Det meste af november gik med, at jeg var totalt handicappet med en dårlig fod. Den har heldigvis - efter krykkegang i 5-6 uger - fået det væsentligt bedre, men jeg passer stadig meget på den!
Det har naturligvis også haft indflydelse på vores træning, som mest har handlet om tricks den seneste tid. Jeg tror altså, at Girah hellere vil være freestyle-hund end htm-hund, men nu må vi se. Lige nu synes han i hvert fald ikke, at fri ved fod er det fedeste, men det bliver forhåbentlig bedre - måske det hjælper, hvis vi for alvor giver os til at træne det igen😂😂
Vi var så heldige at få plads på et trickshold med Anja juleaftensdag, hvor vi arbejdede med at bakke rundt om genstand og bakke rundt om fører med skiftevis helt rundt og rundt om det ene ben. Det passede perfekt med der, hvor vi er: i fuld gang med øvelsen bakke rundt om mig, så det blev en udvidelse, som Girah lynhurtigt fangede. Så skøn træning med øvelser, der bestemt skal arbejdes videre med!
Jeg satser på, at vi kan blive klar til at prøve kræfter med Titelprøven til marts. Girah laver de fleste øvelser superflot nu, dog kræver det mange guffer og nogle håndtegn, så det skal vi lige af med, før vi er helt skarpe. Han er virkelig hurtig til at lære, men det med signalstyring og udfasning af belønning behøver jeg nok et kursus i, det er jeg simpelthen for ringe til at få planlagt ordentligt - faktisk er det nok egentlig noget, jeg aldrig har været god til, så måske bør jeg gøre en alvorlig indsats for at blive det….
Jeg går egentlig stadig mest op i forskellige former for miljøtræning og har været i Roskilde et par gange med Camilla fra ‘Absolut hund’. Girah elsker det: masser af nemt tjente guffer, hvor han har fået den ide, at det handler om at hoppe og og klatre rundt på så mange ting som overhovedet muligt, så vi hygger os begge med det.
Og så er Girah jo blevet svensk rallybegyndermester (RLD-N)
Paul og jeg tog til Sverige den 4. december og var nok begge lidt for resultatorienterede. Grunden var, at vi begge kun manglede et resultat, og det ville vi naturligvis gerne have. Det er totalt anderledes at gå til prøve i Sverige, da det foregår på et lukket område, hvortil hunden ikke har adgang før man bliver lukket ind og har den tid i opvarmningsområdet, som hunden på banen bruger - det er lidt specielt og svært, når hunden er vant til at se banen og dermed ved, hvad der skal foregå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar