For 16 år siden blev denne lille hvalp født, og heldigvis var det lige os, der fik lov at købe ham😊.
At det blev en sheltie, og at det blev en Blue Merle skyldes mange tilfældigheder, men hold nu op hvor har han betydet - og gør stadig - meget for os.
Der har været mange udfordringer undervejs, og det er på mange måder meget givende, men også ret hårdt at have en gammel hund. Der er mange dage, hvor jeg bekymrer mig om hans helbred - også selv om det altså er helt fint, og bortset fra den seneste tarmbetændelse, har været det i flere år.
Django er hunden med 9 liv, han har klaret en del på de mange år, og pengene til hans sygeforsikring har vi fået flere gange igen. Som 7-8 årig fik han konstateret HD, det viste sig så et par år senere, at det har han overhovedet ikke....han har haft et par hjerneblødninger, som han er kommet sig over, men han har et jernhelbred og er ikke sådan at slå ud!
Alle de blodprøver som han fik taget for et par måneder siden viste meget fine værdier og han får masser af ros af dyrlægerne - det eneste, der er at komme efter er hans dårlige tænder (Som han har mistet nogle stykker af) og nogle enkelte fedtknuder.
Hans pels er ret håbløs! Fordi han er kastreret vokser den eksplosivt og han har vildt meget underuld. forleden fik han en gang vask og klipning hos Lone Rahbek og det pyntede gevaldigt, så nu klarer vi den lidt igen.
Vi går lange ture og han er med på de 10-12.000 skridt vi når de fleste dage. Den første korte morgentur går langsomt, men det er også ok, at kroppen lige skal i gang - ellers er der fint fart på, bortset fra når det regner altså, der kan han ikke helt se formålet med en gåtur:-)
Tillykke med fødselsdagen smukke, friske Django🇩🇰🇩🇰🇩🇰
Ingen kommentarer:
Send en kommentar