Proces eller produkt?

Er målet det vigtigste, eller er det vejen dertil? Et spørgsmål der i disse tider (hvor folkeskolen igen, igen, igen er under kraftig beskydning) er en god pædagogisk diskussion værdig, men som bestemt også gælder for hundetræning:-))
For at komme med konklusionen først må man jo nok sig, at det hænger godt og grundigt sammen!

Jeg er ikke specielt vild med at gå til prøver.
Hver gang tænker jeg, som jeg gjorde, da jeg for tredje gang sad oppe i Det Gyldne Tårn i Tivoli: "hvordan kan det dog være, at jeg gør det igen". På den anden side kribler det også hver gang "alle andre" har været til prøve, og resultaterne kan følges på Facebook, så fortryder jeg, at jeg ikke meldte til.

Men ville jeg overhovedet få trænet mine hunde, hvis det ikke var fordi jeg havde et mål?
Det ved jeg ikke helt, men det er altså imponerende, så afhængig man kan blive af det. Jeg bliver i hvert fald et gladere menneske af, at Django pludselig kan lave en perfekt springapport, og at han nu er på vej mod også at kunne lave en dirigeret apport - så er vejen til klasse 3 ikke længere så lang. Glæden ved at have Osseaus fulde opmærksomhed i løbet af en hel times træning er nok heller ikke lige til at forklare for dem, der ikke har prøvet det....

Det betyder ikke så meget for mig, hvilken klasse vi konkurrerer i, men det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan se og glæde mig over, at tingene lykkes, og så er tempoet egentlig ligegyldigt!