggeligt som sædvanligt og med en god del succeser. Også i går trænede jeg Osseau lidt i vores indhegnede børnehave, hvor han også kunne få lov til at løbe lidt, og derefter blev det til super træning af Django. På tirsdag skal vi til Nørdprøve - Amanda og Osseau i rally, og så tager jeg Django med til en LP 3 . Her havde jeg egentlig meldt Osseau til først, men fornuften vandt heldigvis!

Træningen kører som den skal, men vi har alt for mange ufærdige øvelser, og jeg har ikke lyst til at eksperimentere på nuværende tidspunkt, heller ikke selv om, det "kun" er træning.
Django klarer øvelserne helt fantastisk trods meget lidt træning. I går trænede jeg sit, fri ved fod, positioner under gang, stillingsskift, spring- + dirigeret apport og bortset fra tyvstarter, fordi han er så ivrig, er det tæt på at være til ug, og tyvstarterne kan jo forholdsvis nemt trænes væk! Han er så meget en superhund:-))) og jeg overvejer seriøst at melde ham til i Christiansfeld den 1. april, hvor Amanda jo nok skal forsøge at kvalificere sig til DM i Championklassen.

Han skal simpelthen på banerne igen til næste år!!!

fredag den 23. december 2011

Tiltrængt juleferie

Uha, jeg håber godt nok, min hjerne vender tilbage i løbet af den kommende ferie. Jeg glemmer ALT for tiden, så sjældent har en ferie været så velkommen.
Det er lykkedes mig at glemme gaven til min nevø - jeg har vidst så længe, hvad han skulle have, at jeg jo troede, den var købt, og nu er den Hummeltaske selvfølgelig udsolgt overalt:-(
Gaverne til ungerne har jeg heller ikke styr på. Der har jeg faktisk købt noget til Daniel, det havde jeg nu også glemt, så jeg var ved at købe endnu mere til ham...
Min søster har sørget for samtlige madindkøb til juledagene. Jeg skulle kun sørge for mandelgaven - det har jeg selvfølgelig også glemt! Godt butikkerne stadig er åbne!!!
Og så er der selvfølgelig alle de ting, som jeg har glemt, at jeg har glemt, eller endnu ikke har opdaget, at jeg har glemt!!!

Oven i det hele har Amanda reddet sig en slem halsbetændelse...
Nå, nok jammer, det bliver jo jul alligevel:-)

Ferien skal nydes, og den bliver heldigvis lang. Først den 4. januar er det skoledag igen, så det er jo lige til at klare.
Vi har bemærkelsesværdigt lidt fyrværkeri i disse dage. Der plejer altid at være masser af gang i den fra først i december, men det småtteri der er, tager Osseau heldigvis med ophøjet ro. Faktisk så meget, at jeg helt har glemt (!) at sætte "krudt-CD'en" på, men jeg tror bestemt, det går alligevel.

Det begrænser dog træningen af ham lidt, da jeg er meget opmærksom på, at han ikke skal blive bange, og derfor ikke er meget for at have ham løs udenfor. I går måtte jeg dog ud på skolen igen, da jeg havde glemt (!) de tomme, men ikke rengjorte skåle, som jeg havde medbragt ris alamanden til julefrokosten i. Jeg tog Osseau med og trænede ham i skolegården - der var flere håndværkere, som var rigtig gode til at forstyrre, men desværre ikke nogle cyklende børn, som jeg havde håbet. Men super sted at træne fremsending, vi har en ret stor skolegård, så der kom god afstand på!

Det går stadig fremad med apporten. Nu kan han også sidde i plads, tage apporten i munden, hvor han så bliver rost og rost for at holde den:-))
Nu skal ferien blandt andet bruges til at planlægge det kommende år, så jeg kan få fastsat nogle mål og tilmeldt nogle prøver.

Rigtig glædelig jul til alle.

søndag den 11. december 2011

Hundeoplevelser 2011

Så er det ved at være tid til at gøre status over 2011.
Året begyndte jo temmelig ærgerligt helt på nulpunktet med, at LP-træningen med Django blev droppet pga hans HD-diagnose. Surt show, men det blev jo heldigvis til, at Osseau blev "opgraderet" til konkurrencehund - og jo faktisk viste sig at være ret godt.

Årets højdepunkt blev jo helt klart Sheltiedagen, hvor Osseau blev Rallychampion:-))

Jeg har lige talt antallet af DKK prøver, vi har været til i år (jeg tæller IKKE det samlede gebyr):
Django har været til 7 rallyprøver. 3 IB blev det til, de sidste 4 fik han mellem 82 og 89 point for - ganske pænt, da han hver gang har fået -10 point for enten ærespladsen eller bakkeøvelsen, men nu gider vi ikke prøve mere. Ingen af os synes, det er særlig sjovt!

Osseau har været til i alt 13 (!) rallyprøver:
Ved den første blev han RØM, derefter fulgte 3 x IB med Amanda, hvorefter han med 4 prøver med mig i Ekspertklassen fik titlen DKRLCH. Amanda og Osseau har derefter deltaget 5 gange i Championklassen, som de har bestået hver gang med mellem 76 og 91 point.

I LP har han deltaget i 8 prøver i LP 2, hvoraf de to af dem var uofficielle prøver i Sheltieklubben.
Det er blevet til en "rigtig"1.præmie, som gav LP 2 titlen + en meget flot 1. præmie med 204 point til en af de uofficielle prøver. De første af prøverne var "prøve"prøver, hvor målet kun var at gøre ham tryg i prøvesituationen, og bortset fra fællesdækken, er det lykkedes det fint ,og jeg er faktisk mest glad for årets sidste prøve i Collieklubben, hvor vi med et 0 i dækken fik 179 point i alt - det var en supergod oplevelse.

2011 er nok også året, hvor jeg selv har udviklet mig mest.
Det har været godt at være til så mange prøver, så bliver man lidt mere hærdet i forhold til de mærkelige ting, der altid sker til prøverne, som man jo bare må acceptere, uanset om det er fair eller ej.
Og hold da op, hvor har jeg lært meget på de fantastiske kurser, jeg har været på:
Masterclass med Johanna i marts måned gav blod på tanden i forhold til at træne med Osseau og tro på ham, og kurserne i oktober med hhv. Niina Svartberg og Helle Damkjær har virkelig givet mig noget at arbejde med vinteren over.
Derudover har jeg selvfølgelig også lært af træningen i hverdagene af hhv. Paul, Johanna og Charlotte Lyngholm, og jeg er blevet meget bedre til selv at få trænet herhjemme, så der er kommet meget mere struktur på.

Så alt i alt har det været et rigtig fedt år, hvad angår hundetræning og prøver:-))) Satser på en fortsættelse i 2012.