tirsdag den 26. marts 2013

Kiropraktor og hjertescanning

I går var Django igen til behandling hos kiropraktoren. Thomas var ret tilfreds med ham, han bevæger sig bedre, er nu væsentlig bedre til at strække ud, og han sprang selv op på briksen. Herhjemme har jeg da også bemærket, at han hopper meget højere, end han plejer, når vi kommer hjem, og forleden strakte han bagbenene af sig selv, da han lå på ryggen og sov - det er altså mærkeligt, at man ikke lægger mærke til det, når en adfærd forsvinder, men kun når den vender tilbage igen. Det er dejligt, når der er fremskridt, og nu skal der gå en måneds tid før næste behandling.

I dag var det så tid til hjertescanningen på Københavns Dyrehospital. En tur på motorvejen med nogen spænding i maven - ganske vist (næsten) overbevist om, at der ikke ville være noget, men man ved jo aldrig, dyrlægen siger det jo ikke "bare for sjov". Tilsyneladende var alle tal og målinger på hjertet normale - endeligt svar får jeg først af min egen dyrlæge, men det var en god besked at få.
Nu er han snart så gennemtjekket, som han kan blive, og hvis hans skavanker kan klares kun ved foderskift og behandlingerne hos Thomas, er det da fantastisk - det håber jeg virkelig, at det kan!
Django klarede undersøgelsen i fin stil, han var ikke specielt god til at stå stille, men til sidst lykkedes det dog at få scanneren til at finde hjertet og ikke kun pelsen:-).

Det er nu dejligt med en hundeforsikring! Jeg har nu sendt regninger ind for hele denne omgang på knap 8.000 kr.....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar