tirsdag den 3. maj 2016

Htm-træning

I går aftes var det tid til anden omkring af Anjas htm-træning, som har været 2 x 3 timer - og derfor nu desværre er slut:-(
Det har været super begge gange. Tre timer kan synes som lang tid at træne, men vupti er de væk.

Nå, i går handlede først om lektierne - indkald i tre positioner på verbalt signal. Altså vi kan næsten...., men Osseau er alt for styret af, hvor jeg placerer mine hænder, så det skal jeg simpelthen til at få styr på! Derefter skulle vi gå en lille bane med tre positioner og tre overgange - jeg har ingen anelse om, hvordan det, vi lavede, så ud, men vi fik vist nok lavet det, vi skulle. Så lavede vi forstyrrelsestræning - det var vildt sjovt! Vi skulle gå vores program - med hund - med to personer omkring os, som skulle stille spørgsmål, men det var kun den ene person, vi skulle svare. Jeg synes faktisk, at jeg var okay til det, og bedst af alt var Osseau supersej og gik rigtig flot, så jeg var meget tilfreds.

I min alenetid havde jeg valgt at få input til, hvor i programmet, jeg kan indlægge retningsskift. Jeg gik programmet et par gange og fik nogle konkrete ideer at arbejde videre med, men derudover sagde den kloge Anja: 'Du behøver altså ikke vise alle de positioner, bare fordi du kan!'
Nåh nej, det er da også en vinkel på htm, som jeg nok mangler.....der skal ikke bare læsses på! Wow-følelsen, som jeg ønsker, dommerne skal få, når de ser mit program, er der ikke længere. Det bliver for hektisk, og passer nok i virkeligheden slet ikke til musikken, at jeg laver så mange retningsskift..... Stof til eftertanke - nu må jeg ændre mit program, og så er enetimen hos Anja bestilt, så jeg kan få noget feedback fra hende, før vi skal til Årslev.

søndag den 1. maj 2016

Improvisation på højt plan

Vi har været i Roskilde her i weekenden. Hovedvægten lå på rally, hvor jeg dømte nogle klasser i går, men Osseaus resultater fra de fire gange, han stillede op, er ikke værd at berette om - dem tror jeg bare, vi fortrænger!

Men vores htm i dag var en oplevelse:-) Det var lidt angstprovokerende at skulle i Store Ring, og det reagerede han naturligvis på, at jeg syntes, så han var en smule svær at kontrollere.....
Den første tredjedel var VORES program, resten var Osseaus, og jeg prøvede at hægte mig på efter bedste evne. Til sidst anede jeg ikke, hvor vi var i musikken, vi bevægede os helt forkert i forhold til dommerne, der blev indlagt adskillige nejeøvelser og lignende - det var faktisk en lidt vild oplevelse. Meeeen sejren var, at han faktisk klarede det rigtig, rigtig flot - det var vores allerførste optræden på græs, det var meget svære forhold med de blafrende flag, mange mennesker og hunde osv., så jeg er meget tilfreds.

Stor var min overraskelse, da jeg efter præmieoverrækkelsen (som jeg ikke nåede pga rally) fik at vide, at vi rent faktisk bestod, som nr. 10 ud af 11, men bestået er bestået - ret vildt!

Dommerne var Henriette Ortmann, Sonja Johannesen og Emmy Simonsen og pointene som følger:

Udførelse:
7,5 - Flot, lidt ukoncentreret ind i mellem, så mistede positioner
7,8 - Superflotte positioner når han er på, men der var lidt uopmærksomhed og misforståelser på dagen
7,8 - Lidt flagrende følge og opmærksomhed på omgivelserne. Ok for kl 1

Sværhedsgrad:
7,5 - 8,0 - 8,2

Fortolkning:
7,5 - 8,2 - 8,0

Ganske glimrende point - Osseau er dygtig til at lave programmer, men næste gang vil jeg sætte pris på, at vi koordinerer det lidt bedre:-))

Jeg har lige lånt Pauls billede fra i dag, hvor jeg fik lov at være hundeholder,
da Paul og Amanda gik til den sidste præmieoverrækkelse

fredag den 29. april 2016

En dag ad gangen

Jeg kan godt mærke, at jeg er kommet til at sige ja til arbejdsopgaver på jobbet. som jeg nok liiiige skulle have overvejet en ekstra gang. før jeg gjorde det. Det er ikke bare undervisning i dansk i 6.a, der er forberedelseskrævende, der følger også en del opgaver med omkring de skønne unger i klassen, som jeg ikke kan lade være med at involvere mig i - og tro mig der er nok at tage fat på med 21 13-årige mere eller mindre pubertetsagtige elever:-)))

Nå, men det betyder, at mit liv foregår en dag ad gangen. Jeg har svært ved at tænke meget længere end det, men det va så samtidig 'et frikvarter' at hygge sig med at lave rallybaner, så de fem til i morgen har været klar længe. Det er lidt svært at være kreativ, når man skal lave tre begynderbaner på en gang, men jeg har gjort, hvad jeg kunne for at gøre dem forskellige.

At Amanda skal op i rally, har jeg ikke interesseret mig specielt for, men jeg har da husket at pakke resultatbogen:-).

At jeg selv skal op i htm på søndag, er jeg slet ikke nået til endnu. Træningen har været meget sporadisk, men til gengæld ret præcis. Det med korrekte positioner går altså godt, når godbidder vælter ind i gabet på ham, når han står rigtigt!
Jeg havde fornøjelsen af at være med på et afbud (fra Amanda) på Johannas hold i tirsdags. Der var kun fire deltagere, så der var 12 minutters enetid med Johanna, hvor vi snakkede links i htm-programmet. Jeg vil gerne udnytte Osseaus meget stærke bakke-rundt-om-fører til nogle gode links -der er jo mange muligheder, og som næsten-nybegynder kan det være svært at få øje på, hvad der er smartest. Johanna havde naturligvis flere gode ideer, som jeg vil prøve at arbejde videre med.

Nå, foreløbig er det snart i morgen: fem rallyprøver skal dømmes, Amanda skal op i to gange rally, og bogen om rally udkommer - det bliver helt sikkert en skøn dag (regnvejr eller ej)!

onsdag den 20. april 2016

Endnu en rallyprøve

I går var vi afsted til rallyprøve igen - en aftenprogram med start kl 16 ved Hundeskolen Ophian på Garbogaard. Annette Dalgaard var dommer, og hun havde lavet en rigtig god championbane - en bane, der passede rigtig godt til Osseau.

Der var masser af plads til opvarmning på den indhegnede bane udenfor, men suk - det er også en lufteplads, og Osseau lyst til at snuse gjorde, at det var tæt på umuligt at lave nogen form for opvarmning. Osseau og manglende opvarmning er en rigtig dårlig kombi, så han var ret meget oppe at køre ved starten. Og da starten oven i købet var lige op ad kanten mod tilskuerne, var det bestemt ikke nogen let opgave for Amanda at få ham til at fokusere.

Men da de først kom i gang, gik det faktisk rigtig godt. Der var lidt for meget lyd på ham - men heldigvis ikke nok til, at der blev trukket for det - og der var ret meget fart også, så Amandas mest brugte kommando var vist ROLIIIG :-)))

Det blev simpelthen til 92 point og en placering som nummer 3 - så sejt!
Og dermed fik de samlet fem resultater til Champion Cuppen, så vidt jeg kan regne ud giver det dem en placering som nr. 8.
Man må sige, at de er inde i en god stime:-))))

Det er blevet annonceret, at Årets LP og rally shelties indføres igen i Sheltieklubben, så Amanda måtte lige meldes ind i klubben igen, for der har hun bestemt også en mulighed for en god placering.


søndag den 17. april 2016

Praleri efter Ølstykke

Amanda og Osseau var søndagens stjerner i Ølstykke i søndags, og det blev til både en sikker DM-kvalifikation og det første supercert:-)))
Det var så sejt, det væltede ind med tillykker til Amanda bagefter, og der er ingen tvivl om, at alle deltagerne virkelig undte hende den succes. De 97 point betyder, at vi kan godt bestille turen til Bornholm, så det skal vi lige have fundet ud af.

Dumle var oppe i ekspertklassen, og det gik virkelig flot. Stine havde dagen før givet Amanda det råd at have tøj på uden godbidder overhovedet - og jubii, juhu Dumle blev siddende tiden ud i ærespladsen for første gang:-)) At vi så ikke helt var enige i det endelige resultat, er der jo ikke noget som helst at gøre ved, så i denne omgang blev det ikke til DM-kval til Dumle. Han har en chance mere i Årslev, så må vi se om det lykkes der.

Alle billederne er taget af Annie Larsen:







mandag den 4. april 2016

HTMF, 3 x HTM 1 og 1 Q-point

Tja som en veninde skrev på Facebook: jeg forstår ikke alle de tal og bogstaver, men det lyder fint:-))).
Det er da også en smule indviklet, når man ikke er i sporten, men det handler naturligvis om Dogdancing-dobbeltprøven i Feldballe i lørdags. Jeg havde meldt os til en vældig masse prøver, men så fik jeg fortalt, at en hund max måtte starte fire prøver på en dag, så der måtte lige meldes fra igen. Det var jeg godt nok glad for, da jeg efter "kun" 12 timer, var tilbage til lækker aftensmad hos min søster. Ja, jeg kørte før tid - der var helt udsolgt hos både Osseau  og mig!!

Dagen startede altså kl. 7.35 i Hangaren. Efter musik-indtjekningen, var der masser af gode programmer at se på, og ca. kl. 9.30 var det vores tur til at forsøge os udi Titelprøven. Der er mange svære øvelser i den prøve, men faktisk havde vi fået trænet så meget, at jeg var så godt som sikker på, at vi ville klare os igennem uden nuller. Et par øvelser, vidste jeg, ikke ville være perfekte, men de ville være nogenlunde, og det blev de også. Vi gjorde det bedste, vi kunne med stor, stor hjælp fra Paul, der havde styr på mine rekvisitter (som der er mange af i den prøve!) og rækkefølgen af øvelserne.

Resultatet blev således:
Øv, det vil altså ikke vende rigtigt:-(
Kun feltet burde have været højere - der var et blad i hjørnet, der lige skulle tjekkes ud...., ellers er jeg meget tilfreds med et snit på 4,0, og titlen HTMF er nu hjemme - jeg tror, jeg har besluttet ikke at gå efter det x, der kan tilføjes, hvis man opnår et snit på 4,5, det betyder ikke noget for mig.

Næste prøve var den første HTM 1 - det gik faktisk rigtig godt, dog med nogle tilføjelser af tricks undervejs, der ikke skulle have været der, men Osseau var på ingen måde påvirket af uroen i hallen, så det var en fed oplevelse. Jeg kan ikke helt huske det, men jeg tror, vi blev nr. 8 - der er vildt gode deltagere i den klasse for tiden!

Så blev det tid til den uofficielle - også den gik rigtig fint, jeg tror, vi blev nr. 5.

Næste prøve gik i gang. HTM 1 lå forholdsvis sent, og både Osseau og jeg var helt flade. Han var denne gang distraheret af den næste hund, der kom til opvarmning, af gøen i hallen mm, så jeg måtte arbejde lidt undervejs for at få ham med. Jeg kørte straks efter, så jeg var desværre ikke med til præmieoverrækkelsen, hvor vi blev nr. 5 og dermed fik 1 Q-point med derfra - fint nok, men ikke det vigtigste. Osseau var så supersej hele dagen, han var glad i ringen, men supplerede det ikke med lyd, og alle vores optrædender var rigtig gode oplevelser:-)))

Vores 2. prøve kan ses her

Det var en rigtig dejlig dag, jeg er også megastolt over de gode præstationer Paul, Conni og især Louise lavede - hold da op, hvor er det nogle dygtige mennesker, jeg træner sammen med:-)

Nu har jeg heldigvis to fridage, så jeg kan få hvilet ud efter en hård weekend!

tirsdag den 22. marts 2016

Dejlige træningstimer

Det er altså fantastisk dejligt at træne hund!
Paul og jeg har mødtes to gange to timer hhv. i søndags og i dag, og begge gange har Osseau virkelig vist, at han er en stjerne! I søndags trænede vi HTM bestående af forskellige tricks mv. som opvarmning, derefter to gange program afbrudt af Paul, når der var grund til belønning og afsluttende med en gang med hele programmet næsten uden belønninger. Alle tre gange gik det super, Osseau er efterhånden god til at abstrahere fra, at gufferne ikke er hos mig - han synes, det er fantastisk at træne med eksterne belønninger:-)

I dag havde jeg planlagt to gange, hvor Paul skulle afbryde, når Osseau indtog en ny position perfekt - og det viste, at han nu virkelig forstår både Butt- og Frontpositionerne helt, som han skal. Det er så fedt at mærke, at han bare er, hvor han skal være! Jeg er rigtig, rigtig tilfreds med vores program! Det skal ikke trænes i sin helhed (med hund) mere, før vi skal til konkurrence den 2. april. Detaljer skal vi naturligvis træne på, men det bliver ikke i særlig høj grad.
Efterfølgende gik jeg selv programmet to gange uden Osseau. Det er tankevækkende, hvor stor betydning det har, selv om jeg synes, programmet sidder på rygraden, er der småting, der overrasker, når hunden ikke er med - fx. hvilken kommando jeg får sagt, hvilken fod der startes med, om der kommer et ekstra stridt i en vending og lignende. Alt sammen noget, der er vigtigt at forholde sig til for at få det hele til at hænge sammen, når hunden er med.

I dag gennemførte vi også alle øvelserne til Titelprøven, og nu er de næsten ved at være der. Det er imponerende, som øvelser, der forekom umulige at lære for kort tid siden, næsten sidder i skabet nu. Pauls vurdering af øvelserne blev til et gennemsnit på over 4, det gør mig tryg at vide, at vi kan klare et nul, hvis en øvelse skulle kikse på dagen.

I Titelprøven skal man blandt andet sammenkæde fire øvelser, her har jeg valgt:
Fremsending til felt (valgfri øvelse)
Dæk i felt (statisk position, der holdes i 3 sekunder)
Kryds poter
Bakke rundt om fører (bakkeøvelse der ikke er vist tidligere)

Det er en kæde, som består af øvelser, Osseau kender og er virkelig glad for. Af svagere øvelser er der to gange twist foran og bagved fører, og øvelsen hvor han skal stå foran mig med ryggen til - dem skal vi have sat fokus på de kommende dage, så der kommer mere stabilitet over dem.

De færdighedsprøver er altså sjovere at træne, end jeg havde troet, da jeg gik i gang - det kan bestemt anbefales, man bliver grebet af det:-)))

I øvrigt var Osseau totalt i hopla i dag. Det er han såmænd altid, men i dag var der lige et ekstra gear. Vi var hos Maja Guldborg til tjek i går, hvor hun rettede ham et par steder i ryg og lænd, så det er jo nok årsagen, tænker jeg. Ellers var hun ret godt tilfreds med ham - hun siger, at han er ret atypisk i forhold til, hvad hun ellers møder, så øvelserne skal vi fortsætte med, nu skal det hele bare spejlvendes for at se, om det måske har bedre effekt....

Smuk Butt-position
Foto: Johanna