lørdag den 16. januar 2021

Girah 15,5 uge

 Tiden går virkelig hurtigt, Girah vokser og vokser og vejer i torsdags 7,1 kg - han er nu næsten halvanden gang tungere end den dag, vi hentede ham! Det er lidt vildt, jeg vil meget gerne have en stor sheltie, men han behøver altså ikke fortsætte i det tempo:-). Jeg kunne nemlig rigtig godt tænke mig at prøve at udstille ham, bare for at prøve det, men det kræver nok at jeg kan nå det, mens han stadig er hvalp, så han ikke bliver helt bortdømt pga sin størrelse.

Girah er en utrolig nem hvalp. Han er 99 % renlig, og han kan holde sig længe nu - også om dagen. Om natten sover han fra 22.00-05.30 uden problemer, han elsker at sove i sit bur! Apropos bur havde vi købt et lille stofbur til at starte med. Det blev for småt for ham, men ‘heldigvis’ gik lynlåsen i stykker, så vi fik det byttet - til et str. xl i stedet, så nu passer det perfekt til, at han kan ligge helt udstrakt😊.

Han er også ret vild med alle de udfordringer, vi kan finde på. Forskellige former for aktiviteter - tom flaske med guffer, aktivitetsspil mm., træning af diverse øvelser mm, han kaster sig over det med stort engagement. Det er så fedt at se!

Forleden var han et helt nyt sted, hvor vi trænede. Han kommer ind på området med stor power og er helt uimponeret - og klar til at træne. Vi har enkelte øvelser, der sidder helt i skabet og en hel del ‘halve’ = øvelser der enten er godt på vej eller lige påbegyndt! Og ja, vi træner stort set dagligt - men det er totalt leg. Fx. elsker han, at jeg kaster apporten, han samler op, løber mod mig og belønnes med legetøj - det er en stor fest, og vi nyder det begge. Han er en hund, der har brug for aktivitet - nu er vi der, hvor vi går ture to gange dagligt og møder som regel en af kvarterets søde hunde. Jeg er grundlæggende af den opfattelse, at hunde ikke behøver at hilse på alt og alle, men jeg gider ikke, at han ikke kan omgå dem, han vil møde dagligt/ugentligt på en ordentlig måde, så de får lov at hilse! Naturligvis efter aftale med ejerne, selv om ikke alle de voksne hunde er imponerede over en lille vild hvalp - men så nøjes vi med et kort øjeblik, og det går så fint.

Det er SÅ dejligt at have hundehvalp:-)








mandag den 4. januar 2021

Farvel 2020 og velkommen til 2021

Jeg er gået ind i 2021 med en ret ødelagt ryg, så jeg ligger brak lige nu og overvejer lige, om jeg kan være så omstillingsparat, at jeg kan undervise liggende fra i morgen eller om det vil koste nogle dages sygemelding....

2020 har været et år på godt og ondt, men måske i virkeligheden mest godt, når det kommer til stykket. Det er stadig afskeden med Osseau, der sidder dybest i mig, fordi det var så uventet og voldsomt, og naturligvis gør det også stadig ondt at tænke på Django. Det var et meget hårdt efterår, men modsat mange andre er jeg egentlig ret taknemmelig over forårets hjemmearbejdsperiode, da det jo gav os meget god tid med hundene, som jeg virkelig nød. Som nævnt før er vi uendeligt priviligerede, at vi har haft både Django og Osseau i så mange år - det er ikke mange forundt.

At have fået lille Girah er en fest. Han er virkelig nem og utrolig sød - det meste af tiden i hvert fald😂😂. Han klarede al virakken med jul og nytår i stiv arm, og han er af den overbevisning, at Amanda, Daniel og Evelina kommer for at besøge HAM.


Selv om en del rallyprøver blev aflyst i løbet af året, fik jeg alligevel dømt en hel del, og 7. november dømte jeg så min sidste prøve - med vemod, ja, men egentlig også med glæde over at jeg forhåbentlig inden så længe kan være med som deltager. Det vil da være fantastisk at se, om jeg overhovedet kan finde ud af det!

Et af de absolut mest positive højdepunkter i 2020 var fotosessionen med Paul, Amanda og Camilla i juli måned - det var en virkelig dejlig dag, der resulterede i skønne, mindeværdige billeder, hvor jeg så oven i købet har fået et tørklæde med et af dem. Det er jeg meget taknemmelig for.

Og 2021?. Tja, ingen ved, hvad det byder på. Rent arbejdsmæssigt fortsætter overskriften med at være “omstillingsparat”, privat bliver jeg farmor i løbet af en måneds tid - det er vildt stort og jeg glæder mig helt enormt!

Girah træner Foundation hos Johanna, og på lørdag starter vi hvalpehold hos Helle Palm - jeg forestiller mig, at de to hold kommer til at gå meget godt i spænd. Jeg gør egentlig ikke meget ud af at træne, men der er ingen tvivl om, at Girah elsker det, og lige pludselig er det gået op for mig, at han kan indtil flere øvelser på verbal kommando og mange andre er godt på vej. Og ja, det bliver til småøvelser flere gange dagligt, for hold da op den hundehvalp har brug for at bruge sin hjerne, så vi kan sagtens få dagene til at gå😂😂.




Jeg bad om hjælp til hans køresyge på Facebook forleden, og det væltede ind med gode råd. Nu har jeg lånt Thundershirt, magnethalsbånd og ingefærpiller + noget medicin (som jeg lige skal vende med dyrlæge, inden jeg foretager mig noget der), vippebræt og en speciel gynge. Hundeverdenen er da fantastisk👏👏👏


mandag den 14. december 2020

Girah 11 uger


I dag bliver Girah 11 uger gammel, og der er fuld gang i den. Hverdagssocialiseringen er meget vigtig for os, så det bruger vi meget tid på. Alt det, der var bøvlet med Django og Osseau, gider vi ikke ende i denne gang, så gæster, børn og fremmede hunde står højt på prioriteringslisten.

Girah elsker at få gæster - især når det er Dumle og Amanda.-) Dumle er knap så begejstret, men de vænner sig stille og roligt til hinanden, og Girah er ved at blive nogenlunde god til at respektere, at Dumle vil være i fred - det er jo også vigtig læring!!.

Det går rigtig fint med at sove i bur om natten, det bliver gerne til 6-7 timer, så det er ved at være tit, vi vågner om morgenen uden at have været ude - det er virkelig rart.

Knap så godt gik det med renligheden og kravlegården, som vi købte til at lade ham være alene hjemme i. Han besluttede nemlig, at den ene halvdel kunne bruges til toilet, så selv om han elskede at ligge og lege i den, har vi nu pakket den væk, så vi kan holde fast i, at toilettet altså er i haven - og nu går det nogenlunde med renligheden igen, det er langt fra hver dag, der sker uheld indenfor.

Girah havde nu også alligevel besluttet sig for, at det ikke er kravlegården, han skal opholde sig i, når han er alene!! Det fungerer nemlig ganske fint at lade ham være alene i bryggerset, der lægger han sig bare til at sove, så sådan er det blevet! I lørdags købte vi julegaver - jeg må blankt indrømme, at jeg forlod huset sidst og glemte at lukke døren fra bryggerset til resten af huset, så der havde han altså hele huset til sin rådighed i 2½ time.....jeg tror, at der forsvandt lidt af skabet i soveværelset, men der har Osseau alligevel været i gang, så det var billigt sluppet!!!

Vores helt store udfordring pt. = bilkørsel!! Nu er Girah nemlig begyndt at blive køresyg, og han har nu kastet op flere gange, også selv om vi kun kører ganske korte ture. Om det hænger sammen med at han hidser sig op, ved jeg ikke, men vi er nok nødt til at starte helt forfra igen, så han kan blive tryg i det.

Træningen hos Johanna går fint. Jeg passer meget på ikke at forcere noget, men det er en svær balance, da jeg nok går lidt i stå i stedet. Vi træner øvelser nogle gange hver dag i få minutter, og lige nu er vi landet i, at han rigtig gerne vil sidde og kigge på mig, når jeg synes, at han fx skal gå op på baljen eller lægge sit hoved i min hånd - det er vidst godt, at vi skal til træning i dag!!!!

tirsdag den 1. december 2020

Girah

Girah har nu boet her en uge.

Han er den sødeste, sjoveste hundehvalp, og det er så skønt med liv i huset igen. Han er - stort set - renlig, og vi er nu begyndt at have noget, der ligner en rytme. Han er en hvalp med stort gå-på-mod, han er ikke bange for noget - ind imellem ser han meget fornuftigt lige tingene an, men han går hurtigt frem igen. Al gang foregår i løb, så der er fuldt tempo på på gåturene, hvor hans hale kører konstant😊.

Vi har lidt issues omkring cykler og knallerter, der er lidt for spændende, men heldigvis er her mange af dem her omkring, så mon ikke han hurtigt vænner sig til dem. Det med at være alene hjemme går også rigtig skidt, det fungerer kun, når han har noget at spise, lige så snart han er færdig med det, han har fået, bliver han ret utilfreds - selv om jeg synes, at vi gør alt efter bogen, er han vist lidt for stor en selskabspapegøje...

Bilkørsel er heller ikke hans spidskompetence!! På skødet går det rigtig fint, og han falder hurtigt i søvn, men i buret bag i bilen brokker han sig voldsomt....suk, men mon ikke han vænner sig til det? Så vidt jeg husker, havde Osseau det lidt på samme måde, selv om jeg ikke mener, at mine trommehinder blafrede helt så meget dengang!!

Til gengæld er Girah rigtig god til at sove om natten - ned i buret, lynlås lukkes, og så sover vi, det er virkelig godt!

I går aftes var vi for første gang til træning hos Johanna. Det eneste lydighedsagtige, jeg har trænet med ham, er indkald med legetøjsbelønning. Jeg har kun lige betinget klikkeren, og på ingen måde trænet øvelser med ham, så det var lige lidt svært at komme i gang med at belønne med godbidder.

Vi arbejdede med spin, hagetarget og set up. Spin og set up skal nok komme ret hurtigt, det skal hagetarget såmænd nok også, når min motorik kommer i orden, men der er vist nogle af mine klikker-skills, der er forsvundet!!!

1. skoledag hos Johanna

Herhjemme skal jeg have testet, hvilke godbidder Girah foretrækker - han er ikke nogen superspiser, men som Johanna siger, er det bare, fordi jeg endnu ikke ved, hvad der er hans foretrukne😊

Lektier til næste uge er ‘ro på tæppe’ og træning af belønningsskift ‘legetøj, godbid, legetøj’ + der skal trænes videre på de tre øvelser, så det er bare med at komme i gang!

Og hvorfor blev hans navn så Girah - tja, long story, der kommer her:

Henrik er jo ret glad for rødvin, især de kraftige af slagsen, og vi har tidligere været omkring, at Shiraz kunne være et godt hundenavn. Shiraz er iflg. Wikipedia:

"En blå drue, der ofte bruges til at skabe fyldige vine med god syre og masser af mørk frugt i smagen. Navnet Syrah bruges i det sydlige Frankrig, hvor druen stammer fra, mens Shiraz er navnet, der benyttes i Australien".

Jeg vil stadig helst have, at min hund hedder sit kaldenavn på stamtavlen også, så vi måtte tænke lidt, da det nu blev et "g-kuld", vi skulle finde navn til. Derfor blev det simpelthen en blanding af de to navne, da det så passede med, at g-lyden kan udtales sådan cirka som "Shi" - okay lidt sprognørdet er jeg nok, men der skal være styr på tingene:-)))

Jeg glæder mig til rigtig mange gode år med ham.

søndag den 15. november 2020

Slut med være rallydommer

Lørdag den 7. november dømte jeg min sidste officielle rallyprøve :-)

Corona og alle restriktionerne gjorde, hvad de kunne for at spænde ben for prøven, men med Pauls benhårde planlægning lykkedes det hele alligevel!

Selve prøven gik stille og roligt, og der var jo kun ganske få mennesker i hallen ad gangen. Paul havde arrangeret spisning efter prøven på La Rustica i Ringstedet - det er længe siden, jeg har været der, men det var faktisk overraskende god mad:-)

Vi var i alt 12 personer ved to borde, og Paul havde - naturligvis - også arrangeret alt muligt andet. Jeg fik en "rallybane" med forskellige poster, som jeg skulle gætte, hvad betød:


1. Tak og blomster fra DKK

2. En smuk roset med teksten "Deltagernes Favorit" :-)

3. Gave fra en hel flok rallyudøvere (penge til halsbånd og snor til vores kommende Lillevuf), samt en virkelig dejlig tale fra Liv, som var med på en telefon, da hun desværre ikke kunne deltage

4. Et gavekort på tilmelding til rallyprøve i Sydkystens Hundeskole

5. En flaske rødvin til Henrik (en Shiraz:-))

6. Billedet af Django og Osseau bliver trykt på et tørklæde til mig = gave fra Paul, som jeg glæder mig vildt til at modtage

7. Til sidst fik jeg overrakt Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2020. Paul læste begrundelsen højt og jeg er meget stolt og beæret over at modtage prisen

Det blev nogle virkelig hyggelige timer, og jeg nød dagen rigtig, rigtig meget:-)

Tusind tak for alle gaver og tak til jer, som var med til middagen!

Det er efterhånden nogle måneder siden, jeg traf beslutningen om at stoppe, og inden da har det været længe undervejs i mine tanker. Jeg har elsket at dømme og har haft mange dejlige oplevelser i forbindelse med prøverne, men helbredsmæssigt går det bare ikke længere. Jeg har jo ‘et elendigt helbred’, og nu er fødder og ryg altså der, hvor jeg ikke kan holde til at bruge så mange timer på at stå og dømme - det er mega surt, men sådan må det så være.

Det har været en fornøjelse at se så mange flotte præstationer i årenes løb og at se hundeførere udvikle sig og turde træffe gode beslutninger på deres hundes vegne. At jeg fik lov til at dømme DM i september var bestemt også en stor oplevelse.

Jeg ved, at det ikke er alle mine bedømmelser, der har været lige populære, men jeg kan ærligt sige, at jeg ALTID har gjort mit bedste for at være fair og dømme så godt som muligt - også selv om jeg aldrig har strøet om mig med 100 pointene:-)

Nu er der nye dommere på vej, og de skal nok komme til at gøre det rigtig godt.

Tak til alle jer, som jeg har fået lov til at dømme - vi ses derude!


fredag den 6. november 2020

Kære Django 11.07.2004 - 02.11.2020

16 år, 3 måneder og 22 dage.

Så langt blev Djangos liv, og så kan man jo ikke tillade sig at ønske mere. Det ændrer dog ikke på, at det er virkelig svært at undvære ham. Nu er her for alvor stilhed i huset, her er ingen gøen, ingen hund til at samle op, hvad der bliver tabt på køkkengulvet, ingen pels at nulre hænderne rundt i osv, osv - det er virkelig, virkelig trist:-((

Tre dage efter vi mistede Osseau, fik Django konstateret en tumor i blæren. Jeg fik mistanken, da han ændrede tisse-mønster og for eksempel tissede på gulvet hjemme hos mine svigerforældre. Det gik fint en måneds tid, hvorefter han blev sløj henover en weekend. Dyrlæge igen, som fandt en tumor i galdeblæren, og så vidste vi jo godt, at det var ved at være slut. Ved hjælp af noget kvalmestillende medicin og et par pencillinkure klarede han det nogle uger mere, men i mandags blev det tid til at sige farvel.

Amanda og jeg kørte til dyrlægen, hvor alt gik planmæssigt. Dyrlæge Rikke, som fulgte ham de sidste par måneder, smed hvad hun havde i hænderne og tog sig af os, så det var rigtig dejligt. Vi fik stille og roligt sagt farvel, og selv om det var hårdt, var det meget nemmere, end da vi mistede Osseau. Denne gang var vi helt anderledes forberedt, og det var det eneste rimelige at gøre for Django.

Det er meget mærkeligt at vågne om morgenen nu uden hunde, der skal fodres og luftes, så jeg er mødt rigtig tidligt på job i denne uge!!! I skrivende stund er jeg helt alene hjemme - det tror jeg ikke, at jeg har prøvet, siden vi fik børn, hvilket er over 30 år siden, det er lidt vildt!

Da jeg gjorde klar til Facebook-opslaget om Django i mandags, sagde Henrik, at det var lige meget - "der er jo ikke nogen, der kender ham alligevel".....jeg vil bare sige, at det er virkelig skønt med flere hundrede kram og kommentarer:-)

Django er årsagen til, at jeg blev så involveret i hundeverdenen og sikken betydning, det har haft for mit liv......han har været mange ting igennem, været ret syg flere gange osv., men han har helt sikkert haft et rigtig godt og værdigt liv!!!

Jeg har utrolig mange skønne billeder af den smukke hund - her er en af mine favoritter fra de mange skønne billeder Camilla (hundefoto.nu) tog i sommer:

Et typisk Django-billede:
Flyvende ører og grinemund:-))

  

fredag den 16. oktober 2020

Her er så stille nu - Osseau 25.05.2007-23.08.2020

På søndag er det 8 uger siden, vi sagde farvel til Osseau, efter han blev ramt af Vestibulært syndrom. Indlægget her har været længe undervejs for det har ikke været "bare lige" at få skrevet om denne skønne hund og hans sidste dage.

Vestibulært syndrom rammer tilsyneladende flere hunde, end men lige tror og langt de fleste overlever det da også, hvis man altså ikke afliver hunden, fordi man tror, at den har fået en hjerneblødning.

Det var også, hvad jeg troede, da Osseau blev dårlig fredag den 14. august. Der var 3 timer til vores dyrlæge åbnede, så vi kørte med det samme til Karlslunde, hvor dyrlægen hurtigt stillede diagnosen Vestibulært Syndrom, som jeg indtil da aldrig havde hørt om! Osseau hoved var meget skævt, men i løbet af et par døgn havde han det ok igen, spiste, drak og gik med på ture, og var omkring 75 procent på toppen igen, så vi var ganske fortrøstningsfulde - lige indtil han den følgende fredag blev dårlig igen:-(

Til egen dyrlæge, stor blodprøve der så rigtig flot ud, og jeg gik derfra efter et par timer med en henvisning til KU til kl 9.30 mandag formiddag. Dyrlægen og jeg var helt enige om, at det jo ikke hastede - Osseau havde det allerede på det tidspunkt godt igen....

Osseau havde fået kvalmestillende de første dage og fik nu en ny omgang, da Vestibulært syndrom faktisk svarer til en gang voldsom søsyge. Pillerne skulle virke et døgn, men om aftenen fik han et nyt voldsomt anfald der gentog sig lørdag morgen, og han blev dårligere og dårligere for hver gang. Jeg gav han store mængder kvalmestillende, og hver gang det virkede på ny, fik han det helt fint igen. Lørdag morgen var vi dog enige om, at det måtte være slut - det blev simpelthen for voldsomt. Jeg forsøgte at få fat i en mobil dyrlæge i byen, men hun svarede ikke på hverken opringning eller sms:-( Jeg var vildt skuffet - hun må naturligvis gerne holde fri, men så skal man ikke reklamere med, at man kommer døgnet rundt, og man kan da som minimum indtale besked på telefonsvarer eller svare på sms'er at det ikke er muligt at komme. Hende kontakter jeg aldrig igen....:-(

Osseau blev nogenlunde frisk igen, så måske var det sådan, det skulle være....Daniel og Evelina kom lørdag eftermiddag og fik sagt farvel til ham (selv om vi ikke på det tidspunkt vidste, at det var det, de gjorde). Lørdag aften fik vi afværget et nyt anfald med nye mængder kvalmestillende, men søndag morgen ramte et nyt og endnu voldsommere anfald, og så var der ikke mere at gøre - det var simpelthen ikke rimeligt, at han skulle lide mere.

Henrik hentede Amanda, og jeg bestilte en tid i Karlslunde. Da vi kom derned, var Osseau på benene igen og kunne selv gå. Dyrlægen var supersød og alt gik, som det skulle - og det var bare den helt rigtige beslutning, det var der slet, slet ikke nogen tvivl om, selv om det selvfølgelig var vanvittigt hårdt. 

Osseau havde formentlig en tumor i hjernen - udredningen på KU nåede vi aldrig, men egentlig har jeg heller ikke behov for at kende årsagen til anfaldene....

Jeg har altid sagt, at det ville være helt umuligt, at Osseau skulle blive gammel og affældig, at derfor er jeg meget taknemmlig for, at han faktisk var på toppen helt indtil det sidste.Weekenden før han blev syg var vi på Bornholm, hvor han blev Rally Senior Mester, totalt i sædvanlige bølle-stil

Paul skrev et rigtig smukt blogindlæg om ham her.

Tusind tak for det og for smukke blomster. Og tusind tak til Johanna for de smykker med hundenes pels, som hun lavede til mig og også tak for denne smukke lanterne:


Osseau er meget, meget savnet!