søndag den 7. maj 2017

Weekend med rally - nu er det 2. supercert hjemme:-))))

Amanda har længe været tilmeldt rallyprøven i Sorø med både Dumle og Osseau. Det skulle bare være en stille og rolig weekend, men da Annette for nogle dage siden efterlyste deltagere til Championklassen til Hillerød Hundevenner stævne i dag, kom jeg til at spørge Amanda, om hun ville tilmeldes, og no surprise - det sagde hun naturligvis ja til:-)

Lørdag ankom vi til Sorø ca. 8.15 og allerede på parkeringspladsen kunne man mærke luften sitre af spænding - der var også agilitykonkurrence, og der er altså bare stress, anspændelse og masser af råb og gøen sådan en dag. Det vidste vi jo godt og Amanda var da også noget spændt på, om Osseau kunne holde fokus på rallybanen, men det kunne han bestemt! Han gik en rigtig, rigtig flot bane, der med en enkelt ommer gav 97 point. Der er bestemt rift om placeringerne i den Championklasse - hold da op, hvor er deltagerne bare dygtige! Gitte Freytag vandt med begge sine hunde, 100 point til dem begge, det er altså virkelig imponerende! Vi vidste, at Ingrid også havde fået 97 point, men heldigvis var  Amanda 3 sekunder hurtigere og fik dermed 3. pladsen og endnu et supercert:-)))). Det er lidt over et år siden, at de fik det første cert, så nu må vi se, hvornår det lykkes med det næste!

Stakkels Dumle er aldrig blevet socialiseret på en agilitybane, og han kunne slet ikke lide alt det råberi, gøen og uro, så han var slet ikke glad for at være på banen. Det endte med at Amanda gav ham snor på, og så logrede halen igen. Amanda var rigtig ked af det efterfølgende, men heldigvis filmede jeg hende, så hun senere fik set, hvor flot de klarede det - men igen, det er følelsen på banen, der betyder mest.

I dag var det så Hillerød, hvor ekspertklassen skulle starte ved frokosttid. Vi kørte hjemmefra i 15 grader og solskin og kom til 10 grader og regnvejr - det var vi slet ikke klædt på til, møgkoldt var det!
Det blev dog bedre mod slutningen og det lykkedes mig at få varmen igen.....

Selv om der også var agilitystævne i dag, var der slet ikke den samme spænding, vi holdt Dumle væk fra agilityen indtil han havde været oppe, og i dag var han heldigvis sig selv igen med logrende hale banen rundt. Med en mistet øvelse (8-tallet!!) blev det til 79 point, så det var ret flot.

Da vi nåede Championklassen, kunne vi godt se at vi havde fejldisponeret tiden. Osseau skulle have haft i pause i bilen, men det blev det ikke til, så han var ret træt og havde derfor ret travlt med at finde overspringshandlinger i stedet for at gå rally. Han gik nu alligevel ganske godt, det blev til fem forsinkede reaktioner og dermed 95 point. Også i dag blev han 3. vinder efter to Superchampions - bestemt et godkendt resultat:-)

Dermed har han allerede to ret gode resultater til dette års Champion Cup, det er Amanda ret tilfreds med.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar