Pointene - de få vi fik, ialt 77,5 point fordelte sig således:
Tandvisning: 10 - god start.
Lineføring: 7 - flink dommer, jeg havde absolut ingen kontakt til Django. Vi vandt nok lidt på de flotte to-skridtsøvelser til sidst og fik ros for pæne pladssidninger.
Stå: 0 - Django gik alt for langt foran mig, hørte ikke efter kommandoen og forlod ringen..
Spring: 0 - Han forlod igen ringen!
Stillingsskift: 0 - Her er jeg virkelig skuffet. Django skal ligge med ryggen til nogle publikummer med et par westier, så han drejer sig for at holde øje med dem og løber fra ringen...
Indkald: 9,5 - Her var ingen grund til overvejelser omkring hvorvidt dommeren skulle holde ham, og han løber fint ned til mig, men skal dog lige bruge en enkelt ekstra pladskommando, før han sætter sig.
Næseprøve: 0 - Django ligner et stort spørgsmålstegn, søger ikke trods gentagne kommandoer og til sidst kalder jeg ham til mig for at undgå at han forlader banen igen.
Fællesdæk: 9,5 - Dagens succesoplevelse, til stor overraskelse for dommeren tror jeg...Django blev liggende hele tiden, på trods af at "sidekammeraten" Zazu løb ud af ringen.
Helhedsindtryk: 6 - Igen venlig dommer med kommentaren: "Rimelig samarbejde som endnu mangler en del i både sikkerhed og rutine". Det er vist mildt sagt oven på den præstation.
Undskyldninger kan jeg jo nok finde masser af - eller skal jeg måske bare sige, at der ikke er nogen??? I hvert fald er der mange måske'er:
- Måske skulle han være blevet i bilen det meste af tiden?
- Måske skulle han slet ikke have været i bilen, men i hallen hele dagen?
- Måske varmede jeg ikke nok op?
- Måske gav jeg ham for mange guffer uden grund?
- Måske skulle han ikke have haft morgenmad?
- Måske er vi bare ikke gode nok til at gå til prøve?
- Måske er det kun erfaring han mangler?
Og jeg kan blive ved.....
Hvorom alting er var han både stresset, nervøs, fokuseret på de andre hunde og meget utryg ved det hele. Det var tydeligt under fællesdækken, at han slet ikke brød sig om det, og jeg er meget stolt af, at han trods alt blev liggende. Utrygheden er også meget tydelig i dag, hvor han under morgengåturen var meget usikker på alt, hvad vi mødte (cyklister, løbere, fodgængere mv. ) og hele tiden søgte mit blik for at få tryghed.
Reaktionen i går er nok udtryk for: "Min fører er nervøs, så jeg kan ikke bruge hende til noget, så jeg må hellere selv holde øje med det hele - og så er tæverne jo også meget lækre...."
Hej Anita,
SvarSletJeg læste din blog i morges, har set videoen af din gennemgang to gange og har læst din blog igen.
Selvfølgelig er det 3 x øv at komme hjem fra en LP-prøve med 77½ point og det skal du have lov at ærgre dig over.
Men derefter er det vigtigste at du har den rigtige attitude, og det har du: ”men vi SKAL til flere prøver, for det skal bare lykkes at få den LP1!” skriver du, og tro mig, den kommer!
Du har selv givet en masse bud på, hvad der gik ”galt”, og sandheden er nok en blanding af det alt sammen. Men først og fremmest vil jeg sige, at dette var din debut i LP1 og 4 nuller er altså ikke en katastrofe. Du kan ikke bruge min erfaringer til noget, men jeg vil alligevel nævne nogle af mine egne oplevelser:
På http://www.bordertoborder.dk/docs/megan/megan.php#gresultat kan du læse om min debut med Megan i LP1 – 0. præmie. Og hun blev champion mindre end to år efter. Og vi gik altså ikke hos så god en træner og havde så gode generalprøvemakkere som du har :-)
Lille Bjørn var oppe til sin 6. prøve, han har været oppe til 3 rally begynder og 2 LP1 og fået ingen præmiering hver gang, og nu sjette gang lykkedes det så.
Cirka en måned før Megan blev champion gik hun sit livs dårligste prøve nogensinde (håber jeg) og fik 5 nuller.
Jeg véd at Django kan alle øvelserne fornuftigt, så det er virkelig bare et spørgsmål om mere erfaring, specielt hos føreren, og mere træning med forstyrrelser, og det er vi mange der gerne vil medvirke til, bl.a. fordi vi også selv har brug for det!
Du fik i gennemsnit 9 i de øvelser som I klarede, og det er rigtigt flot. Der er masser godt at bygge videre på. Vi ses snart til træning igen, og så får du den 1. præmie næste gang.
Mange hilsner
Paul