Hundene og jeg har tilbragt formiddagen hos Charlotte Holten, der er kranio-sakral terapeut for hunde og heste. Jeg havde jo Django hos hende i februar, men meget typisk mig fik jeg aldrig bestilt en ny tid...
Nu har jeg imidlertid været noget bekymret for Django her den seneste tid. Det blev især forstærket i sidste uge, hvor jeg igen begyndte at give ham smertestillende efter 1½ måneds pause - han begyndte at lege mere, sakkede ikke længere bagud på gåturene mv. Samtidig var jeg helt klar over, at Osseau havde en del spændinger i nakke og ryg, så derfor bestilte jeg tid til dem begge.
Osseau var selvfølgelig ikke tryg ved situationen og blev hos mig, men Django snusede rundt, mens vi indledte med en snak. Charlotte mente, at Django ikke så specielt medtaget ud, men da hun først kom i gang med behandlingen, måtte hun give mig ret i, at det faktisk var ret slemt. Han var helt vildt spændt omkring hofterne (især den venstre), op langs ryggen og ribbenene og i særlig grad ved højre skulder, som jeg har været lidt obs på et stykke tid:-( Han fik en ordentlig tur, det gjorde ret ondt undervejs, men han klarede det superfint.
Da det blev Osseaus tur fik han først et par dråber af Bachs Blomstermedicin for at slappe lidt af, og så fik han også en tiltrængt behandling. Han var - som jeg var klar over - meget spændt især i nakken, men han nød virkelig behandlingen og slappede helt vildt godt af undervejs. Han har altid været meget glad for at blive masseret, men der er selvfølgelig forskel, når det pludselig er en fremmed, der gør det - han var heldigvis helt tryg ved Charlotte hele tiden.
Begge hundene har dog brug for flere behandlinger, så vi skal derud igen allerede i næste uge, nu er jeg spændt på, om der kommer nogle mærkbare ændringer de næste par dage.
Men, men - nu må jeg erkende, at det er slut med Djangos lydighedskarriere. Han kan ikke holde til den mængde træning, det vil kræve at blive klar til en LP 3. Det har ikke været godt for ham, at vi er begyndt at træne mere igen, så nu må jeg droppe mine ambitioner og finde andre aktiveringsmuligheder til ham.
Lidt reklame for Charlotte - http://www.dyre-kst.dk/
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar