søndag den 18. april 2021

Indespærret.....

 Jeg er for første gang i denne Corona-periode røget i isolation, og det er der faktisk ikke rigtig så meget sjov ved. Jeg var tæt på at tude, da min chef ringede fredag eftermiddag og fortalte om en smittet elev i min klasse, som jeg jo havde været sammen med det meste af torsdag....

Fredag aften skulle jeg nemlig have været i Undine-hallen til Fri ved fod kursus hos Anja, og det havde jeg bare glædet mig vildt meget til, så jeg var virkelig et barn, der blev snydt for juleaften. Heldigvis tænkte Anja hurtigt, da jeg ringede, så jeg var med på Zoom i stedet - og når alt kom til alt, var det en udmærket løsning. Tak for det, Anja!

Dermed slap jeg for en lang køretur, for at fryse i en kold hal og alle mine bekymringer om, hvordan Girah ville reagere på ophold i bur eller i bil, må jeg så vente med at have igen til en anden gang....jo, jo - fokus på det positive!

Dagene var jo ellers fyldt med hundeaktiviteter, men de er annulleret allesammen....

Nu bruger jeg tiden på at få de sidste tricks i hus til næste Do More With Your Dog-titel. Jeg mangler tre øvelser, som vi skal have trænet, som Girah aldrig har snuset til før - det er, at han skal gå 1,5 meter mellem mine ben (i Hestpositionen eller P9, eller hvad man har lyst til at kalde den øvelse), det er ‘rulle rundt’ og ‘kramme stok’. Ingen af øvelserne har jeg prøvet at indlære før, så det er også lidt udfordrende for mig, men vi hygger os med det😊. Og jo, Osseau var rigtig god til P9 - det var altså bare Amanda, der lærte ham det....)

Det er da altid noget, at man har lov at være udenfor på egen matrikel, og at vejret er rigtig godt. Lige nu slapper vi af på terrassen, der er et stenalderbrød i ovnen til frokosten, og Amanda har købt både Salte fisk og chokolade til mig (og også noget mad altså), så det skal nok gå alt sammen - også selv om jeg tidligst bliver sluppet ud på torsdag....



fredag den 9. april 2021

Do More With Your Dog - Første titel til Girah

 


Girah har nu fået sin første titel - 6 måneder+1 uge gammel. NTD - en amerikansk titel, som godkendes af DKK og derfor kan komme på stambogen

Jeg er vildt stolt af ham  og af alt det han har lært. De enkelte øvelser er ikke så vigtige (og ved nogle af dem var det måske mere held end forstand, at de blev filmet præcist på det rigtige tidspunkt:-))

Det absolut vigtigste for mig er, at han er SÅ glad for at træne og god til "at lære at lære", det er sådan set det, alting handler om. Vi har det virkelig sjovt, når vi træner. Belønning med legetøj er en stor del af festen, og det er han rigtig glad for.

Når det så er sagt, var der nogle ting, der gik op for mig undervejs. Øvelser, som jeg tænkte "det kan vi sagtens" om, lykkedes bare overhovedet ikke. F.eks. indkald fra ca. 1½ meter kunne han på ingen måde i haven, og da han ikke måtte have snor på (han er tit "løs", når vi går, men det er ALTID med en lang line efter sig - alt andet vil være helt uansvarligt i min optik), skulle det filmes der, så det krævede faktisk benhård træning for at få det til at fungere.

Bliv-øvelser er heller ikke det nemmeste for en turbo-hundehvalp. Det tænkte jeg ville være ok i "sit", men det var det slet ikke - det måtte blive en dæk i stedet, som han mod forventning klarede i fin stil efter lidt træning.

Til gengæld var "jump for joy" ikke noget problem - det er han meget, meget god til:-)))

Nu giver vi os i kast med næste klasse. Der er en del øvelser, som jeg rigtig gerne vil have, at han skal kunne i fremtiden, så det passer helt perfekt. Naivt tænkte jeg, at slalomøvelserne ville være de nemmeste i verden at få i kassen, men igen - jeg er blevet klogere: de sidder ikke helt på rygraden af balladedyret endnu! Vi træner derudad.....

mandag den 5. april 2021

Påskeferie

 Første lørdag i påskeferien startede med Lydighedsholdet i Hvalsø kl. 9.00. Det var koldt og blæsende, og da det begyndte at regne ret meget stoppede vores træner træningen efter 45 minutter. Jeg har nu ikke noget imod regn, men det var helt fint, da vi skulle videre senere på dagen.

Amanda havde nemlig booket introtime i Equility-hallen  i Gørløse til kl. 14, så vi slappede lige af et par timer, før vi blev hentet. Det var en rigtig god oplevelse at være deroppe, hvor der var mange passende udfordringer både for Dumle og for Girah, så der skal vi bestemt op igen!






Søndag havde jeg fødselsdag, så der kom ungerne til en hyggelig frokost. Mandag aften var der Johanna-træning, og der er Girah virkelig blevet sej til at arbejde koncentreret uden at søge hen mod de andre på holdet. Det er så dejligt, at han kan hilse og lege lidt, mens vi går ind i hallen, derefter arbejde koncentreret og så gå i gang med at lege igen på vej ud af hallen!

Både tirsdag og torsdag trænede jeg med Paul og Otto - torsdag var Amanda og Dumle også med. Super træning og ret fokuseret hundehvalp. Onsdag aften startede Anjas ‘fri ved fod’-hold med et onlinemøde, hvor vi fik talt målene godt igennem, så nu er jeg for alvor gået i gang med træningen. 

Påskelørdag havde Henrik fødselsdag, så der var igen gæster til frokost. Sidst på formiddagen havde Girah en legeaftale med Koda - en sheltie, som han har leget med, helt fra han var lille, og de er bare bedste venner og utroligt jævnbyrdige, så det er en fornøjelse.



I går stod den på Jylland tur-retur. Min søster er lige flyttet, så vi kørte en tur til Ugelbølle for at se hendes nye, lækre lejlighed - med udsigt over Kalø Vig!!!! Misundelig.dk.....
Amanda passede hundehvalpen, så det var helt perfekt - der var ro og fred en del af tiden:-)




onsdag den 24. marts 2021

Gang i den

Girah udvikler sig virkelig fantastisk. Han er supersød og kærlig, men også meget sin egen, og han kan tilbringe timer alene i haven (som naturligvis er forsvarligt hegnet ind!). Det er en stor lettelse, at han bare kan lukkes ud, når det ikke lige passer ham, at vi arbejder - så er favoritten nemlig at give sig til at gø, når vi enten taler i telefon eller prøver at undervise på Teams, og det er godt nok noget bøvl!

Sådan kan hundehvalpen ligge i timevis - han sover ikke, han tygger zebra:-)

Vi har jo trænet hos Johanna hele tiden, hvor vi konstant får nye udfordringer, og der er virkelig meget at træne på. Mit største issue lige nu er, at jeg har trænet alt for meget "drej om din højre side", så nu er der dømt to uger med "drej mod venstre", så vi kan få twist begge veje og øvelser om genstand begge veje på plads - det er ved at være nu, det skal være!

Jeg har meldt os til hold i Hvalsø Hundevenner. Det blev til "Grundlæggende lydighed", da det tidsmæssigt passede mig bedst lørdag morgen. Girah er klart den yngste på holdet, men det kan man nu ikke se. Hovedformålet er "koncentrer dig, selv om der er andre hunde tæt på dig", og det klarer han i fineste stil.

Vi skal også deltage i Anjas "Fri ved fod-hold", som starter online lige før påske. Jeg har kun trænet følget ganske lidt på både højre og venstre side, for jeg vil rigtig gerne starte øvelsen ordentligt op. Jeg har sat nogle mål for kurset om P1 og P5, og dem håber jeg naturligvis, at vi når.

Nåh ja, så kom jeg også til at melde til "Do More With Your Dog"....Jeg har egentlig flere gange sagt, at det skulle vi ikke, men det holdt kun til, Johanna lagde det op i vores gruppe, så blev jeg alligevel fristet - det føles jo, som om alle jeg kender deltager i det. Jeg vælger øvelser, som vi alligevel træner eller skal træne på og tager det meget stille og roligt.

Lyder det ambitiøst det her? Det gør det måske nok, men det føler jeg på ingen måde at det er. Girah har masser af tid til at være hundehvalp - han sover nemlig ikke sin tid væk:-))) Pga Corona er vi jo også virkelig meget hjemme, så han reagerer nemt på, at vi bevæger os rundt, og i pauserne kan der nemt blive lagt 5-10 minutters træning ind.

Samtidig har vi også tid på at gå lange, dejlige ture med ham - det er han altså virkelig god til! Han er blevet rigtig god til at ignorere lastbiler, biler og til dels cykler, hvis de er på afstand. Knallerter kniber det stadig lidt med!. Når vi går på stien får han en sit-kommando, når der kommer cyklister, gående eller andre hunde - han skal ikke interessere sig for mennesker, som måske ikke synes, det er så fedt at få en fremmed hund op i hovedet....Forleden fik jeg ros for at være "ordentlig", fordi jeg gjorde det - det var da dejligt:-). Andre hunde må han meget gerne hilse på, men det skal være efter aftale og efter en hilse-kommando, og han faktisk godt blive siddende, hvis han ikke får lov - dygtige vuf!!!


mandag den 15. marts 2021

En sidste hæder til Osseau (og lidt om Dumle)

Forleden fik vi post fra Dansk Shetland Sheepdog Klub.

Kassen indeholdt denne smukke roset og diplomet:


Osseau blev nemlig placeret som den 3. bedste sheltie i Seniorklassen i rally i 2020, så dette er hermed den allersidste roset, Amanda får til minde om ham💙. Han var en stjerne til det sidste!


Amanda er stadig en stjerne i Seniorklassen🤩. Nu er det Dumle, hun får til at shine totalt. De seneste to uger har de nemlig vundet klassen, i går oven i købet med 95 point. Den klasse er guld værd for de ældre hunde - det er så skønt, at den blev indført!


mandag den 1. marts 2021

Girah 5 måneder og debut i sandkassen

 I går blev Girah simpelthen 5 måneder - det er vildt, som tiden går!!!! Han har jo lige været lillebitte, men er nu en langbenet hundehvalp, der allerede vejer knapt 10 kg. Han behøver ikke blive ret meget tungere, da jeg gerne vil kunne løfte ham i forskellige situationer, men det bliver nok til et par kilo mere, og det er såmænd også okay. 

Tænderne rasler ud af munden på ham, og de nye kommer fint frem. Der er kun en enkelt skarp baby-hjørnetand tilbage, så nu slipper jeg snart for flere huller i min vinterjakke....:-(( Nå, den er lige til at smide ud, så det betyder ikke så meget nu....

Ørerne er lidt so-so. De kan ikke helt bestemme sig, og nu står det ene lige i vejret, mens det andet bukker fint. Det er ikke så vigtigt, hvordan de ender, men lige nu ser det ret sjovt ud. Hans pels er vildt flot - de nye dækhår er gnistrende sorte, og den smule hvidt han har i kraven er næsten ikke til at se mere.



I fredags havde Girah sin ‘danse-debut’ i en Facebook-live💙💙
Helle og Emmy havde arrangeret en Sandkasse-klasse, da der jo ikke rigtig er nogle konkurrencer for tiden. Her kunne hvalpe mellem 4 og 12 måneder deltage, og da det jo er at træne med belønning, valgte jeg at deltage. Førerens belønningsstrategi er ikke noget at prale af, men Girah gjorde det så fint
💙💙

Amanda filmede os med Dumle som aktiv deltager - han var noget misundelig over den kylling, Girah blev belønnet med.




Vi fik en fin udtalelse af den engelske dommer, Karen Sykes:

Girah looked so cute he was irresistible. He displayed graceful movement, and a steady and calm attitude. Anita was encouraging, gentle and kind in her handling, rewarding frequently to ensure that Girah had a positive experience. Beautiful music mirrored by a graceful pairing

Og en masse søde kommentarer fra publikum:

Lone Bach: Sååååå flot ⭐👏🏆💙 Randi Laursen: Sikke en opmærksomhed 😍 Dygtigste lille fyr 👏💙 Louise Vig: Hvor er han smuk og dygtig ❤ Sidsel Rytcher Lauridsen: Hvor er det fint💕💕💕💕 Jennifer Jensen: 💙 Super kær lille fyr - og så dygtig. Heidi Wittrup Pedersen: Åhh så fint Annette Lowe: Very thoughtful and careful even when heckled by the audience! 😁 Jette Haastrup: Dejlig opmærksomhed - og interesseret tilskuer 😍 Helle Larssen: Jaaaa hvor er han go - han er den sødeste lille fyr Paul Lysholdt: Fedt med Girahs fokus hele vejen, også mens Dumle kommenterede!!! Lækker hund 😍 Emmy Marie Simonsen: Hvor er han fin. Dejligt at se ham "live"

Det var også superdejligt at se de andre hvalpe performe. Det bliver altså dejligt at kunne deltage i rigtige konkurrencer igen!


tirsdag den 9. februar 2021

Afslutning med hvalpene

 I søndags havde Johanna arrangeret en afsluttende bytur i Ringsted med hvalpene på Foundation 1. Vi var tre deltagere på en times gå- og miljøtræningstur, og det var en skøn og lidt kølig tur. Girah havde dækken på for første gang - han er nu i størrelse dværgsnauzer, et dækken vi fik af Louise. Det passer perfekt, men bliver nok snart for kort til hans lange ryg. Djangos Back on Track str. 46 kan han stadig svømme i, så så lang er han trods alt ikke endnu:-)

P.g.a kulden var vi i aktivitet hele tiden, så hvalpene ikke blev kolde. Først på en dejlig legeplads med indkald i labyrint, godbidssøg på en klatrevæg og lidt gang op og ned af trappetin på et legestativ - det var, hvad Girah og jeg nåede i den tid, vi var der. 

Derefter gik vi op i Tinggade, hvor Johanna lavede larm i en rungende indgang/tunnel, mens vi lavede små øvelser. Så videre op ad gaden, hvor hvalpene skulle igennem et rundt cykelstativ-agtig ting. Det var Girah ikke meget for - vi har før konstateret, at han ikke er meget for lidt tætte områder, hvor han føler sig presset, og dette var lige op ad en parkeret bil, så det var ikke en øvelse for ham! Vi gik over på den anden side af vejen, hvor der var en bænk med mærkelige riller - det klarede han i fin stil. I Tinggade er der også en mur, der er perfekt til godbidssøg/nosework, den sprang vi dog over i denne omgang, da vinden var ret vild lige der, men den tænker jeg, at vi skal tilbage til på et tidspunkt.

Vi gik op til Torvet - Yeah, det kan bruges til hundetræning:-))) Til de uindviede kan jeg fortælle, at Torvet i Ringsted er et meget omdiskuteret sted - der er brugt rigtig mange skatte-millioner på at lave det om indtil flere gange i løbet af de seneste år!!! Her lavede vi indkald under en bro - se billeder - hvad man dog ikke gør for de hunde:-)



Girah tog det i stiv arm. Han var ikke så vild med at gå med Johanna, men da han først kom ned, var det fint, og han kom igennem til mig.

Efter det var timen gået, og det var tid til næste hold, så vi gik tilbage til bilerne, og det var en meget træt hundehvalp, jeg havde med hjem - der var fred og ro det meste af eftermiddagen....

Tak for træning, Johanna. Jeg håber snart, at det er slut med det lave forsamlingsforbud, så vi kan komme i gang igen med mere Foundation!

På lørdag starter vi hos Helle Palm i Dianalund, det glæder jeg mig til at se, hvad er for noget. Og ups, så kom jeg til at melde til en Online Sandkasse HTM-konkurrence. Musik, program, Facebook live osv. har jeg overhovedet ikke styr på, men det får jeg forhåbentlig inden den 26. februar:-)