I dag bliver søde, søde Girah 9 måneder, og dagene går med forskellige aktiviteter. Lige nu hygger han sig med en frossen Kong, det er første gang han prøver sådan en, og det, synes han, er dejligt!
Jeg prøver at tilpasse dagene, så der sker noget forskelligt for ham. Vi har været på gåtur i Svogerslev med en flok Elverlamser. Det var en af de virkelig varme dage, hvilket lagde lidt en dæmper på hundene, men det var en rigtig hyggelig tur, hvor Girahs mor også var med - hans søster var desværre lige kommet i løbetid, hende ville jeg ellers gerne have set, men det må vente til en anden gang.
Jeg har meldt os til et Miljøtræningshold i Roskilde hos Absolut Hund, her var vi afsted første gang i tirsdags. Girah havde en fest med en anden sheltiehvalp og så næsten kun ham, så der var ikke pokkers meget miljøtræning i det - han kunne i hvert fald absolut ikke høre, men sådan er det altså nogle gange….Vi skal afsted i morgen igen, så bliver det spændende om leg er vigtigere end at jage skateboards!!!
Hele weekenden har vi hjulpet Amanda med at pakke. Dvs at jeg har pakket flyttekasser, og Girah har underholdt Dumle. Dumle er så tålmodig med ham, og de er virkelig gode til at lege sammen.
Onsdage træner vi fast hos Johanna - dejlig og altid inspirerende træning, hvor man får SÅ meget med hjem hver eneste gang!
Herhjemme træner vi masser af heelwork, og så har jeg langt om længe truffet en beslutning! Jeg har en ‘plads’ og en ‘close’ kommando til hhv. venstre og højre side, som er til HTM, og den skal være fuldstændig skarp! Det tager et godt stykke tid, så da Girah jo også skal gå rally - og lige er tilmeldt sin første prøve (31.07.21) er jeg nødt til at have en nogenlunde fornuftig lineføring. Derfor har jeg nu lavet en ‘fod’ og en ‘højre’, som er til lineføringen altså ‘at gå pænt med snor på’. Det træner vi rigtig meget nu, og fordelen er, at det kan gøres på gåture - her ser man os ofte lave 360 grader til hhv venstre og højre på vej hen ad fortovet:-)))
Jeg bliver jævnligt fristet af opslag om hold og kurser og vil egentlig gerne det hele, men vi må tage tingene i etaper, så Girah får lov at modnes i sit eget tempo. Selv om han nu er tilmeldt flere rallyprøver, er det bestemt ikke for resultaternes skyld - det handler om, at han skal ‘lære at være’ til prøver med mange mennesker, hunde, blafrende telte og alt det andet, der følger med. Jeg vil gerne gøre det godt til prøverne, men det er mig, der bestemmer, hvad ‘godt’ er😊😊
Ingen kommentarer:
Send en kommentar