onsdag den 26. august 2009

Weekendkursus

Tiden går skrækkeligt hurtigt, og der er ikke meget af den, der foregår herhjemme! Den forgangne weekend blev tilbragt i nærheden af Kalundborg, hvor jeg var på kursus med hollandske Bianca van der Post. Bianca er en meget dygtig hundetræner, der selv dyrker både engelsk lydighed og agility, hun har afholdt kurser i Danmark i flere år, og sidste år deltog jeg med Osseau i et en-dags kursus afholdt af DKK.
I år blev jeg inviteret af Iben (www.kelpie.dk) til at deltage på et kursus fra fredag til søndag, og det sagde jeg naturligvis ja tak til. Biancas kurser fungerer på den måde, at hver deltager får 17-20 minutter, hvor man arbejder med et specifikt problem, og derudover kan man selvfølgelig lære en hel masse af at se på, hvad de øvrige deltagere arbejder med. Vi havde hver især 4 gange, og jeg valgte at fordele mine på begge hundene. Med Django handlede det om næseprøven og vendinger. Næsepinden smider han jo for fødderne af mig (og også gerne et par gange på vej ind...) og Bianca gav mig det råd at stå med en masse godbidder, lade ham samle pinden op, droppe en godbid og derefter lade ham holde pinden længere og længere tid i munden. Det virkede lynhurtigt, men jeg har lige lagt den på hylden, til DM er overstået, for han glemmer at have fokus på søget, hvis det kun handler om en pind! Vendingerne har jeg problemer med - jeg taber ham i omkringvendingerne og har svært ved venstrevendingerne, hvor han bare følger med uden at bruge sin bagpart. Vi nåede desværre kun omkringvendingerne - her har jeg brugt at klikke, når han går korrekt lineføring og derefter dreje, så Bianca havde fokus på min timing i forhold til at trække klikket i længere tid, så jeg klikker, mens jeg vender. Uha, det var jeg ikke god til, men det kommer vel.

Med Osseau handlede det også om næsepinden, som han slet ikke samler op. Det gjorde han så efter ca. 12 minutter!! Med samme teknik som før beskrevet, men siddende og selvfølgelig med mindre krav til tiden endnu. Lige nu handler det om opsamling, og at han får løftet hovedet op mod mig, så det træner vi flittigt. Herefter var det "plads" uden brug af håndtegn. Han er tilbøjelig til ikke at reagere på min verbale kommando, men løfter jeg bare pegefingeren, sidder han, hvor han skal...? Og meget hurtigt, med masser af tempo ved hjælp af godbidder, der blev kastet væk fra mig, kom han smukt på plads - så det bliver forhåbentligt perfekt meget hurtigt.

Generelt er jeg alt for utålmodig og giver ikke mine hunde tid til at tænke. "Remember, it's not your problem, if he doesn't get the food. It's his problem" blev sagt nogle gange - nåh ja, må jeg jo så sige....jeg er jo så vant til at proppe mine hunde med godbidder....

Bianca er meget imponerende i sit arbejde med hundene. Hun er først og fremmest meget, meget positiv og vild med alle hunde og roser dem alle til skyerne for deres forskellige egenskaber. Samtidig er hun god til at læse både hunde og førere og kan se løsninger på de fleste problemer.
Eneste minus ved weekenden var, at der desværre kun var en anden LP-hund. Alle andre deltagere trænede enten DCH eller IPO, selvfølgelig var der meget at lære alligevel, men de specifikke øvelser i DKK's programmer var der ikke mange af, og det ville jeg rigtig gerne have haft mere af...

Nu venter DM så i weekenden, hvilket jo indebærer en tur til Jylland med tilhørende familiebesøg, det glæder jeg mig til!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar