tirsdag den 20. maj 2014

Tur til Sdr. Hostrup Kro og rallyprøver

Det går bare rigtig, rigtig stærkt for tiden, hvor det er hårdt arbejde at være lærer i 9. klasse (der er ikke så mange andre, der har ondt af mig, så må jeg jo have det selv:-))

Afgangsprøver skal rettes, og den mundtlige prøveform, hvor eleverne selv skal finde deres prøveoplæg, trækker tænder ud hos mig. Det betyder nemlig, at flere af dem vælger tekster, som jeg - som er rimelig uerfaren overbygningslærer - ikke kender - og da det er helt umuligt at vejlede om noget, jeg ikke ved nok om, betyder det, at jeg skal bruge rigtig meget tid på at sætte mig ind i de forskellige tekster, film, fotos mm. Det er samtidig super sjovt, og det er jo nu, resultaterne af det, de har lært, viser sig, og det er selvfølgelig dejligt, når det er lykkedes:-)

I forrige weekend hev vi stikket lidt ud (det havde jeg bare slet ikke tid til!!!) og tog på Sdr. Hostrup kro fra søndag til mandag. Det var en Spotdeal, Henrik fik i julegave, så det var jo ikke for tidligt at få den brugt.
Vejret var skod - regn, regn og regn, og kroen og værelset lidt slidt og ikke noget at skrive om. Men den 5-retters aftensmad var helt fantastisk! Lækker, lækker mad, der så således ud:

1. ret - Koldrøget laks

Anden ret glemte vi at fotografere - det var svinebryst af en art

Og hovedretten: det møreste kalvemørbrad med "masser af grønsager" -
øh, der var ikke helt så mange som der plejer at være på min tallerken:-),
men godt smagte det

To slags brieost - til venstre et røget stykke
og til højre et stykke, der er marineret i trøffelolie

Desserten var rabarbersorbet med chokolademousse og
rabarberconsommé

Store Bededag i fredags tilbragte Amanda og jeg i Hvalsø, hvor DKK Kreds 2 havde arrangeret dobbelte rallyprøver. Sidste chance for DM-kvalifikation, men Osseau var da det største fjols på Franks bane og fik en IB med derfra. Derefter måtte han vente til sidst på dagen og var da lidt mere afslappet, men stadig vildt ufokuseret inden starten. Amanda er blevet rigtig god til at klare det, og de gik en rigtig pæn bane, hvor Amanda dog smed 10 point på dobbeltspringet, så de endte på kun 80 point. Nu ligger de som DM-reserve nr. 10 med 88 point - så der er nok kun et teoretisk håb om at komme med:-(

Det er faktisk lidt træls, for det ser ud som om at Dumle kommer med i øvet klasse, hvor han pt. ligger som nr. 13 på listen, men på den anden side kan Amanda jo så fokusere fuldstændig på ham - og han kan virkelig klare sig godt, de er så superdygtige sammen. I fredags fik de to 3. pladser med hhv. 93 og 91 point (tror jeg det var), og det skal nok blive til mere før vi når august måned!
Vi krydser fingre for at de kommer med!!!

Dumle har endnu ikke lært det med at tage mod præmier:-)

I fredags var der også uddeling af rosetter til vindere af rallychampion-cuppen. Her fik Amanda præmie for at være den yngste fører i Championklassen - Osseau og hende endte på en samlet 15. plads - dygtig pige:-)))

mandag den 5. maj 2014

Løbetid og LP-prøver

Vi hygger os rigtigt herhjemme for tiden. Flere af tæverne i nabolaget er og har været i løbetid den seneste måned - nu er det ved at tage af, men i sidste uge lød det jævnligt således:


Det var godt nok træls!!!!
Osseau er vild med alt og alle, hanner som tæver. Forleden hyggede han sig med Nadi, en sheltie som startede på et af vores rallyhold, og i går ville han vældig gerne lege med lille Woody, som dog bestemt ikke gad Osseau - man kan jo ikke være lige populær allevegne....

Nok om det - i går var det tid til endnu en LP 3 prøve for Osseaus vedkommende. Efter generalprøven i mandags havde jeg egentlig en ok følelse omkring prøven, og nu her bagefter er jeg da også rimelig fortrøstningsfuld. Vi fik da ganske vist 3 nuller, men det ene var i fremsendingen, som ellers er en top-øvelse, så det tæller ikke:-) Stillingsskiftet gik helt i kage, tiden mellem skiftene var alt for lang i forhold til Osseaus tempo, så han lavede dem selv....det må vi lige træne på, men hans skifte er der altså ikke noget i vejen med, så det kommer. Næseprøven vidste jeg jo - 16,67 % chance....., Ellers fik vi pæne point - apportering gik flot: Venstre apport ud mod publikum - for lidt tempo, men han gjorde det! Springapportering helt tæt op ad ringbåndet, meget tæt på publikum, men han gjorde det!!! Så alt i alt er jeg ved godt mod:-) Og det var som altid en fornøjelse at være oppe hos Marianne!

Amanda og Dumle skulle debutere i LP 1. Det er mange år siden, jeg har set Amanda være så nervøs, men Marianne var simpelthen så sød ved hende og hjalp hende godt igennem. Dumle var efter 6 timer på prøvepladsen tilpas afdæmpet, og de fik 10 i tandvisningen, som han absolut ikke kunne så sent som i onsdags:-) Se bare her - han sidder ned!!!:


I lineføring fik de 9, stå-øvelsen kunne han ikke første gang, men da de prøvede igen lykkedes det - men det gav selvfølgelig 0. Stillingsskiftet var altså alt for svært, syntes Dumle, som hoppede helt hen til Amanda, da han skulle sætte sig op, og så gav næseprøven også 0. 97 point blev det til, så hendes mål om at slå Djangos debut-point på 77,5 point lykkedes altså, og der er masser af håb forude for de to:-))

Nu skal vi først op igen den 28. juni, og vi ved, hvad der skal trænes på!!!

søndag den 20. april 2014

Påskeferie

Det er en halvtravl påskeferie for os, som startede med en tur til Jylland for at fejre min søster på hendes 50 års fødselsdag. Det var desværre på samme dag som der var den afsluttende konkurrence i Sydkystens CUP, hvor Amanda var kvalificeret både i begynder- og i championklassen - men det måtte vi ærgerligt nok droppe, man kan jo ikke være flere steder på en gang:-(

Ellers er der masser af besøg hos familie og venner på programmet, og der bliver spist lækre påskefrokoster rundt omkring - forleden i Herthadalen og i dag går turen til Gyrstinge Skovkro til 60 års fødselsdag.
Hundene får bestemt også opmærksomhed. Osseau har nemlig fået opdraget mig til fire gåture hver dag - alle hans yndlingstæver er i løbetid, og det er virkelig, virkelig træls at gå med ham, når vi lige rammer et spor fra en af dem.....Det er også rigtig træls, når han mere og mere insisterende mener, at vi skal gå, men nu kan jeg tilfældigvis også godt lide det, så jeg er nok alt for nem at overtale, og det gør jo bestemt ikke hans insisteren mindre!

Vi har også fået trænet noget. Den 4. maj nærmer sig, og nu mener jeg rent faktisk, at vi kan alle øvelser - ikke helt til ug og nogle stadig med lidt usikkerhed, men på en god dag er der håb....
Forleden havde vi hyggelig træning sammen med Paul og Lille Bjørn. Det blev virkelig træning med forstyrrelser, hvor både naboens gøende collie og Osseaus absolutte yndlingssheltie Dolly kom gående forbi - collien oven i købet en del gange, da de har have ud til pladsen. En lille gøende hund bag en anden hæk havde vi også fornøjelse af!
Det lykkedes dog alligevel at få hul igennem til Osseau med et par ekstra kommandoer, så både fremsending og springapport blev acceptabelt udført under de omstændigheder, og det er jeg egentlig ret godt tilfreds med. Fri ved fod, indkaldet og positioner under gang fungerer også, stillingsskiftet er ok, mens næseprøven stadig ligner en apportøvelse, og en dirigeret apport til venstre havde han aldrig hørt om - der er nok trænet lidt for meget højre apport, og hvad kan man så lære af det!!!! Jeg gad godt at jeg kunne få det til at fungere med en træningsdagbog, men trods gentagne forsøg på enkle udgaver heraf, lykkes det simpelthen ikke.

Lige nu prøver jeg at tage mig sammen til at arbejde. Der er afgangsprøve i 9. klasse om kort tid, det er ikke et område, som jeg har særlig meget erfaring med, så det tager virkelig meget tid - overspringshandlinger såsom blogskrivning, Wordfeud og endda havearbejde er velkomne afbrydelser:-)

tirsdag den 8. april 2014

Stolt mor

I søndags var vi til rallyprøver i Ølstykke.
Det var første gang, at Amandas Dumle skulle til prøve udendørs, og da der er ret meget jagthund i ham (blanding af Tysk ruhåret, Breton spaniel og Labrador) var både Amanda og jeg ret spændte på, hvordan han ville reagere på de mange interessante dufte et fremmed sted. Det er jo også begrænset, hvor meget han er blevet trænet udendørs, og det var tydeligt at se på mange af de andre hunde, at de var meget påvirket af deres omgivelser, så der kunne jo ske alt....


Dumle gjorde virkelig min frygt til skamme:-). De gik deres flotteste bane ever, Dumle var fuldt på hele vejen, han fik trukket to point og Amanda tre for en mindre førerfejl, og de vandt øvet klasse med 95 point. Det var så sejt! Banen var en perfekt Dumle-bane - masser af fri ved fod, som han går rigtig flot, kun få sit-øvelser og "snur-rundt'erne" (springvand og venstre synkron) var til de rigtige sider, og så er det jo fedt, når alt går op i en højere enhed.

Dumle er ikke god til at sidde stille ret længe af gangen:-)

Med lidt held er der en DM-kval i hus med det point-tal, men det må vi se til den tid, hvor langt det rækker. Amanda er klar på at blive i øvet klasse noget tid - det giver noget stabilitet i øvelserne, og der er stadig en del ekspertøvelser, der skal trænes på.

Osseau var selvfølgelig også til prøve. Han var bare "Ølstykke-agtig"! Han er altid rigtig selskabelig, når vi er der og vil gerne hilse på både mennesker og hunde, men når det er tid til at gå på banen, skal han altid lige have 100% styr på sine omgivelser og bliver enormt ukoncentreret. Det blev dog en ok gennemgang, men en svær kombination (dobbeltspring + bakke på højre side) kostede 13 point, og de endte vist på 81 point - det kommer man ikke så langt med! Øv for det.

Nu er der lige ro på nogle uger, men i maj får vi travlt med LP-prøver den 4. maj, rallyprøver den 10. maj i Fensmark og dobbelt rallyprøve i Hvalsø den 16. maj - både den 10. og den 16. er der også kvalifikation til DM.


tirsdag den 11. marts 2014

Hos dyrlægen

I går var jeg et smut forbi dyrlægen med Osseau.
For noget tid siden havde han mange gærceller under poterne, som jeg fik væk med vådservietter, og siden har der ikke været noget eksem-lignende at se under poterne. Jeg fik kigget på det, da vi var til det årlige tjek, og i den forbindelse nævnte dyrlægen muligheden for evt. allergi. Da han er fortsat med at "gnufle" på især venstre knæ (eller hedder det albue, år det er forbenet????), så det nu er misfarvet, ville jeg gerne have det tjekket.

Der er ingen hudforandringer overhovedet, så dyrlægen mente, at han måske har fået gigt:-((
Hun kunne dog ikke fremprovokere nogen reaktion fra ham, da hun prøvede at bevæge leddet, men han har det jo med at lukke helt ned og lege struds ("jeg er her ikke for jeg kan ikke lide det!!!") hos dyrlægen, kan man nok ikke helt regne med det.
Det synes jeg godt nok er en træls tanke, men da han på det seneste er blevet ked af at springe flere gange i træk, og han har svært ved at lave et helt skarpt stop i indkaldet, når vi laver det i hallen, har jeg da tænkt på, om han måske havde ondt et eller andet sted.

Aftalen blev, at jeg nu prøver med smertestillende i 10-14 dage for at se om det giver en ændring i "gnufle-mønsteret", så må vi tage den derfra - han er jo ellers totalt aktiv og meget glad for at løbe og træne, og med det ringe aktivitetsniveau vi rent træningsmæssigt har for tiden, går det nu nok....

Apropos træning fik vi trænet i Jersie sammen med Paul og Amanda i søndags. Hvor var det bare fedt at være ude i det skønne vejr - jeg kan godt mærke at vi trænger til at komme "på græs" igen. Osseau var dygtig - en look-alike LP 3 viste en fri ved fod der trænger til opfriskning, et skod stillingsskift, men ellers meget flotte udført øvelser, så det var rigtig dejligt.

Amanda og Dumle er rigtig dygtige. Amanda synes LP er svært og har problemer ved at styre håndtegn mv - hun er tydeligvis rally-opdraget, men de skal nu nok komme efter det:-))

tirsdag den 25. februar 2014

Rallyresultater

I søndags var vi til rallyprøve i SHS - altså jeg var jo kun med som assistent for Amanda, men det er jo altid hyggeligt:-).

Championklassen var først, og Amanda var pænt træt af Osseaus opførsel i opvarmningen, hvor han mildest talt var ret ukoncentreret!! Han var dog fint på, da de kom i gang - godt nok med en ommer på et af de første skilte, men derefter gik det ok, og de endte endnu en gang på flotte 91 point. Amanda synes overhovedet ikke, at det gik godt, han peb og smågøede undervejs, så det krævede lidt arbejde, men de blev altså nr. 5 i det store felt på 16 deltagere, så det kan de nu godt være bekendt.

Væsentligt bedre gik det med Dumle. Han skulle for 3. gang op i øvet klasse, de to første gange var i Sorø, hvor det endte med IB begge gange, da der stadig er øvelser han ikke kan - men derfor kan man jo godt gå til prøve:-))

Siden Sorø har han lært 'snur rundt' øvelsen, og der burde derfor ikke være problemer på Pauls bane, men lige præcis den øvelse lykkedes bare ikke, så det kostede 13 point. Surt show, plus et par ommere endte de på 79 point, men det vigtigste var, at de bestod, og at Dumle simpelthen gik så flot. Det er altså imponerende, at han i den grad kan være så fokuseret fra start til slut - han ænser overhovedet ikke publikum, men er kun opmærksom på Amanda:-). Det skal nok blive til noget med de to!

lørdag den 15. februar 2014

Hunde på vejen

Da vi fik Django for snart 10 år siden, var der vel 2-3 andre hunde her på vejen (fra nr. 1 til nr. 21).
Det har virkelig ændret sig de seneste år, så nu er der nok ca. 12-14 stykker, og nogle af dem får vores til tider gøende sheltier til at blegne, hvad larm angår!
Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke gider, at mine hunde skal gø udenfor, og de bliver lukket ind eller bedt om at klappe i, når det sker. Det gælder ikke for alle på vejen, og Osseau er især skrækslagen, når vi går forbi nr. 1. Det har ellers været ok, indtil de fik ny hund for 3 år siden, som de første år nærmest kastede sig gøende op af lågen - nu gør han kun, mens Osseau nærmest kravler forbi på fortovet, og en gang i mellem skal vi altså den vej, det er svært at undgå:-(

Nå, men en af vores nærmeste naboer har en (i øvrigt meget gøende) dame-beagle på knap 10 år, som vi mødte alene på fortovet forleden, da vi skulle ud på eftermiddagsgåturen. Hun bryder sig ikke specielt om andre hunde, så kun Django har hilst på hende en enkelt gang. Jeg var lidt skeptisk, og gode råd var dyre, da det er en forholdsvis trafikeret vej bl.a. A-bus hvert 15. minut, så jeg tog Django på armen og gav hende hans snor på. Gik hen og bankede på, men ingen åbnede - jeg prøvede at kalde ind i haven og tog derefter i døren, som var låst!!! Hm, hjem igen - overvejede igen situationen, men slap så alle hundene i haven og lod døren stå åben, men jeg hentede Ipad'en for at finde telefonnumre. Mine hunde lignede store spørgsmålstegn, da beaglen trådte indenfor, men de var alle tre vildt søde. Jeg fandt numrene, men ingen svarede!!! Jeg tog en ekstra snor og gav dem alle snore på, gik over og bankede på endnu en gang, men stadig uden reaktion. Så gik vi tur, det var jo ligesom det, der var planen fra start af - og en fra eller til tænkte jeg. Phew, det er ikke nemt at gå med 3 hunde....beaglen trak helt vildt, hvilket Osseau så også gjorde, og hun er altså pænt tyk og tung. Jeg blev ved at ringe, til sidst blev der svaret, og jeg vendte hjemad og kunne aflevere hende igen. Hun havde åbenbart været lukket ud i haven, mens de var kørt et eller andet sted hen - nogen præcis forklaring fik jeg ikke, men manden i huset skulle i hvert fald i gang med at se efter huller i hækken....

Og så i går: vi gik igen tur - gik over vejen, og jeg hørte godt den meget gøende collie i nr. 10, men vi var på vej væk, så det var jo ligegyldigt. Ejeren råbte efter ham, og jeg tænkte, at det dæleme også var på tide at lære ham at holde mund (de flyttede ind sidste sommer, han er omkring 2 år, og han kan virkelig underholde hele vejen i laaang tid ad gangen!) Nå, men det var så ikke derfor, hun kaldte - hunden var skredet og stod lige i r.... af os, kors mand, kæmpe hancollie - så der skulle tænkes hurtigt, det er jo ikke lige Osseaus spidskompetence at få andre hanhunde så tæt på!!!!! Han viste da også lige tænder en enkelt gang og knurrede en "skrid med dig", men collien var nu meget sød og udviste fint, underdanigt hundesprog, så Osseau gjorde ikke mere. Jeg stillede mig mellem de to og råbte til ejeren, som kom løbende. Hunden skred først fra hende, men så fik hun fat i ham og han fik en skideballe uden lige - og jeg var så tæt på at give hende en for at behandle ham sådan, så tror da pokker at hunden løber fra hende!
Ikke et ord til mig, og vi gik videre. Jeg med ret rystende ben, det er jo lige sådan en situation, der kan gøre Osseau til en "bidende, frådende og farlig køter, der skal aflives på stedet", men jeg var nu faktisk ret tilfreds med hans reaktion:-)