Django blev røntgenfotograferet i går! For ikke at risikere at skulle igennem det igen besluttede jeg, at dyrlægen skulle tage billeder af hele kroppen, og desværre viste det sig - som ventet - at han har gigt i mild grad i venstre hofte. Jeg har ikke meget forstand på det, men jeg går ud fra, at det er som hos mennesker, at små forandringer hos nogle kan give mange smerter, mens store forandringer måske slet ikke giver smerter hos andre...
Faktum er i hvert fald, at Django har haft meget godt af ikke at have trænet i snart en måned. Han virker helt tilfreds med at være "servicehund" herhjemme: Samle op hvad vi taber, bære strømper til vask og i øvrigt bare at få guffer for at se sød ud:-) - og han er ikke nær så spændt og stiv over ryggen, som han var, nu er det faktisk muligt at få lov at massere ham igen! Jeg synes, det er hårdt at se, at han nærmest flygter, når træningstasken bliver pakket - han har altid været topklar og stillet sig i forreste række tidligere, men nu overlader han gerne pladsen til Osseau....
Nu skal han så igen have smertestillende i 10-14 dage, herefter skal der gøres status, og så skal han genoptrænes formentlig med Water-walking mm.. Iflg. dyrlægen er han i perfekt stand både hvad angår vægt og muskeltilstand, og nu har jeg købt nyt foder til ham, så han får et dagligt tilskud af glucosamin. Lige nu er LP'en sat i bero - jeg synes ikke, det er etisk forsvarligt at skulle smertestille min hund for at kunne træne ham, hvis hans livskvalitet ikke bliver forringet af det, og det virker bestemt ikke sådan. Han har det fint med de 3 daglige gåture, som så må blive suppleret med noget spor mv. Lidt rallytræning kan jo også lægges ind -det er ret simpelt, og han synes, det er sjovt.
Jeg har været lidt forvirret i mit hoved siden i går - det er lige så slemt med syge hunde som med syge børn!!!! - og der er så mange delte meninger om, hvad man kan og hvad man skal, at jeg har lidt brug for at få tingene på plads. Men, men perspektiverne er gode....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar