lørdag den 26. maj 2012

Fødselsdag og rallyprøve

I går blev Osseau 5 år - tiden går da bare helt vildt hurtigt! Ingen tvivl om at han udvikler sig meget, og at vi godt kan mærke, at han er blevet ældre og har fået mere ro i sit hoved.
Om det var derfor, han var så superdejlig at have med i Sorø i dag, eller om det var på grund af varmen, er jo ikke til at sige, men han var simpelthen så fredelig og social, og ville vældig gerne hilse på alle, vi mødte:-)

Amanda og Osseau gik en meget flot championbane. Det endte "kun" med 80 point, en mistet øvelse og en ommer koster, så det var helt fair - men i øvrigt helt ligegyldigt, for det var en rigtig god oplevelse for Amanda, at han var så fokuseret, som han var.

Det var en rigtig hyggelig formiddag, dog med lidt malurt i bægeret, selvom det ikke som sådan var noget, der angik os:
Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at rallydommerne dømmer så forskelligt, som de gør. Selvfølgelig skal man lytte godt efter under banegennemgangen, og man kan jo også bare spørge, men det er altså træls, at der nogle gange er så stor forskel. Det er jo formuleret i reglerne, hvordan øvelserne udføres, så.....
Bare som eksempel var der i Christiansfeld en person, der mistede 10 point på at gå i mål på den forkerte side af målskiltet - en anden dommer ville måske kun have trukket 3 point, og der er nogle forskellige eksempler af den slags.

Det ærger mig også, at der ikke altid tages hensyn til 2-meters reglen, der er jo en grund til at den er der. Der var rigtig mange hunde - ikke Osseau heldigvis - der blev påvirket af, at nogle hunde var meget tæt på ringsiden, og det er rigtig, rigtig synd. En prøve koster altså mange penge, og det er jo ikke en prøve i "at gå pænt forbi hunde, der er tæt på", og man er nødt til at acceptere, at hunde reagerer forskelligt. Der sker jo ikke noget ved at rykke lidt længere væk.....
Jeg gjorde mig så upopulær ved at påtale det - det kunne jeg jo også bare have ladet være med, men jeg synes altså, det var så ærgerligt for dem, det gik ud over.

Nå, det var nu en fin dag alligevel:-))
Jeg købte en kalveklov til Osseau, fordi han var så dygtig - ikke om han ville ha' den, mærkelige hund, så den må Django have en dag ved lejlighed!

tirsdag den 22. maj 2012

Tænk at det er så nemt at glæde andre

I søndags var vi 4 nørder, der ligesom sidste år mødtes på Plejecentret Kristiansminde.
Jeg valgte at tage Django med i år, da det er under lidt pressede forhold, og fordi vi afslutter med, at beboerne giver hundene godbidder - og Django er altså en bedre "klappe-kage hund" end Osseau. Da Django også var den eneste med rigtig pels:-) i år, var han meget populær, så det var et godt valg.

Vi skulle jo vise, hvad vores hunde kan, så udover fællesøvelserne, viste Django og jeg os frem på en lille rallybane, med fri ved fod, positioner under gang, stillingsskift, næseprøve og med lidt improviseret agility - ikke prangende, men dog populært, han kunne da næsten huske slalommen:-)))

Mange af øvelserne foregik simultant, så alle tilskuerne kunne se, hvad der foregik, og det fungerede rigtig godt. Der blev også vist jagt-, bide-, og lidt redningsarbejde og pludselig var der gået 45 minutter.

Vi gik alle derfra med en rigtig god følelse. Det var en stor succes både for os og for beboerne, som fik en oplevelse ud over det sædvanlige - det er bestemt værd at bruge et par timer en søndag eftermiddag på, og vi kommer gerne igen til næste år:-))))

søndag den 20. maj 2012

Superhunden slog til igen:-)

I går var Django og jeg til prøve i Collieklubben. Vi var tilmeldt Brugsprøven, som jo som tidligere nævnt udelukkende indeholder øvelser, som Django - på en god dag - kan til ug. Jeg blev derfor noget nervøs, for resultatet ville jo afhænge fuldstændig af, om han var på eller ej. Hans fjollerier viste sig da også undervejs, men generelt var han rigtig, rigtig dygtig, og da han startede med et 10-tal i sit, var jeg rimelig sikker på, at det nok skulle gå.

Flotte point undervejs med skøre ting i fremsending og næseprøve... Næseprøven fordi en tæve havde tisset lige ved siden af, hvor pindene lå, så det gav point alligevel. 0 i dækken, hvor han satte sig op, betød ikke noget - han blev, hvor han skulle og frem for alt: han gøede overhovedet ikke:-)
Skudprøven til sidst var overhovedet ikke noget problem, både han og Louis var iskolde!

For at få titlen skal man have mindst en 2. præmie, og der er plads til at smide 60 point. Vi endte på 181 og vandt derfor klassen med en 1. præmie - jeg var rigtig godt tilfreds med Django, selv om jeg godt kunne ønske at han lod være med at sætte sin egen dagsorden undervejs!

Detaljer fra prøven ses på hjemmesiden
Paul tog video - tak for det: her er positioner under gang og stillingsskiftet.

Billedet taget af Grafiko.dk
På vej i feltet - næsten uden omvej:-)


tirsdag den 15. maj 2012

LP 2 i søndags og Brugsprøve på lørdag

Jeg var jo så heldig at komme med på et afbud til Hanne Hedegaards afsluttende prøver i Sheltieklubben i lørdags. Resultatet blev 201,5 point - en helt igennem fair bedømmelse af en virkelig behagelig dommer Jens Møller Pedersen:-)
Resultatet var ikke det primære for mig. At være til prøve i Kongholmparken i Albertslund er ret udfordrende for en hund som Osseau - og meget anderledes end de officielle prøver, hvor banerne er afskærmet af alle teltene. Her var to meget åbne ringe, og mit mål var, at Osseau skulle være 100% fokuseret på mig i stedet for at kigge på løstgående hunde, fremmede mennesker, heste mv. - og jubii, det var han fuldstændig.
Den største succes var 9,5 i fri ved fod - kun én skæv plads i 2-skridtøvelserne, og han gik bare SÅ flot:-))) At han så sjuskede med både apport og næseprøve er bare ærgerligt, men nu skal der trænes apport hver eneste dag, indtil den er på plads - nu gider jeg ikke miste point på den øvelse mere!!! Han kan samle op, holde apporten, lave 2-skridts øvelser, løbe med apporten og meget mere, men han har ikke fattet, at det hele altså hænger sammen, så når han skal lave en fuld øvelse, smider han apporten på vej ind.....

Nok om det - på lørdag venter prøverne i Collieklubben. Django skal op i Brugsprøven, og for første gang nogensinde skal jeg op med en hund, der kan samtlige øvelser perfekt:-)))) Sidst han var oppe i LP 2 i efteråret 2010, havde han heller ikke tjek på aflevering af apport og næseprøve , og i LP 3 har vi jo stadig nogle udfordringer... Så, hvis han er koncentreret, har lyst til at arbejde, og hvis føreren ellers kan give de rigtige kommandoer (!!!) kan det blive en super prøve - og det er naturligvis planen:-)) Jeg glæder mig i hvert fald rigtig, rigtig meget.

lørdag den 12. maj 2012

Føj for Bayvantic !!!

Jeg gør ikke meget i det med flåt- og loppebekæmpende midler, det bliver som regel kun til én til to gange om året, da jeg ikke er meget for at udsætte hundene for den gift, det jo er. Samtidig lurer bekymringen for smitten, og flåterne kan altså meget nemt gemme sig i en sheltiepels, selv om de bliver "gennemnusset" hver dag.
I går skulle jeg alligevel omkring dyrlægen ,hvor Frontline (som jeg plejer at bruge) og Bayvantic stod side om side. Jeg kiggede lidt på prisen - næsten den samme, spurgte lidt til forskellen og fik at vide, at hvor flåterne godt kan være i pelsen, men ikke sætter sig fast, hopper de slet ikke på, når det er Bayvantic, der er brugt, så det endte jeg med at købe. I øvrigt skulle det også være det middel, de fik de bedste tilbagemeldinger om....

Om dyrlægen tjener mere på Bayvantic ved jeg ikke, men det skulle jeg ALDRIG have købt. Hundene fik det på sidst på eftermiddagen, og straks efter begyndte de at gå og gå og gå - det sved helt tydeligt meget. Især Osseau var meget plaget (han er jo lidt en pivskid), og han savlede så meget, at det dryppede af ham. Django faldt rimelig hurtigt til ro, men Osseau blev ved hele aftenen og var kun i ro, når jeg sad hos ham på gulvet og beroligede ham. Efter sengetid faldt han først i søvn, da døren til soveværelset blev lukket..... og halsbåndet kan han stadig ikke holde ud at have på - nu sover han igen, først efter jeg har taget det af ham efter morgenturen.

Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle prøve at vaske det af ham igen, men var bange for at sprede smerten endnu mere, hvis jeg ikke kunne komme ordentligt i bund, og det ville nok kræve nogle timers beusebad, hvilket jeg ikke ville byde ham - i øvrigt var skaden jo sket, da væsken jo var trængt ned i huden på stedet, så det gjorde jeg ikke.

Føj, hvor er der grimme billeder på nettet af hunde, der er blevet behandlet med Bayvantic, og hvor producenten fralægger sig ethvert ansvar - så slemt er det heldigvis ikke gået med mine hunde, men jeg behandler aldrig med det middel igen!!!!

torsdag den 10. maj 2012

En heftig uge

Phew, hvor jeg synes, det går stærkt. I dag skal jeg heldigvis først møde kl. 10, så jeg har lidt tid til at "lave absolut ingenting" udover at drikke kaffe:-)
I denne uge er det såkaldt fordybelsesuge på skolen. Den startede med to lange dage i 7.a - jeg kan rigtig godt lide de uger, men det, der kan være lidt sejt, er, at man er sammen med de samme børn i alle lektioner. Heldigvis er 7. kl dejligt ukomplicerede at være sammen med!
Mandag var jeg derudover til almindelig træning hos Paul - mange succeser med Osseau, som virkelig har det hårdt på det hold, hvor der kun er en tæve og resten er hanner, som han ikke er helt begejstret for. Så det overordnede hver mandag er: "koncentrer dig om arbejdet i stedet for at holde øje med, om de andre er farlige" - og det går faktisk rigtig godt:-) Nå, vi er forholdsvis tidligt hjemme om mandagen - lidt efter kl. 19.
Tirsdag bød på samtaler i 7.a - direkte efter undervisningen og hjemme kl. 20.30. Det går hurtigt, mens man er i det, men trækker også noget energi.
I går var det en lige så lang dag. I skoven med 2.a - en ret hyggelig tur, der dog endte med en alt for lang vandretur op og ned på en mountainbike rute efter "de dumme drenge", der altid liiige skal overskride grænserne. Aaargh, hvor var jeg gal!!! "Er du mere end 100% sur på dem", spurgte en af de -næsten - altid artige piger:-))) Tja, så det det lidt over.
Til gengæld blev jeg rimelig arrig igen på vores møde i "faglig klub" i går eftermiddags. Long story, men tillidsmanden og jeg er ikke de bedste venner......- på det faglige plan altså, i hverdagen går det meget godt!
Mødet var slut ca. 16.15, og eftersom jeg skulle mødes med Paul kl. 17.30, havde jeg valgt at blive på skolen. Lille Bjørn og fællesdæk er p.t. ikke verdens bedste kombi og i den kæmpe byge, der kom på det tidspunkt, var det desværre ikke ubetinget en succes. Efter en dejlig gang træning af hhv. hvalpe- og LP/rallyhold var jeg i aftes hjemme lidt over 9 - suk, suk, men tiden går hurtigt i godt selskab og jeg var under alle omstændigheder blevet rigtig godt luftet igennem:-)

Her til morgen spurgte Henrik forsigtigt, om jeg havde tænkt mig at være hjemme i aften. Næh da - ganske vist er Johanna ud at rejse, men selvtræningen i Ll. Skensved skal jeg da til! Det var ikke så populært, men til gengæld er jeg jo hjemme både fredag og lørdag:-)))

søndag den 6. maj 2012

Kun to LP-prøver men endnu en mulighed for DM-kval

At Django skulle prøve Brugsprøven for collier og sheltier i maj var det eneste mål, jeg kunne finde ud af at sætte i starten af året. Osseau var jeg noget mere usikker omkring, men nu har jeg så vovet at skrive her i bloggen, at jeg gerne vil med til Årets Hund. Gisp, jeg har kigget lidt på de pointtal, der er opnået indtil nu - og der er altså en aussie fra Ålborg, der har 219 point, det er lidt vildt, men nu prøver vi. Dermed burde vi egentlig have været i Roskilde i denne weekend, men "desværre" skulle min nevø konfirmeres i fredags - i Jylland - og med elevplaner, samtaler i de kommende uger mm., er jeg nu ret tilfreds med, at jeg ikke meldte til.
Desværre er det småt med prøver, som Osseau kan komme med til frem til de næste kvalificerende prøver i juni, og han har altså virkelig brug for rutine for at være tryg på banen.
19. maj er det Collieklubben, men kun med Django - jeg undgår helst at gå op med begge hunde samme dag, de er så forskellige, så det fungerer bedre, når kun én af dem er med. Jeg prøvede at komme på venteliste i Måløv den 12. maj, men det var ikke muligt. Heldigvis fandt Hanne Hedegaard en plads til mig til hendes prøver i Sheltieklubben - endnu en gang uofficielle og dermed en meget mere afslappet fører, med helt klart bedre end ingen prøve. Det bliver på søndag den 13. maj, så må vi nøjes med den og i stedet få målrettet træningen lidt mere mod helt skarpe LP 2 øvelser.
Især fri ved fod, apport og næseprøve kan bestemt forbedres!

Brugsprøven med Django er en "blandet" prøve, hvor sit-øvelsen, springapport og feltet er som LP 3 øvelser og resten (bortset fra dæk) er som LP 2. Dækken er speciel, her skal fører løbe/gå i hurtigt tempo fra hunden og derefter 2 minutter i skjul efterfulgt af et indkald. Afslutningsvis er der skudprøve som Django forhåbentlig klarer i fin stil. Jeg glæder mig meget til denne prøve med ham, men skal vist lige have læst lidt op på øvelserne:-)

Turen til Esbjerg er droppet. Det er langt og det er dyrt! - og heldigvis har nogle meget aktive hundemennesker arrangeret endnu en DM-kvalificerende rallyprøve i Kreds 1-regi den 29. juni. Godt nok den aften Amanda skal til dimissionsfest, men hun er ret ligeglad med den og vil bare til rallyprøve. Eftersom skolen endnu ikke har styr på tidspunktet bliver hun naturligvis tilmeldt i Ølstykke:-)) Last chance - så nu har det bare at gå godt!!!!