Sikke en forskrækkelse - om Django

Django blev syg sent tirsdag aften. Kl. 23.45 vågnede jeg efter en times søvn ved at Henrik tændte lys og snakkede til Django, som slet ikke kunne rejse sig op. Han havde tydeligvis slet ikke styr på bagparten især i højre side:-(

Det var præcis, som da han blev syg i juni måned sidste år, men dog ikke helt så slemt. Det blev ikke til meget søvn (som i nærmest ingen!) om natten, og vi var desværre slet ikke enige om, hvad der skulle ske. Jeg var helt klar til at bestille tid til aflivning, og Henrik ville bare have, at han skulle have en chance.....

Nå, natten gik - jeg holdt i pote det meste af tiden, og om morgenen besluttede vi, at Henrik kørte på arbejde og kom hjem 11.30, så jeg kunne køre. Der var ikke megen bedring at spore i løbet af dagen, mad og vand var der ingen problemer med at indtage, jeg talte med dyrlægen, som også mente, at det var tid - han skulle i hvert fald rette sig indenfor et døgn, hvis det skulle give mening at lade ham leve....

Efter aftensmaden lavede han så det stunt, han finder på ind i mellem: Osseau ligger ved siden af min sofa, Django går hen til vinduerne i karnappen og brummer/gør, og Osseau løber hen for at se, hvad der sker - det er absolut ingenting, men mens Osseau står og kigger ud, tøffer Django hen og lægger sig ved siden af mig:-)). Meget snedig hund!

Det var en klar bedring, men jeg var dog stadig noget forbeholden. Vi diskuterede frem og tilbage, og blev enige om at se grundigt på ham her til morgen - og så var han helt frisk igen:-)))
Han gik igen helt normalt (som han har gjort det sidste års tid med en let trækken på højre forben), han var med på hele morgenturen og lettede ben som altid, og også her til eftermiddag er han helt okay:-)

Det er jo superdejligt, men jeg synes godt nok, det er svært at finde ud af, hvornår nok er nok.....

Foto: Grafiko.dk