Osseau er og bliver en "vanskelig" hund. Han er den utålmodige hund, jeg nogensinde har mødt og piver og tuder hver gang, der er noget, der ikke passer ham!! Det gælder når han vil ud, når han keder sig, når Django har taget noget, han gerne vil have eller hvis Django ikke gider lege med ham. Og det gælder i særdeleshed, når jeg ikke beskæftiger mig med ham til træningen - man skal da ikke finde sig i, at "mor" står og (prøver) at lytte til, hvad Charlotte siger!!!
Det var tilfældet forrige mandag, hvor vi startede på et nyt hold. Ganske vist var der flere gengangere, men der var også nye unge hunde, som Osseau fandt meget interessante. Og da de nye var i overtal, var det naturligvis nødvendigt at Charlotte brugte noget tid på at forklare - og Osseau tudede!!!
Træningen gik rigtig dårligt - det er faktisk første gang hos Charlotte, hvor jeg har syntes, at han var helt håbløs. Osseau var meget svært at få kontakt til, duftene på det blå tæppe var alt for interessante, så lineføring blev det ikke meget til. Lidt bedre gik det med stå-øvelsen, som han er ved at være meget stabil i - her går jeg meget langsomt frem, da han helst ikke skal begynde at trippe som Django. Alt i alt en rigtig øv-dag - og jeg blev igen irriteret på den hund (min største fejl - jeg ved det!!).
Så gik det helt anderledes i mandags. Vi var ude for første gang, og det var som om Osseau tænkte: stor, grøn græsplæne - jeg må hellere være dygtig, så jeg kan få mange godbidder. Jeg er stadig nødt til at lokke ham ind på plads - det er jeg lidt træt af, men jeg træner det jo nok for lidt herhjemme! Lineføringen er efterhånden rigtig god, han går lidt langt fremme, så jeg skal blive noget bedre til at belønne ham længere tilbage. Det har også givet den bonus herhjemme, at han er begyndt at fokusere meget mere på mig, når vi går tur - det er rigtig rart, da han ellers altid har fuld fart på, og meget nemt trækker i snoren. Stå-øvelsen er super, jeg kan gå fra ham, han bliver stående - også når jeg går tilbage til ham. Hans dæk er også meget stabil, han tilbyder det ofte, og han bliver liggende - vi fik besked på i stedet at træne dæk under gang, det er også lidt sjovere, og han er helt god til det. Så skulle han for første gang prøve næsesøg. Han er vant til at "dutte" på ting, og fangede hurtigt pointen - han fandt pinden, også når jeg gemte den godt. Han gjorde ingen tilløb til at samle op, men det havde jeg nu heller ikke regnet med.... Sammen med en af de andre prøvede vi så med to pinde under Charlottes kyndige vejledning - og der var ingen tvivl, han valgte den rigtige uden problemer. Super, super og ros fra Charlotte for perfekt timing med klikket! Vi afsluttede med baljen - han bliver bedre og bedre til at dreje rundt selv, så alt i alt var det bare en helt anderledes træning end ugen før, og jeg var i højt humør på hjemvejen......
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar