Øv for et chok!

Stadig forpustet og med rystende ben.....min kondition duer altså ikke til, at min hund løber væk!!!!
Osseau har i løbet af de sidste dage fået et par forskrækkelser oveni den kæmpestore, han fik for et par uger siden, da et par drenge fyrede et batteri nytårskrudt af meget tæt på, da Henrik var på den korte aftenluftetur. Nytårskudt-oplevelsen (som Django i øvrigt slet ikke reagerede på) har gjort, at han slet ikke er tryg ved at gå tur med Henrik mere, og det er derfor små ting, der har forskrækket ham her de seneste dage, hvor jeg har ligget vandret arbejdsmæssigt, og Henrik derfor har gået en del med dem.

Det, kombineret med den manglende aktivering på grund af mit arbejdsstress, gav så lige chokket i dag.
Jeg gik med hundene på de nærliggende fodboldbaner, da Osseau tilsyneladende blev forskrækket over et eller andet. Django var et stykke bagude og Osseau lidt foran mig, så da Osseau vender om, tror jeg i første omgang, at han bare løber hen til Django, og der går lidt tid før jeg kalder på ham.
Men han fortsætter, stopper kortvarigt da jeg kalder, hvorefter jeg prøver at løbe den anden vej, men lige lidt hjælper det - og så er han ellers ude på parkeringspladsen! Sjældent har jeg løbet så hurtigt!!! Jeg er nødt til at stoppe for at få Django i snor - selv om jeg nok godt kunne have ham løbe ved siden af mig på parkeringspladsen, tør jeg ikke satse på det, og heldigvis stopper Osseau ved vores hegn - han ville bare hjem, og havde hegnet været bare lidt lavere, var han nok sprunget over. Men så løber han igen videre - blandt biler, busser, cykler og skolebørn og jeg bliver mere og mere panikslagen, hvad f... gør man - indtil han endelig bestemmer sig for at vende om og komme hen til mig. Jeg kan dårligt få snoren på ham for mine rystende hænder, men det lykkes, og så er jeg altså nødt til at finde en bænk....

Da jeg har fået vejret bestemmer jeg mig for at gå samme vej igen - altså med hundene i snor denne gang, men der er ingen tvivl om at Osseau er MEGET bange, da vi kommer hen til det sted, hvor han vendte om, og han trækker nærmest hele vejen hjem.
Nu har han så fået noget beroligende naturmedicin, som jeg tidligere har fået af dyrlægen, men aldrig brugt - Zylkene hedder det, og er faldet til ro til CD'en med lydene af nytårskrudt!