søndag den 28. maj 2017

Rallydysten i Sorø

I dag var vi med til Rallydysten, som blev holdt hos Sorø Hundevenner, der har et super træningsareal, klubhus osv.
Denne gang var jeg udelukkende deltager, og det var rigtig hyggeligt. Jeg havde jo Osseau med til Amanda, som dog først skulle dømme Paul - først med Max og derefter med Lille Bjørn. Jeg havde i et tilfælde af overmod endnu en gang tilmeldt Django, og ligesom sidste gang var det blevet til meget lidt træning, så det var vældig spændende, hvordan det ville gå:-)

Osseau blev af gode grunde (Amanda skulle jo både lave bane, dømme osv) slet ikke varmet nok op, og han var rigtig træls på banen. Jeg tror, de bestod med 74 point eller lignende, men kønt var det bestemt ikke - hverken at se eller høre på! Det hjælper ikke, at han er blevet 10 år - han har stadig brug for langvarig opvarmning!

Dumle blev ked af larm, skud mv., så Amanda trak ham fra ekspertklassen og gik senere begynderbanen med ham med snor på. Han er meget følsom over for larm, så det var den helt rigtige beslutning, hun tog!

Så blev det Djangos tur. Opvarmningen gik fint, men han blev hurtig meget varm, så jeg stoppede hurtigt og ventede bare, til vi skulle på. Han gik simpelthen så flot, og hvor er han bare sjov at gå med. Efter jeg havde klappet i hænderne flere gange - han kan jo ikke høre noget - kom jeg i tanke om, at man jo ikke må klappe i ekspertklassen:-)
Jeg gik så også forkert bane - jeg er virkelig totalt urutineret som deltager på en rallybane - og det var derfor en sikker IB, men Paul mente ellers, at vi var tæt på at bestå.....det synes jeg nu ikke, men Django lavede bare så mange flotte ting! Nogle af begynderskiltene var klart "børnelærdom", der bare sidder fast, men vi klarede bl.a. en svær (for os) øvelse på højre side - Django har på ingen måde lært højrehandling, som jo nu er med i ekspertklassen, men det gik så fint!

Men nej, jeg skal ikke til at træne fast med ham, det skal kun være for sjov!


Man kan da kun elske de øjne:-)



torsdag den 25. maj 2017

Osseau fejrede fødselsdag i Esbjerg:-)



Uha, det er vist aldrig sket før, at jeg har skrevet to blogindlæg på en dag!

Men, men - jeg må da fortælle, at Amanda og Osseau har klaret sig rigtig flot i dag i Esbjerg, hvor de har været til rallyprøve. Det blev til 92 point og 3. vinder og dermed til forbedrede point til Årets Hund. Prøven talte også til DM, og det betød, at de er rykket en plads ned, da de er blevet overhalet af vinderen i dag. Deltagelsen i DM er ved at være tvivlsom, men der er håb endnu, og det skal ikke ødelægge, at Amanda med Pauls ord leverede "meget kontrolleret førerarbejde", og at de for første gang klarede dobbeltspring-ro til en prøve, det er så sejt gået!


Foto: Paul




Osseau 10 år og positive oplevelser i Årslev

Osseau bliver 10 år i dag - hip hurra for det! Jeg elsker min aktive, superdygtige skønne hund:-)))
Han skal fejre sin dag med en rallyprøve i Esbjerg sammen med Paul og Amanda.

Billedet er fra 2015 og taget af Laila Stender Bonde

Det var bestemt ikke kun negativt at være til prøve i Årslev, så på stærk opfordring af Paul, skal der da også blogges om de positive oplevelser.

Først og fremmest er det altid hyggeligt at tilbringe en dag sammen med Amanda - det værdsætter jeg rigtig meget:-)

Jeg er rigtig glad for, at jeg spurgte Sidsel om hjælp og naturligvis også for, at hun tog sig tid til at hjælpe. Hun fik mig til at grine med bemærkningen "dette her skal du bruge, når du skal til de store mesterskaber" (det har jeg nu ikke lige nogle planer om - i hvert fald ikke med Osseau:-))
Den videre træning handler mest om timing, og selvfølgelig skal det trænes, at han ikke er så tiltrukket af belønningen uden for ringen - det er til at få styr på!

I freestyle udførte Osseau mange af tricksene helt tilfredsstillende, og jeg kunne mærke potentialet i programmet!

I det store hele fungerede HTM-ringen rigtig godt, vi blev færdige i ordentlig tid, og det virkede som om der var styr på tingene - det er altid dejligt som deltager, at det er sådan.

Der er bare forskel på prøver, der giver "Ikke bestået".
Amanda sagde det, da hun kom ud fra banen med Dumle, hvor hun fik en rigtig god oplevelse til trods for en træls start. som skrevet sidst: det var en totalt blæret måde, hun tog snoren af ham på midt i spiralen, og resten af banen gik som smurt!

Det var fem gode oplevelser, jeg tager med mig!



tirsdag den 23. maj 2017

IB x 4 i Årslev










I lørdags gik turen til Årslev, hvor der var masser af hundeaktiviteter. Osseau var tilmeldt hhv. HTM 2, Freestyle 1 og så da også lige en rallyprøve, der talte til både DM og Årets Hund. Dumle var også med og skulle op i rally.
HTM-konkurrencen var som tidligere nævnt ikke nogen succes sidste år, det havde jeg med mig både da jeg tilmeldte, og da jeg modtog PM'et. Da jeg fik PM'et tog jeg en dyb indånding, da jeg så, at jeg også i år skulle starte allerførst, og at det dermed lå præcis sammen med banegennemgangen i Championklassen !! Jeg blev enig med mig selv om, at jeg sagtens ville kunne håndtere det, og den holdning havde jeg hele vejen til Fyn - lige til jeg parkerede ved siden af ringene....

HTM og rallyringene lå helt op ad hinanden! Jeg havde håbet, at det ville være muligt med en række telte i mellem, men der var ikke plads nok, så det var ganske tæt på, at jeg gik i panik, var klar til at melde fra HTM mv. Paul og Amanda prøvede at hjælpe, men det kunne jeg ikke helt rumme, og jeg gik derfor en runde med hundene for mig selv. Da jeg kom tilbage tog jeg fat i Sidsel og bad hende om lidt coaching, og det førte simpelthen til, at hun hjalp mig hele vejen - vi aftalte opvarmningstid, tid i bilen, og tid til at melde helt klar til start. Sidsel tjekkede også hele tiden med dommerne, hvor langt de var tidsmæssigt mm, og hun var bare til vildt stor hjælp for mig, det var virkelig, virkelig skønt :-). Stor, stor tak til Sidsel!

Da vi kom i ringen, var Amanda ganske rigtigt ved at gå banegennemgang, men det fokuserede Osseau nu ikke på. Desværre koksede musikken, så jeg var nødt til at løbe ud, indtil de fik styr på den....det var ret ærgerligt for det førte til, at Osseau blev meget fokuseret på at løbe ud, hver gang vi nåede til det hjørne, hvor mine ting var, så der måtte nogle feberredninger til undervejs.

Generelt synes jeg, det gik okay, jeg håbede virkelig at bestå, men det lykkedes desværre ikke, men jeg fik dog nogle okay dommerkommentarer med mig:

Udførelse:
7,1: Lidt usikkert på dagen og lidt unøjagtige positioner. Sød start.
7,6: Lidt store håndsignaler og varierende afstand til tider. Pas på med at træde på ham. Løb lidt ude af pos. til tider
7,2: pos. noget 'uskarpe', hunden svipper lidt ud ig ind, svært at holde hundens koncentration

Sværhedsgrad:
7,3: Flere fine positioner i fremad men lidt for få skridt i sidelæns (1skridt). Fin variation
7,7: Ok for klassen
7,6: Fint antal positioner og retninger. Lidt mere temposkift ønskeligt

Musik:
8,0: Fin fortolkning og udnyttelse af musik
7,5: Jeg mangler lidt mimik eller følelse fra dig. Du ser meget alvorlig ud og det føles lidt som om, du bare går med musikken og det ikke er samspil
7,3: Ok, men kunne tydeliggøres mere

Derefter var det tid til Osseaus rallyprøve. Amanda kunne nærmest ikke få kontakt til ham under opvarmningen, og det blev da også til, at han løb ned til mig efter de første 4-5 skilte....Øv!, men der var klart løbske tæver i området, der forstyrrede hans næse voldsomt.....

Lidt senere var det Freestyle-tid. Det faldt så desværre sammen med Amandas banegennemgang i ekspertklassen. Det så jeg ikke som et problem, men det blev det....Osseau var megatræt, da jeg hentede ham i bilen, og han kørte alt for meget op, så det blev en kamp for mig at fastholde hans opmærksomhed på mig.
Jeg fik slet ikke vist vores nye, seje nummer, og denne klasse bestod vi heller ikke.

Dommerkommentarer:

Udførelse:
7,6: Fint udførte tricks, slalom virker mere tilfældig - hunden virker lidt usikker på signaler. Ellers meget fint.
7,2: Lidt ukoncentreret på dagen, hvilket skabte en del misforståelser
7,4: I "slut-posen" - husk at han selv skal lægge hovedet i din hånd

Sværhedsgrad:
7,7: Fint for klassen
7,6: Zig-zag kan du da lade hunden lave den, inden du løfter benet. Ok for klassen
7,5

Musik:
7,7: fin beskrivelse af stemningen i musikken
7,8
7,7

Phew - så havde Osseau hentet tre gange "Ikke bestået", og så blev det Dumles tur på rallybanen,

Det startede ellers meget godt,  men da de nåede feltet, løb han ud til den ene fristelse i 8-tallet, og Amanda gav ham snor på og fortsatte banen. Hun gik ca. halvdelen med linen på og i spiralen tog hun den så af igen. Det så ret fedt ud, at hun gjorde det i fart og bare fortsatte, som om intet var hændt:-)
Resten af banen gik fint, men endnu en IB var dermed hjemme.... og det var så den dag!

Lørdagens høst

Billede fra Emmy - Sidsel var vist fotograf



Billede fra Emmy - Sidsel var vist fotograf

Billede fra Emmy - Sidsel var vist fotograf







onsdag den 17. maj 2017

Tjek hos Maja Guldborg og nyt Freestylenummer

Osseau var i mandags til kontroltjek hos Maja Guldborg. Selvom han i hverdagen virker til at have det fint, synes jeg, at det er meget betryggende at få det bekræftet. Maja har jo tidligere sagt, at han altid vil have nogle gener og meget hurtigt blive spændt i kroppen, men at det kan holdes nede med øvelser og massage. Jeg har ikke været god til at lave øvelser de sidste måneder, men hun var alligevel ganske tilfreds med ham. Det var jo rigtig dejligt, og nu har jeg igen, igen lovet mig selv, at der altså skal være noget mere stabilitet omkring de øvelser - det bliver noget sløseri!!

På lørdag skal vi til prøver i Årslev. Både Dumle og Osseau skal op i rally, og Osseau skal også op i HTM 2 og Freestyle 1. Ligesom sidste gang vi var i Årslev skal Osseau 'åbne ballet' i HTM. Det var mildest talt ikke nogen succes sidst, men denne gang håber jeg, der er styr på det, og at tidsplanen holder - for ellers går der totalt koks i at få det hele til at passe sammen.

Jeg er jo gået i gang med et nyt Freestyle-nummer. Jeg var egentlig ret glad for vores 'Get off my back'-nummer (og måske vender det tilbage en dag....), men jeg synes, at der var nogle ting, der bare ikke fungerede, hverken til træning eller til konkurrencerne. Derfor har jeg fundet ny musik - jeg ved ikke, hvorfor det altid bliver sådan nogle sødsuppe-numre, jeg falder for - det er blevet 'Everything I do...' med Bryan Adams fra Robin Hood filmen. Sangen er valgt på Henriks opfordring, og jeg synes da, at han for en gangs skyld skulle høres, når han nu engagerede sig, og det er faktisk et ret godt nummer, der passer rigtig godt til Osseau og mig.
Jeg glæder mig til at se, hvordan det bliver på lørdag!

Jeg har fået trænet en del på det sidste...der er rigtig meget, der fungerer godt. HTM nummeret er jeg meget tilfreds med, og Freestylenummeret er godt på vej, selv om jeg virkelig har svært ved at huske det, jeg har planlagt. Jeg er slet, slet ikke rutineret nok til at jeg bare lige kan ændre et program, men vi tager det som en oplevelse på lørdag.....


søndag den 7. maj 2017

Weekend med rally - nu er det 2. supercert hjemme:-))))

Amanda har længe været tilmeldt rallyprøven i Sorø med både Dumle og Osseau. Det skulle bare være en stille og rolig weekend, men da Annette for nogle dage siden efterlyste deltagere til Championklassen til Hillerød Hundevenner stævne i dag, kom jeg til at spørge Amanda, om hun ville tilmeldes, og no surprise - det sagde hun naturligvis ja til:-)

Lørdag ankom vi til Sorø ca. 8.15 og allerede på parkeringspladsen kunne man mærke luften sitre af spænding - der var også agilitykonkurrence, og der er altså bare stress, anspændelse og masser af råb og gøen sådan en dag. Det vidste vi jo godt og Amanda var da også noget spændt på, om Osseau kunne holde fokus på rallybanen, men det kunne han bestemt! Han gik en rigtig, rigtig flot bane, der med en enkelt ommer gav 97 point. Der er bestemt rift om placeringerne i den Championklasse - hold da op, hvor er deltagerne bare dygtige! Gitte Freytag vandt med begge sine hunde, 100 point til dem begge, det er altså virkelig imponerende! Vi vidste, at Ingrid også havde fået 97 point, men heldigvis var  Amanda 3 sekunder hurtigere og fik dermed 3. pladsen og endnu et supercert:-)))). Det er lidt over et år siden, at de fik det første cert, så nu må vi se, hvornår det lykkes med det næste!

Stakkels Dumle er aldrig blevet socialiseret på en agilitybane, og han kunne slet ikke lide alt det råberi, gøen og uro, så han var slet ikke glad for at være på banen. Det endte med at Amanda gav ham snor på, og så logrede halen igen. Amanda var rigtig ked af det efterfølgende, men heldigvis filmede jeg hende, så hun senere fik set, hvor flot de klarede det - men igen, det er følelsen på banen, der betyder mest.

I dag var det så Hillerød, hvor ekspertklassen skulle starte ved frokosttid. Vi kørte hjemmefra i 15 grader og solskin og kom til 10 grader og regnvejr - det var vi slet ikke klædt på til, møgkoldt var det!
Det blev dog bedre mod slutningen og det lykkedes mig at få varmen igen.....

Selv om der også var agilitystævne i dag, var der slet ikke den samme spænding, vi holdt Dumle væk fra agilityen indtil han havde været oppe, og i dag var han heldigvis sig selv igen med logrende hale banen rundt. Med en mistet øvelse (8-tallet!!) blev det til 79 point, så det var ret flot.

Da vi nåede Championklassen, kunne vi godt se at vi havde fejldisponeret tiden. Osseau skulle have haft i pause i bilen, men det blev det ikke til, så han var ret træt og havde derfor ret travlt med at finde overspringshandlinger i stedet for at gå rally. Han gik nu alligevel ganske godt, det blev til fem forsinkede reaktioner og dermed 95 point. Også i dag blev han 3. vinder efter to Superchampions - bestemt et godkendt resultat:-)

Dermed har han allerede to ret gode resultater til dette års Champion Cup, det er Amanda ret tilfreds med.