mandag den 7. juni 2021

DMWYD, Hyrdning og Fri ved fod

 Vupti, så gik der da lige tre uger, og der er godt med fart på hverdagen, så her kommer lige en opsummering af alt det, vi foretager os.

Den 28. maj - på sin 8 måneders fødselsdag - fik Girah sin tredje titel, da vi fik godkendt hans Advanced-øvelser i Do More With Your Dog. Jeg er megastolt af ham og af, at han er så sej til at lære. Expertøvelserne får lige lov at hvile lidt, det er noget ambitiøst, så vi ser tiden an.

I torsdag var vi til hyrdetræning for allerførste gang. Jeg havde meldt mig til et weekendkursus, som blev aflyst, men Tine Wiberg, som var arrangør for Sheltieklubben, spurgte, om jeg ville med hende til enetimer, og det skyndte jeg mig at sige ja til. Det var supersjovt - og svært!!! Jeg havde ikke den ringeste ide om, hvad det gik ud på, og hvordan man overhovedet lærer en hund at hyrde, men jeg var ret sikker på, at Girah har talent for det, og det viste sig at holde stik, han var megasej, så det må vi prøve igen ved lejlighed. Tine optog lidt video:


I går sluttede fri ved fod kurset hos Anja, og hold nu op, hvor har vi lært meget, selv om det er i små bitte steps. Nu er vi klar til yderligere bevægelse - flere sidesteps, bakke og snart også løb - det bliver superfedt at arbejde videre med det hele. Fri ved fod er bare en øvelse, som man aldrig bliver færdig med - og slet ikke når vi snakker 10 forskellige htm-positioner, så skal der bare nørdes, nørdes og nørdes.

I lørdags i Hvalsø var Girah helt væk, så vi tilbragte størstedelen af timen på et tæppe et stykke væk. Helles Aya, som han elsker, var i løbetid, og han kunne slet ikke koncentrere sig om noget som helst. Det var ret træls, da der er afsluttende prøve lørdag, men det gik op for mig senere at den arme hund nok var ret træt også, så det var nok fair nok, at der var udsolgt….
Prøven lørdag må gå, som den går, der er da helt klart nogle issues, men det tager vi på dagen…




Ingen kommentarer:

Send en kommentar