tirsdag den 20. december 2016

For 800kr lettelse og tur til Jylland

For et par uger siden opdagede vi en stor knude på Djangos venstre side. Hm, ikke så rart - vi var helt enige om, at hvis det var kræft, skulle der ikke gøres noget alligevel, men da der var gået nogle dage, bestilte jeg alligevel en tid hos dyrlægen.
Som jeg forsøgte at forklare Henrik, havde jeg bare brug for at vide, om der var grund til at være så bekymret, som jeg var, og kostede det, så måtte det være sådan (ja, ja - jeg bruger rigtig meget energi på at holde øje med Djangos helbred, men nu blev det væsentligt mere). Dyrlægen tog to prøver og jubii juhu, det viste kun fedtceller, så altså med alt sandsynlighed er det bare en fedtknude, og så kunne jeg skrue ned for bekymringsniveauet:-))

- Lørdag var vi til julefrokost med gode venner, som mente, at jeg gerne måtte overtage deres teenagebørn-bekymringer, men næh tak den periode har vi overstået:-))

Søndag morgen kørte Amanda og jeg til Jylland. Heldigvis kan en konkurrence i Hangaren kombineres med familiebesøg, det er altså virkelig win-win. Vi var i perfekt tid ved Hangaren kl. 9.20, fik installeret os, afleveret musik og trukket vejret før HTM 1 startede. Som tidligere nævnt vores sidste deltagelse i den klasse, men den blev desværre ikke speciel god.....jeg blev voldsomt distraheret af hunden, der var i ringen lige før os. Den lignede en, der havde mest lyst til at forlade ringen, så jeg holdt for meget øje med den og fik ikke styr på min opvarmning. Osseau var derfor ikke meget på, men vi bestod med okay point og en 6. plads.
Amanda skældte mig ud bagefter. Jeg forsøgte ellers at argumentere imod, men til sidst måtte jeg bøje mig og tage imod - hun havde jo helt ret!!!!

Pointene og kommentarerne:
Jette P:
Udførelse - 7,3 Lidt usikkerhed og uopmærksomhed på dagen
Sværhedsgrad - 7,7
Musik og fortolkning - 8,1

Johanna:
Udførelse - 8,0 (trukket 0,2 for gøen) Superflot førerarbejde. Kan bagpart være mere præcis. Generelt flotte positioner
Sværhedsgrad - 8,5 God udnyttelse af clues i musikken. God variation af links og positioner. God sværhedsgrad for klassen
Musik og fortolkning - 8,8 Smukt kostume. Musik og tema passer virkelig godt til ekvipagen.

Lizza:
Udførelse - 7,7 (trukket 0,1 for hvinen) Pænt, men sidelæns får han ikke numsen med sig
Sværhedsgrad - 7,8
Musik og fortolkning - 7,7 Tempoet i musikken er fint, men der 'sker' ikke så meget i musikken og derfor bliver jeres skift af positioner, twists, slalom osv, lidt tilfældige at se på

Osseau fik en pause i bilen, og efter en times tid blev det vores tur til vores freestyleprogram. Det er noget rod, at jeg stadig ikke har det på plads, men jeg skal altså have noget eksperthjælp til det. Derfor blev det også tilfældigt, hvad vi lavede i omkvædene, og den vigtigste læring må være, at jeg skal træne noget mere til musik. Jeg manglede tid til at få udført de enkelte øvelser!

Vi fik endnu en gang kæmpet os frem til en femte plads og dermed 1 Q-point

Pointene og kommentarerne:
Jette P:
Udførelse - 7,5 Lidt usikker i dag. Noget tøven.
Sværhedsgrad - 7,8 Ok
Musik og fortolkning - 8,0

Anja:
Udførelse - 7,6 Fine momenter. Lidt misforståelser ind i mellem. Pas på at han ikke bider i rekvisit..
Sværhedsgrad - 7,5 Bedre brug af ringen vil være godt for jeres program. Sv. ok for klassen
Musik og fortolkning - 7,5 God stemning

Lizza:
7,8 Lidt tøven, men ellers pænt
7,9 Pænt
7,8 Alle lydene ind over musikken er meget forstyrrende, især fordi jeg ikke aner, hvad der foregår. Det er kun hestens vrinsk, der gør, at jeg forstår kostumet

Det er helt bestemt meget brugbare kommentarer, som jeg er meget glad for. Det med musikken skrev Lizza også sidst, jeg har slet ikke styr på, hvad hun mener, men jeg må hellere få gjort noget ved det ved hjælp af en, der har noget mere styr på musik end jeg har:-)))) Amanda siger, at det er fordi, jeg har taget nummeret fra Spirit filmen, så jeg må se at få fundet og hørt det rigtige.....!!!

Igen - vores freestyle-nummer er et nummer med masser af potentiale - eksperthjælp skal til, så bliver det rigtig godt:-)))

Jeg var virkelig glad for, at vi ikke skulle køre tre timer hjem igen med det samme, men at vi kunne køre hjem til min søster til håndboldkamp og dejlig mad:-)))

Peter Steffensen tog en masse billeder i løbet af dagen - her er nogle af dem han tog af Osseau og mig. Der er en læring i dem: Kig op, Anita!!!!









Jeg ved altså ikke lige, hvad vi laver på dette billede......:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar