søndag den 30. august 2009

Om DM i Sabro

Det var en stor oplevelse at være til DM. Kreds 6 havde lavet et kæmpe stykke arbejde med indmarch, for-sjov konkurrencer og masser af præmier, og hele dagen forløb planmæssigt og for mig at se helt uden problemer.
Også vejret artede sig pænt, der kom enkelte byger undervejs, men vi klarede os da uden det telt, vi endnu ikke har fået købt!

Django og jeg leverede ikke nogen prangende præstation, men det blev dog til 157 point og en placering ca. "midt i feltet", så det var jeg ganske godt tilfreds med. Niveauet var højt og karakterene lave, men Laila Lysdal var en supersød dommer - og lige bortset fra den fotograf, der mente, at Django skulle posere for ham mit i programmet, var det en god oplevelse at gennemføre prøven. (Ikke fordi fotografen egentlig var forstyrrende, men mere fordi jeg diskuterede med mig selv, om jeg på en pæn måde skulle bede ham gå væk...).

Enkelte billeder fra dagen kommer (forhåbentlig) senere, men her er lidt fra "dagen derpå" - en træt Django med sine præmier:

















onsdag den 26. august 2009

Weekendkursus

Tiden går skrækkeligt hurtigt, og der er ikke meget af den, der foregår herhjemme! Den forgangne weekend blev tilbragt i nærheden af Kalundborg, hvor jeg var på kursus med hollandske Bianca van der Post. Bianca er en meget dygtig hundetræner, der selv dyrker både engelsk lydighed og agility, hun har afholdt kurser i Danmark i flere år, og sidste år deltog jeg med Osseau i et en-dags kursus afholdt af DKK.
I år blev jeg inviteret af Iben (www.kelpie.dk) til at deltage på et kursus fra fredag til søndag, og det sagde jeg naturligvis ja tak til. Biancas kurser fungerer på den måde, at hver deltager får 17-20 minutter, hvor man arbejder med et specifikt problem, og derudover kan man selvfølgelig lære en hel masse af at se på, hvad de øvrige deltagere arbejder med. Vi havde hver især 4 gange, og jeg valgte at fordele mine på begge hundene. Med Django handlede det om næseprøven og vendinger. Næsepinden smider han jo for fødderne af mig (og også gerne et par gange på vej ind...) og Bianca gav mig det råd at stå med en masse godbidder, lade ham samle pinden op, droppe en godbid og derefter lade ham holde pinden længere og længere tid i munden. Det virkede lynhurtigt, men jeg har lige lagt den på hylden, til DM er overstået, for han glemmer at have fokus på søget, hvis det kun handler om en pind! Vendingerne har jeg problemer med - jeg taber ham i omkringvendingerne og har svært ved venstrevendingerne, hvor han bare følger med uden at bruge sin bagpart. Vi nåede desværre kun omkringvendingerne - her har jeg brugt at klikke, når han går korrekt lineføring og derefter dreje, så Bianca havde fokus på min timing i forhold til at trække klikket i længere tid, så jeg klikker, mens jeg vender. Uha, det var jeg ikke god til, men det kommer vel.

Med Osseau handlede det også om næsepinden, som han slet ikke samler op. Det gjorde han så efter ca. 12 minutter!! Med samme teknik som før beskrevet, men siddende og selvfølgelig med mindre krav til tiden endnu. Lige nu handler det om opsamling, og at han får løftet hovedet op mod mig, så det træner vi flittigt. Herefter var det "plads" uden brug af håndtegn. Han er tilbøjelig til ikke at reagere på min verbale kommando, men løfter jeg bare pegefingeren, sidder han, hvor han skal...? Og meget hurtigt, med masser af tempo ved hjælp af godbidder, der blev kastet væk fra mig, kom han smukt på plads - så det bliver forhåbentligt perfekt meget hurtigt.

Generelt er jeg alt for utålmodig og giver ikke mine hunde tid til at tænke. "Remember, it's not your problem, if he doesn't get the food. It's his problem" blev sagt nogle gange - nåh ja, må jeg jo så sige....jeg er jo så vant til at proppe mine hunde med godbidder....

Bianca er meget imponerende i sit arbejde med hundene. Hun er først og fremmest meget, meget positiv og vild med alle hunde og roser dem alle til skyerne for deres forskellige egenskaber. Samtidig er hun god til at læse både hunde og førere og kan se løsninger på de fleste problemer.
Eneste minus ved weekenden var, at der desværre kun var en anden LP-hund. Alle andre deltagere trænede enten DCH eller IPO, selvfølgelig var der meget at lære alligevel, men de specifikke øvelser i DKK's programmer var der ikke mange af, og det ville jeg rigtig gerne have haft mere af...

Nu venter DM så i weekenden, hvilket jo indebærer en tur til Jylland med tilhørende familiebesøg, det glæder jeg mig til!

mandag den 10. august 2009

Det var så den ferie...

Så gik den sommerferie - med mange dejlige, men også nogle triste oplevelser: Dels beskeden om, at Katrines Laika blev aflivet, men også bisættelsen af min kollegas datter - knap 3-årige Frederikke, som døde af en meget aggressiv kræftform. Selvfølgelig helt usammenlignelige hændelser, men begge dele skete samtidig og berørte mig dybt!

Men fokus på de gode, dejlige hundeoplevelser: De gode resultater med begge hundene har gjort, at jeg nærmest tror, at "jeg kan gå på vandet", dog fik jeg en brat opvågning i lørdags til endnu en generalprøve i "Nørd-klubben" (jeg føler mig meget priviligeret at være medlem af denne "eksklusive" klub!) - Django i LP2! En speciel oplevelse, og som Conni ganske rigtigt sagde, så er der meget, meget langt mellem de forskellige klasser. Først og fremmest kom det bag på mig, at det varer så meget længere - det virkede i hvert fald sådan, og så synes jeg det var temmelig svært at gå fri ved fod kontra lineføring med hunden. Fantastisk øvelse - som dommeren (Conni)sagde: mere fri end ved fod - ha, ha. Fokus i den kommende tid med Django skal primært handle om næseprøve afleveringen og lineføringen (især vendingerne), så vi er helt klar til at levere en god præstation til DM! Så kan vi for alvor gå i gang med øvelserne til LP2 bagefter.

LP1 med Osseau gik også fint med resultatet 159,5 point. Igen med dommerkommentarer om for mange håndtegn, så det er absolut det, der skal arbejdes mest med nu - det er helt tåbeligt, at han ikke bare kommer i plads, når jeg siger det, for jeg behøver bare rykke min pegefinger lidt, før han sidder der, så enten kan hunden ikke høre (...?...) eller også er det bare en totalt dårlig vane! Det bliver noget sjusk at se på, og jeg var egentlig ikke særlig godt tilfreds efter prøven.
Men - der er sket det fantastiske, at han i fredags for første gang tog næsepinden i munden!!! Jeg har stjålet ideen fra Camilla Dindorp: Når vi kommer er hundene selvfølgelig glade, og Django har altid været meget ivrig efter at tage noget legetøj i munden. Nu får han næsepinden og vi træner så aflevering i plads, når han er færdig med at rende rundt med den. Osseau vil jo også gerne være med, så nu tager han pinden i munden - og så vanker der naturligvis en godbid!!!

I dag starter træningen hos Charlotte Lyngholm igen - det bliver SÅ godt. Jeg synes, det er meget længe siden, vi har været der - træningen i RAF startede for 2 uger siden, men det er altså ikke det samme! Desværre har Osseau vildt dårlig mave, så han må blive hjemme (sheltier med dårlig mave kan ikke anbefales: op 3 gange de sidste 2 nætter - hver gang med efterfølgende bad, som han bestemt ikke synes om - så er det, at jeg overvejer at få en korthåret hund :-) ) Men det er nu synd for det lille pus, så jeg håber, det snart går over...