Totalt terapi

Så er en meget trist, men smuk bisættelse af min mor overstået. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har været så ked af det - selvfølgelig på mine egne vegne, men bestemt også på min fars og børnebørnenes! Men jeg trøster mig med, at det jo er, fordi hun betød noget for os, at vi er kede af det, og det, synes jeg egentlig, er en fin tanke.

I onsdags fik jeg tiltusket mig en plads på Pauls "Stjernehold" efter afbud flere søndage i træk. Det var simpelthen så dejligt at komme ud og kun tænke på hund og træningsdetaljer i en times tid!!! Også denne uge er fyldt  med træning - i søndags på det sædvanlige hold hos Paul, i dag sammen med Vibeke og i morgen sammen med Paul. Det er altså ren terapi i en presset situation.

Osseau og jeg kæmper og kæmper med den apportøvelse, hvor jeg synes, at jeg sidder en lille smule fast p.t. Jeg hører flere træneres stemmer i mine ører sige, at jeg skal passe på, at jeg ikke kommer til at hænge fast i et stadie for længe, men samtidig er Osseau altså ikke helt enig...!
Den dirigerede apport, synes jeg, er svær... Jeg har jo fokus på dirigeringen til skåle med guf, og det fungerer egentlig ok, men jeg føler mig endnu ikke helt overbevist om, at han har forstået øvelsen. Tålmodighed er en dyd, som jeg ikke altid besidder....

December og jul ved jeg ikke helt, om jeg når at koncentrere mig om i år. Jeg har nogle elever, der efterhånden har krav på, at jeg fokuserer lidt på dem, så vi får hverdagen til at hænge sammen igen. Det er ikke så nemt at undervise, når man er vant til at følge en ret stram plan, der bare kører - jeg har det ikke så godt med, at det bliver for improviseret, og det har virkelig haltet den sidste måneds tid!

Det vigtigste her i huset er heldigvis ikke julebag og nisser - bare adventsgaverne er på plads, skal det nok gå. De er faktisk endnu vigtigere end julegaverne, og selv om jeg er den eneste herhjemme, der ikke får nogle gaver, elsker jeg at købe dem og se hvor glade, alle bliver:-))