søndag den 26. juli 2009

Sheltiedag med 1. præmier!


Intet mindre end to 1. præmier fik vi med hjem fra Sheltiedagen, Django som 1. vinder med 173 point og Osseau som 4. vinder med 155,5 point - der var 9 deltagere i LP1, og det var en meget stolt kennelejer Lotte fra Kennel Elverlamshuset, hvorfra 1., 2. og 4. vinder kommer, i det Nanna Filt Pedersen fik 170 point med Sydney (Elverlamshuset's Xenia)

Desværre havde vi glemt kameraet, så præmierne blev først fotograferet, da vi kom hjem.

"Er den mon til at dutte på???":

Osseaus prøve gik således:

Tandvisning: 8 - hund værger sig og holdes lidt krampagtigt (fuldstændig tåbeligt at miste point i denne øvelse men han vil bare ikke vise højre side!)

Lineføring: 8 - Opmærksomt følge med alene et par flagren og en ekstra kommando. Fører retter ind ellers smukke pladssidninger. (det kunne have været bedre...jeg var ikke helt tilfreds)

Stå: 9,5 - Meget smukt med enkelt lille håndtegn til sidst (øv, det skulle han ikke have set!)

Spring: 8,5 - Ekstra kommando og 2 armtegn (man er ikke agilityhund for ingenting - vi har bare trænet det SÅ meget uden arm, så det var ærgerligt, at det ikke lykkedes)

Stillingsskift: 8,5 - Fører bøjer sig noget over hunden og hugger hånden lidt ned (ja, jeg ved det godt Camilla....)

Indkald: 10 - Fint (mikroskopisk håndtegn..., men det bedste nogensinde, SMAK ind på en super plads)

Næseprøve: 6 - Hund markerer korrekt genstand (sådan er det, han samler ikke op - træning, træning og træning)

Fællesdæk: 9,5 - Ekstra kommando

Helhedsindtryk: 9 - Dejligt opmærksomt samarbejde. Arbejdsivrig og oftest præcis hund. Fint førerarbejde, der alene mangler den sidste disciplin. ("Du brugte vist lidt mange håndtegn" mente Hans Ove - og jeg måtte svare: "forhåbentlig flere end du så", men det var så kun indtil jeg så kritikken, at jeg troede det!

Jeg var meget tilfreds med min "lille" hund, som jo kun er trænet i "rigtig" lydighed siden januar, og i går var til sin første LP1 prøve overhovedet. Vi mangler stadig meget, men vi er på rette vej!

Og så Django med sin flotte præmie, han kan altså ikke lide blitzen:

For ham gik det således:

Tandvisning: 10 - Fint

Lineføring: 9 - Smukt med alene et par flagren (det var omkringvendingerne, der ikke fungerede ordentligt - planen hjemmefra var ellers et 10-tal i lineføringen!)

Stå: 9 - 2 små ekstra kommandoer (han blev distraheret af en hundelufter i den anden ende af banen, men det var billigt sluppet - for 3 måneder siden var han jo skredet...)

Spring: 10 - Fint

Stillingsskift: 10 - Fint

Indkald: 10 - Fint

Næseprøve: 8,5 - Hund taber 2 gange også lige inden plads (Tja, det er blevet meget bedre, men det er stadig ikke godt nok!)

Fællesdæk: 10 - Ok

Helhedsindtryk: 10 - Dejligt opmærksomt samarbejde (det er næsten det bedste overhovedet, for det er jo bevis på, at tingene fungerer, så det 10-tal betyder meget for mig!)

Super prøve, der mangler stadig detaljer, som skal på plads før DM, men hold da op, hvor er der sket meget de seneste måneder. Django er blevet meget mere præcis, hans små hop ved plads er helt væk, og han er bare koncentreret hele vejen!

Nu skal vi have meldt til nogle flere prøver, men jeg er lidt i tvivl om hvilke, vi skal vælge.
I første omgang vente en lidt presset, men spændende august måned, med generalprøve i Nørd-klubben den 8/8, kursus med Bianca van der Post i weekenden 21. - 23/8 og DM den 29/8 og så må vi se, hvor meget vi kan klare i september måned - jeg har lidt svært ved at få det hele til at gå op i en højere enhed, det varer jo ikke længe, før ferien er slut, og skolen venter igen....

mandag den 20. juli 2009

Rally 19/7

Så lykkedes det til min store tilfredshed at bestå en rally-begynderprøve! Planen var ellers lagt - vi skulle bare have 100 point i første hug og dermed blive Rally Begyndermester med det samme :-), men sådan gik det ikke, vi måtte "nøjes med" 88 point.
Alle pointene blev nok trukket i starten, for da det først gik op for Django, hvad vi lavede (glemte lige at tjekke om han var klar inden vi gik i gang....) - kørte det fint, og vi lavede især nogle rigtig flotte "gå-rundt-om" både i sit og dæk.
Som Susanne Jervin sagde, så er rally "noget mærkeligt noget", og det synes jeg egentlig også. For det første går det bare stærkt at gå sådan en bane igennem, det er overstået inden man får set sig om! For det andet ser det altså ofte meget rodet ud, når man ser nogle gennemføre en bane, der er jo slet ikke den samme - øhh elegance kan man vel kalde det, som jeg synes der er over de lydighedsøvelser, der bare fungerer.

Men ingen tvivl om, at det altså ikke er helt så let, som nogle førere fik det til at se ud. Især Birgitte Jørgensen med sine 4 Chesapeake Bay Retrievere var meget imponerende - og hun slæbte da også præmier hjem i stor stil.

Og så synes jeg altså at det er vældig hyggeligt at komme sådan en dag, hvor man ikke tror at man kender et øje, og der så alligevel dukker en masse søde hundemennesker op!
Desværre nåede jeg ikke at se nogle af LP-folkene, min "Lykke-amulet" Amanda ville vældig gerne hjem - og da man jo må værdsætte den tid teenagebørn gider tilbringe sammen med én, må man jo også give sig lidt!!!

Smukke Django efter arbejdet er gjort:

Ja, det er så sådan, det ikke skal se ud:

Meget bedre:

Nu venter så en uge i Lp'ens tegn - især med Osseau. Lørdag er det Sheltiedag i Helsingør, og begge hundene er meldt til i LP1.
















lørdag den 18. juli 2009

I sommerhus og ved stranden

Selv om det er sommerferie, kan man jo godt træne lidt agility - på en lidt intermistisk bane....:

Når man bor i Ringsted er der er et stykke vej til en ordentlig strand, og det er derfor sjældent at hundene for alvor kommer ud at bade! En uge ved Bjerge strand ved Kalundborg har derfor været en stor oplevelse for dem, og især for Osseau der kun har været ved vandet få gange. Han var ikke så modig som Django, som elsker vandet.


Her lykkedes det dog for Osseau at få en svømmetur - i det helt stille og klare vand:


Med mor uden i vandet må vi hellere komme afsted:


Jeg holder mig lige i sikkerhed på stranden, der er for mange bølger:


Django synes nu at høje bølger er sjovest:


Og et billede fra sommerhusets terrasse:


Og så har jeg brugt noget af tiden i sommerhuset på at læse "I den anden ende af hundesnoren" af Patricia McConnell - den kan bestemt anbefales!!!




lørdag den 11. juli 2009

Django 5 år - gamle planer findes frem.

Billedet er fra rallytræningen i 2007 - meget opmærksom hund:
I dag er det Djangos 5 års fødselsdag, og det fejrer vi naturligvis med flaget stående fremme. Jeg forsøgte at tage et billede af ham sammen med flaget, men efter han havde forsøgt sig med at dutte på det, vælte det og stå på det som et target og prøve at bære rundt på det, opgav jeg!
Dygtig hund, der er blevet god til at tage initiativ!!!
Efter LP1 er kommet i hus, og jeg synes der er laaaang vej til LP2, som vi ikke skal forsøge os med før en gang til næste år, har jeg meldt ham til en rallyprøve i Næstved den 19. juli. Rally forsøgte vi os med for 2 år siden og var dengang til to officielle prøver - en i Ølstykke og en i Mørkøv, begge med Frank Kuhfeld som dommer - og vi dumpede begge to! Siden har jeg ikke haft mod til at gå op til officielle prøver, det var elendige oplevelser, da Django reagerede voldsomt på de mange mennesker og hunde omkring ringen, og jeg selvfølgelig var hamrende nervøs.
Nå, men nu er jeg altså kommet til at tilmelde mig til på søndag og efter at have set programmet ramte nervøsiteten mig igen. Jeg havde lige glemt at forholde mig til, at det er retrieverklubben, der afholder prøven og derfor er der selvfølgelig mange retrievere tilmeldt - og er der noget Django hader er det store sorte hunde!
Så nu må jeg lige tage mig sammen igen - jeg ved han kan alle øvelserne uden problemer, og jeg vil bestå, faktisk vil jeg gerne bestå 3 gange i løbet af efteråret, så han kan blive RB også, og så klarer vi nok den ekstra udfordring!
Måske skulle jeg tage mig sammen til at træne - det bliver til alt for lidt for tiden, og nu kan jeg ikke rigtig give varmen skylden længere.....

søndag den 28. juni 2009

Ferie, ferie, ferie

Så er sommerferien endelig kommet!! Det kan godt være at det siges, at lærere holder meget ferie, men hold da op, hvor jeg synes, at sommerferien er fortjent, når vi når dertil....

På hundefronten har det været en hård, men også både sjov og lærerig juni måned, hvor vi har været til konkurrence hver weekend - okay den 14. var "kun" generalprøve, men jeg tror, at det gælder for os alle, at vi gerne vil præstere bedst muligt.
I mandags var det sidste træning på Tuse Næs, og jeg trængte virkelig til pause og har derfor meldt fra til træning i Lyngby på mandag. Men allerede torsdag begyndte det at krible igen, og jeg er nu i gang med at få lavet en træningsplan for de næste 4 uger, så vi er klar til den 25/7, hvor begge hundene er meldt til LP1 på Sheltiedagen i Helsingør - bliver man lidt afhængig eller hvad?

Oven på de 163,5 point i sidste weekend fortalte Conni mig, at det gav nok gav en plads til DM, så det har jeg regnet på hele ugen. Bare det at finde listen på DKK's hjemmeside tog noget tid, og den er ikke opdateret siden 11/6. Så vidt jeg kan se - uden at have en dyt forstand på det - mangler resultaterne fra hhv. Vejen og Kastrup, og så ender vi på omkring en 16. - 17. plads, og der er 20 pladser! Det er da vildt og slet slet ikke med i mine planer for Django, som jeg endnu en gang var ved at opgive al konkurrence med efter oplevelsen i Hårlev i april. Så nu må vi se om der dukker en invitation op med posten...

Dagens oplevelse har været badning af Osseau - ikke kun blev både badeværelse og jeg plaskvåde, det lykkedes også at få både vand og sæbe på hunden uden den store kamp. Stakkels lille hund som hader regnvejr og går uden om enhver vandpyt for ikke at få våde poter!

søndag den 21. juni 2009

LP1 i Kastrup

163,5 point - hidtil bedste resultat, så det var jo dejligt, men alligevel var dagen en blandet fornøjelse.

Man siger jo at hunde ligner deres ejer, så det er nok grunden til at Django bliver så hurtigt stresset :-( for det gør jeg altså også. P.g.a. dommerproblemer trådte Marianne Jensen til i stedet for Hans Ove, som jeg ellers var meget tryg ved at skulle op hos igen. Jeg tilbragte det meste af dagen med at se Marianne dømme, forberedte mig på hvordan og med hvem vi skulle i fællesdæk, men i sidste øjeblik blev vi flyttet, så vi i stedet skulle op i ringen ved siden af hos Wagn Johansen - fair nok for ellers var klassen aldrig blevet færdig, men det slog mig lidt ud af kurs.
Vi nåede at varme lidt op, men Django kunne overhovedet ikke finde ud af at sætte sig på plads eller noget som helst andet, selvfølgelig fordi jeg stressede....så jeg frygtede det værste. Med Wagn var jo sød og rar, Django opførte sig efter omstændighederne - præmieoverrækkelse i klasse 3 lige ved siden af med klap og larm - rigtig flot!

Det kom til at se således ud:

Tandvisning = 10 - OK
Lineføring = 9 - Et ryk i linen og ekstra kommando da hund hænger lidt efter start. Ellers en nydelig øvelse. (Tja, bortset fra at jeg var ved at falde over ham i løb..., så jeg havde forberedt mig på et 7-tal)
Stå = 9 - Ekstra kommando ved afslutning, ellers fint (det var så her han blev forstyrret af klapsalverne, så det var billigt sluppet)
Spring = 8,5 - ekstra kommando ved start. Klap i hænder og ekstra kommando ved afslutning. (Stadig stress på, og Django var på vej væk fra mig, så jeg reagerede lige uden at tænke, men det virkede!)
Stillingsskift = 9 - Ekstra kommando og skævsidning ved afslutning. Ellers fint
Indkald = 9,5 - Skævsidning ved afslutning. Ellers fint
Næseprøve = 8 - Fører snakker lidt da hund løber ind. Hund smider apport, samler op uden kommando og smider den igen inde ved fører 8 (Nu er han vist ved at blive så god, at jeg hellere må læse lidt på reglerne for at få det sidste på plads - jeg vidste ikke at man ikke må snakke efter hunden har samlet op, men så blev jeg så klog!)
Fællesdæk = 10 - nydeligt
Helhedsindtryk = 9 - Pænt førerarbejde, dejlig arbejdsvillig hund, som kun mangler den sidste præcision for høje point.

- og så er det jo "at mere vil have mere" - det var sjusk med de skæve pladser med mere, så jeg tillader mig at være lidt utilfreds med præstationen - vi burde have lavet flere 10-taller.

Ingen tvivl om at jeg lærte en del i dag:
- nu er Django mere vant til prøvesituationen og kan klare lidt stress, det var et af målene med dagen
- det er rigtigt af mig at tage ham med på banen med det samme og lade ham orientere sig i omgivelserne. Han må hellere blive lidt træt end blive stresset over at vente i bilen - også selv om han skælder ud på alle andre hunde i begyndelsen. Det skal han vænnes af med
- med hensyn til Osseau som var med på sidelinjen skal han tilbringe det meste af sommeren på torvet i Ringsted og diverse andre steder med mange mennesker. Jeg vil simpelthen ikke acceptere at han reagerer som han gør overfor fremmede - det er ikke til at holde ud!!! Ellers var han faktisk rigtig god til at slappe af i løbet af dagen.
- jeg skal stadig arbejde en del med mig selv omkring prøvesituationen, men det kommer forhåbentlig med øvelsen.

Og så kan det godt være at jeg skal til at træne mod LP2 med Django - det må vist være ved at være tid....

tirsdag den 9. juni 2009

Klubmesterskab




Næsten inden jeg nåede at få armene ned af jubel over vores 1. præmie, ventede nye prøver.


Denne gang "kun" klubmesterskabet i den lokale klub, men da Django 2 gange tidligere er klubmester i DGI's Fører-Hund program, skulle vi jo gerne holde stilen.


Her i forårssæsonen har jeg været tilmeldt et begynderhold ved navn LP1 med Osseau og et fortsætterhold ved navn LP3 med Django (her var vi lidt under niveau i forhold til de øvrige deltagere). Der blev dog konkurreret i både LP begynder, LP1, LP2 og en enkelt i LP3, og dommeren var Inge ? fra Sheltieklubben.

Jeg startede med Osseau i LP begynder og med Django i LP1 og i Rally udenfor konkurrence, da man skal have gået på hold for at starte. Herudover skulle Amanda deltage i agility og spring med Osseau, så det blev en travl dag.

Med Osseau gik det således i LP begynder:

Tandvisning = 10 - OK

Lineføring = 8 - En enkelt stor flagren. Hunden påvirket af grædende barn udenfor. (Han gik simpelthen så flot - og så skulle det barn absolut være hysterisk!!!)

Stå = 10 - OK

Spring = 9,5 - Fører går samtidig med hunden (Nu skal man jo altså ikke diskutere med dommeren, men det tror jeg altså ikke på)

Stillingsskift = 10 - Flot

Indkald = 10 - OK

Næseprøve = 6 - Hunden markerer korrekt genstand

Fællesdæk = 10 - OK

Helhedsindtryk = 9 - En fører med god forståelse for sin hund. Hjælper og støtter sin hund, når den bliver utryg. En meget opmærksom hund. Kun næseprøven mangler (surprise...)

Ialt 166 point og dermed klubmester - og så burde jeg jo være glad, men det var jeg altså ikke.

Karaktererne er jo flotte, men selvfølgelig dømt ud fra begynderniveau - jeg havde mange "hjælpende hænder" undervejs, og der er stadig et stykke vej til LP1, men det varer ikke længe. I betragtning af at jeg kun har trænet ham i lydighed i 4 måneder, er han da dygtig, men han er bare ikke GLAD. Han er både koncentreret og fokuseret, men den glæde han viser f.eks. på agilitybanen, er der bare ikke, så det må blive fokusområdet i den kommende tid..

Agility og spring blev lagt sammen, og her blev de nr. 6.


Djangos LP1 så således ud:

Tandvisning = 10 - OK

Lineføring = 9 - 2 små flagren. Ellers fint i både gang og løb

Stå = 9 - Ekstra kommando ved "bliv stående". Lille rundering ved afslutning

Spring = 9,5 - Ekstra pladskommando ved afslutning

Stillingsskift = 9 - Fjumrer i afslutning og ekstra pladskommando

Indkald = 9,5 - Rodet afslutning

Næseprøve = 0 - Hund tager desværre den forkerte genstand (....)

Fællesdæk = 9,5 - Lidt rodet afslutning

Helhedsindtryk = 8 - En glad og opmærksom hund. Synd med kikset i næseprøven. Når du får rettet op på afslutningerne, skal det nok gå godt.

Ja tak, det var bare noget rod med de afslutninger. Jeg har længe været så fokuseret både i stå og dæk på, at han ikke skulle rejse sig, at jeg ikke har trænet afslutningen med. Rådet fra Charlotte er nu at træne det helt separat, så vi slipper for det pjat! Det er sure point at miste..

Næseprøven er blevet en ren apportering nu. Django bruger slet ikke næsen, men vælger den første den bedste, så det er forfra med søg i højt græs osv., så håber jeg den snart er på plads igen.

Jeg var heller ikke tilfreds med denne prøve, men ikke på grund af Django, som var sød og glad og gjorde sit bedste, men det virkede bare så sjusket - og så blev jeg altså lidt irriteret på dommeren undervejs....

Efter fællesdækken måtte vi skynde os over til rallybanen, hvor de ventede på os. Her gik Django det flotteste, han nogensinde har gået på en rallybane, så jeg var meget glad bagefter, indtil dommeren kunne fortælle mig, at jeg havde lavet en af øvelserne forkert. Den var til gengæld superflot, men hørte til i viderekomne klassen (jeg lod Django sidde plads før en "ind foran") - og jeg som troede at jeg havde styr på skiltene, øv øv. Nå, men vi fik 78 point, og jeg havde kun mig selv at være sur på. Det var fedt nok, at det gik godt.

En meget lang dag, der altså endte med lidt blandede følelser og nogle meget konkrete arbejdsopgaver.