søndag den 28. maj 2017

Rallydysten i Sorø

I dag var vi med til Rallydysten, som blev holdt hos Sorø Hundevenner, der har et super træningsareal, klubhus osv.
Denne gang var jeg udelukkende deltager, og det var rigtig hyggeligt. Jeg havde jo Osseau med til Amanda, som dog først skulle dømme Paul - først med Max og derefter med Lille Bjørn. Jeg havde i et tilfælde af overmod endnu en gang tilmeldt Django, og ligesom sidste gang var det blevet til meget lidt træning, så det var vældig spændende, hvordan det ville gå:-)

Osseau blev af gode grunde (Amanda skulle jo både lave bane, dømme osv) slet ikke varmet nok op, og han var rigtig træls på banen. Jeg tror, de bestod med 74 point eller lignende, men kønt var det bestemt ikke - hverken at se eller høre på! Det hjælper ikke, at han er blevet 10 år - han har stadig brug for langvarig opvarmning!

Dumle blev ked af larm, skud mv., så Amanda trak ham fra ekspertklassen og gik senere begynderbanen med ham med snor på. Han er meget følsom over for larm, så det var den helt rigtige beslutning, hun tog!

Så blev det Djangos tur. Opvarmningen gik fint, men han blev hurtig meget varm, så jeg stoppede hurtigt og ventede bare, til vi skulle på. Han gik simpelthen så flot, og hvor er han bare sjov at gå med. Efter jeg havde klappet i hænderne flere gange - han kan jo ikke høre noget - kom jeg i tanke om, at man jo ikke må klappe i ekspertklassen:-)
Jeg gik så også forkert bane - jeg er virkelig totalt urutineret som deltager på en rallybane - og det var derfor en sikker IB, men Paul mente ellers, at vi var tæt på at bestå.....det synes jeg nu ikke, men Django lavede bare så mange flotte ting! Nogle af begynderskiltene var klart "børnelærdom", der bare sidder fast, men vi klarede bl.a. en svær (for os) øvelse på højre side - Django har på ingen måde lært højrehandling, som jo nu er med i ekspertklassen, men det gik så fint!

Men nej, jeg skal ikke til at træne fast med ham, det skal kun være for sjov!


Man kan da kun elske de øjne:-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar