Django har været syg

Dette indlæg burde egentlig som så mange andres handle om disse underlige Corona-tider. Det indlæg er egentlig også skrevet, men blev aldrig udgivet, og det må så blive en anden dag.

Forleden nat blev Django nemlig voldsomt syg! Ved 3-tiden om natten kastede han voldsomt op - det sker jo ind imellem, godt nok lød det voldsommere, end jeg før har hørt det, men jeg tog det ikke så alvorligt endda, så jeg sov videre.....det gjorde hverken Django eller Henrik, Django stod nærmest op resten af natten og havde det tydeligt dårligt!
Det blev kun værre henad morgenen, hvor han også havde vildt tynd mave, efter et par gange var det nærmest kun vand, der kom ud af ham. Ved 7-tiden tog jeg ham op til mig og han klaskede helt sammen og lå bare og lå hos mig - det gør han ellers aldrig mere end to minutter ad gangen. Vi frygtede, at han måske havde spist noget af det nyligt spredte gødning, men det var bare en teori.

Jeg kunne slet ikke holde ud at se ham sådan og ringede til dyrlægen præcis kl. 8. Hun kender både mig og Django godt og sagde bare: han skal indlægges, kom med ham!!
Jeg græd og græd og græd og var sikker på, at jeg afleverede en hund, jeg ikke ville se i live mere, men samtidig er jeg helt sikker på, at dyrlægerne nok skal sige til, når det er tid...
Han fik væske, der blev taget blodprøver med fine værdier, bortset fra udslag på tallet for bugspytkirtlen. Bugspytkirtelbetændelse er en lortesygdom, men dyrlægen beroligede mig, da hun ringede og fortalte, at hun efter 20 år som dyrlæge aldrig havde mistet en hund til den sygdom.

Vi hentede Django kl 17, da de ikke døgnindlægger på Ringsted Dyreklinik med forventning om, at aflevere ham igen onsdag og det gjorde jeg efter en nogenlunde rolig nat, hvor han var ude et par gange. Her blev han scannet i hele maven med obs for en eventuel tumor - heldigvis ikke noget der udover kraftig inflammation både omkring bugspytkirtlen og tarmene. Han havde også ret høj feber og fik et skud penicillin. Vi hentede ham igen kl. 17, og jeg syntes, at han var ret sløj, og havde svært ved at holde balancen. Appetit var der stadig ikke meget af, men han havde spist lidt dåsemad hos dyrlægen.

Natten gik fint, torsdag ringede jeg igen til dyrlægen som aftalt, og hun ville gerne have en ny blodprøve, som viste et lavt kaliumtal, samtidig med at der stadig var feber = nyt skud penicillin af en anden type. Hun mente dog, at vi kunne fodre os ud af det, men appetit var stadig ikke det, han havde mest af. Vi fik noget dåsemad med hjem, men nixen bixen om han ville have det - tun og ristet brød gled ned, men ellers ikke noget.
Endnu en opringning fredag hvor dyrlægen ikke var helt tilfreds med hans manglende appetit. Ny recept på appetitstimulerende (udover det kvalmestilllende og penicillin, som vi fik torsdag) og stille og roligt er det blevet bedre og bedre:-)

Sidst på fredagen begyndte han at gø igen - et sikkert tegn på bedring! Hans balance er blevet bedre og bedre og er nu næsten helt normal, han spiser de sædvanlige mængder mad, gåturene er korte og langsomme, men vi bygger gradvist på.

Det er klart, at han er lidt længere tid om at komme sig oven på sådan en omgang, end en yngre hund ville have været, men alt er godt igen og vi er glade!

Så summa summarum - Django holder ved endnu. Og ja, man kan altid diskutere, om man skal behandle på så gammel en hund, men som nævnt har jeg fuld tillid til min dyrlæge, som sagde, at "han jo bare var syg", og at det nok skulle blive godt igen - og det gjorde det:-)))

Et gammelt billede:-)