mandag den 23. december 2013

Det' sørme, det' sandt d'cember

Som for så mange andre er december måned gået vildt stærkt her i huset.
Måneden startede med juletur med Sheltieklubben ved Hundige Havn - en superhyggelig tur, hvor Osseau var løs stort set hele turen og klarede det rigtig fint. Han har et talent for at lade som om de hunde han ikke bryder sig om slet ikke eksisterer, han vender ryggen til og går sin vej - så absolut ingen problemer der.

Det var værre med Django! Han er altså "en gammel gris", der altid går efter de unge piger, så han måtte indfanges og have snor på adskillige gange, når han blev for nærgående.... Hans bror Divus var også med, selv om han er tric ligner de hinanden vildt meget i deres udtryk, begge minder meget om deres mor Celine:

Min far har været alvorligt syg, så tasken har været pakket siden sidst i november i tilfælde af akut tur til Jylland i flere dage. Det er dog "kun" blevet til 3x1 dag, og foreløbig klarer han sig. Han blev udskrevet dagen før sin 75 års fødselsdag og nåede dermed mod forventning med til spisningen på restauranten, der jo har været bestilt et stykke tid. Det ser nu ud til at han klarer julen med, så må vi se - vi tager en dag ad gangen, rygerlunger er virkelig en grim sygdom:-(((

Mine rally- og LP-hold i Sydkystens Hundeskole er jeg vildt glad for. At undervise i rally sammen med Paul er rigtig rart, og vi har superengagerede og dygtige kursister, så det er en stor fornøjelse. LP-holdet er hyggeligt - jeg holder mig altid til få kursister, da jeg gerne vil have god tid til den enkelte, så holdet bliver hurtigt fyldt op. Jeg glæder mig til næste omgang i januar/februar måned.

Jeg bestod den skriftlige eksamen på  Klikkerinstruktøruddannelsen den 7. december, og nu træner Osseau og jeg på livet løs frem mod den praktiske eksamen den 18. januar. Der er nogle svære øvelser i blandt, vi er på vej med dem alle 8, men lige nu føler jeg, at jeg har 8 la-la øvelser, som måske virker og måske går galt på dagen - jeg håber vi når det!!!

Nå, nu må vi nyde juledagene og ferien - rigtig glædelig jul til alle:-)))

torsdag den 21. november 2013

Dyrlægebesøg

I tirsdags var det tid til en tur hos dyrlægen med begge hunde. Osseau skulle have taget en kontrollerende blodprøve, og samtidig skulle de begge vaccineres.
Jeg tog Django ind først, han er ikke vild med at være der, men var egentlig mere utryg, end jeg har set ham før. Han accepterede det dog fint og blev grundigt undersøgt, mens han spiste ret mange af dyrlægens guffer. Han fik vældig meget ros af dyrlægen: "meget velplejet", i rigtig god form, ingen spændinger ned over ryggen overhovedet (imponerende hvad det glutenfri foder har gjort for ham), og blev derefter vaccineret mod det mest nødvendige - jeg har læst lidt om vaccine til ældre hunde og diskuteret det med dyrlægen, som mente, at det var det klogeste at gøre.
Det fortrød jeg dog nogle timer senere....det vender jeg tilbage til.

Så var det Osseaus tur. Han var helt anderledes - ganske rolig, og han fandt sig simpelthen i alt. Nu har han åbenbart været der så mange gange, så han ved, at han slipper ud igen:-)Kennelhostevaccinen, som gives i næsen, var han nu ikke så vild med, men det kan nu heller ikke være rart!
Begge hunde havde tabt sig, Osseau oven i købet en hel det, men det var nu også nødvendigt - Django skal have lidt mere mad, så han kommer op på ca. 9 kg igen.

Efter besøget gik vi en tur i byen, og hjemme igen gik jeg i gang med madlavningen. Henrik kom hjem lidt senere, og der kunne vi konstatere, at der var noget galt med Django - han gøede nemlig ikke, da Henrik kom.....!
Phew, ikke godt, men jo nok "bare" bivirkninger fra vaccinen. Han gik helt krummet sammen, og det blev værre i løbet af nogle timer. Han kunne dog godt finde ro, men sov ret tungt og senere på aftenen var det tydeligt, at han også havde problemer med balancen...så det var ikke ret godt:-(. Uha, hvornår er det lige, at dyrlægen skal kontaktes igen.....

Henrik holdt øje med ham ud på aftenen, og ved 12-tiden var han heldigvis sig selv igen, logrende glad og bevægede sig fint, men jeg havde ikke rare drømme i løbet af natten......Om morgenen var der overhovedet intet at mærke på ham - nu må jeg have talt med dyrlægen om det, men jeg tror da nok lige det med vaccination er slut for hans vedkommende!!!

onsdag den 13. november 2013

Tid til træning

Der skal trænes på livet løs for tiden, da der er en del øvelser, Osseau og jeg skal have på plads før eksamen til januar. Jeg har for lidt tid, så det skal virkelig prioriteres, for at jeg får det gjort - og det bliver bestemt ikke til træning hver dag. Tja, uden at jeg skal klage over mit dejlige job, så er jeg nok en af de få, der glæder mig til "kun" at arbejde fra 8-16 fra næste skoleår, så skal vi da i det mindste ikke stå til rådighed altid....og vi bliver fri for at arbejde om aftenen, i weekenderne mv.

Det er lidt bøvlet at få trænet herhjemme. Django er ikke typen, der sætter sig ned og venter....suk. Det kan lade sig gøre at sætte ham af, men han har slet ingen fornemmelse af, at det ikke er ham det handler om, og da han altid har lært at et klik afslutter en øvelse, er han helt klar på at få en guf, når jeg klikker Osseau - lidt træls, når jeg er i gang med at indlære øvelserne, så der bliver klikket ofte!

At lade ham blive inde og træne i haven er også noget bøvl, i det han gør, gør og gør og det stresser Osseau så meget, at han ikke kan fokusere. Så altså - der bliver trænet 10-15 minutter ad gangen, og det rykker nu også. Osseau er lidt sej - øvelsen bakke rundt om fører er næsten ved at være der, i tre af de andre øvelser er intensiteten det sidste, der skal på plads, og det er jo egentlig mit eget ønske og ikke et krav til eksamen. Der er også øvelser, der er helt håbløse, f.eks. fatter han intet af diskrimineringsøvelsen, hvor han skal skelne farver, men jeg håber, det kommer, når vi for alvor går i gang med den.
Nå, men nu har jeg meldt til selvtræningshold i hallen, så kan vi få trænet i ro og fred.

I øvrigt blev jeg lige lidt nostalgisk forleden. Paul har skrevet en artikel om rallyens historie og fik i den forbindelse et link fra Djangos og min rallyprøve nr. 2 i 2007 - den prøve der gjorde, at jeg ikke turde kaste mig ud i den disciplin før to år efter. Vi blev IB'et - øvelsen på billedet ser nu meget pæn ud.....Men sæt nu jeg ikke var kommet i gang igen - det har alligevel ført en masse godt med sig:-)

Billedet er at finde på http://www.aussies.dk/Rally_jyderup/slides/09-09-07%20103.JPG
Jeg ved ikke hvem der er fotograf.

torsdag den 7. november 2013

Bøllen er tilbage og noget om rally

Osseau er nu helt frisk igen. Et par ugers pillekur har gjort, at vi nu næsten har fået hundehvalp i huset igen. Han er totalt i hopla, han og Django leger og leger og leger, han bider gerne i både mine bukseben, lår og trøjer, og han er altid klar på træning, trækkeleg mv.
Det er sjovt, men også lidt svært at arbejde med - vi har rigtig travlt med at træne de øvelser, vi skal kunne til den praktiske eksamen den 18. januar, men nu skal jeg til at arbejde med at få ham dæmpet lidt, før han kan koncentrere sig om de forholdsvis rolige øvelser, han skal lave - det er altså ikke nemt at gå rundt i cirkler efter en targetstick, når man hellere vil hoppe op og bide efter den:-).

Amanda går nu på begge de rallyhold Paul og jeg har i hallen om onsdagen. På første hold med Dumle og derefter med Osseau, og det går simpelthen så godt. Dumle er helt vild lærenem, så struktur på deres træning er bare rigtig vigtig, så kommer resultaterne hurtigt. At forholde sig i ro er ikke lige Dumles spidskompetence, men han rykker rigtig meget fra gang til gang - det er fedt at se:-). De får deres rallydebut ved dobbeltprøven i hallen til nytår.

Også Osseau nyder rallytræningen. Også her er han lidt hyper, men han går bare rigtig flot, og de nye øvelser skal han såmænd hurtigt lære. De har indtil nu været til 9 rallyprøver i år, alle er beståede, og de 7 af dem er med point på 87 eller derover, så det er jo helt pænt.

I går blev det så endelig til en nu titel på mit "Hunde-CV" - efter et uddannelsesforløb i DKK er jeg nu rallydommer. Foreløbig er der to prøver på programmet hhv. den 5. januar og den 22. marts til - det glæder jeg mig helt vildt til, det er altså sjovt at dømme:-))

torsdag den 10. oktober 2013

Stakkels Osseau:-(

Oven på en katastrofal prøve i Ølstykke i søndags, hvor det endte med, at jeg temmelig hysterisk trak mig midt i apporteringen, har det vist sig, at Osseau formentlig er syg!

Han er den seneste måneds tid gradvist blevet anderledes - det har været meget ukonkret, men som om han havde svært ved at overskue træningen, har fundet på masser af overspringshandlinger og været svær at motivere for flere øvelser. Jeg har jo fundet på lige så mange undskyldninger: hans bedste hundeveninde i kvarteret har lige været i løbetid, andre hunde mennesker alt for tæt på osv., men det har nok slet ikke noget med det at gøre....

I løbet af søndagen begyndte han at drikke rigtig meget. Det fortsatte, da vi kom hjem og natten til mandag begyndte han også at hoste, samtidig med at han var ude og drikke 4-5 gange - meget, meget usædvanligt, så alle mine alarmklokker ringede om lungebetændelse, lungeorm mv.

Mandag morgen kontakt til dyrlægen, som bad mig komme hurtigt, så evt. blodprøver kunne give svar tirsdag. Mandag eftermiddag var både drikkeriet og hosten holdt op igen, og jeg var tilsyneladende 1500 kr. fattigere uden grund, så jeg var helt klar på, at dyrlægen ville ringe tirsdag og sige, at alt var normalt - men det var det ikke.

Det har vist sig, at Osseau har så meget fedt i blodet, som ingen har set før! Et tal, der max skal være 5 og normalt er ca. 2 hos hunde var over 50, så det kunne slet ikke lade sig gøre at få hverken levertal, nyre- eller sukkerresultater ud af prøven. Dyrlægen bad så om et resultat på stofskiftet, men heller ikke det var muligt. Med møje og besvær fik jeg taget en urinprøve, som var helt fin, så i første omgang er sukkersyge i hvert fald ikke på listen over mulige sygdomme mere.....

Nu er han sat på ekstrem fedtfattig kost i en uge, derefter skal han faste i 24 timer og så have taget en ny blodprøve - han har det jo ok (eller som han nu har haft det den seneste måned), så det er ikke akut længere.
Jeg synes, det giver god mening med en stofskiftesygdom og håber da også, at det "bare" er det - så er det kun medicinering, der skal til, og det er jo til at have med at gøre.
LP-træningen er lagt på hylden, men jeg håber, at han kan finde energi til at træne øvelserne til klikkeruddannelsen - foreløbig er der dømt ferie de næste 10 dage, så må vi se, hvad der sker.....

onsdag den 2. oktober 2013

En spøjs prøve

I lørdags var vi jo til prøve i Lyngby, hvor DSS holdt Landskonkurrence og havde 40 års jubilæum.
Der var mange deltagere i klasse 3, men heldigvis var vi i første gruppe og blev lidt mod forventning den første på banen - det gik aldrig helt op for mig hvorfor???

Nå, men som overskriften siger, blev det en noget blandet oplevelse....vores performance var bestemt ikke prangende. Det, der gik godt, gik rigtig godt - og så var det lige 4 nuller:-(
Fuld point i begge fællesøvelser - især dækken var fantastisk, der var en MEGET gøende border collie oppe i klasse 1 lige ved siden af, så er det bare ikke fair, at hundene skal ligge stille med førerne i skjul.....og jeg blev meget overrasket over, at Osseau bare lå der, da vi kom frem - seje hund!

Fri ved fod var fantastisk, Osseau var bare så meget på og med fuldt fokus hele vejen - et par skæve pladser og et svæv i en vending gav et 8-tal, men selve følget var helt klart til en 10'er:-))))
Stillingsskiftet var også super, med et par ekstra kommandoer (som nok skyldtes min utålmodig) blev det også til 8 - og så var det lige nullerne kom på banen, han flyttede sig ikke fra keglen i dirigeret apport og tyvstartede i springet! I indkaldet stoppede han ikke, og han ville endnu en gang ikke løbe ud til næsepindene:-((
Men positioner under gang gav 8 (mistede dækken) og feltet 9,5.

Som i 2009 blev Osseau tildelt Mona Lunds Mindepokal - en opmuntring til dagens absolut dårligste sheltie, altså en noget tvivlsom ære:-) Måske skal vi ikke deltage i DSS Landkonkurrencen mere.....

Nå men siden lørdag er vores træning gået fantastisk, nu er det årets sidste prøve i Ølstykke på søndag, det må gå, som det går - jeg ved, han kan alle øvelserne, men det er altså svært at få det til at gå op i en højere enhed til en prøve!

Efter søndag er det slut på LP, indtil min klikkerinstruktøruddannelse er slut til januar. Vi trænger til en pause, og der er en masse øvelser, der skal trænes en del på for at bestå den praktiske eksamen - det er noget sjovere, end at blive ved med at træne de samme øvelser igen og igen, så her kommer mit fokus til at ligge.

Nu har SHS igen fået en hal til at undervise i hele vinteren. Den ser super ud, der er slået masser af hold op, og det er jo en fornøjelse at konstatere, at mit LP-hold hurtigt blev fyldt. Også rallyholdene med opstart sidst i oktober, som jeg har sammen med Paul er næsten udsolgt. Pt. er der kun 2 pladser tilbage på rallyholdet for begyndere og øvede.

onsdag den 25. september 2013

Lidt op ad bakke

Så lykkedes det mig igen at gøre noget tåbeligt! Denne gang kostede det en smadret ryg torsdag morgen, da jeg lige skulle være smart og løfte hundene over hegnet - 15 kg Osseau var i overkanten, og min ryg gav et højlydt smæk. Jeg fik dog afsluttet morgenturen, sagde til Henrik at han lige måtte  trykke lidt på ryggen og lagde mig ned på gulvet - og så kunne jeg ikke komme derfra igen!!!!
For den da hvor gjorde det ondt, så det kostede lige en sygemelding.....
Heldigvis lykkedes det mig at få en tid hos osteopaten, som jeg tit kommer hos, så med behandling torsdag og igen i mandags er jeg nu igen fit for fight - det er jeg alligevel lidt imponeret over, han er simpelthen så dygtig ( tak for anbefalingen Dil)! Lidt skånehensyn er dog nødvendigt, så Amanda kommer heldigvis med til undervisning i aften, så hun kan stille rallybane op mv., men ellers skal det såmænd nok gå:-)

På positivlisten førte det til, at jeg ikke kunne gå med hundene samtidig, så Osseau og jeg fik mulighed for at træne en smule. Det blev til masser af søgen af næsepinden (hvilket ikke er noget problem på både 30 og 40 meters afstand), indkald med stå og udløb til taget på lang afstand. Jeg gider simpelthen ikke miste point på, at han ikke laver en sikker øvelse endnu en gang, så næseprøven skal bare fungere!!!!

Træningen hos Charlotte i går aftes blev en blandet oplevelse: flotte indkald, gode fremsendinger og flotte stillingsskift mv., men springapport og næseprøven var noget skrammel - Osseau er så påvirket af de andre hunde på holdet, at han ikke tør forlade mig, og han laver masser af overspringshandlinger for at undgå det. Det er møghamrende irriterende, men faktum er, at det er sådan det er. Det skal lige siges, at det altså er nogle okay hunde, de er bare unge og legesyge, men de gør ham bare rigtig utryg:-((.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente af prøven i Lyngby på lørdag, så jeg tror bare, at jeg ser,
hvad der kommer.....

onsdag den 18. september 2013

Hvor dum kan man være!

I søndags forvred jeg min fod midt i LP-prøven. Mine fødder er jo elendige i forvejen, så det gjorde pænt ondt og betød besøg hos fyssen og to dage på sofaen.

Ikke desto mindre skulle jeg absolut til træning hos Charlotte i går aftes - jo, argumenterede jeg overfor Henrik, det kan sagtens lade sig gøre med gode støvler osv. Nå, men den fod sammenkoblet med, at Osseau har haft dårlig mave de seneste dage ( ikke syg, men for meget mad i forbindelse med weekenden) betød, at ingen af os var specielt motiverede for at træne, da det kom til stykket, så der var ikke meget, der lykkedes. Det er simpelthen for dumt at tage til træning i den situation - jeg vidste det dybest set godt, men da jeg i forvejen har været væk flere gange, ville jeg afsted.

Positivt var feltet, indkaldet, stillingsskift og fri ved fod i langsom gang. Springapport, næseprøven og koncentrationen generelt var virkelig noget møg - græsset på træningspladsen dufter bare alt for godt!!!!

Nu skal der godt nok trænes, hvis vi skal klare os nogenlunde fornuftigt til næste prøve den 28. september!!

Heldigvis var Amanda og Dumle også med, og de er altså superseje sammen:-)). Amanda har ikke meget tid til at træne ham, men han er virkelig glad for at arbejde, så hvis hun får gjort det noget mere ved det, skal de nok klare sig godt. Rally er det primære mål - resultatbøgerne er bestilt, og hun melder nok til dobbeltprøven i SHS den 5. januar - men hun også meget gerne træne LP.
Det gjorde de jo så i går, og det blev både til stå, spring, stillingsskift, intro til næseprøven og en hel del mere. Dumle er totalt fokuseret på Amanda og helt ligeglad med, at der er andre hunde på banen - det er ret imponerende!


Dumle:-)
 



mandag den 16. september 2013

LP 3 i Målev

I går var Osseau og jeg igen oppe i LP 3, hvilket resulterede i vores hidtil bedste resultat: 189,5 point med nuller både i dirigeret apport og i næseprøven. Lidt trælse nuller da apporteringen jo har været et fokusområde meget længe og en af to øvelser, der bare SKULLE virke i går!!! At han ikke tog næseprøven kom i den grad bag på mig - han løb slet ikke derud, det stunt har han aldrig nogensinde lavet før, men det er jeg nu ikke så bekymret for....
Osseau var træt i går og ikke helt på, lørdag var vi på klikkeruddannelsen, og det er altså en lang og hård dag, når man er hund (også når man er mig, men jeg vælger jo selv:-)).

Prøven ses her: http://youtu.be/ZRE0fExrVbM
Det ser såmænd ok ud, så de gode resultater skal nok komme.

Og apropos gode resultater så var der mange i løbet af weekenden - totalt velfortjente 1. præmier til Paul og Lille Bjørn og Mette og Fifi. Også til Lonni og Mayday der fik 1. præmie for 3. gang og dermed blev Lydighedsmester. Og lørdag blev min tidligere træningsmakker Vibeke med Julie Lydighedschampion:-))). Kæmpe, kæmpe stort tillykke til jer alle - jeg er helt stolt over at kende så mange dygtige mennesker (og også ret misundelig, men på den gode måde:-)).

onsdag den 4. september 2013

De seneste par uger

Forrige weekend brugte vi nogle timer i Sorø, hvor Border Collie klubben holdt prøver, klubmesterskab og udstilling hele weekenden. Om lørdagen var Amanda og jeg afsted et par timer for at socialisere Amandas hund Dumle, og så kom Django også med for hyggens skyld. Dumle er 3 år, men han er ikke vant til at være sammen med andre hunde, og det må han jo lære, når nu Amanda har ambitioner - mest på rally, men jeg tror også gerne, hun vil prøve noget LP, når hun får ham trænet op. Han er meget læringsparat og utrolig opmærksom på hende, og det var faktisk slet ikke noget problem at lave øvelser med ham, da vi havde været lidt tid på pladsen.

Søndag var det så Osseaus tur til at komme med, da Amanda og han skulle til rallyprøve. Jeg tror aldrig, at jeg har set dem gå så flot en bane. Osseau var vildt opmærksom og holdt meget flot kontakt hele vejen gennem banen. Lidt uskarpe kommandoer og en enkelt misforståelse gjorde, at de måtte lave tre øvelser om, men heller ikke det ødelagde det flotte flow, og de endte på 87 point (hvilket må siges at være ret godt, når nu ommerne kostede 9:-)).
Rallyprøverne er nu sat lidt på pause. Amanda er startet med at læse matematik i Kbh., og det kombineret med job levner ikke meget tid til hundeaktiviteter!

Mine onsdage går jo med LP- og rallyhold. Nogle dejlige hold med meget engagerede kursister. Rallyholdet er blandet niveau, så der har været mange skilte på banerne (på hver holder) for at kombinere sværhedsgraden, og jeg er ret godt tilfreds med, at flere af deltagerne allerede har prøvet flere af championskiltene:-)). Nu er de nye rallyskilte jo kommet, hvor højrehandling introduceres tidligt, så det er rigtig godt, at flere af øvelserne allerede er "kendt stof". Der er virkelig mange sjove og udfordrende øvelser med, og det bliver rigtig sjovt at få dem med i undervisningen.

Mit LP-hold er af helt perfekt størrelse med kun 4 deltagere. Jeg sætter stor pris på at have god tid til den enkelte og også her er kursisterne arbejdsivrige og dygtige, så det er en stor fornøjelse og jeg går altid glad hjem:-))))

Den forløbne weekend fik jeg trænet lidt alene, men derudover brugte jeg det meste af lørdagen på at vente på resultater fra DM...phew, hvor var det træls ikke at være der, så jeg bedre kunne følge med!
Paul og Megan leverede jo et fantastisk resultat med en 5.-plads i Championklassen - simpelthen så flot, og endnu en gang mange gange tillykke til Paul:-)).

onsdag den 21. august 2013

Kenneltræf, uddannelse og træning

Så har hverdagen ramt med fuld kraft: Skolen er i gang igen, nye træningshold er startet, og weekenderne er fyldt, så der er nok at se til.
Søndag den 11. august var vi på besøg hos Lotte og Kurt, da Kennel Elverlamshuset holdt åbent hus for hvalpe og venner af huset. Der er efterhånden født mange hvalpe på kennelen, og der var da også omkring 80 mennesker og 50 hunde til træf. Vi gad ikke have Osseau med,  så han var på besøg hos mine svigerforældre i Lejre, mens vi andre hyggede os med kage, god mad og helstegt pattegris. Django er jo fantastisk at have med - sammen med en kuldbror var han alderspræsident i selskabet, han havde det dejligt hele dagen og løb blandt andet en agilitybane med Amanda. Han var godt træt dagen derpå:-).

Onsdag startede vi nye hold i Osted. Et blandet rallyhold som Paul og jeg deler, og derefter et lille LP-hold. Jeg nyder at undervise og især at have god tid til kursisterne, så jeg foretrækker klart små hold.

I weekenden var der så endnu en omgang på klikkerinstruktøruddannelsen. To lange, men supergode dage med en god blanding af teori og praktisk træning. Jeg synes, det er så fantastisk at se, hvor meget Osseau tilbyder af sig selv, og hvor hurtigt han forstår hvad han skal. Nogle af de øvelser, vi skal kunne, gør, at lydighedsøvelserne kokser lidt, men det skal han nu nok forstå at skille ad - det er jeg ikke så bekymret for.

I går startede så træningen hos Charlotte Lyngholm. Et lidt blandet hold med flere hunde, som syntes at Osseau var mægtig interessant, men han tog det nu meget pænt, at de løb hen til ham, selv om jeg godt nok synes at det er træls når det foregår midt i øvelser:-(. Det ødelagde lige et udløb til feltet, så det blev han utryg ved, men det går vel over..... Det skal nok blive godt - Charlotte er skarp som altid og supergod til at fokusere på detaljer, og det kan jeg jo godt lide:-))

onsdag den 7. august 2013

Masser af hundeaktiviteter

Selv om jeg ikke har været tilmeldt nogen faste træningshold hele sommeren, er det alligevel blevet til en helt del siden hundedagene først i juli måned. Vi har været med nogle gange på Susannes sommertræningshold i SHS, vi har trænet med forskellige nørder forskellige steder (kun nørder kører 140 km for at selvtræne!!!), og vi har trænet en del alene også.
Nu skal der ske noget nyt, og jeg har meldt mig til næste omgang træning hos Charlotte Lyngholm. Jeg synes, træningen kører godt for tiden, men de gange, vi virkelig er rykket, er, når jeg har skiftet træner, så det må være nu, vi vender tilbage til Charlotte.

Osseau var til sit første rigtige agilitystævne i lørdags. Det var i Dch Næstved, hvor der var to-dages stævne. Jeg bliver til stadighed imponeret at de frivillige, der lægger et kæmpe stykke arbejde i sådanne arrangementer og alle var supersøde og svarede tålmodigt på alle vores spørgsmål. Osseau blev målt til 48 cm og var da også tilmeldt i stor klasse, hvor han var med både i Ag1 og Ag Åben. De høje spring var dog svære for ham, da hans springteknik ikke er god nok, så i springklasserne deltog han i senior uden for konkurrence i stedet. Det blev til 4 x disk, men især klasseløbet i spring var superflot.

Da han alligevel bliver senior til maj næste år, blev vi anbefalet at søge om dispensation til at starte  i seniorklassen allerede nu, så det prøver vi, da jeg meget gerne vil passe på min hund - han skulle jo gerne holde mange år endnu:-).

Søndag klarede han og Amanda sig rigtig flot til rallyprøve i Køge. De fik 93 point og blev 3. vinder, så det var super:-)
Jeg var dommeraspirant på dagen - en varm omgang, hvor jeg da også blev en smule branket.... - men ikke mindst en meget lærerig dag!

Billeder fra agilitydagen - alle taget af Tina Hindsgaul:

Ups....
 
Det var bedre:-)
 
Og et fint spring

 
 

lørdag den 27. juli 2013

Gå en tur

Forleden morgen så jeg i Go' Morgen Danmark en omtale af app'en "Gå for hjertet", hvor der doneres 1 kr. til Hjerteforeningens forskning i hjertesygdomme hos kvinder. Jeg går jo temmelig meget med hundene, så jeg tænkte, at det måtte prøves. Det er ikke den mest fantastiske app, men den måler antal kilometer og angiver kalorieforbrændingen, så den prøver jeg lige et stykke tid.
F.eks har det vist sig at vores faste morgentur kun er omkring 500 meter lang, men den tager næsten 20 minutter - Django er en ældre herre, der læser sin morgenavis meget grundigt:-)).

Jeg savnede dog en skridttæller, så en sådan måtte jeg også lige hente - og hold da op, det der med de anbefalede 10.000 skridt pr. dag er da piece of cake at opnå! På 3½ dag har jeg gået ca. 55.000 skridt, så der er da en grund til, at jeg har slemt ondt i mine fødder!!!!
Der er jo nemlig den "detalje", at jeg har ferie, og når jeg tænker på, hvor meget jeg går, når jeg er på arbejde bliver det virkelig til noget..... I går prøvede jeg at lave tæt på ingenting, men jeg nåede alligevel ca. 12.000 skridt.

Alligevel synes hundene åbenbart ikke, at den motion er nok: I går gik vi - som så ofte før - på vores nærliggende fodboldbaner. Hundene var jo løse, og jeg gik og overvejede om vi skulle gå op i skoven også, da Osseau pludselig stoppede op og derefter hoppede et par skridt frem. Jeg kaldte på ham, han stoppede op og var på vej hen til mig, da et blåt lyn kom farende bagfra = Django i fuld fart efter en stakkels hare!!!! Så løb Osseau efter - han har absolut ingen chance i forhold til den fart, Django kan præstere, han var faktisk temmelig tæt på haren flere gange. Nå, her virkede indkaldet så ikke, Djangos hjerne stod helt af, men jeg tænkte, at de nok ville give op forholdsvis hurtigt, og der er heldigvis et stykke til nærmeste vej!
Ganske rigtigt - haren forsvandt ved det levende hegn, Osseau vendte rundt og kunne kaldes ind, og herefter kom Django også storgrinende tilbage - uha sikke en fest....meget pinligt, mig der troede, at jeg havde styr på de kræ:-((
Behøver jeg sige, at skovturen blev droppet - vi gik hjem, gjorde vi!!!!


onsdag den 17. juli 2013

Ferie, fødselsdag og lidt om træning

De seneste par uger har stået i feriens tegn med, hvad dertil hører af besøg hos familie og venner.
Først var vi nogle dage i Ålborg hos Henriks søster og hendes mand. De har søde Zuki - Bichon Havanaise på 9 måneder.

Zuki er en aktiv og kvik hund. Han får masser af gåture, men han har i den grad brug for at bruge sit hoved også. Vi snakkede meget træning, og jeg viste dem forskellige øvelser f.x. balje, zig-zag mellem ben, gemme guffer i viskestykker og håndklæder mv. og en enkel aktivitet som at søge efter maden på græsplænen. Han har gået på hvalpehold, men så nåede de aldrig videre, så det snakkede vi også en del om, for det vil virkelig være en god idé.

Da vi kom hjem igen, havde Django fødselsdag - 9 år er han nu:-). Ikke at det med hundefødselsdage er noget, vi gør i, men i og med at han jo efterhånden ikke har lige så mange fødselsdage tilbage, som han har haft, synes jeg, at det skulle markeres.
Smukke hund:-))
Lidt træning med Osseau er det også blevet til - både alene, sammen med Paul og i går på hold hos Susanne Bach. Den dirigerede apport begynder virkelig at ligne noget, der bliver godt. Inspireret af Nette ligger der nu apporter og kegle i bilen og enhver mulighed for en gang hurtig træning af den øvelse udnyttes - og Osseau udfører øvelsen flot stort set hver gang:-))).
Og nu tror jeg faktisk, at indkaldet med stop også begynder at hænge sammen i mit hoved. Løsningen må være: variation, variation, variation. En blanding af forskellige former for ekstern belønning, stop ved afmærkning/target, og stop med belønning kastet over hovedet. Og så skal jeg (surprise!!!!) være skarp på mine kriterier.....
Næste LP-prøve er først til september, så til den tid er vi topklar:-)

Osseau er blevet tilmeldt sin første rigtige agility-konkurrence i Dch-regi. Det bliver i Næstved den 3. august og bliver lidt spændende. De store chancer har han jo ikke, da han skal løbe i stor klasse, men skidt med det, det skal nok blive sjovt.

torsdag den 4. juli 2013

Hundedagene - med Cecilie Køste

Jeg deltog i Hundedagene de to første dage. Jeg havde valgt kurset med Cecilie Køste, og det var bestemt en stor succes. Cecilie er en meget engageret underviser, som lynhurtigt fandt løsninger på deltagernes forskellige udfordringer, og jeg fik rigtig meget med derfra.

Jeg startede med at få set på vores to mest håbløse øvelser: Dirigeret apport og indkald med stå. Det med apporten er i virkeligheden slet ikke så håbløst endda - det er "bare" Osseaus manglende begejstring for selve apporten, der er problemet, selve øvelsen forstår han såmænd fint. Jeg fik masser af gode råd til at øge hans motivation.
Indkaldet er straks værre, men det blev rigtig sjovt, og der kom fuldt drøn på Osseau - se bare:


Foto: Lonni Gulmark Prirsching


 

Der var masser af tid til alle i løbet af de to dage, så herudover nåede vi også stillingsskift, langsom gang, to-skridts øvelser, fremsending og endnu mere indkald (måske har jeg glemt noget??).
Især fremsendingen var interessant. Også denne øvelse kan han 100 %, men han bliver i den grad presset af mennesker, telte og andre hunde. Min formodning om dette holdt altså fuldstændig stik - det var altså ikke bare en dårlig undskyldning:-).

En af Cecilies kæpheste er, at det er vigtigt at træne SAMMEN og ikke bare ved siden af hinanden. Vi skal hjælpe hinanden meget mere, end vi allerede gør - det handler ikke kun om at lægge apporter ud mv., men i meget højere grad om forstyrrelser, belønninger mm.

Cecilie var utrolig sød og positiv. Hun var nem at forstå, og hendes råd var helt nede på jorden og dejligt lette at forholde sig til. Det var en super oplevelse at være på kursus hos hende - det gør jeg gerne igen:-))

Bemærk den hvide skål! Den fik vi foræret i gave - Osseau synes, den er fantastisk:-))
Foto: Lonni Gulmark Prirsching




 



lørdag den 29. juni 2013

Det var den juni måned

Så er også juni næsten fløjet forbi, og nu er det sommerferie.
På jobbet har der været mere end travlt, der har været mange hængepartier efter lock-outen, som der skulle samles op på. Samtidig er der nye opgaver, der venter i næste skoleår - spændende bliver det, men det har også krævet nogen planlægning, så jeg synes bestemt, ferien er velfortjent:-))

Hundemæssigt har vi været på Bakken på den årlige Sheltietur, det var som altid nogle hyggelige timer med masser af snak.
Fredag den 21. var jeg var elev hos Johanna til rallyprøven i Ølstykke, det var meget lærerigt at følge ekspert- og championklassen. Amanda og Osseau var til prøve samme dag - det gik fantastisk, med nogle ommere endte de på 91 point:-)))).
Den 22. var vi til LP 3 i Lyngby. Det var vi knap så gode til - jeg følte ellers, at vi var nogenlunde klar, men jeg var et kvaj i flere af øvelserne. F.x. var det (næsten) godt, at Osseau ikke stoppede i indkaldet, da jeg flyttede den ene fod fremad, da jeg gav kommandoen, det er godt nok DUMT!!!! Stillingsskiftet gav 0, men positivt var det, at han løb ud til feltet uden problemer overhovedet, så nu tør han altså godt det! Også fællesøvelserne er jeg meget glad for, jeg synes, det er fantastisk, at han bare holder den dæk i 4 minutter uden problemer - det er ikke meget, det bliver trænet i hverdagen:-))).

Nu skal vi deltage hos Cecilie Køste ved Hundedagene mandag og tirsdag i næste uge, men derefter er der dømt ferie - både fra vores egen træning, men også fra undervisningen. Selvfølgelig skal vi træne herhjemme, men det bliver nu godt med en pause.

tirsdag den 11. juni 2013

Min "gamle" hund

Om præcis en måned bliver Django 9 år. Ifølge dyrlægen er det ingen alder for en sheltie, og Henrik mener da også, at han bliver 15 år!
Men er han måske ved at blive lidt "smådement"???

Der har været et par episoder på det seneste, som har fået mig til at tænke tanken: da jeg var på lejrskole, ledte han efter mig den første morgen. Han stod ikke op, før Henrik raslede  med madskålene, han gik tilbage til sin kurv, da han havde spist, og da han så havde ligget der lidt, satte han forpoterne op i min seng for at se efter mig. Da jeg jo - af gode grunde - ikke reagerede, gik han om på Henriks side af sengen for at se efter mig der, og Henrik måtte efterfølgende løfte min dyne og næsten tvinge ham med på morgenturen. Osseau havde helt styr på, at jeg ikke var hjemme....

Forleden gik vi tur på fodboldbanerne - en tur, som han har gået mindst en gang om ugen i hele sit liv! Han er gerne et stykke fra mig, men har altid helt styr på, hvor jeg er, men denne gang var han pludselig væk mellem træerne. Det sker jo, men efterfølgende da jeg måtte tilbage og se efter ham (jeg forestillede mig, at han stod med næsen i en madpakke!!!), kom han pludselig løbende ud foran Osseau og mig og så totalt forvirret ud. Hm, hvad skal det betyde??

Endvidere er han ikke meget for at komme med på den sædvanlige korte aftentur med Henrik. Ind i mellem kan han lokkes  med, men det er nu sket et par gange, at han stritter imod at gå, når han har fået snoren på og bare VIL blive hos mig..... så består "aftentisningen" kun af en enkelt gang løften ben i hækken - meget mærkeligt???

Han kan dog sagtens huske LP-øvelser. Han var med til træning i sidste uge, da jeg ikke ville lade ham være alene hjemme (Henrik var i Frankrig). Han fik en 20 minutters tid på banen - løb i feltet med det samme fra 25 meter i fuld fart, lavede en perfekt kl. 3 "positioner under gang" og en del mere. Det var fedt at se:-)))

tirsdag den 4. juni 2013

2 x rally og optræden på Kristiansminde

Søndag den 26. maj var vi til rallyprøve i Næstved. I øs-plask regnvejr skulle jeg være dommerelev hos Trine, og Amanda og Osseau skulle deltage. Det var hyggeligt, men vådt at være elev, og Osseau var bestemt også påvirket af regnen. De klarede det lige med 70 point - Osseau skulle både ryste sig, klø sig, gabe mv. undervejs, så det var tydeligt, at han ikke syntes, det var sjovt....

Anderledes gik det i lørdags til prøven i Hvalsø. Allerede var morgenstunden var det varmt, og de gik en meget, meget flot gennemgang. Med nogle ommere + det løse blev det til 87 point, men Osseau var bare "på", og de svære ting på den gode bane lykkedes perfekt, så skidt være med resten:-)

Søndag var vi til den årlige optræden på plejehjemmet Kristiansminde i Roskilde. Det var nu 3. år i træk, og jeg bliver simpelthen så glad af at se beboerne + andre besøgene være så glade og imponerede af det, vi viser - selv om det ikke alt sammen er lige kønt!
I år var vi 4 førere med 6 hunde - jeg havde begge hunde med, da Django har haft meget svært ved at undvære mig, efter jeg var på lejrskole hele sidste uge. Vi viste LP-øvelser, rally, agility og jagtarbejde mm. Django havde en fest, især da jeg syntes, at han skulle prøve agilitybanen, han nåede at tage flere spring og hoppe over tunnelen mange gange, før jeg droppede ham og tog Osseau i stedet:-)). Jeg havde forsøgt at lokke Amanda med, men hun havde ikke tid - jeg kan ikke løbe agility og heller ikke gå rally med Osseau ordentligt, så hun brokkede sig noget, da hun så billederne pga. forkerte håndtegn osv., men vi gjorde vores bedste, og hun kunne jo bare være taget med:-))

Billeder fra Kristiansminde:


Ja, ja - forkert håndtegn!



En lydig Osseau og knap så lydig Django!


 
Springapport
Osseau kan flyve!


Hmm, det var ikke lige den vej....


 

tirsdag den 21. maj 2013

Der er nok at se til

Jeg synes, at jeg har det med at rode mig ud i en forfærdelig masse ting. Ikke nok med at jeg jo skal passe mit job, hvor alt går stærkt pt., da der er nok at indhente, og der oven i købet kommer en lejrskole i næste uge, men der er også en del at se til på hundesiden.

På lørdag er det 3. dag af klikkerinstruktøruddannelse, og der skal trænes på de øvelser, vi skal kunne til den praktiske eksamen. Her skal Osseau blandt andet apportere fugl, hvilket, jeg tænkte, måtte være en stor udfordring for ham. Charlotte Lia har skaffet mig andevinger og fjer, som jeg sætter om en dummy - og det går indtil videre strygende. Jeg har valgt at gå frem i bittesmå step, da det er vigtigt med succes, så nu samler han dummyen op med en vinge sat på midten af, det synes jeg faktisk er lidt sejt:-))

Vi træner også "krydse poter". Også den øvelse er han ved at fatte, men det virker altså bedst på græs - på terrassen flytter han sig stadig for meget rundt. Her er stadig plads til masser af finpudsning, men vi er godt på vej.

Der skal også arbejdes med initiativ. Det er ikke Osseaus stærkeste side - med papkasse osv. går det ok, men resultatet er altid det samme. Jeg er rigtig dårlig til at træne, når jeg ikke ved, hvad jeg skal klikke for, så det bliver lidt noget rod. Forleden tog jeg en tom vandflaske som rekvisit. Osseau har aldrig været glad for flasker - de er vist lidt for "utilregnelige" for ham, men vi nåede da frem til at han væltede den....Så skulle Django jo også prøve - her nåede jeg dårligt at stille flasken foran ham, før den blev væltet og sparket vildt rundt på hele terrassen, det var altså ikke lige til at klikke for:-)))

Det er supersjovt at træne alt muligt forskelligt. LP-øvelser bliver det ikke rigtigt til, men det må komme igen efter på lørdag. Jeg overvejer at melde til i Lyngby den 22/6, men jeg har endnu ikke helt besluttet mig - under alle omstændigheder vil det betyde ret intensiv træning frem til den prøve for at blive klar, og det er jo altid godt:-)

I søndags var jeg i Esbjerg i forbindelse med uddannelsen til rallydommer. En lang, men hyggelig dag, hvor Paul hentede mig 7.30 og jeg først var hjemme igen kl. 20.30......phew - godt det var fridag i går!

På søndag skal jeg være elev for første gang. Det er i Næstved, hvor Trine er dommer - det glæder jeg mig meget til. Amanda og Osseau skal til prøve, så det bliver en lidt lang dag for dem, da vi jo skal tidligt af sted, men jeg håber, at Osseau ikke bliver alt for træt, når han nu også skal være på hele lørdagen.

fredag den 10. maj 2013

2. prøve i LP 3 - ikke den store succes

I går var vi igen til prøve i Albertslund. Denne gang til uofficiel prøve i Sheltieklubben, som foregik under ganske andre omstændigheder end i søndags. De øvrige deltagere skal altid befinde sig et godt stykke fra ringen, så de ikke forstyrrer, og da det er et meget åbent område, er der nok at holde øje med for en hund som Osseau, som jo er meget fokuseret på sine omgivelser.

Endvidere ankom vi i det vildeste regnvejr, hvilket bestemt ikke er Osseaus kop te - så er det virkelig at det giver bagslag at have trænet inde hele vinteren!!!. Han ville absolut intet, da jeg prøvede at varme lidt op, så hvis jeg ikke havde haft en rest oksesteg med fra fryseren, havde jeg ikke haft en chance - en helt banal "sit", krævede lokning med et stykke, og det tog laaaang tid at få ham overbevist om, at en dæk ikke var skadelig!!!!

Heldigvis stoppede regnen lige inden fællesøvelserne, som han endnu en gang klarede i fin stil - det var så sejt:-)). Den ekstrakommando jeg måtte give til dækøvelsen, blev nødvendig i alle de øvelser, der starter med en dæk - puha, alt for vådt for den sarte hund.....
Men jeg er vildt imponeret over at han ligger helt trygt og roligt i 4 minutter, mens jeg er ude af syne:-)))). Ganske vist vidste han hvor Amanda var, men det var nu også ganske langt væk.

Vi var først på, det vil jeg også helst, så det var fint. Fri ved fod, springapport og positioner under gang var meget flotte øvelser. Næseprøven og stillingsskiftet ok, men han var totalt ukoncentreret gennem hele prøven - det gav tre nuller i hhv. dirigeret apport (det vidste jeg godt - møgøvelse p.t.!), indkaldet og feltet. Det irriterer mig mest, at han ikke løb i feltet, men han turde ikke løbe ud mod det åbne, hvor der - ganske vist langt væk - gik nogle med løse hunde.....Havde det været mod træerne var det sikkert gået bedre, men det er jo ligegyldigt nu - vi må bare træne noget mere!

Det blev til 155 point, så det var ikke noget at prale af, men det var nu en hyggelig formiddag med masser af Sheltie-snak:-)

tirsdag den 7. maj 2013

Debut i LP 3



Foto: Camilla Johannesen
Søndag var Osseau og jeg - og Amanda selvfølgelig - til LP i Albertslund. Det er meget længe siden, at jeg har været så nervøs, jeg følte ikke, at vi var helt klar til at debutere i klasse 3, og jeg havde bare ikke lyst til at falde helt igennem. Det hjalp at få en pep-talk af Camilla, som hjalp mig til at fokusere, og da vi blev kaldt til ringen, forsvandt nervøsiteten fuldstændigt - det var ret fedt at opleve. Osseau har brug for rigtig meget støtte fra mig, og det hjælper altså ikke, at jeg har travlt med mig selv....

Jeg havde forhånd håbet på mindst en 3. præmie og helt klart regnet med et nul i dækken, da jeg endnu ikke har stået bag et telt i 4 minutter - men der var fuldt hus i begge fællesøvelser, og han var oven i købet helt tryg i dækken. Superdejligt og så var dagen reddet:-)).

Resten af øvelserne kan ses på videoen (tak for det Paul!):

http://youtu.be/GxEERhBE11g og resultater i detaljer her www.jakobsson-sheltier.dk

Generelt gjorde Osseau et godt stykke arbejde. Der var et par nuller, som ikke lige var "planlagt" - stillingsskift er en af hans bedste øvelser, som burde have givet point, men som man kan se på videoen, er han voldsomt presset af hunden i eliteringen, som gøres parat til indkald lige ved siden af ham. Det er lidt vildt, at jeg simpelthen ikke opdager det, før jeg er gået 10 meter væk, og han bare ikke bevæger sig ud af stedet på min kommando.....men det siger da noget om det fokus, jeg havde!

Hans utryghed smittede af på apportøvelsen, som han i forvejen er usikker på, men derefter gik det ok, og jeg er rigtig tilfreds med resten af øvelserne. Han mangler sikkerhed, men det vidste jeg jo godt!!
Det blev til 183,5 point og dermed en 3. præmie, så det var som det skulle være:-)))

Foto: Camilla Johannesen
 


tirsdag den 30. april 2013

Rallyprøve og uddannelser

I fredags var der endnu en gang mulighed for DM-kvalifikation i rally. Denne gang arrangeret af Kreds 2 i Hvalsø, så det var jo dejligt tæt på. Muligheden for DM-kval er dog lagt lidt på hylden for der er godt nok hård kamp i toppen af Championklassen, hvor man efterhånden skal op på mindst 96 point for at have en chance....
Jeg er faktisk ret stolt af både Amanda og Osseau:-). Denne gang endte de på flotte 90 point, de seneste 7 prøver har de fået point (der har jo været mange IB'ere undervejs), de 4 af dem ligger over 90, så de er ved at opnå en stabilitet, der er til at bygge videre på. Jeg synes, Amanda har fået en ro på banen, der gør, at hun kan støtte Osseau meget bedre - til denne prøve var der ting nok at bekymre sig om, når man er en lidt forsigtig hund, men med to ommere (som også blev udført ganske roligt og sikkert), var 90 point superflot!

Jeg ser jo lidt med fra sidelinjen til rallyprøverne, og jeg synes det i den grad er fedt at se især Championklassen. Der er meget skriveri på Facebook om, at rally skal være sjovt, og at det jo ikke er "rigtig" lydighed, men folk, der skriver det, har ikke set deltagere i Championklassen til DKK-prøver:-)). Det er lydighed på højt plan, det er flot at se på - deltagerne er meget ambitiøse og hold da op, hvor er niveauet højt.
Jeg skal som flere andre i gang med uddannelsen til rallydommer - det er lidt af et projekt, der kommer til at kræve noget tid, men jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang:-)

Her i weekenden kom klikkerinstruktøruddannelsen i gang, det har jeg virkelig set frem til. Vi er kun syv deltagere på holdet, så det er supergodt. Det bliver ikke nogen "skovtur" at komme igennem uddannelsen, der indeholder både en teoretisk og en praktisk prøve, der skal arbejdes for det. Jeg har en dygtig hund i Osseau - han kan en del, men der er også meget, han ikke kan! F.eks. er det en udfordring at få ham til at lege - herhjemme i haven vil han meget gerne, men han er jo vant til at belønning i træningen er godbidder, så det skal jeg have arbejdet med. Selvstændigt initiativ er der heller ikke meget af hos ham - han er så vant til at få at vide, hvad han skal, så det med at tilbyde adfærd skal også graves frem igen.... han har jo kunnet, da han var yngre. Både leg og initiativ er helt grundlæggende, så det skal han bare kunne.

Den kommende weekend bliver forholdsvis rolig, men meget spændende - vi skal nemlig debutere i LP 3....det giver nogle sommerfugle i maven:-))

fredag den 26. april 2013

Dejligt at være hund

Er der nogen, der har nydt godt af, at jeg har været lockoutet, er det hundene. Django er i den grad "mors hund", og det er ikke blevet mindre i løbet af de seneste uger - det er lige før, at jeg kunne have ham i snor dagen lang, uden at den på noget tidspunkt ville blive stram, så tæt er han på mig hele tiden:-).
Især den seneste uge har jeg været rigtig meget hjemme, og der har været mulighed for lange og mange gåture og en del træning. Johanna var så venlig at give mig lektier for - træne indkald med stop tre gange om dagen, så har jeg da en opgave... (jeg må tilstå, at det er altså kun blevet til to gange om dagen indtil nu....men det ser nogenlunde fornuftigt ud).

I går trænede vi med Annie og Tira ved hallen i Køge - super træning, hvor Osseau igen lavede nogen flotte apporteringsøvelser og ikke havde problemer med at finde feltet i første hug! Django var med og ventede i bilen - helt uden brok selv om han kunne se os! Efter træningen kørte vi en tur til Køge Marina og gik en lang tur i det fantastiske vejr - hvorfor har jeg dog aldrig været der før????? Det er et virkelig lækkert sted, strandtur er jo bestemt ikke noget vi gør meget i, så både hundene og jeg nød det.

Weekenden bliver travl: I dag står den på rallyprøve i Hvalsø, og i morgen og søndag starter jeg på Klikkerinstruktøruddannelsen. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med den - pensum er gennemlæst (+ flere spændende artikler i de gamle eksemplarer af Hund og Trænings blade:-)).

Mandag er det så endelig arbejdsdag igen. Jeg er selvfølgelig ked af resultatet af indgrebet, men jeg glæder mig i den grad til at se ungerne igen og få hverdagen tilbage.

mandag den 22. april 2013

Vi er endnu ikke helt klar

Jeg er netop kommet hjem efter at have været - udenfor - skolen og synge morgensang. Det er vi en gruppe, der gør nogle gange om ugen i denne lock-out tid, og det er en fornøjelse at mærke den opbakning, vi stadig har blandt forældrene, der kommer de dage - her om mandagen er der både børnehaveklassen + 4. og 5. klasse, der har undervisning. Den efterfølgende "vinkning" foran vores banner på Hovedvejen var også meget positiv - masser af dytten og positive reaktioner fra de forbikørende giver masser af energi til endnu en lidt kedelig hjemmedag....

Men så er der jo masser af tid til at reflektere over generalprøven i LP 3 i går. Det var en ret interessant oplevelse - de øvelser, jeg på forhånd havde regnet med ville give problemer, lykkedes til fulde, og andre øvelser, som burde være sikre, gik galt! Osseau var 100% tryg, og han arbejdede absolut det bedste, han kunne, det var rigtig fedt at opleve. Desværre gik han med mig i dækken - det var ikke lige planen, så vi må vist lige tilbage til den eksterne belønning de næste par uger....Jeg dækkede ham af igen og var i skjul on-and-off i de fire minutter, og det tog han meget roligt - han satte sig op en enkelt gang, men det er en usikker øvelse, det ved jeg jo.

Meget overraskende lavede han en superflot dirigeret apport, efterfulgt af en lige så flot springapport:

Foto: Trine Rafn
Også positioner under gang, som har drillet den seneste tid, klarede han til ug. Desværre kiksede han feltet og valgte at løbe ud over kantbåndet i stedet, og stillingsskiftet blev også noget skrammel med mange ekstrakommandoer:-(, men det skal vi nu nok få styr på.
Ja, der mangler stadig en del, før vi er toptunet til en 1. præmie i LP 3, men det er nu ikke så vigtigt. Jeg har en hund, der er så superlækker at arbejde med - vi har vores udfordringer, men det er bare så fedt, når tingene lykkes, så skidt med at det ikke alt sammen sker samtidigt-).

mandag den 15. april 2013

Søndag i Ølstykke

I går skulle Amanda og Osseau igen til rallyprøve i Ølstykke. Ølstykke har aldrig været Osseaus kop te - han bryder sig simpelthen ikke om, at han ikke kan holde styr på alle de mennesker og hunde, der altid er der.
Det vidste vi jo, så målet var bare, at han skulle have en god oplevelse med at være på pladsen - det var vi helt enige om Amanda og jeg, men alligevel lykkedes det hende at blive slået ud før start...hun fik dog samlet sig igen, og prøven gik super duper flot: Ingen point blev trukket - de første ca. 12 skilte altså, der var fuld koncentration og fokus, og det var fedt at se på.

Fremsending til kegle blev dagens achilleshæl - den glippede, Amandas fokus gik fløjten, og der røg 29 point på de sidste 5-6 skilte...., det er godt nok en hel del (!!!), men faktisk helt ligemeget, det var en god oplevelse for dem begge, og det var jo det, vi kom for:-).

Endvidere var Osseau simpelthen så sød at have med. Han var med til en halv times tid efter deres banegennemgang, derefter i bilen en times tid og igen med, til vi kørte hjem ved 3-tiden. Han hyggede sig, forholdt sig afslappet til både hunde og mennesker og havde en dejlig dag - han var godt træt, da vi kom hjem! Faktisk virkede han helt som vi andre - lugten af savsmuldet og glæden over igen at være på prøvebanerne var tydelig:-)

Flotte resultater var der også - især Susanne og Bastian, der kun var 1½ point fra en førstepræmie i Eliteklassen, var en fornøjelse at se på. Hold da op, hvor er de gode:-)))))

onsdag den 10. april 2013

Vi kan jo lige så godt udnytte tiden

Selv om jeg jo stiller op til møder og arrangementer i forbindelse med lockouten, har jeg alligevel rigtig meget tid tilovers (hvor mon den egentlig kommer fra, når nu "folk" mener, at lærere ikke laver noget...?).
Weekenden gik med med stor fest for Henrik, som er blevet 50. En vældig fest, som varede til tidlig søndag morgen - det var rigtig sjovt, da det stod på, men knap så sjovt, da der skulle ryddes op:-).

Søndag formiddag var Amanda og Osseau igen på agilitykursus hos Gitte Hoffmeister, det var sjovt for dem begge. Mandag aften var jeg med på Pauls hold, som foregik udendørs ved hallen i Køge. Det var svært for Osseau - flere fremmede hunde og med masser af ting at holde øje med, så der var ikke meget, der lykkedes....øv, altså, det er som at være slået 2-3 måneder tilbage.

I går trænede Paul og jeg her i Benløse. Det gik noget bedre, han havde ikke nær så travlt med at holde øje med omgivelserne, selv om der var masser af trafik af cykler, knallerter og hundeluftere. Men phew, hvor er der meget at arbejde med - fri ved fod i langsom gang har vi styr på, stillingsskift er super, men resten......tja, jeg kan have mine tvivl med hensyn til den 5. maj, men nu bruger vi tiden effektivt, så skal det nok gå med de fleste øvelser.

Jeg har aftalt træning i Køge i morgen med Annie og Tira, fredag skal Amanda til agility (måske kan jeg nå lidt lydighed i løbet af dagen), lørdag skal de igen på agilitykursus hos Gitte, søndag er der rallyprøve i Ølstykke, og mandag starter en ny omgang træning hos Johanna - der er nok at se til på hundefronten.

onsdag den 3. april 2013

Påske, lockout og udetræning

Det er lidt en træls periode.....
Mine kolleger og jeg gik på påskeferie med megen tvivl om, vi fik lov at komme på arbejde igen, og det fyldte selvfølgelig rigtig meget hele ugen. Oven i købet blev min far alvorligt syg, hvilket har betydet en del telefonsnak med mine søskende, en tur til Jylland og masser af bekymringer - det blev ikke til afslapning overhovedet og kun en enkelt påskefrokost.

Søndag var Amanda og Osseau til rallyprøve, som gik glimrende. De fik 91 point for deres præstation og blev nr. 4 ud af 9 deltagere.

Nu er det så faktisk lige som at være blevet fyret...:-(
Det er meget, meget trist og totalt surrealistisk at være ramt af lockout'en. I går gik med fælles kredsmøde, i dag foregår der en aktivitet i Hvalsø, jeg ikke har mulighed for at deltage i, og i morgen mødes vi så skolevis - tja, vi er 13 lærere fra vores skole, da der er mange ældre, tjenestemands-ansatte lærere, så det er ikke mange.... - så må vi finde ud af, hvad vi kan gøre.

Tiden kan lige så godt bruges fornuftigt, så i formiddag trænede Osseau og jeg sammen med Paul og Max. I det gode vejr (det er stadig koldt!!!) valgte vi at være ude på græsset ved hallen og gennem-føre alle LP 3 øvelserne skiftevis. Hold da op - det var "interessant" (det bedste ord jeg kan finde...)
Rigtig mange af de "sikre" øvelser fungerede slet ikke udenfor - vores fri ved fod var rædsom og feltet helt ude i hampen.
Det var sjovt at konstatere tilbagefaldende m.h.t. afleveringerne af både apporter og næseprøve - det krævede åbenbart så meget at hente genstandene, at afslutningen blev svær...? Der er virkelig noget med kriterier, der skal tilpasses.
Dog var jeg rigtig tilfreds med næseprøven - græsset havde stort set samme farve som pindene, og han kunne tydeligvis ikke se dem. Han løb et par meter skævt ud, ledte efter dem, og pludselig fik han færten og kom med den rigtige pind.

Rigtig positivt var stillingsskiftet og positioner under gang. Stillingsskiftet er virkelig en yndlings-øvelse, og positioner under gang fungerer faktisk rigtig godt, når jeg træner hele øvelsen i stedet for momenter, så det er strategien for den øvelse!

Det var super træning og fedt at have tid til. Dog vil jeg bare meget hellere have lov til at passe mit job, men nu må vi se, hvor længe vi skal vente på et regeringsindgreb......

tirsdag den 26. marts 2013

Kiropraktor og hjertescanning

I går var Django igen til behandling hos kiropraktoren. Thomas var ret tilfreds med ham, han bevæger sig bedre, er nu væsentlig bedre til at strække ud, og han sprang selv op på briksen. Herhjemme har jeg da også bemærket, at han hopper meget højere, end han plejer, når vi kommer hjem, og forleden strakte han bagbenene af sig selv, da han lå på ryggen og sov - det er altså mærkeligt, at man ikke lægger mærke til det, når en adfærd forsvinder, men kun når den vender tilbage igen. Det er dejligt, når der er fremskridt, og nu skal der gå en måneds tid før næste behandling.

I dag var det så tid til hjertescanningen på Københavns Dyrehospital. En tur på motorvejen med nogen spænding i maven - ganske vist (næsten) overbevist om, at der ikke ville være noget, men man ved jo aldrig, dyrlægen siger det jo ikke "bare for sjov". Tilsyneladende var alle tal og målinger på hjertet normale - endeligt svar får jeg først af min egen dyrlæge, men det var en god besked at få.
Nu er han snart så gennemtjekket, som han kan blive, og hvis hans skavanker kan klares kun ved foderskift og behandlingerne hos Thomas, er det da fantastisk - det håber jeg virkelig, at det kan!
Django klarede undersøgelsen i fin stil, han var ikke specielt god til at stå stille, men til sidst lykkedes det dog at få scanneren til at finde hjertet og ikke kun pelsen:-).

Det er nu dejligt med en hundeforsikring! Jeg har nu sendt regninger ind for hele denne omgang på knap 8.000 kr.....


mandag den 11. marts 2013

Årets Sheltie og kiropraktorbesøg


Her er Osseau med en af de flotte præmier, han fik i lørdags, hvor vi var i Albertslund for at fejre Årets Sheltier i de forskellige rally- og LP klasser + de champions, der er kommet til i løbet af året. Det var som altid et superhyggeligt arrangement. Præmien på billedet er for Osseaus 1. plads i LP 2, men han blev jo også fejret, fordi han også i 2012 blev nr. 2 i Chamionklassen i rally - dygtig hund, det er han altså:-)


Vores opdrætter Lotte Skriver var også med, og fra hende fik vi en kæmpe pose med alle mulige godter fra Olivers. I posen var også en madbold og en sød bamse, som Django straks adopterede - først i dag har Osseau fået lov at "låne" den! Django eeeelsker bamser, pivedyr mv.


Apropos Django, så var han jo til kiropraktor i fredags. Det er så heldigt, at Thomas fra Højelse Dyreklinik også behandler på Ringsted Dyreklinik, så det er jo dejligt nemt. Thomas har jo ry for at være dygtig, og selv om Django tidligere har været hos Charlotte Frigast, som ikke kunne hjælpe ham, skal det jo alligevel prøves, om Thomas kan gøre noget. Det med HD'en er jo ikke noget, jeg har grebet ud af luften, men Thomas mente, at det evt. kunne være et skævt bækkenled, der kunne være årsagen til, at de gamle røntgenbilleder viste HD. Den massage, Django har fået de seneste år, kan så måske have løsnet leddet, men det var meget svært at sige.....

Thomas fandt ikke noget mekanisk galt med Django, men masserede, strakte muskler osv. i over en time, og han kunne klart se og mærke hans problemer. Jeg fik nogle øvelser med hjem, som vi skal lave de næste to uger, til vi skal derned igen - det er Django bestemt ikke vild med, men vi prøver.....

Nu er der også bestilt tid til hjertescanning den 26. marts - fortsættelse følger.....

fredag den 8. marts 2013

DKK-kursus og Django

I weekenden var jeg på DKK's Adfærds- og Håndteringskursus på Fyn. Jeg var på Basiskurset i 2007, så det var jo ligesom ikke for tidligt at få næste kursus i rækken:-)
Jeg fulgtes med Paul og Lone Sommer, og det var rigtig hyggeligt selskab med en masse hundesnak. Kurset som sådan var der ikke så meget nyt i, men søndag formiddag, hvor vi skulle lære en fremmed hund en øvelse, var ret sjov. Jeg valgte en lækker MEGET menneskeglad border collie, som jeg ville lære at tage en sut i munden - det gik fint i første runde, men ejer blev lidt bekymret for, at hun skulle sluge den, så vi arbejdede lidt med næsepinden og slalom mellem benene i anden runde, og så faldt vi lidt i snak i stedet....


Med hensyn til Django har jeg talt med dyrlægen flere gange siden han blev røntgenfotograferet. Hun har fået "second opinion" fra en hjertekyndig dyrlæge, som sagde, at der skal en scanning til, før det helt præcist kan siges, hvor alvorligt det er. Blodprøvetallene viste et "observationsområde" - og nu er jeg blevet så klog at et tal i det højeste område i følge adskillige undersøgelser betyder, at hunden vil udvikle et alvorligt hjerteproblem inden for et år.
Jeg har det lidt sådan, at vi lige så godt kan få ham undersøgt til bunds nu, så vi ved præcist, hvad det er, hvis der skulle blive noget senere. Det er selvfølgelig også, fordi forsikringen nu er i gang med at betale undersøgelserne, men hvis det havde været nødvendigt med endnu en omgang narkose, tror jeg ikke, at jeg havde valgt det....men heldigvis kan det klares uden.
I eftermiddag skal vi til kiropraktor - han skal tjekke hans lænd og i øvrigt se, om han kan finde nogle fysiske problemer hos ham, det bliver altså også ret interessant!

fredag den 22. februar 2013

Ugens blandede oplevelser

Det har på mange måder været lidt en øv-uge.
Mandag rejste Henrik på ferie i 2 uger. Jeg kan meget godt lide at være alene, men det er altså noget kedeligt i længden - og jeg hader især aftenturen med hundene, som Henrik ellers altid tager.

Vinterferieprojektet var at få ordnet bryggerset. Jeg gik først så småt i gang onsdag, da jeg jo slog min hånd i sidste uge - rigtig dumt gjort, da min fys så konstaterede i går, at der med stor sandsynlighed nok er et lille brud i den.... og nu gør det bare rigtigt ondt igen:-(
Nå Amanda har hjulpet lidt, og nu er alt tapetet endelig kommet af, så må resten tage den tid, det tager....

Efter Djangos tur hos dyrlægen forleden, fik jeg onsdag svar på blodprøverne. Noget var knap så godt - jeg kan ikke helt huske dyrlægens formulering, men i hvert fald viste "hjerteprofilen", at han ligger i et "observationsområde", så der skal nok en blodprøve til om nogle måneder, dog afventer jeg stadig endelig svar på den ekstra analyse af røntgenbilledet af hans hjerte, før jeg ved, om det kun er det, eller om han skal have scannet sit hjerte. Alle hans øvrige organer fungerer, som de skal, men der var også noget med hans røde og hvide blodlegemer, som viste, at han befinder sig i noget, der ligner kronisk stress - hvorfor vides ikke rigtigt....
Med HD har han helt sikkert ikke, og det er jo positivt - mystisk, men godt!
Nu er planen så kiropraktorbesøg og foderskift. Sidste del er på plads - efter mange varedeklarations-læsninger, spørgsmål, pristjek mv. besluttede jeg mig for Kingsmoor Pure med kylling, og det er allerede populært hos begge hundene:-)

I eftermiddags var jeg i hallen med Osseau og træne sammen med Paul og Max - superseje hunde vi har altså!!!!
For første gang prøvede vi en fuld dirigeret apport - fuld afstand med kegle osv., og det var helt superperfekt (altså lige bortset fra en skæv plads, men det er jo ikke vigtigt!). Det var ret fantastisk:-))). Det skulle Max selvfølgelig også prøve , og han gjorde det ligeså flot!

De øvrige øvelser Osseau og jeg lavede med Pauls dirigering var stillingsskift, springapport og positioner under gang - ganske pænt alt sammen. Derudover lavede vi vel 5-6 fremsendinger - han elsker feltet og har et rigtig flot udløb.
I morgen skal vi til træning hos Conni, jeg glæder mig til at se, om han klarer det lige så godt:-)

tirsdag den 19. februar 2013

Den store tur



Django har været hos dyrlægen i dag til den helt store omgang.

Vores tidligere dyrlæge, som lukkede, tog sig aldrig sammen til at sende hundenes journaler til mig, selv om jeg forsøgte både med mails, opringninger mv., så vores nye dyrlæge har aldrig set billederne af Djangos hofter. Det har vi talt om flere gange, ligesom jeg meget gerne ville vide, om der var nogen synlig årsag til hans ømme højre skulder/forben. Da det endnu en gang var tiltrængt med en omgang tandrensning, var det passende at slå det hele sammen - og når det nu alligevel var muligt blev han også kigget i maven for at se, om der var tegn på mavesår, som følge af det smertestillende medicin, som han jo har reageret kraftigt på.

Og nu er jeg så lidt forvirret og undrende over resultaterne:
Hans hofter var fine! Muligvis en B-hofte, men ikke værre end det - meget mærkeligt. Jeg har ikke meget forstand på røngtenbilleder, men der var altså tydelig forskel på dem, der blev taget for nogle år siden, og dem han fik taget i dag....
Der var intet at se på albuer eller skuldre, og ryggen så umiddelbart også ok ud.
Alt sammen rigtig dejligt, men alligevel meget mærkeligt - for hvad er det så, der påvirker ham????
Det bliver nok til nogle kiropraktorbesøg mv., så må vi se om der kan findes en løsning ad den vej.
Dyrlægen spurgte også til foder og anbefalede noget kornfrit, da glutenholdigt foder kan påvirke muskulaturen. Den køber jeg fuldstændig - jeg har det selv væsentligt bedre på glutenfri kost, så hvorfor ikke hundene:-). Nyt foder må findes!

Maven var også ok. Lidt mavekatar som forventet, men ikke antydningen af mavesår - det var dejligt at vide!

Men .....ved et af billederne opdagede dyrlægen noget "forkert" ved hjerte og lunger, så det blev til flere billeder heraf. Lungerne så fine nok ud fra andre vinkler, men måske er der "noget med" hans hjerte. Så fik han taget en blodprøve, der skulle kunne vise noget.....

Så, tja - noget godt og noget "nu-må-vi-se agtigt". Forhåbentlig får jeg besked allerede i morgen.

lørdag den 16. februar 2013

Årets Sheltie og uheldige mig

Forleden kom resultaterne for Årets Sheltie, og endelig lykkedes det:-)). Osseau vandt klasse 2, og som forventet blev han nr. 2 i Championklassen efter Gucci - meget tilfredsstillende resultater!

I flere klasser var der forbavsende få resultater indsendt - måske er trenden, at der kun sendes ind, hvis man vinder??? Det er jo superærgerligt, og jeg kan da godt forstå, at lydighedsudvalget er kede af den manglende interesse for konkurrencen (det er i hvert fald blevet udtrykt tidligere år, så det er nok ikke anderledes denne gang.....)

Min træning af Osseau bliver endnu en gang til for lidt. De sidste to gange har jeg måttet melde afbud til Johanna-træning p.g.a. tåbelige arbejdsskader. Først skvatter jeg og forvrider min ene fod på jagt rundt i byen efter en ny elev, der ikke "gad" være på skolen - den gik ud over den første mandag. Og i mandags lykkedes det mig så at falde i vores møg-glatte skolegård - til stor morskab for nogle af mine elever. De syntes dog ikke, det var helt så skægt, da jeg måtte en tur på skadestuen....ikke noget brækket håndled, men voldsomt forvredet - hvor er alting dog besværligt, når man ikke kan bruge højre hånd:-(

Hundeluftningen har familien måtte tage sig af, først her til morgen forsøgte jeg mig igen med en lille tur. Heldigvis er hundene meget tilpasningsdygtige og klarer sig fint med mindre aktivitet, end de er vant til.

Undervisningen i onsdags lykkedes kun med stor hjælp fra Paul - opsætning og nedtagning af rallyskilte var ikke helt nemt. Paul var dommer på holdet, der sluttede denne omgang med en prøve - hvor er de bare blevet gode allesammen:-)) Det er en stor fornøjelse at undervise sådanne kursister. Og tak for hjælpen, Paul!!!

Ny træningsrunde starter på onsdag. Her bliver masser af rallyudfordringer for både trænere og kursister, det glæder jeg mig meget til. Også LP-holdet bliver en spændende opgave. Det er mere end fyldt, og deltagerne er på meget forskellige niveauer - det er så fedt at undervise:-))))

tirsdag den 22. januar 2013

Lidt nørdet information

Forleden fik jeg lavet en længe tiltrængt opdatering på min hjemmeside. Det fik mig til at lave lidt statistik på både LP- og rallyprøverne i 2012.

På LP-siden viste det sig, at det er ret ligegyldigt, hvor og hos hvilken dommer, vi stiller op. Det behøver jeg altså slet ikke at bruge energi på at overveje.

Bedste resultat pr. øvelse viste, at vi med flest opnåede point i alle øvelser ville nå 215 point ud af 220 - det er jo okay:-)

Vores bedste øvelse er ikke overraskende springet med en gennemsnitskarakter på 9,83.
Helt i bund er næseprøven, hvor vi trods point i alle øvelser kun har fået et gennemsnit på 7,83 - ret skidt eftersom den øvelse jo ikke ændrer sig synderligt fra LP 2 til LP 3......

Det betyder, at der skal absolut fokus på denne øvelse den kommende tid. Søget fejler ingenting, men afleveringen halter slemt. Osseau er blevet bedre til at sætte sig ind på plads med pinden i munden, nu smider han den bare på "værsgo". Han holder den også helt vildt løst i munden med udpræget cigarføring. Johannas "ordre" var: træn korrekt greb den næste uge, så kan han det 3-5 sekunder på mandag....hmm, hvordan skal det nu lige være muligt, når Amanda "tager ham" både fredag, lørdag og søndag.....? Nå, vi må arbejde hårdt de næste par dage!

Til opmuntring viste statitikken, at vores dæk-øvelse slet ikke ser så slem ud, den er faktisk ret stabil - nu må jeg vist holde op med at panikke over den øvelse og bare fortsætte den gode og velfungerende "gå i skjul" træning.

Rallyresultaterne var også interessante, men dog ikke så overraskende endda.
Amanda og Osseau har været til 12 prøver, 6 med Johanna som dommer, 3 hos Frank og 3 hos Pia Hansen. De har 3 IB'er - 2 hos Johanna, 1 hos Pia. Tre højeste pointtal er hhv. 95, 93, 92. - fint nok.

Interessant er dog kredsprøverne:
Her har de været til 4 med resultaterne 2 x IB (begge i Ølstykke!!), og hhv. 5.(81 point) og 8. (75 point) bedste resultat. Rimeligt elendigt, men det er ikke så svært at tolke på - det er netop til de prøver, Amanda bliver mest nervøs, og så er det altså op ad bakke at få Osseau til at gå fornuftigt....
Det fungerer meget bedre, når hun er mere afslappet og holder helt og aldeles fokus på ham!

Dato: Sted: Resultat:   Dommer:  Bedste prøve
31.12.12 Sydkystens Hundeskole - Køge 81 point Johanna Allanach 5
29.12.12 Hundekompagniet - Tune 93 point Johanna Allanach 2
14.10.12 DKK Kreds 3 - Årslev 75 point Pia Hansen 8
16.09.12 Sydkystens Hundeskole - Herfølge 95 point Frank Kuhfeld 1
29.06.12 DKK Ølstykke 0 IB Johanna Allanach --
26.05.12 Sheltieklubben - Sorø 81 point Frank Kuhfeld 5
22.04.12 DKK Ølstykke 0 IB Pia Hansen --
05.04.12 Dch Humlebæk 92 point Johanna Allanach 3
01.04.12 DKK Kreds 4 - Christiansfeld  81 point Pia Hansen 5
30.03.12 Sydkystens Hundeskole - Greve  85 point Johanna Allanach 4
18.02.12 BCK - Sorø 0 IB  Johanna Allanach --
04.02.12 Spanielklubben - Greve  73 point Frank Kuhfeld 9
I alt 756 point
Gennemsnit i alt 63 point
Gennemsnit uden IB 84 point