Django har 12-års fødselsdag den 11. juli. Den seneste uges tid har jeg tvivlet voldsomt på, at han når dertil, og lige nu tager vi en dag ad gangen.
Sidste onsdag tog jeg til dyrlæge, da han i dagene op til var begyndt at grave helt manisk i haven og spise en del jord. Tirsdag aften havde han virket meget sløv og helt uinteresseret i at gå tur uden Osseau, som ikke var hjemme - noget han ellers plejer at elske.
Dyrlægen fandt, at han var meget øm, både i maveregionen, men også i nakke og ryg. Kombineret med at han havde mørk afføring og havde kastet op samme morgen, fik vi en del mavemedicin med hjem, og endvidere med en aftale om, at det Onsior, han har fået i et par år, skulle skiftes ud med Tramadol. Da jeg ikke kunne nå apoteket samme dag, fik han en morfinindsprøjtning, og vi tog hjem.
Jeg tog til møde på skolen, og da jeg kom hjem, var han mærkbart dårligere og slingrede lidt. Jeg tilskrev det morfinen, og natten gik okay. Torsdag morgen stod jeg egentlig klar til at tage på arbejde, men da jeg skulle gå, kunne han ikke rejse sig op:-(( Jeg ringede til min chef og bad om en "hund-syg" dag - den fik jeg uden problemer....
Jeg ringede til dyrlægen, som også mente, at det kunne være medicinen, men i løbet af dagen blev Henrik og jeg enige om, at han ikke skulle have mere - vi var nødt til at finde ud af, om det var det, eller om hans reaktioner skyldtes noget andet.
Fredag var han stadig dårlig, han havde slet ingen kontrol over sin højre side og måtte bæres ud for at besørge mv....igen kontakt til dyrlægen, som fik presset os ind i programmet ved 10-tiden. Han fik taget blodprøver, og hun fik mistanke om en discusprolaps i nakken. Det var en svær beslutning, men det var ungernes sidste skoledag, og jeg var nødt til at køre ud på skolen, så dyrlægen beholdt ham dernede, så han kunne blive røntgenfotograferet - billederne viste ikke noget, men da de fotograferede ham, havde han hostet lidt, så måske hjerte-/lungeorm??? Der blev skudt lidt med spredehagl, og vi tog hjem med ormepiller, prednisolon samt besked på at indsamle afføringsprøver hen over weekenden.
Han havde det rigtig dårligt fredag, hver gang han rejste sig, drejede han venstre rundt om sig selv, før han fandt balancen, og jeg var egentlig helt klar på, at det ville være slut om mandagen. Efter konkurrencen søndag (se nedenfor) hentede jeg Daniel på Roskilde Festivalen, så han kunne sige farvel til ham:-(
Han blev faktisk bedre hen over weekenden, og mandag var han ret meget bedre. Det var ikke længere nødvendigt at bære ham ud i haven, og han havde meget mere lys i øjnene. Jeg håbede, at det var ormekuren, der virkede, men mandag fik vi at vide at borrelia/anaplasmosetesten var negativ og øvrige blodprøver fine - altså ingen indikation på orm, så det var nok prednisolonen, der holdt ham oppe. Afføringsprøver blev afleveret, og i går kom resultatet om, at her heller ikke var noget at finde.
Dyrlægen havde anbefalet en tid hos Thomas, så det kunne blive afgjort, om det var et kiropraktisk problem (hvilket hun mente/håbede) eller om det er noget andet. Vi var der i går, og resultatet var ikke godt - der var flere låsninger, men ikke noget der på nogen måde kunne give de symptomer, så det er et neurologisk problem.....
Django skal ikke igennem fuld narkose og CT eller MR scanning for at finde ud af, om han symptomer skyldes en hjerneblødning, en blodprop eller en tumor, så nu må vi se, hvordan det går...jeg har flere gange spurgt dyrlægerne om, hvornår nok er nok, men Thomas sagde i går, at det handler om lyset i øjnene: så længe han er rimelig kvik, spiser og drikker som han skal, og som nu signalerer, at han er okay, så er det fint nok. Jeg synes, det er rigtig hårdt hele tiden observere og vurdere ham, men sådan må det være.
Han har fået det væsentlig bedre af Thomas' behandling, og i aftes lettede han ben i haven:-) - for første gang i en uge! Det var stort! Han er både fræk og glad - han har stadig lidt svært ved at rejse sig, han har ikke fuldt kontrol over sin højre side, og han har ret dårlig mave, men det er jo til at leve med.
Vi fik mere prednisolon med hjem, og nu er planen, at han skal have akupunktur hos dyrlægen på mandag og behandles af Thomas igen på onsdag, og så må vi se, hvor langt vi så er.
Måske når han at blive 12 år??? Vi håber, håber og håber....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Nåååå lille mand da. Mange kram til jer.
SvarSlet