Girah har nu boet her en uge.
Han er den sødeste, sjoveste hundehvalp, og det er så skønt med liv i huset igen. Han er - stort set - renlig, og vi er nu begyndt at have noget, der ligner en rytme. Han er en hvalp med stort gå-på-mod, han er ikke bange for noget - ind imellem ser han meget fornuftigt lige tingene an, men han går hurtigt frem igen. Al gang foregår i løb, så der er fuldt tempo på på gåturene, hvor hans hale kører konstant😊.
Vi har lidt issues omkring cykler og knallerter, der er lidt for spændende, men heldigvis er her mange af dem her omkring, så mon ikke han hurtigt vænner sig til dem. Det med at være alene hjemme går også rigtig skidt, det fungerer kun, når han har noget at spise, lige så snart han er færdig med det, han har fået, bliver han ret utilfreds - selv om jeg synes, at vi gør alt efter bogen, er han vist lidt for stor en selskabspapegøje...
Bilkørsel er heller ikke hans spidskompetence!! På skødet går det rigtig fint, og han falder hurtigt i søvn, men i buret bag i bilen brokker han sig voldsomt....suk, men mon ikke han vænner sig til det? Så vidt jeg husker, havde Osseau det lidt på samme måde, selv om jeg ikke mener, at mine trommehinder blafrede helt så meget dengang!!
Til gengæld er Girah rigtig god til at sove om natten - ned i buret, lynlås lukkes, og så sover vi, det er virkelig godt!
I går aftes var vi for første gang til træning hos Johanna. Det eneste lydighedsagtige, jeg har trænet med ham, er indkald med legetøjsbelønning. Jeg har kun lige betinget klikkeren, og på ingen måde trænet øvelser med ham, så det var lige lidt svært at komme i gang med at belønne med godbidder.
Vi arbejdede med spin, hagetarget og set up. Spin og set up skal nok komme ret hurtigt, det skal hagetarget såmænd nok også, når min motorik kommer i orden, men der er vist nogle af mine klikker-skills, der er forsvundet!!!
1. skoledag hos Johanna |
Herhjemme skal jeg have testet, hvilke godbidder Girah foretrækker - han er ikke nogen superspiser, men som Johanna siger, er det bare, fordi jeg endnu ikke ved, hvad der er hans foretrukne😊
Lektier til næste uge er ‘ro på tæppe’ og træning af belønningsskift ‘legetøj, godbid, legetøj’ + der skal trænes videre på de tre øvelser, så det er bare med at komme i gang!
Og hvorfor blev hans navn så Girah - tja, long story, der kommer her:
Henrik er jo ret glad for rødvin, især de kraftige af slagsen, og vi har tidligere været omkring, at Shiraz kunne være et godt hundenavn. Shiraz er iflg. Wikipedia:
"En blå drue, der ofte bruges til at skabe fyldige vine med god syre og masser af mørk frugt i smagen. Navnet Syrah bruges i det sydlige Frankrig, hvor druen stammer fra, mens Shiraz er navnet, der benyttes i Australien".
Jeg vil stadig helst have, at min hund hedder sit kaldenavn på stamtavlen også, så vi måtte tænke lidt, da det nu blev et "g-kuld", vi skulle finde navn til. Derfor blev det simpelthen en blanding af de to navne, da det så passede med, at g-lyden kan udtales sådan cirka som "Shi" - okay lidt sprognørdet er jeg nok, men der skal være styr på tingene:-)))
Jeg glæder mig til rigtig mange gode år med ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar