Så er det vinterferie, men jeg synes godt nok den starter lidt skidt! Nu er Osseau, der er syg - i går morges vågnede han op med det højre øje fyldt med betændelse, og han kunne næsten ikke åbne det. Til vagtdyrlæge med ham, hun fandt det ret slemt, gav ham smertestillende og pencillin til at dryppe i øjnene tre gange dagligt i 10 dage - det bryder han sig ikke om, skal jeg hilse og sige, Henrik kan næsten ikke holde ham, mens jeg prøver at ramme hans øjne! Ikke nok med det - kl. 4 her til morgen er det hans tur til at kaste op, og det har han så stort set gjort siden med 15 minutters mellemrum. Han virker noget mere medtaget end Django gjorde i sidste uge, og jeg har endnu ikke set ham drikke noget i dag, så jeg holder godt øje med ham.
Jeg var i tvivl om han skulle med til træning i morgen p.g.a. øjet, men nu er det helt sikkert - han må blive hjemme, så han ikke smitter de andre, øv, øv.
Træning bliver det af gode grunde ikke rigtig til, Django og jeg "leger" kun vores egen lille apporteringsleg herhjemme: han er blevet rigtig god til at samle alting op fra gulvet, vasketøjskurven m.v. Han har altid været glad for at finde strømper og komme med dem, og han er - heldigvis kan jeg nu sige - altid blevet belønnet for det, også selv om de er fra vasketøjskurven, sportstaske mv. Nu kommer han med dem, jeg siger "plads", han går nogle meter ved siden af mig, og jeg kan række ned og tage strømpen, som han først slipper på kommando - det er super!
I går stod jeg med vasketøjet og tabte en tøjklemme. Django stod og snusede i hækken, men da jeg i ganske almindeligt tonefald sagde "Django, tag lige klemmen", kiggede han op og kom hen og samlede den op og holdt den til jeg sagde slip - det er da flot!!!
Nu er træningsplanen for Django i den kommende uge: Træning på marken i eftermiddag af lineføring med fokus på at holde pladspositionen, to-skridtsøvelser, næseprøven - primært starten hvor jeg vender rundt, stå-øvelsen - hvor jeg går tilbage til ham (uden at sige "bliv", som jeg gør alt for meget!!) - og masser af leg og hvad vi ellers finder på.
Mandag træning hos Charlotte, og så vil jeg meget gerne nå træningen i Jersie på onsdag, når jeg nu for en gangs skyld har mulighed for det.
Herefter skal Osseau være frisk igen, så der også bliver mulighed for at få trænet ham lidt. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor nem han er at træne, jeg havde ellers "afskrevet" ham som lydighedshund, fordi han er så utålmodig, men hos Charlotte viser han virkelig, at han også synes lydigheden er sjov, og han er faktisk rigtig dygtig i betragtning af, hvor lidt seriøs lydighedstræning han egentlig har fået - det er jo mest agility, vi har haft fokus på med ham, og det bliver sjovt at se, hvordan det går, når nu Amanda begynder at løbe konkurrencer med ham
Alt for nu - der er mere opkast at tørre op.......
Roset til Soey
4 dage siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar