mandag den 22. april 2013

Vi er endnu ikke helt klar

Jeg er netop kommet hjem efter at have været - udenfor - skolen og synge morgensang. Det er vi en gruppe, der gør nogle gange om ugen i denne lock-out tid, og det er en fornøjelse at mærke den opbakning, vi stadig har blandt forældrene, der kommer de dage - her om mandagen er der både børnehaveklassen + 4. og 5. klasse, der har undervisning. Den efterfølgende "vinkning" foran vores banner på Hovedvejen var også meget positiv - masser af dytten og positive reaktioner fra de forbikørende giver masser af energi til endnu en lidt kedelig hjemmedag....

Men så er der jo masser af tid til at reflektere over generalprøven i LP 3 i går. Det var en ret interessant oplevelse - de øvelser, jeg på forhånd havde regnet med ville give problemer, lykkedes til fulde, og andre øvelser, som burde være sikre, gik galt! Osseau var 100% tryg, og han arbejdede absolut det bedste, han kunne, det var rigtig fedt at opleve. Desværre gik han med mig i dækken - det var ikke lige planen, så vi må vist lige tilbage til den eksterne belønning de næste par uger....Jeg dækkede ham af igen og var i skjul on-and-off i de fire minutter, og det tog han meget roligt - han satte sig op en enkelt gang, men det er en usikker øvelse, det ved jeg jo.

Meget overraskende lavede han en superflot dirigeret apport, efterfulgt af en lige så flot springapport:

Foto: Trine Rafn
Også positioner under gang, som har drillet den seneste tid, klarede han til ug. Desværre kiksede han feltet og valgte at løbe ud over kantbåndet i stedet, og stillingsskiftet blev også noget skrammel med mange ekstrakommandoer:-(, men det skal vi nu nok få styr på.
Ja, der mangler stadig en del, før vi er toptunet til en 1. præmie i LP 3, men det er nu ikke så vigtigt. Jeg har en hund, der er så superlækker at arbejde med - vi har vores udfordringer, men det er bare så fedt, når tingene lykkes, så skidt med at det ikke alt sammen sker samtidigt-).

mandag den 15. april 2013

Søndag i Ølstykke

I går skulle Amanda og Osseau igen til rallyprøve i Ølstykke. Ølstykke har aldrig været Osseaus kop te - han bryder sig simpelthen ikke om, at han ikke kan holde styr på alle de mennesker og hunde, der altid er der.
Det vidste vi jo, så målet var bare, at han skulle have en god oplevelse med at være på pladsen - det var vi helt enige om Amanda og jeg, men alligevel lykkedes det hende at blive slået ud før start...hun fik dog samlet sig igen, og prøven gik super duper flot: Ingen point blev trukket - de første ca. 12 skilte altså, der var fuld koncentration og fokus, og det var fedt at se på.

Fremsending til kegle blev dagens achilleshæl - den glippede, Amandas fokus gik fløjten, og der røg 29 point på de sidste 5-6 skilte...., det er godt nok en hel del (!!!), men faktisk helt ligemeget, det var en god oplevelse for dem begge, og det var jo det, vi kom for:-).

Endvidere var Osseau simpelthen så sød at have med. Han var med til en halv times tid efter deres banegennemgang, derefter i bilen en times tid og igen med, til vi kørte hjem ved 3-tiden. Han hyggede sig, forholdt sig afslappet til både hunde og mennesker og havde en dejlig dag - han var godt træt, da vi kom hjem! Faktisk virkede han helt som vi andre - lugten af savsmuldet og glæden over igen at være på prøvebanerne var tydelig:-)

Flotte resultater var der også - især Susanne og Bastian, der kun var 1½ point fra en førstepræmie i Eliteklassen, var en fornøjelse at se på. Hold da op, hvor er de gode:-)))))

onsdag den 10. april 2013

Vi kan jo lige så godt udnytte tiden

Selv om jeg jo stiller op til møder og arrangementer i forbindelse med lockouten, har jeg alligevel rigtig meget tid tilovers (hvor mon den egentlig kommer fra, når nu "folk" mener, at lærere ikke laver noget...?).
Weekenden gik med med stor fest for Henrik, som er blevet 50. En vældig fest, som varede til tidlig søndag morgen - det var rigtig sjovt, da det stod på, men knap så sjovt, da der skulle ryddes op:-).

Søndag formiddag var Amanda og Osseau igen på agilitykursus hos Gitte Hoffmeister, det var sjovt for dem begge. Mandag aften var jeg med på Pauls hold, som foregik udendørs ved hallen i Køge. Det var svært for Osseau - flere fremmede hunde og med masser af ting at holde øje med, så der var ikke meget, der lykkedes....øv, altså, det er som at være slået 2-3 måneder tilbage.

I går trænede Paul og jeg her i Benløse. Det gik noget bedre, han havde ikke nær så travlt med at holde øje med omgivelserne, selv om der var masser af trafik af cykler, knallerter og hundeluftere. Men phew, hvor er der meget at arbejde med - fri ved fod i langsom gang har vi styr på, stillingsskift er super, men resten......tja, jeg kan have mine tvivl med hensyn til den 5. maj, men nu bruger vi tiden effektivt, så skal det nok gå med de fleste øvelser.

Jeg har aftalt træning i Køge i morgen med Annie og Tira, fredag skal Amanda til agility (måske kan jeg nå lidt lydighed i løbet af dagen), lørdag skal de igen på agilitykursus hos Gitte, søndag er der rallyprøve i Ølstykke, og mandag starter en ny omgang træning hos Johanna - der er nok at se til på hundefronten.

onsdag den 3. april 2013

Påske, lockout og udetræning

Det er lidt en træls periode.....
Mine kolleger og jeg gik på påskeferie med megen tvivl om, vi fik lov at komme på arbejde igen, og det fyldte selvfølgelig rigtig meget hele ugen. Oven i købet blev min far alvorligt syg, hvilket har betydet en del telefonsnak med mine søskende, en tur til Jylland og masser af bekymringer - det blev ikke til afslapning overhovedet og kun en enkelt påskefrokost.

Søndag var Amanda og Osseau til rallyprøve, som gik glimrende. De fik 91 point for deres præstation og blev nr. 4 ud af 9 deltagere.

Nu er det så faktisk lige som at være blevet fyret...:-(
Det er meget, meget trist og totalt surrealistisk at være ramt af lockout'en. I går gik med fælles kredsmøde, i dag foregår der en aktivitet i Hvalsø, jeg ikke har mulighed for at deltage i, og i morgen mødes vi så skolevis - tja, vi er 13 lærere fra vores skole, da der er mange ældre, tjenestemands-ansatte lærere, så det er ikke mange.... - så må vi finde ud af, hvad vi kan gøre.

Tiden kan lige så godt bruges fornuftigt, så i formiddag trænede Osseau og jeg sammen med Paul og Max. I det gode vejr (det er stadig koldt!!!) valgte vi at være ude på græsset ved hallen og gennem-føre alle LP 3 øvelserne skiftevis. Hold da op - det var "interessant" (det bedste ord jeg kan finde...)
Rigtig mange af de "sikre" øvelser fungerede slet ikke udenfor - vores fri ved fod var rædsom og feltet helt ude i hampen.
Det var sjovt at konstatere tilbagefaldende m.h.t. afleveringerne af både apporter og næseprøve - det krævede åbenbart så meget at hente genstandene, at afslutningen blev svær...? Der er virkelig noget med kriterier, der skal tilpasses.
Dog var jeg rigtig tilfreds med næseprøven - græsset havde stort set samme farve som pindene, og han kunne tydeligvis ikke se dem. Han løb et par meter skævt ud, ledte efter dem, og pludselig fik han færten og kom med den rigtige pind.

Rigtig positivt var stillingsskiftet og positioner under gang. Stillingsskiftet er virkelig en yndlings-øvelse, og positioner under gang fungerer faktisk rigtig godt, når jeg træner hele øvelsen i stedet for momenter, så det er strategien for den øvelse!

Det var super træning og fedt at have tid til. Dog vil jeg bare meget hellere have lov til at passe mit job, men nu må vi se, hvor længe vi skal vente på et regeringsindgreb......

tirsdag den 26. marts 2013

Kiropraktor og hjertescanning

I går var Django igen til behandling hos kiropraktoren. Thomas var ret tilfreds med ham, han bevæger sig bedre, er nu væsentlig bedre til at strække ud, og han sprang selv op på briksen. Herhjemme har jeg da også bemærket, at han hopper meget højere, end han plejer, når vi kommer hjem, og forleden strakte han bagbenene af sig selv, da han lå på ryggen og sov - det er altså mærkeligt, at man ikke lægger mærke til det, når en adfærd forsvinder, men kun når den vender tilbage igen. Det er dejligt, når der er fremskridt, og nu skal der gå en måneds tid før næste behandling.

I dag var det så tid til hjertescanningen på Københavns Dyrehospital. En tur på motorvejen med nogen spænding i maven - ganske vist (næsten) overbevist om, at der ikke ville være noget, men man ved jo aldrig, dyrlægen siger det jo ikke "bare for sjov". Tilsyneladende var alle tal og målinger på hjertet normale - endeligt svar får jeg først af min egen dyrlæge, men det var en god besked at få.
Nu er han snart så gennemtjekket, som han kan blive, og hvis hans skavanker kan klares kun ved foderskift og behandlingerne hos Thomas, er det da fantastisk - det håber jeg virkelig, at det kan!
Django klarede undersøgelsen i fin stil, han var ikke specielt god til at stå stille, men til sidst lykkedes det dog at få scanneren til at finde hjertet og ikke kun pelsen:-).

Det er nu dejligt med en hundeforsikring! Jeg har nu sendt regninger ind for hele denne omgang på knap 8.000 kr.....


mandag den 11. marts 2013

Årets Sheltie og kiropraktorbesøg


Her er Osseau med en af de flotte præmier, han fik i lørdags, hvor vi var i Albertslund for at fejre Årets Sheltier i de forskellige rally- og LP klasser + de champions, der er kommet til i løbet af året. Det var som altid et superhyggeligt arrangement. Præmien på billedet er for Osseaus 1. plads i LP 2, men han blev jo også fejret, fordi han også i 2012 blev nr. 2 i Chamionklassen i rally - dygtig hund, det er han altså:-)


Vores opdrætter Lotte Skriver var også med, og fra hende fik vi en kæmpe pose med alle mulige godter fra Olivers. I posen var også en madbold og en sød bamse, som Django straks adopterede - først i dag har Osseau fået lov at "låne" den! Django eeeelsker bamser, pivedyr mv.


Apropos Django, så var han jo til kiropraktor i fredags. Det er så heldigt, at Thomas fra Højelse Dyreklinik også behandler på Ringsted Dyreklinik, så det er jo dejligt nemt. Thomas har jo ry for at være dygtig, og selv om Django tidligere har været hos Charlotte Frigast, som ikke kunne hjælpe ham, skal det jo alligevel prøves, om Thomas kan gøre noget. Det med HD'en er jo ikke noget, jeg har grebet ud af luften, men Thomas mente, at det evt. kunne være et skævt bækkenled, der kunne være årsagen til, at de gamle røntgenbilleder viste HD. Den massage, Django har fået de seneste år, kan så måske have løsnet leddet, men det var meget svært at sige.....

Thomas fandt ikke noget mekanisk galt med Django, men masserede, strakte muskler osv. i over en time, og han kunne klart se og mærke hans problemer. Jeg fik nogle øvelser med hjem, som vi skal lave de næste to uger, til vi skal derned igen - det er Django bestemt ikke vild med, men vi prøver.....

Nu er der også bestilt tid til hjertescanning den 26. marts - fortsættelse følger.....

fredag den 8. marts 2013

DKK-kursus og Django

I weekenden var jeg på DKK's Adfærds- og Håndteringskursus på Fyn. Jeg var på Basiskurset i 2007, så det var jo ligesom ikke for tidligt at få næste kursus i rækken:-)
Jeg fulgtes med Paul og Lone Sommer, og det var rigtig hyggeligt selskab med en masse hundesnak. Kurset som sådan var der ikke så meget nyt i, men søndag formiddag, hvor vi skulle lære en fremmed hund en øvelse, var ret sjov. Jeg valgte en lækker MEGET menneskeglad border collie, som jeg ville lære at tage en sut i munden - det gik fint i første runde, men ejer blev lidt bekymret for, at hun skulle sluge den, så vi arbejdede lidt med næsepinden og slalom mellem benene i anden runde, og så faldt vi lidt i snak i stedet....


Med hensyn til Django har jeg talt med dyrlægen flere gange siden han blev røntgenfotograferet. Hun har fået "second opinion" fra en hjertekyndig dyrlæge, som sagde, at der skal en scanning til, før det helt præcist kan siges, hvor alvorligt det er. Blodprøvetallene viste et "observationsområde" - og nu er jeg blevet så klog at et tal i det højeste område i følge adskillige undersøgelser betyder, at hunden vil udvikle et alvorligt hjerteproblem inden for et år.
Jeg har det lidt sådan, at vi lige så godt kan få ham undersøgt til bunds nu, så vi ved præcist, hvad det er, hvis der skulle blive noget senere. Det er selvfølgelig også, fordi forsikringen nu er i gang med at betale undersøgelserne, men hvis det havde været nødvendigt med endnu en omgang narkose, tror jeg ikke, at jeg havde valgt det....men heldigvis kan det klares uden.
I eftermiddag skal vi til kiropraktor - han skal tjekke hans lænd og i øvrigt se, om han kan finde nogle fysiske problemer hos ham, det bliver altså også ret interessant!