I går blev Osseau 5 år - tiden går da bare helt vildt hurtigt! Ingen tvivl om at han udvikler sig meget, og at vi godt kan mærke, at han er blevet ældre og har fået mere ro i sit hoved.
Om det var derfor, han var så superdejlig at have med i Sorø i dag, eller om det var på grund af varmen, er jo ikke til at sige, men han var simpelthen så fredelig og social, og ville vældig gerne hilse på alle, vi mødte:-)
Amanda og Osseau gik en meget flot championbane. Det endte "kun" med 80 point, en mistet øvelse og en ommer koster, så det var helt fair - men i øvrigt helt ligegyldigt, for det var en rigtig god oplevelse for Amanda, at han var så fokuseret, som han var.
Det var en rigtig hyggelig formiddag, dog med lidt malurt i bægeret, selvom det ikke som sådan var noget, der angik os:
Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at rallydommerne dømmer så forskelligt, som de gør. Selvfølgelig skal man lytte godt efter under banegennemgangen, og man kan jo også bare spørge, men det er altså træls, at der nogle gange er så stor forskel. Det er jo formuleret i reglerne, hvordan øvelserne udføres, så.....
Bare som eksempel var der i Christiansfeld en person, der mistede 10 point på at gå i mål på den forkerte side af målskiltet - en anden dommer ville måske kun have trukket 3 point, og der er nogle forskellige eksempler af den slags.
Det ærger mig også, at der ikke altid tages hensyn til 2-meters reglen, der er jo en grund til at den er der. Der var rigtig mange hunde - ikke Osseau heldigvis - der blev påvirket af, at nogle hunde var meget tæt på ringsiden, og det er rigtig, rigtig synd. En prøve koster altså mange penge, og det er jo ikke en prøve i "at gå pænt forbi hunde, der er tæt på", og man er nødt til at acceptere, at hunde reagerer forskelligt. Der sker jo ikke noget ved at rykke lidt længere væk.....
Jeg gjorde mig så upopulær ved at påtale det - det kunne jeg jo også bare have ladet være med, men jeg synes altså, det var så ærgerligt for dem, det gik ud over.
Nå, det var nu en fin dag alligevel:-))
Jeg købte en kalveklov til Osseau, fordi han var så dygtig - ikke om han ville ha' den, mærkelige hund, så den må Django have en dag ved lejlighed!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar