onsdag den 30. december 2009

Man er vel nørd!

Jeg har længe syntes, at navnet Nørd-klubben til vores "generalprøve-afholdelser" er et lidt tåbeligt navn, men jeg må gi' mig - man skal altså være temmelig nørdet for at tilbringe 5 timer i et bidende koldt ridehus!
Ikke desto mindre: det har været en superhyggelig dag og jeg er - trods alt - godt tilfreds med mine "drenge". Osseau først: jeg havde i forvejen fravalgt feltet, apporten og stillingsskiftet, så det blev et kort program, der også gav et 0 i næseprøven, som han ikke samlede op. Det øvrige øvelser klarede han ok, han er ikke helt sig selv for tiden og jeg var tæt på at melde fra, men det var fint nok at deltage, og han havde en god oplevelse med både mennesker og hunde.

Django var meget "på" og gjorde det godt. Fri ved fod gav 7 - dommerne er altså hårde til general prøver :-)), jeg synes han var dygtig! Apporten, næseprøven og feltet gav 0 - de øvrige mellem 8 og 9½, så jeg var godt tilfreds. Ved apporten var han opmærksom, blev siddende, da jeg kastede, løb fint ud - kiggede på apporten og løb tilbage i plads!!! Hmmm.... da vi kom hjem stillede jeg tasken på gulvet og gav mig til at pakke ud. Da jeg stod i køkkenet, kom Django ind - han havde taget apporten i tasken og kom fint hen, satte sig i plads og lod mig tage apporten (plejer ellers at smide den) - måske syntes han at han skyldte lidt.....:-))

Den hårde dommer trak i springet for, at Django løfter højre forpote, da han er tilbage i plads - sådan sidder han altid, her på et billede fra 2007, så det er nok en indgroet vane efterhånden. Men så er der jo mere at arbejde med...



mandag den 28. december 2009

Nu skal der strammes op!

Det var jo ikke fordi, at det kom som nogen overraskelse, men Djangos opmærksomhed på mig til Nørdklubbens træning hos Mads Møller var MEGET lille - konsekvensen af manglende træning = han gik totalt i "snuse-mode", så det var bestemt ikke optimal træning.

Det skal der gøres noget ved! Hjemmearbejdet fra Charlotte Lyngholm til juleferien var masser af træning på feltet, og der venter også liiige en generalprøve på onsdag.
Jeg tør ikke slippe hundene efter Osseaus løbetur for et par uger siden, det bliver først på den anden side af den 15. januar i hvert fald - så træningen må foregå i haven. Det er noget besværligt, da vores vinduer både i stuen og køkkenet giver frit udsyn for den hund, der er inde - med masser af gøen til følge!
Hundene er slet ikke vant til at træne i haven, og Django kørte fuldstændig op over det - apporten blev bare gøet af og næsepindene samlede han op på en gang.... at starte forfra, ro på, kontakt, fri ved fod og to-skridtøvelser, der gik perfekt, så prøvede vi apporten igen med succes i første forsøg og ballade i andet, suk - så stoppede den øvelse. Derefter feltet med target, det var ok, men uden target blev det lidt noget rod med trippen hen i mod mig - træn, træn og træn!!
Så røg han ind og Osseau kom ud - han var helt i hopla og meget på efter at have været tilskuer. Flotte pladser, smuk fri ved fod (kort sekvens) og fine to-skridtsøvelser. Næseprøven ok - søget er fint, og han kommer efterhånden længere hen til mig med pinden. Feltet er noget skrammel, nogenlunde med target, men håbløst uden - træn, træn og træn!!

Ja, der er nok at gøre - "hvis man giver noget af sig selv, så kommer resultaterne", sagde Mads i går. Mine planer og mål for det kommende år kommer senere, men den sætning tog jeg til mig!

tirsdag den 22. december 2009

Juleferie






Vi nåede aldrig til Svinninge i søndags, hvor Django ellers efter planen skulle have fået titlen Rally Begyndermester. Vejret var simpelthen for dårligt - sne hele natten havde gjort vejene som sæbe, og jeg er altså lidt en kylling, når det handler om dårligt vejr, så udsigten til at køre 2 x 50 km, brød jeg mig ikke om, så vi blev hjemme, og titlen må vente til næste år!

Det blev i øvrigt også en fin dag med en tur i træningscentret med træning i maskinerne + en tur i massagestol og i solariet - og en eftermiddag, hvor vi lavede konfekt med "ungerne".

Vi hygger os med snevejret, men Osseau får altså ikke lov til at løbe frit før efter den 15. januar, når der ikke længere bliver fyret af, så forleden gik vi til legepladsen ved en af børnehaverne, hvor der jo er helt lukket af - her blev billederne taget.
Juleferien skal udover den obligatoriske julehygge med familien bruges på træning hos Mads Møller søndag - det glæder jeg mig meget til - og generalprøven med "Nørderne" den 30.12, så der kommer til at ske lidt på hundefronten, hvilket er en god ting, da det har været lidt småt med træningen på det sidste!





fredag den 11. december 2009

Øv for et chok!

Stadig forpustet og med rystende ben.....min kondition duer altså ikke til, at min hund løber væk!!!!
Osseau har i løbet af de sidste dage fået et par forskrækkelser oveni den kæmpestore, han fik for et par uger siden, da et par drenge fyrede et batteri nytårskrudt af meget tæt på, da Henrik var på den korte aftenluftetur. Nytårskudt-oplevelsen (som Django i øvrigt slet ikke reagerede på) har gjort, at han slet ikke er tryg ved at gå tur med Henrik mere, og det er derfor små ting, der har forskrækket ham her de seneste dage, hvor jeg har ligget vandret arbejdsmæssigt, og Henrik derfor har gået en del med dem.

Det, kombineret med den manglende aktivering på grund af mit arbejdsstress, gav så lige chokket i dag.
Jeg gik med hundene på de nærliggende fodboldbaner, da Osseau tilsyneladende blev forskrækket over et eller andet. Django var et stykke bagude og Osseau lidt foran mig, så da Osseau vender om, tror jeg i første omgang, at han bare løber hen til Django, og der går lidt tid før jeg kalder på ham.
Men han fortsætter, stopper kortvarigt da jeg kalder, hvorefter jeg prøver at løbe den anden vej, men lige lidt hjælper det - og så er han ellers ude på parkeringspladsen! Sjældent har jeg løbet så hurtigt!!! Jeg er nødt til at stoppe for at få Django i snor - selv om jeg nok godt kunne have ham løbe ved siden af mig på parkeringspladsen, tør jeg ikke satse på det, og heldigvis stopper Osseau ved vores hegn - han ville bare hjem, og havde hegnet været bare lidt lavere, var han nok sprunget over. Men så løber han igen videre - blandt biler, busser, cykler og skolebørn og jeg bliver mere og mere panikslagen, hvad f... gør man - indtil han endelig bestemmer sig for at vende om og komme hen til mig. Jeg kan dårligt få snoren på ham for mine rystende hænder, men det lykkes, og så er jeg altså nødt til at finde en bænk....

Da jeg har fået vejret bestemmer jeg mig for at gå samme vej igen - altså med hundene i snor denne gang, men der er ingen tvivl om at Osseau er MEGET bange, da vi kommer hen til det sted, hvor han vendte om, og han trækker nærmest hele vejen hjem.
Nu har han så fået noget beroligende naturmedicin, som jeg tidligere har fået af dyrlægen, men aldrig brugt - Zylkene hedder det, og er faldet til ro til CD'en med lydene af nytårskrudt!

onsdag den 11. november 2009

Siden sidst...

Så troede jeg, at jeg skulle skrive, at årets sidste prøve er overstået, men så kom jeg lige til at tilmelde til endnu en rallyprøve - nemlig i Svinninge den 20.12. Jeg havde en målsætning tidligere på året, der hed, at Django skulle blive rallybegyndermester i år - den havde jeg egentlig indstillet mig på at vente med til næste år, da vi ikke kunne nå at tilmelde flere konkurrencer, men da muligheden så kom i Svinninge, lykkes det forhåbentlig alligevel.

Django og jeg fik 93 point til prøven den 25.10 - meget tilfredsstillende, og Django var super opmærksom. Amanda skulle prøve at starte med Osseau, som var knap så koncentreret (se nederste billede...), men helt vildt sød, da han mente, at han skulle prøve præmiepodiet, så de bestod desværre ikke. Han blev meget usikker på grund af tilskuerne, der var tæt på, men de prøver i Svinninge igen.

I lørdags var vi til agilitykonkurrence i DGI-regi i Kokkedal. Det foregik i et ridehus, hvilket Osseau også syntes var rigtig mærkeligt - han blev da også disket i både spring og agility, men især springbanen klarede han fint, det var vist mest en førerfejl, der var skyld i det. Jeg var meget spændt på, hvordan han ville klare sig i forhold til andre hunde, da Amanda jo mener, at de er gode, og hun vil meget gerne starte konkurrencer med ham, men jeg har jo absolut ingen forstand på det. De var dog helt på niveau med de andre begyndere, så hun kan sagtens få lov at starte flere gange - det skal dog til at begynde med kun være i DGI, da DKK-konkurrencerne nok er lidt mere krævende (og sikkert også dyrere...)

Ellers fortsætter "den sædvanlige" træning, og begge hundene udvikler sig hele tiden. De har begge en meget flot "fri ved fod", men der er bestemt nogle 2-skridts øvelser, vi skal have styr på, før det er godt nok! Feltet er for Djangos vedkommende også blevet meget bedre, men både apport og afleveringen af næseprøven er ved at drive mig til vanvid for begge hundenes vedkommende!!! Django er meget længere fremme end Osseau, men smider ALTID begge dele for fødderne af mig, Osseau er så småt begyndt at hente begge dele, men kommer ikke engang halvvejs ind til mig. De hader bare at have de træting i munden, og vi træner, træner og træner for det skal bare lykkes! Gode råd modtages gerne....





tirsdag den 13. oktober 2009

Tandrensning, træning og 8.a

I skrivende stund befinder Django sig hos dyrlægen for at få en tandrensning. Behovet herfor var ikke absolut påtrængende, men jeg valgte at få det gjort nu i håb om, at det kan undgå at udvikle sig til paradentose og så kan det forhåbentlig lykkes mig at passe bedre på hundenes tænder fremover - for det er altså ikke "bare lige" at aflevere sin hund til fremmede mennesker for at han skal i fuld narkose....
Dyrlægen er afløser for vores faste dyrlæge, og han fortalte, at collieracer er mere tilbøjelige til at danne tandsten end mange andre racer, fordi deres spyt er anderledes og mere sejt end andre hundes. Så vejen frem er tandbørstning, og jeg vil følge hans råd om at dyppe tandbørsten i oksebouillon og så satse på, at jeg kan vænne hundene til det i løbet af en måneds tid!

Det er så som så med træningen i øjeblikket! Jeg er slet ikke disciplineret nok til at få trænet ret meget alene - det er altså bedst for mig at træne på et hold, men der er jo ikke så mange muligheder om vinteren! P.t. træner Django kun om mandagen hos Charlotte Lyngholm og Osseau både søndag (hos Sydkystens Hundeskole) og mandag hos Charlotte.
Herudover træner Django nærmest sig selv. Jeg går ofte tur med hundene hver for sig, og når jeg har gået med Django i 10 minutter er han bare "på", og det må jeg så også være. Han går den mest perfekte lineføring/fri ved fod, som han selv tilbyder, og han bliver selvfølgelig belønnet for det, men det bliver ikke til nogen specielt struktureret træning - jeg har trænet en del starter den seneste tid, fordi han er så fokuseret og hold da op, hvor det virker! Samtidig ser man os ofte på Roskildevej og på Rema 1000's parkeringsplads lave 2-skridts øvelser, stillingsskift, dæk mm. Altså - folk kigger noget, men der er godt med forstyrrelser og det virker :-)))

En del af grunden til, at der bliver for lidt tid til hundetræning hedder 8.a!!!
Klassen, som ingen andre lærere ville have, sagde jeg ja til - bestemt ikke af hensyn til mig selv, men af hensyn til ungerne og de nye kolleger, som jeg ikke synes skulle udsættes for den klasse. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, men det er ikke nemt - for at sige det mildt - og jeg bruger meget energi på overvejelser om den klasse.
- og hvad har det med hundetræning at gøre...? Jo, jeg synes faktisk,jeg kan bruge noget herfra:
  1. Sæt kriterier ud fra niveauet (ulempen er så bare, at der er ca. 16 forskellige niveauer!!!)
  2. Sænk kriterierne, hvis opgaven alligevel viser sig at være for svær
  3. Og sidst men ikke mindst - fokusér på det positive, på det der virker og arbejd videre derfra!! D.v.s det kan godt være at der kun var 20% af ungerne, der fik afleveret opgaven, men der var 90 % af dem, der arbejdede supergodt med den i undervisningen og havde udbytte heraf

mandag den 28. september 2009

Så er det slut med LP1

I lørdags gik turen til Køge, hvor Django var tilmeldt til sin sidste Lp1. Osseau skulle også have været med, men Amanda havde fået mulighed for at deltage i en agilitykonkurrence, så det fik hun lov til.
Derfor var jeg alene med Django hele dagen - og det nød vi begge!! Jeg må konstatere, at det nok er bedst for mig at gå op med en hund ad gangen - det vil så betyde, at jeg må afsted nogle flere dage til næste år, men dels bliver min koncentration meget bedre, når jeg kun har en hund med, og dels er det tydeligt, at hundene er meget glade for at have "deres mor" for sig selv.

Det blev en rigtig god prøve! Resultatet er jeg ikke tilfreds med, vi skulle have haft en del flere point for at være med i konkurrencen om at blive Årets sheltie - men Conni, der var ringsekretær, havde vist glemt vores aftale om, at hun skulle lægge nogle point til, hver gang dommeren trak :-)) I alt 158 point blev det til.

Nå, skidt med det - vi havde en god oplevelse, Erling Olsen var sød og rar som dommer, og både Django og jeg syntes, at det var rigtig sjovt! At han så fik lavet nogle mærkelige ting undervejs, er der jo ikke noget at gøre ved - særlig indkaldet blev dyrt, han løb lidt rundt om mig, og det blev kun til et 8-tal. I springet og lineføring fik vi også kun 8, men dog en meget positiv kritik om lineføringen, som var helt uden sammenligning med vores lineføring til Landskonkurrencen, som også gav 8. Sådan vurderer dommerne jo forskelligt, men jeg blev nu lidt skuffet alligevel - det er en af vores rigtig gode øvelser, som vi virkelig har trænet meget på det sidste.

Det blev en rigtig hyggelig dag, og der var flotte præmier til alle - det er jo altid dejligt at komme hjem med noget, også selv om det kun er en trøstepræmie!
Og så må jeg jo også hellere huske, at jeg for et halvt år siden kun drømte om engang at få en 1.præmie.....

Osseau og Amanda klarede sig fint. Godt gennemløb på agilitybanen og desværre en disk i Spring, og de havde haft en rigtig god dag.
Der var ro og fred i huset lørdag aften!!!