søndag den 19. november 2017

New York - dag 3

Wow, det blev en både hektisk og fantatisk dag!
Dagen skulle være stille og rolig, og vi skulle køre i bus det meste af dagen - det var i hvert fald planen fra morgenstunden, men sådan blev det ikke!

Vi startede med at finde det sted, hvor vi kunne få billetter til 'The Ride', som jeg havde læst lidt om. Der var billetter til os, og vi satte os på tiden 4.45 - klokken var kun lidt i 9, så der var jo længe til. Derefter videre til Madame Tussauds for at få billetter til 'Big Bus' turen - turistbusserne, der efterhånden er i mange storbyer, hvor man kan hoppe af og på, som man har lyst til. Vi havde valgt turen 'Uptown', da vi vurderede, at det var et område, vi ellers ikke ville nå ud til. Første sted vi stod af var ved 'Museum of Natural History' - lidt et fejlskud, da ingen af os er spor interesseret i at se på udstoppede afrikanske dyr i USA mm. Det gik senere på dagen op for mig, at det kunne have været sjovt nok at se deres specialudstilling om mumier, men det blev det altså ikke til - vi røg hurtigt videre.

Turen gik hele veje rundt om Central Park, som vi dog aldrig nåede ind i. Vi stod af igen ved Museum og the City of New York, som var et ret interessant museum, som det bestemt er værd at besøge igen en anden gang. Der var ikke rigtig tid til at fordybe sig i de forskellige udstillinger. Vi gik videre til Guggenheim museet, som jeg blev ret fascineret af. Selve bygningen er jo imponerende indvendig, så vi startede øverst oppe og gik nedad, mens vi så på de forskellige udstillede ting - ret fantastisk oplevelse.

Dagens fjerde museumsbesøg var på The Metropolitan Museum of Art - en ret vild oplevelse! Det er kæmpe, kæmpe stort, hvilket kom fuldstændigt bag på os, og vi havde ikke en chance for at nå at se en brøkdel af det!!! Vi fik da alligevel set en del af det - især da vi prøvede at finde ud igen, kom vi forbi nogle  flotte udstillinger:-))) Vi måtte spørge om vej to gange for at komme ud!!!!! Jeg bliver nødt til at besøge museet en anden gang, og så må jeg lige forberede mig lidt bedre, men nu kan jeg da sige, at jeg har været der:-)))

Tilbage på Times Square fik vi en hurtig frokost, før det var tid til 'The Ride' - igen en stor oplevelse, som jeg på ingen måde var forberedt på. Det var sjovt, plat og informativt på en og samme tid: en bus der var indrettet, så vi sad sidelæns og lignede aber i et bur for dem, vi kørte forbi på turen. Super underholdning fra de to værter på bussen 'skuespillere der ikke havde fået en rolle på Broadway' :-))) - de gjorde deres arbejde rigtig godt, mens vi kørte rundt i Midtown. Da vi stod af halvanden time senere følte vi os rigtig godt underholdt, og samtidig havde vi fået meget vigtig og uundværlig viden - fx. at det mest besøgte sted i New York hverken er Times Square, Empire State Building eller lignende store turistattraktioner. Det er nemlig M&M's World, Slikbutikken på Times Square, der trækker flest folk til:-)))))

Man sidder med sidelæns i bussen, så man er til offentlig skue:-)




Aftensmad på hotellet og derefter en seriøs aftenshopping afsluttede dagen - og så gik vi godt brugte i seng. En dag, hvor vi egentlig kun skulle køre i bus endte med at vi havde gået mere end tyve tusinde skridt......

onsdag den 15. november 2017

New York - dag 2

Efter en lidt træls nat, hvor jeg var vågen i flere timer pga. tidsforskellen, mødtes vi med Daniel til morgenmad på Tick Tock - en rigtig amerikansk diner ved vores hotel. Der er rigtig 'skræmmende' billeder i vente😀😀😀. Ikke al maden er lige sund!!





Derefter gik turen med metroen sydpå, da vi havde planer om en tur til Frihedsgudinden og Ellis Island. Sejlturen derud var imponerende med skønt view hen over Manhattan - det var totalt smukt.  Ved Frihedsgudinden skete der ikke så meget, vi gik en tur rundt på øen og så naturligvis den kæmpestore statue, men det var også det. Billetter til at komme op på/i Frihedsgudinden skulle have været bestilt hjemmefra og så forudseende var jeg altså ikke.


Derefter tog vi videre til Ellis Island, som jeg på da værende tidspunkt ikke havde de store forventninger til, men de blev da godt nok gjort til skamme! Der var simpelthen så meget at se på, at vi slet ikke nåede det hele, før vi var aldeles udmattede af at gå rundt og læse på tavlerne. Der var udstilling om 'Peopling of America', hvordan landet er blevet befolket gennem årene, det var virkelig spændende! Der brugte vi rigtig meget tid, hvorefter vi kom videre til selve Ellis Island - hvad der skete på øen, når folk kom dertil mv. Det var jo Ellis Island, der efter 1892 blev brugt til undersøgelse af de mange immigranter og til a t hjemsende dem, der ikke blev fundet egnet til at rejse ind i USA. Det var kun to procent af de ankomne, der blev sendt retur, men det var rigtig mange mennesker! USA modtog mere en 12 millioner mennesker fra andre lande!!

Vi var alle tre meget begejstrede for at være på øen, men vi nåede slet ikke igennem det hele, før Amanda og jeg begge var helt flade, og vi sejlede retur til Manhattan. Her førte Daniel os til Wall Street og derefter til World Trade Center Memorial - på en gang både fascinerende og meget trist....

Så var det tid til at se NYU - først til NYU Bookstore, hvor vi var nødt til at shoppe lidt, da de havde meget andet end bøger:-), så hen til Daniels lejlighed og en tur i området omkring universitet.

Amanda og jeg fandt selv vej i Metroen hjem (!!!), og nu prøver jeg ihærdigt at holde mig vågen et par timer til, så jeg ikke skal være vågen igen i nat!

Jeg er ret vild med New York og glæder mig til flere spændende oplevelser i morgen:-)))

tirsdag den 14. november 2017

New York - dag 1,5

Ikke et ord om hund:-)
Amanda og jeg rejste til New York i går! Daniel læser på New York University i år, og så er det jo med at benytte sig af muligheden. Henrik har ikke det store behov for at rejse, så i denne omgang ville han ikke med.
Vi fløj med SAS direkte til Newark og ankom til hotellet kl 15.30 i går. Daniel kom hertil og vi gik ud for at få en tidlig aftensmad, da vores indre ur jo var +6 timer.

Efter en god lang nattesøvn stod den på morgenmad - det var noget af en menu!

Herefter gik vi ud for at finde Madame Tussauds Wax Museaum, hvor vi skulle hente vores New York Passport, et sightseeing-kort som jeg havde købt hjemmefra. Det kan godt anbefales, i hvert fald har vi på vores første dag brugt for ca det halve af det beløb, jeg gav for det. Det giver adgang til de fleste seværdigheder og rabat på meget andet.

Første step var altså Madame Tussauds, som jeg har ønsket at se i rigtig mange år. Det levede da bestemt også op til mine forventninger, det var supersjovt at se det hele!

Herefter gik turen til MOMA, Museum of Modern Art. Som på mange andre store museer er der her noget for enhver smag, meget ret fascinerende og andet ret ligegyldigt, men vi kom det hele igennem.

Efter en hurtig frokost mødtes vi med Daniel på hotellet, og da det blev mørkt gik turen til Empire State Building, som var ret fantastisk at besøge. Angstprovokerende højder, men en betagende udsigt som jo langt overgik mine meget rystende ben!!!

Vi sluttede med middag på The Heartland Brewery, restauranten under Empire State Building, nu er vi trætte og glæder os til endnu en dag i morgen!

Billeder følger, når jeg får det til at virke......suk

søndag den 5. november 2017

Forskellen på 5 og 0 Q-point - Konkurrencen på Garbogaard

"Du manglede fucking 0,1 point"!!!!!

Citat Paul Lysholdt i messenger-besked efter præmieoverrækkelsen på Garbogaard lørdag den 28. oktober. Ja, det gjorde jeg så, og dermed fik jeg ikke de 5 Q-point, jeg kunne have fået i HTM 2, hvor jeg var den eneste i klassen.
Osseau har generelt haft det svært på Garbogaard, det er ikke første gang, at tingene ikke er gået helt som planlagt der, så selv om jeg potentielt kunne være gået derfra med både en FS 1 og en HTM 2 titel, havde jeg ikke nogen af delene som resultatmål, da vi kørte derop.
Det er svært at få varmet ham ordentlig op, det kræver jo mindst en halv times tid, og der kan man jo ikke bare forlange banen udenfor, hvor folk jo skal have lov at lufte deres hunde.....jeg ved det godt, men jeg kan faktisk rigtig godt lide at tage til konkurrence på Garbogaard, hvor Annette altid har rigtig godt styr på det hele - det er meget imponerende.

Dommerne til HTM var hhv. Lizza, Mette og Annette, og de dømte således:

Udførelse:
7,6: Lidt distraheret, hænger lidt især i starten. Ved temposkift kommer der meget mere præcision og energi
7,5: Flere flotte positioner - også enkelt lidt mere usikker. Ville gerne se dig udfase hjælpen lidt i denne klasse
7,3: Hunden er lidt ukoncentreret i dag. Hænger i P1 et par gange. Enkelte gange bliver hunden stående stille

Sværhedsgrad:
7,9: Måske skal I prøve noget mere tempofyldt musik? Du har mange skift i retning, det tror jeg ikke helt I er klar til
7,8
7,9: Fint for klassen. Banen kunne udnyttes lidt bedre

Fortolkning:
8,0: Det er fint fortolket, men mere energisk udstråling fra hunden vil gøre en forskel
7,6: Fint, men kunne ønske mig at se dig understrege stemningen lidt mere og dermed "slippe" hunden. Fin musik til jer
7,8: Fin fortolkning til musikken

Tja, kommentarerne under "Udførelse" siger præcist, hvad der skete. Totalt overvældet hund, og en fører der måtte hjælpe alt for meget. De skifte, der ikke fungerede, overraskede mig, så jeg reagerede ikke hurtigt nok - og fejlen blev dermed alt for tydelig......

Vi var jo også oppe i FS 1. Osseau skabte sig hele vejen igennem, der var stress-lyd hele tiden, og det kostede dyrt - sammenlagt blev vi trukket 1,0 for lyd!!!! Dermed blev vi nr. 5 og fik 1 Q-point til samlingen, nu har vi 9 i alt.

Dommerne var også her: Lizza, Mette og Annette

Udførelse:
7,9: Det er sødt, at han synger med, men det trækker jo altså også lidt ned
7,5: Ser ud til at han kan sine ting, men du hjælper ham alligevel meget
7,5: God opmærksomhed. Der kommer lidt lyd og enkelte gange gør han i stedet for at arbejde. Hunden presses ved bakke

Sværhedsgrad:
7,8: Fint til klassen
7,9: Fint for klassen
7,7: Fine tricks til klassen. Ringen udnyttes ikke rigtigt

Fortolkning:
8,0: Fint, men nogle af dine skift flader lidt tilfældigt i slutningen
7,5: Savner lidt flow. Bliver meget fra øvelse til øvelse8
8,0: Fin stemning og bevægelser til musikken