onsdag den 11. november 2009

Siden sidst...

Så troede jeg, at jeg skulle skrive, at årets sidste prøve er overstået, men så kom jeg lige til at tilmelde til endnu en rallyprøve - nemlig i Svinninge den 20.12. Jeg havde en målsætning tidligere på året, der hed, at Django skulle blive rallybegyndermester i år - den havde jeg egentlig indstillet mig på at vente med til næste år, da vi ikke kunne nå at tilmelde flere konkurrencer, men da muligheden så kom i Svinninge, lykkes det forhåbentlig alligevel.

Django og jeg fik 93 point til prøven den 25.10 - meget tilfredsstillende, og Django var super opmærksom. Amanda skulle prøve at starte med Osseau, som var knap så koncentreret (se nederste billede...), men helt vildt sød, da han mente, at han skulle prøve præmiepodiet, så de bestod desværre ikke. Han blev meget usikker på grund af tilskuerne, der var tæt på, men de prøver i Svinninge igen.

I lørdags var vi til agilitykonkurrence i DGI-regi i Kokkedal. Det foregik i et ridehus, hvilket Osseau også syntes var rigtig mærkeligt - han blev da også disket i både spring og agility, men især springbanen klarede han fint, det var vist mest en førerfejl, der var skyld i det. Jeg var meget spændt på, hvordan han ville klare sig i forhold til andre hunde, da Amanda jo mener, at de er gode, og hun vil meget gerne starte konkurrencer med ham, men jeg har jo absolut ingen forstand på det. De var dog helt på niveau med de andre begyndere, så hun kan sagtens få lov at starte flere gange - det skal dog til at begynde med kun være i DGI, da DKK-konkurrencerne nok er lidt mere krævende (og sikkert også dyrere...)

Ellers fortsætter "den sædvanlige" træning, og begge hundene udvikler sig hele tiden. De har begge en meget flot "fri ved fod", men der er bestemt nogle 2-skridts øvelser, vi skal have styr på, før det er godt nok! Feltet er for Djangos vedkommende også blevet meget bedre, men både apport og afleveringen af næseprøven er ved at drive mig til vanvid for begge hundenes vedkommende!!! Django er meget længere fremme end Osseau, men smider ALTID begge dele for fødderne af mig, Osseau er så småt begyndt at hente begge dele, men kommer ikke engang halvvejs ind til mig. De hader bare at have de træting i munden, og vi træner, træner og træner for det skal bare lykkes! Gode råd modtages gerne....





tirsdag den 13. oktober 2009

Tandrensning, træning og 8.a

I skrivende stund befinder Django sig hos dyrlægen for at få en tandrensning. Behovet herfor var ikke absolut påtrængende, men jeg valgte at få det gjort nu i håb om, at det kan undgå at udvikle sig til paradentose og så kan det forhåbentlig lykkes mig at passe bedre på hundenes tænder fremover - for det er altså ikke "bare lige" at aflevere sin hund til fremmede mennesker for at han skal i fuld narkose....
Dyrlægen er afløser for vores faste dyrlæge, og han fortalte, at collieracer er mere tilbøjelige til at danne tandsten end mange andre racer, fordi deres spyt er anderledes og mere sejt end andre hundes. Så vejen frem er tandbørstning, og jeg vil følge hans råd om at dyppe tandbørsten i oksebouillon og så satse på, at jeg kan vænne hundene til det i løbet af en måneds tid!

Det er så som så med træningen i øjeblikket! Jeg er slet ikke disciplineret nok til at få trænet ret meget alene - det er altså bedst for mig at træne på et hold, men der er jo ikke så mange muligheder om vinteren! P.t. træner Django kun om mandagen hos Charlotte Lyngholm og Osseau både søndag (hos Sydkystens Hundeskole) og mandag hos Charlotte.
Herudover træner Django nærmest sig selv. Jeg går ofte tur med hundene hver for sig, og når jeg har gået med Django i 10 minutter er han bare "på", og det må jeg så også være. Han går den mest perfekte lineføring/fri ved fod, som han selv tilbyder, og han bliver selvfølgelig belønnet for det, men det bliver ikke til nogen specielt struktureret træning - jeg har trænet en del starter den seneste tid, fordi han er så fokuseret og hold da op, hvor det virker! Samtidig ser man os ofte på Roskildevej og på Rema 1000's parkeringsplads lave 2-skridts øvelser, stillingsskift, dæk mm. Altså - folk kigger noget, men der er godt med forstyrrelser og det virker :-)))

En del af grunden til, at der bliver for lidt tid til hundetræning hedder 8.a!!!
Klassen, som ingen andre lærere ville have, sagde jeg ja til - bestemt ikke af hensyn til mig selv, men af hensyn til ungerne og de nye kolleger, som jeg ikke synes skulle udsættes for den klasse. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, men det er ikke nemt - for at sige det mildt - og jeg bruger meget energi på overvejelser om den klasse.
- og hvad har det med hundetræning at gøre...? Jo, jeg synes faktisk,jeg kan bruge noget herfra:
  1. Sæt kriterier ud fra niveauet (ulempen er så bare, at der er ca. 16 forskellige niveauer!!!)
  2. Sænk kriterierne, hvis opgaven alligevel viser sig at være for svær
  3. Og sidst men ikke mindst - fokusér på det positive, på det der virker og arbejd videre derfra!! D.v.s det kan godt være at der kun var 20% af ungerne, der fik afleveret opgaven, men der var 90 % af dem, der arbejdede supergodt med den i undervisningen og havde udbytte heraf

mandag den 28. september 2009

Så er det slut med LP1

I lørdags gik turen til Køge, hvor Django var tilmeldt til sin sidste Lp1. Osseau skulle også have været med, men Amanda havde fået mulighed for at deltage i en agilitykonkurrence, så det fik hun lov til.
Derfor var jeg alene med Django hele dagen - og det nød vi begge!! Jeg må konstatere, at det nok er bedst for mig at gå op med en hund ad gangen - det vil så betyde, at jeg må afsted nogle flere dage til næste år, men dels bliver min koncentration meget bedre, når jeg kun har en hund med, og dels er det tydeligt, at hundene er meget glade for at have "deres mor" for sig selv.

Det blev en rigtig god prøve! Resultatet er jeg ikke tilfreds med, vi skulle have haft en del flere point for at være med i konkurrencen om at blive Årets sheltie - men Conni, der var ringsekretær, havde vist glemt vores aftale om, at hun skulle lægge nogle point til, hver gang dommeren trak :-)) I alt 158 point blev det til.

Nå, skidt med det - vi havde en god oplevelse, Erling Olsen var sød og rar som dommer, og både Django og jeg syntes, at det var rigtig sjovt! At han så fik lavet nogle mærkelige ting undervejs, er der jo ikke noget at gøre ved - særlig indkaldet blev dyrt, han løb lidt rundt om mig, og det blev kun til et 8-tal. I springet og lineføring fik vi også kun 8, men dog en meget positiv kritik om lineføringen, som var helt uden sammenligning med vores lineføring til Landskonkurrencen, som også gav 8. Sådan vurderer dommerne jo forskelligt, men jeg blev nu lidt skuffet alligevel - det er en af vores rigtig gode øvelser, som vi virkelig har trænet meget på det sidste.

Det blev en rigtig hyggelig dag, og der var flotte præmier til alle - det er jo altid dejligt at komme hjem med noget, også selv om det kun er en trøstepræmie!
Og så må jeg jo også hellere huske, at jeg for et halvt år siden kun drømte om engang at få en 1.præmie.....

Osseau og Amanda klarede sig fint. Godt gennemløb på agilitybanen og desværre en disk i Spring, og de havde haft en rigtig god dag.
Der var ro og fred i huset lørdag aften!!!

mandag den 21. september 2009

Sikken dejlig dag....

I går - søndag - var vejret jo fantastisk, og det var også dagen, hvor jeg havde sagt nej til både hundetræning og generalprøve med "nørderne" for at tage til sæsonafslutning i Ringsted Agility Forening. Egentlig var det mest fordi Amanda ville med på grund af den pakkeleg, der var annonceret, at jeg gav mig, men det blev en fantastisk hyggelig dag!

Vi startede med at blive inddelt i grupper og skulle derefter rundt til 8 poster. Django og jeg kom på hold med en 6 mdr. gammel labrador, der havde sin "far" med, og en 2-årig blandingshund med 9-årige Paw som fører. Sjove aktiviteter var der bl.a. en, hvor føreren skulle en kombineret agility- og rallybane rundt på tid (jeg skulle være sej og dække Django af i mens - og hvad skete der: han synes, det så supersjovt ud og opgav at ligge stille efter halvdelen af banen, hvorefter han kom og hjalp mig med at løbe i mål....så langsom var jeg altså heller ikke), derefter zig-zag mellem benene - det var vi gode til, et "ur" hvor hunden skulle tage så mange spring som muligt i løbet af 1 minut - her var Django fantastisk god, det er længe siden, han har løbet agility, men det gik bare derudaf. En post bestod af, at hver hund fik en tallerken mad, der skulle spises på tid - heldigvis for labben, det tog vist ca. 7 sekunder, så havde den fortæret en tartelet, en hundekiks, en pølse, en radise og persille - det kneb lidt mere for de andre at få de to sidstnævnte ting ned....
Et sted skulle hunden sidde eller dække mens vi gik rundt om den, og her er jeg lige nødt til at fortælle om 9-årige Paw, der gjorde flg.: først bad han hunden sidde og prøvede at gå - det lykkedes ikke. Herefter satte han en finger på Tulles næse og prøvede igen - det lykkedes heller ikke, og til sidst en guf til næsen og rundt om. Super løsning - "gør øvelsen lettere for hunden", og det gjorde han bare med største naturlighed - men han kommer altså også fra en familie med 6 hunde (og 4 børn).... og alle hundene løber agility i RAF.

Nu venter så Djangos formentlig sidste LP1 på lørdag, og Osseau skal til sit første rigtige agilitystævne samme dag -det bliver spændende at se hvordan det går....

Efter løbet (hvor vi blev nr. sidst...) var der kaffe, masser af kage og pakkeleg - meget hyggeligt!

søndag den 6. september 2009

Øv altså...men vi fik da en stor pokal med hjem :-))

Ja, den er meget flot den pokal. Det er Mona Lund's Mindepokal - en vandrepokal skænket af hendes mand Per Lund, som stod for hele arrangementet til Landskonkurrencen, hvor begge hundene deltog. Indgraveret er også Monas motto: "Giv aldrig op", og Osseau vandt den som den suverænt dårligste sheltie på dagen!!! Mona døde i januar måned, og det er dermed første gang pokalen gives - og det, synes jeg, er en stor ære, og derfor er jeg meget glad for den.


Der var heller ikke så meget andet at være glad for på dagen, i hvert fald ikke hvad selve konkurrencen angik. Amanda sagde allerede i bilen på vej til Gundsølille, at hvis det gik galt kunne jeg jo altid give vejret skylden, men det kan jo nok ikke få det hele...
Alt gik galt m.h.t. til Osseau. 114 point - ingen point højere end 8 og 5-taller i både lineføring og næseprøven :-(((, og det er så ham jeg praler med, at han er min mest præcise hund, og ham der er nemmest at træne. Jeg har ikke rigtigt noget behov for at finde undskyldninger, men kan bare konstatere, at det ikke lige var dagen, hvor han kunne huske, hvad plads er, og heller ikke at det faktisk handler om, at kigge på mig og høre efter kommandoerne.....
Ja, ja - på billedet kan han godt kigge, men der har jeg jo også hånden i lommen.


Og, så sød kan man se ud før prøven starter...hulk!!!


Django klarede sig lidt bedre med 155,5 point, men det var meget utilfredsstillende alligevel. Lineføringen var håbløs, hvor 8-tallet kom fra, aner jeg ikke, for han var ikke meget med, og han var bestemt ikke glad for det telt med en kæmpe hanhund, nogle "venlige" mennesker havde placeret alt for tæt på ringen. Dommeren (Bruno Christensen) mente ikke, at det var for tæt på, men faktum er alligevel, at det ødelagde både lineføring og stå-øvelsen, så det er jeg lidt små-sur over - ikke at jeg kan bruge det til noget, men alligevel....
Nå, men vi kom os over det og stillingsskiftet gav 9,5 og indkaldet 10, så lidt positivt var der da - men det er altså sjovere, når man kan mærke, at der bare er flow i øvelserne, og det hele kører godt....

Nu er der så kun en LP-prøve tilbage i år, kampen om Årets sheltie er tabt, og lige nu er jeg ved at være mæt af både træning og konkurrencer. Nu skal der geares lidt ned, så jeg også kan koncentrere mig en lille smule om mit job, som jo også er lidt sjovere, når man er ordentligt forberedt...
$



søndag den 30. august 2009

Om DM i Sabro

Det var en stor oplevelse at være til DM. Kreds 6 havde lavet et kæmpe stykke arbejde med indmarch, for-sjov konkurrencer og masser af præmier, og hele dagen forløb planmæssigt og for mig at se helt uden problemer.
Også vejret artede sig pænt, der kom enkelte byger undervejs, men vi klarede os da uden det telt, vi endnu ikke har fået købt!

Django og jeg leverede ikke nogen prangende præstation, men det blev dog til 157 point og en placering ca. "midt i feltet", så det var jeg ganske godt tilfreds med. Niveauet var højt og karakterene lave, men Laila Lysdal var en supersød dommer - og lige bortset fra den fotograf, der mente, at Django skulle posere for ham mit i programmet, var det en god oplevelse at gennemføre prøven. (Ikke fordi fotografen egentlig var forstyrrende, men mere fordi jeg diskuterede med mig selv, om jeg på en pæn måde skulle bede ham gå væk...).

Enkelte billeder fra dagen kommer (forhåbentlig) senere, men her er lidt fra "dagen derpå" - en træt Django med sine præmier:

















onsdag den 26. august 2009

Weekendkursus

Tiden går skrækkeligt hurtigt, og der er ikke meget af den, der foregår herhjemme! Den forgangne weekend blev tilbragt i nærheden af Kalundborg, hvor jeg var på kursus med hollandske Bianca van der Post. Bianca er en meget dygtig hundetræner, der selv dyrker både engelsk lydighed og agility, hun har afholdt kurser i Danmark i flere år, og sidste år deltog jeg med Osseau i et en-dags kursus afholdt af DKK.
I år blev jeg inviteret af Iben (www.kelpie.dk) til at deltage på et kursus fra fredag til søndag, og det sagde jeg naturligvis ja tak til. Biancas kurser fungerer på den måde, at hver deltager får 17-20 minutter, hvor man arbejder med et specifikt problem, og derudover kan man selvfølgelig lære en hel masse af at se på, hvad de øvrige deltagere arbejder med. Vi havde hver især 4 gange, og jeg valgte at fordele mine på begge hundene. Med Django handlede det om næseprøven og vendinger. Næsepinden smider han jo for fødderne af mig (og også gerne et par gange på vej ind...) og Bianca gav mig det råd at stå med en masse godbidder, lade ham samle pinden op, droppe en godbid og derefter lade ham holde pinden længere og længere tid i munden. Det virkede lynhurtigt, men jeg har lige lagt den på hylden, til DM er overstået, for han glemmer at have fokus på søget, hvis det kun handler om en pind! Vendingerne har jeg problemer med - jeg taber ham i omkringvendingerne og har svært ved venstrevendingerne, hvor han bare følger med uden at bruge sin bagpart. Vi nåede desværre kun omkringvendingerne - her har jeg brugt at klikke, når han går korrekt lineføring og derefter dreje, så Bianca havde fokus på min timing i forhold til at trække klikket i længere tid, så jeg klikker, mens jeg vender. Uha, det var jeg ikke god til, men det kommer vel.

Med Osseau handlede det også om næsepinden, som han slet ikke samler op. Det gjorde han så efter ca. 12 minutter!! Med samme teknik som før beskrevet, men siddende og selvfølgelig med mindre krav til tiden endnu. Lige nu handler det om opsamling, og at han får løftet hovedet op mod mig, så det træner vi flittigt. Herefter var det "plads" uden brug af håndtegn. Han er tilbøjelig til ikke at reagere på min verbale kommando, men løfter jeg bare pegefingeren, sidder han, hvor han skal...? Og meget hurtigt, med masser af tempo ved hjælp af godbidder, der blev kastet væk fra mig, kom han smukt på plads - så det bliver forhåbentligt perfekt meget hurtigt.

Generelt er jeg alt for utålmodig og giver ikke mine hunde tid til at tænke. "Remember, it's not your problem, if he doesn't get the food. It's his problem" blev sagt nogle gange - nåh ja, må jeg jo så sige....jeg er jo så vant til at proppe mine hunde med godbidder....

Bianca er meget imponerende i sit arbejde med hundene. Hun er først og fremmest meget, meget positiv og vild med alle hunde og roser dem alle til skyerne for deres forskellige egenskaber. Samtidig er hun god til at læse både hunde og førere og kan se løsninger på de fleste problemer.
Eneste minus ved weekenden var, at der desværre kun var en anden LP-hund. Alle andre deltagere trænede enten DCH eller IPO, selvfølgelig var der meget at lære alligevel, men de specifikke øvelser i DKK's programmer var der ikke mange af, og det ville jeg rigtig gerne have haft mere af...

Nu venter DM så i weekenden, hvilket jo indebærer en tur til Jylland med tilhørende familiebesøg, det glæder jeg mig til!